Ved lov nr. 176 af 5. juni 1959 (årbog 1958-59, side 147) foretoges visse ændringer i lov nr. 128 af 16. april 1957 om udlån til foranstaltninger vedrørende staldhygiejne, hvilken lov i den ændrede affattelse blev optrykt som lovbekendtgørelse nr. 225 af 17. juni 1959 under titlen: lov om udlån til forbedring af avlsbygninger på landet. Landbrugsministeren bemyndigedes herved til i finansåret 1959-60 at anvende et beløb svarende til, hvad der indgår i rente og afdrag på de landbruget tilståede Marshalllån, til udlån til foranstaltninger til forbedring af landbrugsejendommes avlsbygninger efter nærmere i loven fastsatte retningslinjer.
Ved nærværende lov forlænges lovens virketid indtil udgangen af 1960, men således, at alene de for finansåret 1959-60 bevilgede midler, der ikke er opbrugt, stilles til rådighed for den i lovforslaget omhandlede periode.
Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte landbrugsministeren: „Ved den gældende lov, der er begrænset til finansåret 1959-60, blev der stillet ca. 10 mill. kr. til rådighed til udlån til dette formål, og en foreløbig opgørelse viser, at der formentlig i dette finansår vil indkomme andragender om ca. 580 lån til en samlet sum af ca. 5 mill. kr.
Selv om rådighedsbeløbet — således som også i de tidligere år, denne udlånslovgivning har været gældende — kun har været udnyttet for ca. halvdelens vedkommende, finder jeg dog, at det vil være rimeligt fortsat at stille midler til rådighed til de anførte formål, herunder særlig modernisering af avlsbygningerne.
Overvejelserne om en mere omfattende ordning tilsigtende at give øgede finansieringsmuligheder for landbrugsbyggeriet kan ikke tilendebringes, inden den gældende lovgivning om udlån til forbedring af landbrugets avlsbygninger udløber den 1. april i år, og da det er vigtigt, at der fortsat er statsmidler til rådighed til udlån til disse formål, foreslås den gældende lov forlænget for tiden indtil 31. december 1960, men således at udlånsbeløbet begrænses til den ikke forbrugte del af den for finansåret 1959-60 givne bevilling." Lovforslaget støttedes i folketinget af regeringspartierne og kommunisterne, mens venstres og det konservative folkepartis medlemmer — i overensstemmelse med deres stillingtagen til loven af 5. juni 1959 — stemte imod. De 2 grønlandske medlemmer afholdt sig fra at stemme.