Ved loven, der trådte i kraft den 1. juli 1960, gennemførtes ændringer af tinglysningslovens § 11, stk. 2, vedrørende betingelserne for pantebreves udslettelse af tingbogen, § 40, stk. 1, vedrørende ejerpant og §§ 44, 47 og 48 vedrørende pantebreve, der giver underpant i løsøre.

Om de enkelte ændringer bemærkes:

1) Efter den tidligere formulering af tinglysningslovens 8 11, stk. 2, krævedes til udslettelse af pantebreve enten fremlæggelse af selve pantebrevet i kvitteret stand eller bevis for, at panteretten var ophørt ifølge retsbeslutning.

Til denne bestemmelse føjedes ved ændringsloven som nyt punktum:

„Pantebreve til statskassen og de af staten etablerede låneinstitutioner samt kreditforeninger (kreditkasser) og hypotekforeninger kan dog efter dommerens bestemmelse udslettes mod kvittering af den ifølge tingbogen berettigede."

Baggrunden for den tidligere regel — der stadig er hovedreglen — var, at pantebrevet kunne være overdraget af den i tingbogen anførte kreditor. Det ville derfor i almindelighed ikke være betryggende at tillade udslettelse af pantebrevet blot på grundlag af en løs kvittering udstedt af den, der ifølge tingbogen var kreditor efter pantebrevet.

For så vidt angik pantebreve til kreditforeninger, var det i retspraksis antaget, at udslettelse kunne ske på grundlag af løs kvittering, idet disse pantebreve efter de herom gældende regler ikke kan videreoverdrages eller gøres til genstand for individuel retsforfølgning. I andre tilfælde kunne der imidlertid opstå praktiske vanskeligheder, når en pantsætter, der havde indfriet pantebrevet og modtaget det tilbage i kvitteret stand, ikke straks sørgede for at få pantebrevet aflyst og det derefter bortkom.

Ved ændringen er der derfor åbnet mulighed for, at de i bestemmelsen omtalte pantebreve efter dommerens nærmere bestemmelse kan udslettes af tingbogen mod fremlæggelse af løs kvittering, men uden fremlæggelse af selve pantebrevet. I praksis kan man — til trods for at disse pantebreve efter deres formulering er omsætningspapirer — bortse fra muligheden af, at pantebrevene er videreoverdraget.

Tinglysningsdommerens afgørelse vil kunne påkæres til landsretten efter reglen i tinglysningslovens § 36.

2) Efter den tidligere formulering af tinglysningslovens 8 40, stk. 1, havde ejeren, når en tinglyst panteret i fast ejendom ophørte helt eller delvis eller viste sig at være ugyldigt stiftet, uanset modstående aftale med efterstående panthavere eller andre, ret til at besætte den således ledigblevne plads med en ny panteret, medmindre han udtrykkelig ved ophøret eller senere gav afkald på denne ret. Dersom pantebrevet aflystes efter panterettens ophør, uden at ejeren samtidig benyttede sig af sin ret til at besætte den ledige plads med en ny panteret, skulle det fremgå af tingbogen, at den tidligere panteret nu tilkom ejeren. I tilfælde af udlæg, konkurs og anden retsforfølgning tilfaldt en ledig panteret kreditorerne. Dette sidste indebar, at kreditorer, der ikke forud har pant i ejendommen, ville kunne sikre sig dækning af auktionsprovenuet forud for efterstående panthavere, der måtte respektere ejerpantet. Endvidere medførte reglen, at tinglysningsdommeren, når en panteret aflystes, måtte overveje, hvorvidt der var opstået ejerpant, og i bekræftende fald foretage notering herom.

