Ved loven ændredes de i lodsloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 244 af 24. juni 1954, indeholdte regler om beregning af afgiften til den i 1954 oprettede reguleringsfond, ligesom reglerne om beregning af bidraget til Den fælles Lodspensionskasse og pensionsbestemmelserne ændres. Endvidere indeholder loven enkelte ændringer af mindre væsentlig betydning.
1) Ved ændringer af lodsloven i 1954 indførtes helt nye principper for regulering af lodsernes indtægter gennem oprettelse af en reguleringsfond, hvortil lodserier med særlig store bruttoindtægter skulle svare en afgift, der beregnedes som en procentafgift af bruttolodsfortjenesten efter en nærmere fastsat progressiv skala.
Samtidig blev det bestemt, at lodserier, hvis indtægtsforhold var sådanne, at de ikke skønnedes tilstrækkelige til lodsernes livsophold, kunne optages i reguleringsfonden. Herved opnåede de pågældende lodser et fast årligt grundbeløb samt et tilskud til dækning af lodseriets driftsudgifter. Disse beløb udrededes af reguleringsfonden, hvortil de tilsluttede lodserier i øvrigt indbetalte 2/3 af bruttolodsfortjenesten.
Foranlediget af en henvisning fra Dansk Lodsforening nedsatte forsvarsministeriet den 16. september 1959 et udvalg, der fik til opgave at afgive indstilling om ændring af de gældende bestemmelser for beregning af afgiften til reguleringsfonden.
Dette udvalg afgav den 17. december 1959 en betænkning med udkast til et lovforslag, der var tiltrådt af samtlige medlemmer af udvalget. Udkastet ligger til grund for den ved loven indførte nye ordning, der i hovedtræk går ud på, at beregningen af afgiften til reguleringsfonden ændres fra en bruttoordning til en nettoordning, idet afgiften ifølge ordningen udgør 27 pct. af den del af lodseriets indtægter, der er til rest efter fradrag af lodseriets fælles udgifter.
Da afgiften efter den tidligere ordning alene beregnedes af en bruttolodsfortjeneste over 36 000 kr. årlig, har man i loven bestemt, at der også ved afgiftsberegning efter netto regnes med en afgiftsfri indtægt.
I 1954, da den nuværende ordning blev indført, skønnede man, at lodseriernes gennemsnitlige driftsudgifter androg ca. 1/3 af bruttolodsfortjenesten, således at der til en afgiftsfri bruttolodsfortjeneste på 36 000 kr. svarede en nettofortjeneste på ca. 24 000 kr.
På denne baggrund har man fundet det rimeligt at sætte det afgiftsfri beløb under en nettoordning til ca. 25 000 kr., og da man endvidere har ment at burde imødekomme lodsernes ønske om, at det afgiftsfri beløb fremtidig underkastes en regulering i overensstemmelse med statens lønninger, er det bestemt, at det afgiftsfri beløb fastsættes til den udbetalte løn til statstjenestemænd på slutløn i 23. lønningsklasse uden stedtillæg. Til denne lønningsklasse er henført en række af statens navigatører.
Udvalgets undersøgelser af virkningerne af et af lodserne fremsat forslag om, at adgangen til reguleringsfonden ikke — som i øjeblikket — skal være bestemt af lodseriernes indtægtsforhold, viste, at en sådan ordning ikke kunne gennemføres uden at føre til uheldige konsekvenser og uden helt at ændre fondens karakter og forøge usikkerheden med hensyn til statskassens forpligtelser over for fonden. Der opnåedes herefter enighed i udvalget om, at den tidligere praksis med hensyn til lodseriernes optagelse i fonden og principperne for fondens tilskudsordning opretholdes.
2) Med hensyn til bidraget til Den fælles Lodspensionskasse, der tidligere var beregnet efter en progressiv skala med fra 8-25 pct. af bruttolodsfortjenesten, gennemførtes ved loven følgende nye regel i lodslovens § 47, stk. 2, punkt 1:
,,For lodserier, hvis indtægter ikke reguleres gennem lodsreguleringsfonden, udgør den bidragspligtige indtægt vedkommende lodseriers bruttolodsfortjeneste, herunder indtægterne ved de i §§ 10 og 45 omhandlede tjenester efter fradrag af udgifter til lodseriets drift.
