L 20 Lov om ændringer i lov om forskellige forbrugsafgifter.

Af: Finansminister Viggo Kampmann (S)
Samling: 1959-60
Status: Stadfæstet
Lov nr. 36 af 18-02-1960
Ved loven, der gennemførtes i forbindelse med det af finansministeren den 10. november 1960 fremsatte forslag til lov om ændringer i toldloven (se ovenfor under nr. 18), foretoges visse afgiftsændringer som følge af modsvarende bevægelser for de pågældende varers toldsatser.

Således foretoges i konsekvens af papirtoldens forhøjelse en nedsættelse af papirafgiften i henhold til forbrugsafgiftsloven fra 30 øre pr. kg til 20 øre pr. kg.

Endvidere pålægges der alt kaffesurrogat og kaffetilsætning en afgift på 64 øre pr. kg. Samtidig formindskes den hertil svarende toldsats tilsvarende.

Endvidere gennemførtes under behandlingen i folketinget en ændring med hensyn til kaffe- og teekstrakter, idet disse pålagdes en afgift på 6 kr. 50 øre pr. kg. Denne afgift svarer for kaffeekstraktens vedkommende til tolden på den til fremstillingen af 1 kg kaffeekstrakt anvendte mængde rå kaffe, og da der samtidig gennemførtes en ordning med hensyn til toldloven, der sikrede ekstraktfabrikkerne toldfri råstoffer, skulle ordningens virkninger for disse alene have karakteren af en omlægning.

Loven, der alene er at betragte som en konsekvens af de samtidig gennemførte ændringer i toldlovens satser for de pågældende varer, gennemførtes af de samme partier, som medvirkede til toldlovens gennemførelse.
Partiernes ordførere
Peter Nielsen (S), Henry L. W. Jensen (V), Ove Weikop (KF), Aage Fogh (RV) og Niels Andersen (DR)