Efter ændringen har § 40, stk. 1, følgende ordlyd: „Ophører en tinglyst panteret i fast ejendom, være sig helt eller delvis, eller viser den sig ikke at være gyldigt stiftet, har ejeren, uanset modsat aftale med en efterstående panthaver eller andre, ret til at besætte — enten straks eller senere — den således ledige plads med en ny panteret, medmindre han ved ophøret eller senere giver afkald på denne ret. Aflyses panteretten, uden at ejeren samtidig benytter sig af sin ret til at besætte den ledige plads med en ny panteret, skal det på begæring noteres i tingbogen, at den tidligere panteret nu tilkommer ejeren. Er notering ikke foretaget, rykker de efterstående berettigede op i den ledige plads. Ved tvangsauktion tilfalder en ledig plads de øvrige i ejendommen berettigede.

Det samme gælder, såfremt ejendommen på anden måde end ved tvangsauktion bortsælges af et konkurs- eller gældsfragåelsesbo."

Bestemmelsen i 1. punktum svarer til den tidligere bestemmelse bortset fra, at der ikke længere skal kræves et udtrykkeligt afkald på ejerpant fra ejerens side. Ændringen er en følge af den nye formulering af 2.-3. punktum, hvorefter undladelse af at begære ejerpant noteret virker som et afkald til fordel for de efterstående rettighedshavere. Ved indførelse af en regel om, at ejerpant kun skal noteres, såfremt det begæres ved aflysningen, opnår man, at tinglysningskontorerne i de mange tilfælde, hvor ejeren ikke er interesseret i ejerpantet og måske slet ikke er opmærksom herpå, undgår at bruge tid på overvejelser om, hvorvidt ejerpant er opstået ved indfrielse af en panteret.

Som bestemmelsen er formuleret, indebærer selve den omstændighed, at notering ikke finder sted, at de efterstående rettighedshavere rykker op i den ledige plads. Tidligere blev spørgsmålet, om ejerpant var opstået, derimod afgjort uafhængigt af den formelle notering. Når man har ændret formuleringen, skyldes det ønsket om at skabe så klare og let praktisable regler som muligt.

Bestemmelsen i 4. punktum medfører, at ejerens personlige kreditorer (eller efterstående panthavere), selv om der efter de foranstående regler består en ledig plads, ikke kan besætte denne ved udlæg eller anden retsforfølgning. Efter formålet med ændringen må dette gælde, også hvis der på den ledige plads er tinglyst et ejerpantebrev eller et skadesløsbrev og ligeså, hvis ejeren i stedet for kvittering på et indfriet pantebrev får dette tiltransporteret. Ejeren vil derimod som ovenfor berørt i overensstemmelse med lovens hovedprincip fortsat kunne udnytte den ledige plads til optagelse af ny kredit, og denne ret bevares, indtil ejendommen eventuelt sælges eller overtages ved tvangsauktion. Han vil herigennem eventuelt have mulighed for at afværge auktionen.

Sidste punktum blev efter forslag fra justitsministeren indføjet under sagens 2. behandling. Ministerens ændringsforslag, der var foranlediget af et spørgsmål fra det folketingsudvalg, der behandlede sagen, vedtoges uden afstemning.

Spørgsmålet om ændring af § 40, stk. 1, rejstes over for justitsministeriet ved en henvendelse fra Den danske Dommerforening, foranlediget af nogle artikler af professor, dr. jur. Fr. Vinding Kruse i tidsskriftet „Juristen" 1958, s. 479 ff, og 1959, s. 21 ff og side 50-51.

Efter justitsministeriets opfattelse kunne det ikke betegnes som rimeligt, at ejerens personlige kreditorer, der har ydet kredit uden at sikre sig pant i ejendommen, ved udlæg o. lign. skal kunne opnå mulighed for dækning forud for ejendommens panthavere. Ved at afskære dem herfra udelukker man jo ikke kreditorerne fra at søge fyldestgørelse gennem udlæg i ejendommen, men konsekvensen bliver kun, at de må respektere de allerede tinglyste panterettigheder, og en sådan ordning er efter justitsministeriets opfattelse ikke uforenelig med lovens hovedprincip, nemlig at ejeren selv har ret til at besætte den ledige plads med en ny panteret, jfr. § 40, 1. punktum.

