L 22 Lov om ændringer i og tilføjelser til lov om omsætningsafgift af chokolade- og sukkervarer m. m.

Af: Finansminister Viggo Kampmann (S)
Samling: 1959-60
Status: Stadfæstet
Lov nr. 35 af 18-02-1960
Ved loven, der gennemførtes i forbindelse med det af finansministeren den 10. november 1960 fremsatte forslag til lov om ændringer i toldloven (se ovenfor under nr. 18), foretoges en række ændringer i chokoladeafgiftslovens bestemmelser.

Den mest omfattende ændring var indføjelsen af et særligt afsnit III vedrørende opkrævning af en såkaldt dækningsafgift ved indførsel af visse varer, som efter de hidtil gældende bestemmelser ikke i sig selv var afgiftspligtige efter lovens omsætnings- eller råstofafgiftsbestemmelser, men som indeholder bestanddele, der ville være blevet beskattet med omsætningsafgift eller råstofafgift, dersom varen var fremstillet her i landet.

Indførelsen af disse særlige bestemmelser om dækningsafgift blev af finansministeren motiveret således ved lovforslagets fremsættelse :

"Forslaget til lov om ændringer i og tilføjelser til lov om omsætningsafgift af chokolade- og sukkervarer m. m. går bl. a. ud på at tilvejebringe de ændringer i chokoladeafgiftslovens bestemmelser, som vil være nødvendige af hensyn til den chokoladeforbrugende industris konkurrencemæssige stilling under friere importforhold. Forholdet er det, at danske virksomheder, der fremstiller varer med indhold af chokolade eller andre ingredienser, der er afgiftspligtige i henhold til chokoladeafgiftsloven, efter de gældende bestemmelser må svare omsætningsafgift eller råstofafgift af disse ingredienser, når de fremstillede varer — som f. eks. almindelige chokoladekiks — ikke i sig selv er omsætningsafgiftspligtige. De nugældende afgiftsbestemmelser stiller derved dansk fremstillede varer med indhold af chokolade og lignende dårligere i konkurrencen end tilsvarende importerede varer, idet den udenlandske producent ikke har måttet betale den her i landet gældende afgift af den til fremstillingen medgåede chokolade.

Hidtil har forskelsbehandlingen i afgiftsmæssig henseende mellem dansk og udenlandsk produktion på dette område ikke haft nogen særlig betydning. Dels har importen på grund af importreguleringen været begrænset, dels har man ved fastsættelsen af de almindelige toldsatser kunnet taget hensyn til, at dansk fremstillede varer af den omhandlede art indirekte — nemlig gennem beskatningen af de anvendte materialer — er pålagt indenlandske afgifter.

Danmarks tilslutning til frihandelsområdet vil imidlertid ændre forholdene. Når importrestriktionerne og toldsatserne afvikles, er det nødvendigt at træffe andre foranstaltninger til imødegåelse af den nuværende afgiftsmæssige forskelsbehandling af danske og indførte varer. I det nu foreliggende lovforslag er spørgsmålet søgt løst ved at pålægge visse varer med indhold af chokolade, mandler og nødder m. v. en dækningsafgift ved indførsel her til landet. Afgiften er i overensstemmelse med bestemmelserne vedrørende frihandelsområdet søgt fastsat således, at danske og indførte varer — så vidt det er teknisk muligt — bliver ligestillede i beskatningsmæssig henseende. For varer, der ikke er foreslået omfattet af dækningsafgiften, åbnes der samtidig mulighed for at give adgang til afgiftsfri indkøb af chokolade m. v., når varerne fremstilles her i landet."

Lovforslaget, der under behandlingen i folketinget undergik nogle mindre ændringer vedrørende de foreslåede satser, gennemførtes af de samme partier, som medvirkede til gennemførelsen af ændringerne i toldloven.
Partiernes ordførere
Peter Nielsen (S), Anker Lau (V), Poul Møller (KF), Aage Fogh (RV) og Robert Sandau (DR)