For lodserier, hvis indtægter reguleres gennem lodsreguleringsfonden, udredes bidraget af denne fond, og den bidragspligtige indtægt ansættes til det lodseriet ydede grundbeløb samt den lodseriet tilfaldende part af bruttolodsfortjenesten, herunder indtægterne ved de i §§ 10 og 45 omhandlede tjenester." Pensionsbidraget skal dog højst udgøre 30 pct. af den bidragspligtige indtægt.
3) Efter de tidligere regler blev de af Den fælles Lodspensionskasse ydede pensioner beregnet efter regler, der i det væsentlige svarede til de i statstjenestemandsloven af 1946 fastsatte. Pensionerne bestod således af en efter pensionsalderen fastsat brøkdel af en pensionsgivende lønning som grundpension, hvortil ydedes reguleringstillæg etc.
I overensstemmelse med de ved statstjenestemandslønningsloven af 1958 ændrede principper for beregning af tjenestemandspensioner gennemførtes ved loven den ændring, at de af lodspensionskassen ydede pensioner fremtidig beregnes på grundlag af en samlet lønningsindtægt, således at pensionen udgør en efter pensionsalderen fastsat procentdel af denne efter samme regler som nu for statstjenestemænd gældende.
Pensionerne havde tidligere været beregnet på grundlag af en pensionsgivende lønningsindtægt af 7 200 kr. årlig, hvilket beløb omregnet efter de nye regler ville svare til en lønningsindtægt på 21 000 kr. årlig. Med tilslutning af den samlede bestyrelse for pensionskassen bestemmes det imidlertid nu i loven, at pensionen fremtidig beregnes af en lønning på 24 000 kr. årlig. I overensstemmelse med den tidligere tilsvarende bestemmelse kan dog lønningsindtægten, der lægges til grund for pensionsberegningen, ikke udgøre et større beløb end gennemsnittet af den lønningsindtægt, hvoraf der de sidste 10 år før afskedigelsen er svaret pensionsbidrag, idet hvert års lønningsindtægt ved denne beregning omregnes til lønniveauet pr. 1. april 1958 efter reglerne i §§ 87 og 88 i statstjenestemandslønningsloven.
Mens tjenestetid erhvervet under tidligere lønningsordninger normalt ikke medregnes ved fastsættelsen af den pensionsgivende lønningsindtægt, har man for lodsernes vedkommende ment at måtte skaffe en hjemmel til, at der i konkrete tilfælde, hvor hovedreglen på grund af lodsernes indtægtsforhold vil medføre mindre rimelige resultater, også kan tages hensyn til tjenestetid forud for ikrafttrædelsen af de nye regler i statstjenestemandslønningsloven. Loven bemyndiger derfor ministeren til i disse enkelte tilfælde at bestemme, hvilken lønningsindtægt og tjenestetid der skal tages i betragtning ved pensionsberegningen.
I overensstemmelse med den for statens tjenestemænd ved lønningsloven af 1958 gennemførte tilsvarende ændring forhøjedes ved loven aldersgrænsen for at søge afsked med alderspension fra 65 år til 67 år.
Denne ændring kunne ikke tiltrædes af lodsernes 2 repræsentanter i bestyrelsen for Lodsernes Pensionskasse, for hvem lovforslaget blev forelagt, og som i øvrigt har tiltrådt forslaget. Lodsernes repræsentanter henviste i denne forbindelse til de betydelige og fortsat voksende fysiske krav, lodstjenesten stiller til sine udøvere, specielt ved entring af de store skibe i rum sø. Disse krav medfører, at ældre lodser, der ikke — som tilfældet ofte vil være i statstjenesten — har mulighed for at overtage fysisk mindre krævende arbejde, i højere grad end andre vil være henvist til at søge afsked som følge af svagelighed inden 67 års alderen og som følge deraf være afskåret fra at opnå højeste pension.
I sin fremsættelsestale udtalte forsvarsministeren heroverfor: „Uanset den forståelse, man må have for lodsernes synspunkter i så henseende, har jeg — efter at spørgsmålet har været forhandlet med finansministeriet — imidlertid fundet, at lodsernes pensionsbestemmelser er så nøje knyttet sammen med de tilsvarende bestemmelser for tjenestemændene, at der ikke bør foreslås en fravigelse af den almindelige aldersgrænse for lodsernes vedkommende."
