Loven indeholder ændringer i sparekasselovens bestemmelser om sparekassernes regnskabsopgørelse, specielt vedrørende sparekassernes provisionsindtægter på lange, lavt forrentede lån og den regnskabsmæssige kursfastsættelse for sparekassernes obligationsbeholdninger, jfr. lovbekendtgørelse nr. 327 af 3. juli 1950.
Om disse spørgsmål udtalte handelsministeren ved fremsættelsen af lovforslaget:
„Som det vil være det høje folketing bekendt, gav likviditetsstramningen i årene 1950 og 1951 sig bl. a. udslag i et kursfald på obligationer på ca. 10 points fra udgangen af marts 1950 til udgangen af marts 1951, og et yderligere kursfald af nogenlunde samme størrelse indtraf i løbet af sommeren 1951. Et kursfald af dette omfang måtte rejse betydelige problemer for sparekasserne, af hvis midler ca. 1¾ milliard kr. var anbragt i obligationer, og har derfor givet anledning til, at man fra sparekassernes side i de forløbne år har rejst spørgsmål om betimeligheden af de gældende regler for sparekassernes optagelse af obligationerne i deres regnskaber. Sparekasseloven giver sparekasserne adgang til at opføre obligationer til en gennemsnitskurs på indtil 10 år; de stærlct varierende kurser rejste spørgsmålet, om det var rigtigt at bogføre sparekassernes likviditetsreserve og deres anlægspapirer på samme måde.
De lave kurser i 1950erne medførte endvidere, at sparekasserne, når de ydede lån var uopsigelige i en længere periode og forrentedes med en i forhold til det høje renteniveau lav rentesats, kunne udbetale lånet med et fradrag af en betydelig provision — underkurs. En del sparekasser opførte sådanne lån i regnskabet med deres pålydende værdi og tog provisionen til indtægt, og dette gav sparekasseinspektøren anledning til at rejse spørgsmålet om denne fremgangsmådes berettigelse.
Fra handelsministeriets side fandt man det rigtigt, at begge disse spørgsmål blev undergivet en nærmere undersøgelse, og man nedsatte derfor i maj 1957 et udvalg med professor, dr. polit. Carl Iversen som formand til behandling af disse spørgsmål. Udvalget har i september 1959 afgivet betænkning, som er tilstillet folketingets medlemmer, og som indeholder forslag til en række ændringer i sparekasseloven. Man foreslog således, at sparekassernes likviditetsreserve skulle optages til dagskurs, medens deres anlægspapirer kunne optages til anskaffelsespris. Nærværende lovforslag er i overensstemmelse med udvalgets forslag."
Udvalgets forslag indeholdt — foruden de nævnte hovedbestemmelser — forslag til ajourføring af en række andre bestemmelser i sparekasseloven, som ligeledes optoges i lovforslaget. Endelig blev der fra regeringens side indsat en bestemmelse om en aldersgrænse for de af handelsministeren udnævnte medlemmer af sparekassernes tilsynsråd.
Om lovens indhold bemærkes:
En tilføjelse til sparekasselovens § 3 tilsigter at lette adgangen til sammenslutning af sparekasser ved at åbne adgang til at fravige de i § 5, stk. 1, indeholdte bestemmelser om garanter, når nogen af de sammensluttede sparekasser ikke i forvejen har garanter.
Ved en tilføjelse til § 7 bestemmes, at de af handelsministeren udnævnte tilsynsrådsmedlemmer skal afgå senest 4 måneder efter udgangen af det regnskabsår, i hvilket de er fyldt 72 år.
En overgangsbestemmelse medfører dog, at ingen på grund af alder behøver at afgå før den 1. august 1962.
Bestemmelsen, der indsattes af regeringen, indeholdt i sin oprindelige skikkelse en aldersgrænse på 70 år, men ændredes som anført under behandlingen i folketinget. Kun et fåtal af sparekasser har i vedtægterne fastsat aldersgrænser for medlemmer af tilsynsråd og direktion, og i mange sparekasser findes tilsynsrådsmedlemmer i en høj alder. Mens man ikke har anset det for rigtigt at kræve, at tilsynsrådsmedlemmer eller direktører altid skal afgå, når et bestemt alderstrin er nået, har man anset det for naturligt at fastsætte en aldersgrænse for de af handelsministeren udnævnte tilsynsrådsmedlemmer.
