Lovforslaget havde følgende indhold:

I lov nr. 356 af 27. december 1958 om boligbyggeri affattes § 2, stk. 3, således:

„For at sikre opfyldelse af lovens formål kan boligministeren træffe foranstaltninger til regulering af al bygge-, anlægs- og nedrivningsvirksomhed, herunder fastsættelse af tidsfrister for såvel støttet som ustøttet byggeri og kontrol med, at boligbyggeri, der igangsættes, opfylder de i § 1 givne forudsætninger."

Det var ved fremsættelsen ledsaget af følgende bemærkninger:

„Ifølge § 1 i lov om boligbyggeri af 27. december 1958 er det lovens formål „at tilvejebringe en boligbestand af en sådan størrelse og med en sådan husleje, at de boligsøgende får en rimelig mulighed for at skaffe sig en efter deres økonomi og familieforhold passende bolig." For at sikre, at dette formål tilgodeses, bemyndiges boligministeren ifølge lovens § 2, stk. 3, „i øvrigt til at træffe midlertidige foranstaltninger til regulering af bygge- og anlægsvirksomheden." Erfaringerne siden lovens ikrafttræden viser imidlertid, at boligbyggeriet har udviklet sig i en sådan retning, at de færreste boligsøgende får en rimelig mulighed for at skaffe sig en efter deres økonomi og familieforhold passende bolig. De sociale og almennyttige boligselskabers såvel som kommunernes boligbyggeri er praktisk talt gået i stå, hvorimod der igangsættes et betydeligt boligbyggeri på privat finansieringsbasis, men i de allerfleste tilfælde til en husleje, som må anses for uoverkommelig for boligsøgende med jævne indtægter. Ydermere har denne udvikling medført, at saneringen af usunde boliger er ved at gå i stå.

Formentlig skyldes dette, at bestemmelsen i § 2, stk. 3 er for uklart og vagt formuleret, bl. a. fordi der i det samme stykke af paragraffen tales om fastsættelse af tidsfrister for det støttede byggeri — altså modsætningsvis ikke for det ustøttede byggeri — og endvidere fordi der kun tales om midlertidige foranstaltninger. Endelig også fordi bemyndigelsen ikke tillige direkte sigter på det væsentlige, at kunne stille bestemte krav til boligbyggeriets private sektor for at få også denne sektor til at medvirke til opfyldelse af lovens formål i stedet for, som det nu sker i praksis, at modvirke dette formål.

Det må være klart, at effektive foranstaltninger inden for boligbyggeriet må have langvarig og ikke midlertidig karakter, og også af denne grund bør lovens bestemmelser revideres efter de erfaringer, der er gjort.

Da det som sagt formodes, at boligministeren af de nævnte årsager ikke har kunnet sikre lovens formål opfyldt, foreslås en mere konkret og utvetydig formulering af bemyndigelsen i § 2, stk. 3.

På boligministerens vegne udtalte økonomiministeren om dette lovforslag ved sagens første behandling:

„Det forslag til lov om ændringer i lov om boligbyggeri, som det ærede medlem hr. Aksel Larsen har fremsat, går ud på at formulere lovens § 2, stk. 3, således, at det kommer til at fremgå af lovens bestemmelser, at boligministeren kan regulere boligbyggeriet på en sådan måde, at lovens formålsparagraf under alle omstændigheder skal ske fyldest.

Efter den redegørelse, som jeg i går gav det høje folketing, og den udtalelse, jeg lige har fremsat om, at man i løbet af kortere tid kan have oversigt over de fremtidige muligheder for de forskellige byggeformer, skal jeg kun tilføje, at den kommende udvikling sandsynligvis vil foregå på fornuftig måde på det foreliggende lovgrundlag.

Jeg må derfor tilråde, at man nu afventer de beslutninger, som vil blive truffet i løbet af kort tid, og at man derefter ser tiden an for at få lejlighed til at konstatere virkningerne.

Hvis det ærede medlem ikke kan tænke sig under disse omstændigheder at trække forslaget tilbage, vil forslaget kunne gøres til genstand for udvalgsbehandling, hvis folketinget finder dette ønskeligt."

Det udvalg, hvortil lovforslaget — sammen med et par andre private boligforslag — henvistes, afgav ikke betænkning.