Af den af folketingsudvalget afgivne tillægsbetænkning fremgår, at udvalget har drøftet spørgsmålet i anledning af en på Dansk Lodsforenings generalforsamling afgivet udtalelse, men at drøftelsen ikke har givet udvalget anledning til at foreslå lovforslagets bestemmelser ændret.
Lodsloven har ikke hidtil indeholdt nogen aldersgrænse for lodser. Efter den hidtidige praksis har lodser imidlertid normalt søgt deres afsked senest ved det fyldte 70. år. Denne praksis er med Dansk Lodsforenings tilslutning lovfæstet ved ændringsloven.
Loven indeholder en særlig overgangsbestemmelse, idet man har anset det for rimeligt, at lodser, der er tilknyttet mindre lodserier, ikke som følge af gennemførelsen af de nye pensionsregler stilles forholdsmæssigt ringere i pensionsmæssig henseende end de øvrige tjenstgørende lodser. Det er derfor bestemt i loven, at pensionen for de pågældende lodsers vedkommende ikke kan fastsættes lavere end 4/5 af pensionen for medlemmer, der får tillagt pension på grundlag af en lønningsindtægt på 24 000 kr.
Under udvalgsbehandlingen i folketinget imødekom forsvarsministeren et af Dansk Lodsforening fremsat ønske vedrørende minimumsstørrelsen af de enkepensioner, der omfattes af denne overgangsregel, idet ministeren med udvalgets tiltrædelse i betænkningen foreslog, at bestemmelsen suppleredes med en regel om, at enkepensionen i disse tilfælde ikke kan udgøre et mindre beløb end den enkepension, der fremkommer af en lønningsindtægt, der ville give ret til den til 4/5 reducerede egenpension. Ændringsforslaget vedtoges sammen med et par andre mindre væsentlige ændringer uden afstemning ved lovforslagets 2. behandling.
Endvidere indeholder loven ud over en del mindre væsentlige ændringer, overvejende af redaktionel eller terminologisk art, regler om enkepension, børnepensionstillæg og børnepension, svarende til de i statstjenestemandslønningsloven af 1958 indeholdte.
Lovens ikrafttrædelsesdato fastsattes under udvalgsbehandlingen til 1. januar 1961, idet dog de nye pensionsbestemmelser har virkning allerede fra 1. april 1959.
Under lovforslagets 1. behandling blev dets bestemmelser fra alle partiers side karakteriseret som fremskridt i forhold til de tidligere gældende bestemmelser. Gideon (V) ønskede dog oplysninger om de økonomiske konsekvenser af overgangen til nettoordningen, ligesom han mente, at man burde overveje, om man ikke burde fastholde den hidtil gældende aldersgrænse på 65 år for lodsers adgang til at søge afsked med alderspension. Baagø (KF) ønskede i udvalget nærmere undersøgt visse spørgsmål vedrørende de pensionerede lodsers stilling.
Forsvarsministeren oplyste i sin svartale om de økonomiske konsekvenser af nyordningen, at året 1958-59 tydede på, at der ville blive balance, så at lodsfonden kunne hvile i sig selv. Med hensyn til aldersgrænsen fandt han det rimeligt også her at følge statstjenestemandsreglerne, når man i øvrigt fulgte disse.
Gideon gjorde heroverfor opmærksom på, at man også inden for statstjenesten havde tilfælde med lavere afgangsalder, og han henviste endvidere til reglerne i Norge og Sverige, hvor der gjaldt en lavere afgangsalder.
Lovforslaget henvistes til et udvalg, og under 2. behandling oplyste Østergaard (V), at udvalgsarbejdet især havde drejet sig om de ældre lodsers pensionsforhold. Udvalget havde undersøgt visse kritiserede forhold, men havde ikke fundet anledning til at stille ændringsforslag. Baagø omtalte udførligt de ældre pensionisters forhold, men mente ikke, at bestemmelserne lod sig ændre, idet ordningen med statstilskud til pensionskassen gjorde det naturligt, at man fulgte samme pensionsregler som statens tjenestemænd. Gideon rejste på ny spørgsmålet om aldersgrænsen.
Ved udvalgsbehandlingen mellem 2. og 3. behandling blev aldersgrænsespørgsmålet på ny gjort til genstand for drøftelse i udvalget, der dog i tillægsbetænkningen enstemmigt indstillede lovforslaget til endelig vedtagelse i den skikkelse, hvori det forelå efter 2. behandling.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt.