Ved loven foretages nogle ændringer i lov nr. 607 af 21. december 1946 om afgift af konsum-is, jfr. lov nr. 47 af 14. marts 1955 og § 5 i lov nr. 2 af 28. januar 1959.

I den gældende lovs § 5 har man således ophævet bestemmelsen om, at de afgiftspligtige virksomheder pr. kalenderår mindst skal svare afgift af et kvantum på 400 liter konsum-is.

Som begrundelse herfor anførte finansministeren ved tremsættelsen af lovforslaget:

„Efter de indvundne erfaringer er denne bestemmelse om mindsteafgift uden særlig betydning som adgangsbegrænsning, men giver på den anden side anledning til et vist administrationsbesvær."

Samtidig gennemføres tilsvarende bestemmelser vedrørende virksomhedernes angivelse af den månedlige udlevering af afgiftspligtige varer og indbetalingen af den hertil svarende afgift, som er optaget i nogle af de i de seneste år gennemførte forbrugsafgiftslove. Den ordinære frist for indbetalingen af afgiften forbliver uændret, men virksomhederne vil mod sikkerhedsstillelse kunne opnå en yderligere frist på 2 måneder med indbetalingen.

I § 5 i den gældende lov har man endvidere — med henblik på den såkaldte „soft-ice" — indføjet følgende nye bestemmelse:

„For varer, der almindeligvis afsættes til forbruger direkte efter aftapning fra fryser, angives den afgiftspligtige mængde på grundlag af den medgåede isblandings rumfang med tillæg af en svulmningsprocent på 75. Denne bestemmelse omfatter ikke is fremstillet af en isblanding med et lavere fedtindhold end 5 pct." (Sidste punktum tilføjedes ved 3. behandling i folketinget).

Det var oprindelig i tilslutning hertil foreslået, at toldvæsenet for varer, der er fremstillet i fryseforme eller lignende, skulle kunne kræve, at de ved fremstillingen anvendte formes rumfang lagdes til grund ved angivelsen af den afgiftspligtige mængde. Denne bestemmelse udgik imidlertid ved sagens behandling.

Ved samme lejlighed indføjedes i den gældende lovs § 6 følgende nye bestemmelse:

I tilfælde, hvor en erhvervsvirksomhed, der har modtaget varer til videresalg, går konkurs eller af anden årsag standser betalingerne, tillægges der den pågældende leverandør det samme privilegium for afgiftens beløb, som i henhold til stk. 3 tilkommer statskassen over for afgiftspligtige virksomheder, for de varer, der er leveret inden for et tidsrum af 12 måneder før konkursen eller betalingsstandsningen.

Lovforslaget henvistes efter 1. behandling til et folketingsudvalg, der i sin enstemmige betænkning omtaler en række henvendelser, som var fremkommet fra erhvervsorganisationer, og derefter udtaler: „I en del af de ovenfor nævnte henvendelser til udvalget er der fremsat anmodning om, at den til lovens § 5 som stk. 3, 1. punktum, foreslåede bestemmelse vedrørende adgang for toldvæsenet til at kræve, at de ved fremstillingen anvendte formes rumfang lægges til grund ved angivelsen af den udleverede afgiftspligtige mængde, udgår af lovforslaget. Af ministerens svar på et af udvalget stillet spørgsmål herom fremgår bl. a., at den foreslåede bestemmelse navnlig er begrundet i, at det kan medføre visse kontrolmæssige vanskeligheder for toldvæsenet at skulle tage hensyn til det afsmeltningssvind, der fremkommer ved varernes frigørelse fra fryseformene.

Ved en af ministeriet foretaget fornyet undersøgelse af spørgsmålet har det vist sig, at det faktisk almindelige efterhånden er blevet, at afgiftsberigtigelse sker efter rumfanget af det færdige produkt, således at afsmeltningssvindet er holdt uden for afgiften.

Selv om det kontrolmæssigt må anses for sikrere at beregne afgiften på grundlag af formenes rumfang, anser ministeriet det dog forsvarligt at fortsætte den praksis, der rent faktisk har udviklet sig, og under hensyn til, at en gennemførelse af den foreslåede bestemmelse ville medføre en ikke tilsigtet almindelig afgiftsforhøjelse, stiller ministeren ............ ændringsforslag nr. 1, hvorved bestemmelsen udgår.

Der er endvidere over for udvalget fremsat ønske om, at der i lovforslaget indsættes en bestemmelse, hvorefter der tillægges de fabrikker og virksomheder, der har betalt afgiften, et privilegeret krav på afgiftsbeløbet over for de forhandlere, til hvem varen sælges.

Dette ønske er imødekommet ved ændringsforslag nr. 2 om indsættelse af en hertil sigtende bestemmelse i lighed med tilsvarende bestemmelser i afgiftslovene vedrørende tobak, chokolade m. v.

Udvalget har endvidere over for ministeren rejst spørgsmålet om, hvorvidt man kunne lægge afgift på fremstilling og salg af isblanding til soft-ice i stedet for på den færdige soft-ice.

Af ministerens besvarelse fremgår bl. a., at antallet af fabrikker, der fremstiller isblanding til det nævnte formål, er væsentligt mindre end antallet af soft-icevirksomheder. Ministeriet har derfor allerede på et tidligere tidspunkt overvejet muligheden for at opnå en administrativ forenkling uden at svække kontrollen med afgiftens erlæggelse ved en sådan omlægning. Den nødvendige kontrol med en sådan ordning vil det imidlertid ikke være muligt at opretholde alene ved regelmæssigt tilsyn med og krav om særlig regnskabsførelse hos de virksomheder, der fremstiller isblanding.

For at sikre sig mod, at soft-icefremstillerne anvender ubeskattet isblanding, ville det derfor være nødvendigt fortsat at opretholde kontrollen med disse virksomheder, selv om afgiften skulle betales af fremstilleren af isblandingen, og det må antages, at en sådan kontrol med ikke-anmeldte virksomheder ville være lige så omfattende og mindre effektiv end den nuværende kontrolordning. Ministeren har således ikke ment det forsvarligt at foreslå afgiften opkrævet hos fremstillerne."

Efter at de i betænkningen indeholdte ændringsforslag var vedtaget ved 2. behandling, gik lovforslaget tilbage til udvalget, der i en tillægsbetænkning stillede et ændringsforslag til 3. behandling (jfr. ovenfor).

Dette ændringsforslag tiltrådtes ved 3. behandling, og lovforslaget blev derefter i den ændrede affattelse vedtaget enstemmigt idet kommunisterne, som ønskede afgiften på konsum-is helt afskaffet, afholdt sig fra at stemme.