Også praktiske grunde talte for ændringen. Således medførte udlægshavernes besættelse af ejerpanterettighederne, at fordelingen af provenuet på tvangsauktioner kunne blive endog særdeles indviklet og gøre det vanskeligt for de interesserede at overskue auktionens konsekvenser. Gennemførelsen af låneordninger med forskellig prioritetsstilling i den faste ejendom og løsøret for samme panthaver ville yderligere kunne komplicere problemerne omkring ejerpanterettighederne.

3) Ændringerne af reglerne om pantebreve, hvorved der gives underpant i løsøre, bygger på et udkast til ændring af tinglysningsloven, der er udarbejdet af justitsministeriets udvalg vedrørende underpantsætning af løsøre og optaget i udvalgets betænkning af 1957. Formålet med udkastet var at forbedre retsstillingen for underpant i løsøre og derved skabe mulighed for en mere tilfredsstillende finansiering på grundlag af løsøreværdierne.

Den vigtigste af denne gruppe ændringer vedrører tinglysningslovens § 47, der ved ændringsloven fik følgende affattelse:

„Pantebreve, der giver underpant i løsøre, skal tinglyses for at få gyldighed mod aftaler, der i god tro indgås med pantets ejer, og mod retsforfølgning.

Tinglysning af underpant i løsøre sker ved pantsætterens personlige værneting eller, hvis han ikke har noget værneting her i landet, ved Københavns byret.

Pantebreve, der giver underpant i bestemte løsøregenstande, udslettes, når der er forløbet 10 år efter pantebrevets tinglysning og der ikke inden denne frists udløb er anmeldt fornyet tinglysning.

Omsætningspapirer, simple gældsbreve og andre fordringer kan ikke pantsættes ved tinglysning af pantebrev efter de i stk. 1-3 givne regler.

Justitsministeren bemyndiges til at træffe bestemmelse om, at der oprettes et hele landet omfattende register, hvori samtlige tinglyste pantebreve i løsøre eller enkelte grupper heraf indføres, og hvoraf enhver efter skriftlig begæring kan forlange udskrift mod en derfor fastsat afgift."

Ved den nye regel opnåedes en væsentlig forbedret retsstilling for løsøreunderpantet, hvorved der navnlig kan peges på, at løsøreunderpantet, der efter de tidligere regler ved tinglysningen kun opnåede beskyttelse mod aftaler og uprivilegerede kreditorer, fremtidig også opnår beskyttelse mod privilegerede kreditorer. Ændringen har sammenhæng med de samtidig gennemførte ændringer af konkursloven: ophævelsen af konkurslovens § 39 og ændringen af konkurslovens § 34, stk. 1.

Endvidere indebar den nye formulering ophævelse af den tidligere regels krav om, at tinglysning skulle ske inden 7 dage efter pantebrevets oprettelse, hvilket fandtes uden betænkelighed, navnlig under hensyn til, at afkræftelsesfristen i konkurstilfælde ifølge den samtidig gennemførte ændring af konkurslovens §§ 21 og 22 fremtidig regnes fra pantebrevets tinglysning.

Ligeledes ophævedes den tidligere gældende regel om fornyet tinglysning, når pantets ejer flyttede til en anden retskreds. Det af justitsministeriet nedsatte udvalg udtalte herom i sin betænkning, at selv om denne ophævelse efter udvalgets opfattelse kunne ske, uden at man indførte et centralregister, anså man det dog for praktisk, at justitsministeriet ved den nye lovbestemmelse bemyndigedes til at oprette et centralregister, hvis der skulle vise sig trang hertil, jfr. nu § 47, stk. 5.

Endvidere ophævedes ved ændringsloven bestemmelsen i tinglysningslovens § 48 stk. 3, hvorefter arrest skulle tinglyses ved skyldnerens personlige værneting for at opnå gyldighed over for aftaler, der i god tro blev indgået med skyldneren om de arresterede genstande. Ophævelsen medfører ikke nogen ændring i reglerne om, at arrest i fast ejendom skal tinglyses ved den faste ejendoms værneting, jfr. tinglysningslovens § 1, og arrest i skibe registreres i skibsregistret, jfr. skibsregistreringslovens § 31.

Endelig foretoges ved ændringslovens nogle mindre væsentlige ændringer af tinglysningslovens § 44, stk. 2 og 3.

Lovforslaget, der behandledes sammen med forslag til lov om ændringer i lov om konkurs m. v. (underpant i løsøre) og forslag til lov om ændringer i lov om rettens pleje (tvangsauktion over fast ejendom), fik ved 1. behandling en velvillig modtagelse fra alle partiers side. K. Axel Nielsen (S) udtrykte sin tilfredshed over, at justitsministeren ikke havde fulgt det forslag, som det af justitsministeriet nedsatte udvalg havde fremsat om registrering af rettigheder over motorkøretøjer. Et sådant register ville være et stort og kostbart apparat, og det var efter hans mening endnu ikke påkrævet. De nye regler om ejerpant var det vanskeligt at vurdere, og de måtte overvejes nærmere i udvalget. Gideon (V) foreslog, at man lod den i lovforslaget indeholdte bemyndigelse til justitsministeren til at oprette et centralregister over løsørepantebreve udgå. Nytten af et sådant register ville ikke komme til at stå i rimeligt forhold til omkostningerne. Med hensyn til de nye ejerpantregler turde han endnu ikke udtale sig. Spørgsmålet måtte nærmere undersøges i udvalget. Der var for Gideon lidt tvivl med hensyn til den foreslåede tilføjelse til § 11. Formelt var der jo intet i vejen for, at pantebreve til statskassen og statslånsinstitutioner transporteredes videre, efter at de var kvitteret, og dette burde man måske udelukke. Bruun de Neergaard (KF) mente, at et centralregister over løsørepant kunne være nødvendigt, men måske kunne man overveje at indføre et almindeligt centralt personbogskontor for hele landet. Derved kunne dobbelt ekspedition undgås. Heller ikke Bruun de Neergaard fandt ændringen af § 11 uden betænkeligheder, når de pågældende pantebreve kunne være videreoverdraget efter at være kvitteret.

Lovforslaget henvistes til et udvalg, der i sin enstemmige betænkning citerede en række spørgsmål til justitsministeren og ministerens besvarelser. Det fremgår af besvarelserne, at ministeren ikke tillagde de fremkomne betænkeligheder over den foreslåede ændring af § 11 nogen vægt. Man havde i praksis aldrig set, at de omhandlede pantebreve var videretransporteret efter at være kvitteret, og hvis det alligevel skulle ske, ville den nye panthaver sørge for at få sin ret tinglyst — allerede for at sikre sig at få indkaldelse til eventuel tvangsauktion. Udvalget indstillede i betænkningen herefter enstemmigt forslaget til vedtagelse med den ovenfor omtalte ændring vedrørende en tilføjelse til den foreslåede affattelse af tinglysningslovens

§ 40, stk. 1.

Ved 2. behandling udtalte Gideon (V), at han i de oplysninger, der var fremkommet, havde fundet støtte for sin tidligere udtalelse om, at bemyndigelsen til justitsministeren til at oprette et centralregister burde udgå. Han ønskede, at dette spørgsmål blev overvejet i udvalget mellem 2. og 3. behandling.

I tillægsbetænkningen udtalte udvalget enstemmigt:

„Udvalget har holdt et møde og har herunder haft samråd med justitsministeren.

Efter at ministeren har oplyst, at den som § 47, sidste stykke, i tinglysningsloven foreslåede bestemmelse alene tilsigter at gøre det muligt at indføre et til ægtepagtsregisteret svarende centralregister, hvortil tinglysningskontorerne skal indsende meddelelse om tinglysning af rettigheder over løsøre, indstiller hele udvalget de foreliggende lovforslag til endelig vedtagelse i den form, hvori de foreligger efter 2. behandling."

Ved 3. behandling vedtoges det ændrede lovforslag enstemmigt.