Lovforslaget gik ud på, at såvel bebyggede som ubebyggede faste ejendomme, der tilhører staten eller kommunerne, fra den 1. januar 1961 kun måtte sælges på jordrentevilkår. Dette ville betyde, at en køber af en sådan ejendom ikke skulle betale nogen købesum for selve jorden uden forbedringer, men i stedet for en årlig, stedsevarende afgift på 4 pct. af værdien af jorden uden forbedringer. Forbedringerne skulle derimod betales af køberen som hidtil.
Jordrenteværdien skulle efter forslaget mindst udgøre den af vurderingsmyndighederne til enhver tid ansatte grundværdi efter fradrag for forbedringer, men forbedringsfradraget skulle i dette tilfælde fortsat gives også efter forløbet af den 30 års periode, hvor fradraget ellers bortfalder ved beregningen af den almindelige grundskyld.
Der var dog efter forslaget intet i vejen for, at staten eller den kommune, der optræder som sælger, kunne træffe aftale med køberen om, at der skulle svares jordrente af en højere jordrenteværdi end grundværdien minus forbedringer.
Efter forslaget ville den på en ejendom hvilende jordrente normalt variere med de ansættelser af grundværdien og forbedringerne, som til enhver tid foretages af vurderingsmyndighederne. Blev der derimod aftalt en højere jordrenteværdi, ville ændringer i vurderingerne ikke påvirke jordrenten, før grundværdien minus forbedringer kom til at ligge højere end den aftalte jordrenteværdi, fra hvilket tidspunkt jordrenteværdien i alle tilfælde skulle følge vurderingerne.
Der var dog for parcelhuse, sommerhuse og kolonihaver m. v. foreslået adgang til fritagelse for og henstand med at svare jordrente af stigninger i jordrenteværdien efter ganske samme regler, som gælder med hensyn til grundstigningsskylden.
Forslaget om jordrentesvarelse omfattede alle faste ejendomme, der fra 1. januar 1961 at regne afhændes af staten eller en kommune, for så vidt ejendommen ligger inden for kommunens område. Forslaget omfattede således ikke blot hovedstadskommunerne, købstæderne og sognekommunerne, men også amtskommunerne. Derimod måtte ejendomme, som ejes af kommunale fællesskaber m. v. — f. eks. el-sammenslutningerne eller skoleforbund — sælges på sædvanlig måde uden jordrentesvarelse. I øvrigt var der efter forslaget adgang til at dispensere fra reglerne om salg på jordrentevilkår, men det var ikke tanken, at sådanne dispensationer skulle meddeles i større omfang. Dispensation var i almindelighed kun tænkt meddelt, når der var tale om salg af småparceller til sammenlægning med ikke jordrentepligtig ejendom, eller hvis der i øvrigt måtte være forbundet en offentlig interesse med at sælge på almindelige vilkår.
Jordrenten af den på salgstidspunktet fastsatte jordrenteværdi skulle efter forslaget fuldt ud tilfalde den offentlige myndighed (stat eller kommune), der solgte vedkommende ejendom.
Derimod skulle jordrenten af stigninger i jordrenteværdien efter salget deles lige mellem staten og den kommune, hvori ejendommen måtte være beliggende, således som grundstigningsskylden fordeles efter de i øjeblikket gældende regler.
Om formålet med lovforslaget udtalte indenrigsministeren ved fremsættelsen bl. a.:
„Det resultat, som regeringen tilsigter at opnå ved lovforslagets gennemførelse, er at indføre fuld grundskyld for de ejendomme, der engang har været i offentlig eje, og samtidig skabe et godt grundlag for, at kommunerne kan føre en fremsynet jordpolitik."
Lovforslaget, der ikke nåede at blive færdigbehandlet i det nedsatte udvalg inden folketingsårets udløb, blev ved 1. behandling anbefalet af regeringspartiemes ordførere og opnåede også principiel tilslutning fra Alfred Jensen (DK) og Aksel Larsen (SF), hvorimod det kritiseredes stærkt af ordførerne for venstre og det konservative folkeparti.
Thisted Knudsen (V) udtalte således bl. a. følgende:
„Venstre kan ikke medvirke til fremme af dette lovforslag. Vi kan ikke gøre det af følgende grunde. For det første er ordningen efter vor opfattelse i sig selv et eksperiment, endog et farligt eksperiment. For det andet vil den på længere sigt svække det kommunale selvstyre og tvinge kommunerne til at afhænde jord, der er købt under andre forudsætninger. For det tredje kan den meget let i praksis komme til at betyde, at visse kommuner må holde sig tilbage ved jordopkøb netop på et tidspunkt — dér er jeg enig med det ærede medlem hr. Ove Hansen — hvor der er brug for kommunernes aktive medvirken. For det fjerde bliver det i udpræget grad staten, der gennem lån til kommunerne skal finansiere grundopkøbene, en opgave, som efter vor opfattelse i dag måtte påhvile de private. For det femte rejser det uoverskuelige problemer for realkreditten, og den ustabile jordrente vil næppe kunne undgå at øve sin alvorlige virkning på de fremtidige låns størrelse og afdragsvilkår."
Poul Møller (KF) fremhævede bl. a. problemet om jordens fordeling og udtalte herom:
„Formålet må i første omgang være, at man kan få jord på lempeligere vilkår end i den fri handel. Men hvem skal fordele denne jord, efter hvilke retningslinjer skal den fordeles? Man vil sige, at det skal kommunalbestyrelserne gøre..... Jeg synes egentlig, når jeg skal være ærlig, at lotteri var den bedste, den sagligt rigtigste metode, hvis der er flere ansøgere, end der er grunde til. Jeg er nemlig overbevist om, at hvis man ikke fastsætter, at det skal ske ved lotteri, kommer det skam til at ske ved protektion. Så kommer det til at ske på den måde, at de, der har de bedste forbindelser i kommunalbestyrelsen, får de bedste eller de lempeligste vilkår for jorderhvervelsen."