I § 7 er endvidere bestemmelsen om, at stillingen som medlem af en sparekasses tilsynsråd ikke kan forenes med stillingen som overordnet funktionær i sparekassen, ændret til, at et tilsynsrådsmedlem ikke kan beklæde en stilling i sparekassen, hvorved han udøver nogen overordnet funktion.
Begrundelsen for denne ændring er, at det har vist sig vanskeligt at fortolke begrebet „overordnet funktionær", en vanskelighed, der i praksis særlig er opstået i de tilfælde, hvor et tilsynsrådsmedlem fungerer som fast kasserer eller som bogholder (forretningsfører).
Endelig er i samme paragraf bestemmelsen om, at et medlem af tilsynsrådet i ikke-garantkasser ikke uden handelsministerens godkendelse kan ansættes som direktør for eller overordnet funktionær i sparekassen, ændret til et forbud mod, at et tilsynsrådsmedlem ansættes som direktør, afdelingsbestyrer eller i anden stilling i sparekassen, hvorved han udøver nogen overordnet funktion, dog at handelsministeren kan dispensere herfra. Herved vil ministeren komme til at stå friere i sådanne spørgsmål end efter den hidtidige ordning.
Efter sparekasselovens § 8, stk. 2, har der hidtil været adgang til med tilsynsrådets samtykke at forene stillingen som sparekassedirektør eller afdelingsbestyrer med sagførervirksomhed.
Ved en ændret affattelse af bestemmelsen fastslås det nu, at direktører, afdelingsbestyrere og funktionærer i sparekasser ikke kan drive advokatvirksomhed eller virksomhed som vekselerer, ejendomsmægler eller ejendomshandler.
I henhold til en overgangsbestemmelse kan de direktører, der hidtil har drevet advokatvirksomhed, dog fortsætte hermed, såfremt sparekassens tilsynsråd med 2/3 af de tilstedeværende medlemmers stemmer meddeler tilladelse hertil.
Bestemmelserne er beslægtet med tilsvarende bestemmelser i bankloven.
Det samme er tilfældet med en ny bestemmelse i paragraffens stk. 6, hvorefter sparekasseinspektøren kan tillade, at kvitteringer for indbetalinger kan gives, og at træk på en sparekasses indestående i andre pengeinstitutter kan foretages alene af én person, såfremt han finder det af vedkommende sparekasse benyttede interne kontrolsystem betryggende.
Ved en ny affattelse af § 10 er indført mere rationelle kassereservebestemmelser, en friere adgang for sparekasserne til at erhverve aktier og en vis adgang til at yde lån uden særlig sikkerhedsstillelse.
Bestemmelsen om likviditeten er udformet i lighed med den tilsvarende bestemmelse i bankloven. Den er indeholdt i stk. 1, der har følgende ordlyd:
„I en sparekasse skal der til enhver tid findes en efter sparekassens forhold forsvarlig kassebeholdning, hvortil kan henregnes fuldt ud sikre og likvide anfordringstilgodehavender hos danske sparekasser og banker og tilgodehavender på postgirokonto. En sparekasses likvide beholdninger, hvortil foruden kassebeholdningen kan henregnes fuldt ud sikre, letsælgelige, ubelånte værdipapirer, opgjort som i § 12, stk. 2, anført, skal til enhver tid udgøre mindst 15 pct. af de gældsforpligtelser, som det — uanset mulige udbetalingsforbehold — påhviler sparekassen at betale på anfordring eller med kortere varsel end 1 måned. De nævnte likvide beholdninger i forbindelse med andre fuldt ud sikre tilgodehavender hos danske sparekasser og banker skal derhos udgøre mindst 8 pct. af sparekassens samlede gældsforpligtelser."
Ligesom for bankernes vedkommende er der således her givet en dobbelt regel, idet likviditetskravet er sat i forhold dels til sparekassens anfordringsforpligtelser, dels til sparekassens samlede gældsforpligtelser.
