Loven giver gennem en ændring af forsorgslovens § 286 kommunerne ret til at udvide skolebespisningen i månederne november-april til også at omfatte børn i 8. og 9. klasse. Tilsvarende udvides adgangen til at yde mælk i den øvrige del af skoleåret til de pågældende ni klasser.

Ved en ændring af § 288 reduceres statens tilskud til kommunernes udgifter til skolebespisning. Der ydes herefter af den fælleskommunale udligningsfond kommunerne et tilskud svarende til 1/3 af deres udgifter i henhold til § 286 til mælk og vitamintilskud til børn fra skolernes 7 første klasser samt til børn fra skolernes øvrige klasser, når dette af hensyn til det enkelte barns helbredstilstand efter skolelægens skøn må anses for ønskeligt. Samme tilskud ydes kommunerne af deres udgifter i henhold til § 287.

Loven træder i kraft den 1. maj 1960.

Efter den hidtidige bestemmelse var en kommune berettiget til at kræve sine direkte udgifter til skolebespisning i henhold til §§ 286-287 — dog ikke ud over 65 øre pr. måltid mad og 20 øre pr. mælkeydelse — erstattet af den fælleskommunale udligningsfond. Refusionen var dog begrænset til højst 1/3 af de nævnte udgifter.

Ændringen skønnes at ville reducere statens udgifter til skolebespisningen fra ca. 4 mill. kr. årlig til ca. 2½-2¾ mill. kr. årlig.

Lovens indhold afviger væsentligt fra det af forslagsstillerne oprindeligt fremsatte lovforslag, og lovforslaget fik, som nævnt i det følgende, ikke tilslutning fra forslagsstillerne ved 3. behandling.

I sin oprindelige form, gik lovforslaget ud på at lade statens tilskud til kommunernes udgifter ved skolebespisningen falde helt bort.

Endvidere skulle kommunernes pligt til at yde skolebespisning i tilfælde, hvor skolen indberetter til det sociale udvalg, at et barn lider under utilstrækkelig ernæring, begrænses til kun at omfatte børn af mindrebemidlede forældre.

I øvrigt kunne den enkelte kommune fortsat for egne midler og inden for de hidtidige rammer iværksætte eller foranledige iværksat skolebespisning i det omfang, kommunalbestyrelsen måtte finde det ønskeligt.

Lovforslaget — som var et led i det af venstre og det konservative folkeparti opstillede spareprogram — begrundedes med, at de sociale og ernæringsmæssige forhold, som havde været baggrunden for statens deltagelse i skolebespisningens finansiering, ikke længere var til stede. Det anførtes endvidere af ordføreren for forslagsstillerne (Foged), at skolebespisningen til trods for adgangen til statsrefusion var under afvikling i en række kommuner.

Statens tilskud til skolebespisningen var for finansåret 1959-60 fastsat til 4 mill. kr.

Socialministeren fremhævede ved 1. behandlingen, at skolebespisningen ikke kunne betragtes som en social foranstaltning i snævrere forstand, men også i høj grad tjener et ernæringshygiejnisk formål. Han fandt det ikke godtgjort, at oplysningen om børnenes rette ernæring var trængt så stærkt igennem hos befolkningen, at man uden videre kunne se bort fra den ernæringshygiejniske begrundelse for skolebespisningen. En sådan slutning måtte kræve en nøjere undersøgelse af problemet, herunder sundhedsmyndighedernes overvejelse af spørgsmålet.

Heller ikke den svigtende interesse hos kommunerne, som forslagsstillerne havde anført, fandt ministeren tilstrækkelig dokumenteret. Han var villig til at iværksætte de fornødne undersøgelser og forelægge resultaterne for et udvalg.

Ministeren fandt den foreslåede ændring, som gik ud på at begrænse den pligtmæssige skolebespisning til at omfatte børn af mindrebemidlede forældre, overordentlig uheldig. At udpege børnene fra de små hjem og stille dem i særgrupper ville være en ubarmhjertig ordning.

Kaj Andresen (S) gik også stærkt imod genindførelse af den gamle trangsbestemmelse, som tidligere havde virket urimelig og utiltalende, og som ville stride mod de senere års bestræbelser for at slette de sociale skel mellem børnene i skolen. Han fandt ikke tilstrækkelig begrundelse for en afvikling af skolebespisningen, hvis forebyggende virkning gennem årene havde været af stor betydning. I øvrigt bemærkede han, at man, hvis bespisningen fortsatte, blot ville opnå at flytte den offentlige udgift fra staten til en række kommuner, så at der ikke blev en reel besparelse.

Asger Jensen (KF) fremhævede den faldende interesse for skolebespisning og fandt, at tiden var løbet fra denne foranstaltning. Lovforslaget afskar ikke kommunerne fra at foranstalte skolebespisning og fastholdt kommunernes pligt til at bespise børn, der henvistes af skolelægen på grund af underernæring. Det ville dog forekomme ham naturligt, om kommunerne drog den konsekvens at afskaffe den almindelige skolebespisning, som der efter hans opfattelse ikke længere var behov for.

Helge Larsen (RV) kunne under ingen omstændigheder medvirke til at gennemføre et sådant socialt skel mellem børnene som foreslået. Han fandt i øvrigt ikke lovforslaget tilstrækkeligt underbygget, men var villig til at deltage i en saglig og fordomsfri drøftelse af problemet om byrdefordelingen.

Gøting (DR) mente, at noget tydede på, at skolebespisningen havde set sine bedste dage. Han fandt, at den foreslåede trangsbestemmelse på en utiltalende måde uddybede de sociale forskelle. Han var interesseret i den tanke at lade statstilskuddet bortfalde, men fandt det rigtigst at fare med lempe og overveje muligheden for en overgangsordning.

Petra Petersen (DK) fandt, at lovforslaget var udtryk for en asocial politik vendt mod de svageste. Man burde tværtimod udvide og forbedre skolebespisningen og gøre ordningen obligatorisk.

I den af udvalget afgivne betænkning indstillede et flertal (regeringspartiernes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med nogle af socialministeren foreslåede ændringer, der gav lovforslaget den form, hvori det senere blev endeligt vedtaget.

Mindretallet (venstres og det konservative folkepartis medlemmer) indstillede lovforslaget til vedtagelse uforandret.

Ved 2. behandling anbefalede regeringspartiernes ordførere ministerens ændringsforslag. Det var dog ikke med glæde, Kaj Andresen anbefalede det ændringsforslag, som erstattede lovforslagets bestemmelse om bortfald af hele statsrefusionen med en bestemmelse om statstilskud på 1/3 af udgifterne til mælk og vitamintilskud til skolens 7 første klasser. Han ville finde det rimeligt, om staten fortsat medvirkede til skolebespisningen i større omfang. Forslaget var stillet for at imødekomme ønsket om besparelser.

Foged og Asger Jensen kunne ikke tiltræde de stillede ændringsforslag, som efter deres opfattelse i for høj grad forringede det oprindelige lovforslags afviklingsbestemmelse.

Petra Petersen måtte gå imod den ændrede refusionsbestemmelse, som var en væsentlig forringelse af den bestående ordning.

Ud fra samme synspunkt stillede Aksel Larsen (SF) et ændringsforslag, som tilsigtede at bevare den hidtidige statsrefusion. Ændringsforslaget forkastedes med alle stemmer mod Aksel Larsens og kommunisternes.

Efter at de af socialministeren foreslåede ændringer var vedtaget ved 2. behandling, vedtoges lovforslaget efter en kort fornyet udvalgsbehandling ved 3. behandling med 82 stemmer (S, RV og DR) mod 6 (DK og SF), mens 52 (V og KF) hverken stemte for eller imod.