Efter de hidtil gældende regler måtte en sparekasses midler ikke uden sparekasseinspektørens tilladelse anbringes i aktier med undtagelse af aktier, for hvis udbytte statskassen indestod, og aktier i Fællesbanken for Danmarks Sparekasser og de af sparekasserne drevne virksomheder til fremme af skoleopsparing. Endvidere kan handelsministeren i medfør af loven om visse finansieringsinstitutter tillade aktietegning i et vist omfang i et i henhold til loven stiftet selskab.
Det er anset for ønskeligt, at sparekasserne opnår en vis mulighed for at placere deres midler i aktier uden at behøve at indhente tilladelse hertil i hvert enkelt tilfælde, dels — og i særlig grad — fordi det må synes naturligt, at sparekasserne i et vist omfang deltager i bestræbelser for at fremme de produktive investeringer inden for industrien m. v., dels fordi man har anset det for rimeligt, at sparekasserne får adgang til at anbringe en del af deres midler i mere værdifaste papirer.
Det bestemmes derfor, at sparekasserne frit kan placere en begrænset del af deres midler i aktier, der daglig noteres på Københavns fondsbørs. Til erhvervelse af andre aktier — bortset fra aktier i Fællesbanken og i de af sparekasserne drevne fællesvirksomheder — kræves fortsat sparekasseinspektørens tilladelse.
Bortset fra de nævnte aktier i Fællesbanken og fællesvirksomhederne må den bogførte værdi af de af en sparekasse erhvervede aktier og andelsbeviser ikke uden sparekasseinspektørens tilladelse overstige 25 pct. — for aktier eller andele i ejendomsselskaber 15 pct. — af sparekassens egenkapital ved regnskabsårets begyndelse.
Samtidig åbnes der mulighed for at yde lån uden særlig sikkerhedsstillelse. Sådanne lån må i de enkelte tilfælde ikke overstige 10 000 kr., og långivning af denne art må ikke tilsammen overstige 10 pct. af sparekassens egenkapital.
Som nævnt i indledningen går lovens hovedbestemmelser bl. a. ud på ændringer i bestemmelserne om den regnskabsmæssige kursfastsættelse for sparekassernes obligationsbeholdninger.
De nye bestemmelser herom findes i stk. 2-4 i en ny affattelse af sparekasselovens § 12. Bestemmelserne har følgende ordlyd:
„Værdipapirer, der medregnes ved opgørelse af en sparekasses beholdning af likvide midler, jfr. § 10, stk. 1, 2. punktum, opføres, såfremt de er genstand for offentlig kursnotering på Københavns fondsbør, til den ved regnskabsafslutningen senest noterede køberhurs og ellers til den skønnede værdi på afslutningsdagen, dog at intet herhenhørende værdipapir må opføres til højere værdi end den, hvortil det indfries.
Obligationer, der ikke omfattes af stk. 2, opføres enten
a. som anført i stk. 2 eller
b. til den pris, hvortil de er erhvervet, dog ikke til højere kurs end den, hvortil de indfries. Obligationer, som er udstedt under samme afdeling, serie og rentefod, opføres til en fælles gennemsnitskurs. Obligationer, som allerede har været opført i en sparekasses årsregnskab på det tidspunkt, da denne opgørelsesregel første gang bringes til anvendelse, opføres til den kurs, som de var opført til i det foregående regnskab.
Det skal af de offentliggjorte regnskaber fremgå, hvilken opgørelsesmåde der er fulgt.
En sparekasse, der opfører obligationer efter reglerne i stk. 3, litra a, kan med sparekasseinspektørens samtykke i et senere regnskabsår gå over til at anvende de i samme stykke, litra b, indeholdte regler for obligationers værdiansættelse." Der er således herefter gennemført en deling af obligationsbeholdningen i en likviditetsbeholdning og en anlægsbeholdning.
Stk. 5 omfatter andre værdipapirer end obligationer, således aktier og andelsbeviser, og angiver, at disse altid skal opføres til den aktuelle værdi på dagen for regnskabets afslutning.
Stk. 6 svarer til den hidtidige bestemmelse om den regnskabsmæssige placering af kursgevinst.
Det andet i indledningen nævnte hovedspørgsmål behandles i paragraffens stk. 7 og 8, som omhandler lån, der ydes til kurser under pari.
Under hensyn til, at en vis del af det af sparekasserne beregnede provisionsbeløb kan betragtes som en egentlig driftsindtægt, idet den er vederlag for arbejde og omkostninger i forbindelse med lånets stiftelse, kan efter bestemmelserne i stk. 7 en passende del af kursforskellen — dog ikke ud over 3 pct. af lånets pålydende — tages til indtægt på driftsregnskabet for det år, hvori det pågældende lån er stiftet.
Resten af provisionen skal opføres på en særlig reguleringskonto, som ikke henhører til sparekassens egenkapital.
Ud fra det synspunkt, at denne del af provisionen må anses for forudbetalt rente, bestemmes det, at reguleringskontoen årlig kan nedbringes med et beløb beregnet under hensyntagen til lånets tilbageværende løbetid, så at en sådan del af reguleringskontoen overføres som indtægt i hvert enkelt af de år, hvori lånet løber.
Stk. 8 indeholder en bestemmelse om, at de foran anførte regler ikke omfatter lån, som af sparekassen kan opsiges med et varsel på højst 1 år til en termin, eller hvis rentefod er bevægelig efter sparekassens bestemmelse. De foran anførte synspunkter gælder alene lån, der er uopsigelige i en længere periode, og hvis rentefod ligger fast. Hvis sparekassen kan opsige lånet til udbetaling eller forlange rentefoden forhøjet i overensstemmelse med markedsrenten, kan tilsvarende synspunkter ikke gøres gældende.
Det er fundet rimeligt at kræve oprettet en særlig fond af sparekasser, der anvender anskaffelsesprisen ved opgørelse af anlægsobligationsbeholdningen, eller som har anbragt midler i fastforrentede, uopsigelige lån. Bestemmelsen herom findes i paragraffens stk. 9, der foreskriver henlæggelse af 10 pct. af sparekassens årlige overskud til den nævnte særlige fond.
Fondens størrelse er fastsat til 5 pct. af den bogførte værdi af 1) obligationer optaget til anskaffelsesværdi, 2) fastforrentede, uopsigelige lån. De lån, der her medreges, er alene lån, der udløber eller af sparekassen først kan opsiges til udbetaling til et tidspunkt, der ligger senere end 20 år efter opgørelsesdagen, og kun for så vidt sparekassen ikke har mulighed for at kræve rentefoden ændret i overensstemmelse med markedsrenten.
Fonden kan ikke henregnes til sparekassens egenkapital i relation til sparekasselovens § 16, stk. 1, og er således reelt udtryk for et krav om større egenkapital i sparekasser, der har aktiver af den nævnte art.
Begrundelsen for kravet om en særlig fond er risikoen for, at en realisation af de pågældende papirer kan blive nødvendig på et tidspunkt, hvor deres dagsværdi er mindre end den bogførte værdi, ligesom anbringelsen af disse særlig fast bundne midler indebærer en risiko for forringelse af sparekassens driftsresultat under et stigende renteniveau.
Stk. 10 angiver reglen for opførelse af faste ejendomme i regnskabet. I forhold til den hidtil gældende sparekasselov er der foretaget den ændring, at faste ejendomme altid kan opføres til det beløb, der er fastsat ved den sidste offentlige vurdering til eiendomsværdi. Det bestemmes dog samtidig, at den gevinst, der måtte fremkomme ved opskrivning af sparekassens faste ejendomme eller ved salg af sådanne ejendomme, skal overføres til sparekassens reserver.
Ved en ændring af § 18 fritages sparekasserne for i sparekassebøgerne at optrykke vedtægterne.
Loven træder i kraft den 1. april 1960.
Lovforslaget fik i folketinget tilslutning fra alle sider med undtagelse af den kommunistiske gruppe, som fandt, at sparekasserne på visse områder fik en for fri stilling.
Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling med enkelte mindre ændringer enstemmigt med 136 stemmer, mens 4 (DK) undlod at stemme.