Forslaget til folketingsbeslutning gik ud på følgende:

Folketinget opfordrer boligministeren til ved et cirkulære at træffe foranstaltninger til, at terminsydelserne for lån ydet i henhold til boliglovene af 1938, 1941 og 1946 administrativt forhøjes, hvor lempelsernes varighed ikke er lovbestemt, men afhængig af et administrativt skøn, efter følgende retningslinjer, idet der bortses fra de lånekategorier, der er holdt uden for boligministeriets cirkulære af 18. juni 1957 (parcelbyggeri til mindrebemidlede m. v.)

1. for lån ydet i henhold til 1938- og 1941-loven: til den i loven fastsatte fulde normalydelse, 51/2 pct. af lånets hovedstol, hvoraf 41/2 pct. p. a. er rente,

2. for lån ydet i henhold til 1946-loven, hvor den pågældende ejendom er taget i brug før 31. december 1947: til den i loven fastsatte fulde normalydelse, 41/2 pct. p. a., hvoraf pct. er rente,

3. for lån i henhold til 1946-loven, hvor den pågældende ejendom er taget i brug i perioden 1. januar 1948-31. december 1950: med 1 pct. over den ydelse, der i øjeblikket erlægges i henhold til boligministeriets cirkulære af 18. juni 1957,

4. for lån i henhold til 1946-loven, hvor den pågældende ejendom er taget i brug efter 1. januar 1951: med 1 pct. over den ydelse, der. i øjeblikket erlægges i henhold til boligministeriets cirkulære af 18. juni 1957.

I forbindelse med foranstående opfordres boligministeren til at ophæve den i det ovennævnte cirkulære indsatte bestemmelse om begrænsning af ydelsesforhøjelsen til 3 kr. pr. m2 bruttoetageareal og til at fastsætte, at ydelsesforhøj elsen fortrinsvis lægges på renten.

Som begrundelse herfor anførtes i bemærkningerne til forslaget:

„Efter boliglovene af 1938 og 1941 er normalydelsen af de i henhold til disse love ydede lån 5% pct. p. a., hvoraf 4% pct. er rente, og efter boligloven af 1946 er normalydelsen 4 1/2 pct. p. a., hvoraf 3 1/2 pct. er rente.

De årlige ydelser af statslånene er med hjemmel i de omhandlede love administrativt nedsat i forhold til de i lovene fastsatte normalydelser. Nedsættelserne er i almindelighed for byggeri, der er påbegyndt efter 20. februar 1942, givet for et tidsrum af 20 år fra lånenes udbetaling, idet det dog i bestemmelserne er anført, at ydelsesnedsættelserne til enhver tid kan ophæves med virkning for fremtiden, hvis ejendommens økonomi forbedres eller kan forbedres ved omprioritering, eller ændrede forhold for byggeriet taler derfor.

Forbehold er i overensstemmelse hermed taget i de vedrørende de enkelte lån udfærdigede pantebreve.

Ved boligministeriets cirkulære af 18. juni 1957 er ydelsesnedsættelserne for statslån, der er bevilget før 28. november 1950, helt eller delvis ophævet. Som følge af de ændrede forhold på lånemarkedet og som følge af prisudviklingen inden for byggeriet må det være berettiget nu yderligere at begrænse de administrativt meddelte ydelsesnedsættelser.

Ydelserne foreslås derfor forhøjet med maksimalt 1 pct., fortrinsvis ved en forhøjelse af renten.

I 1954 gik man over til at yde statsstøtten til byggeriet i form af driftstilskud (kvadratmetertilskud) i stedet for rentelempelse. Nærværende forslag vedrører kun de indtil dette tidsrum ydede lån.

En forhøjelse af de administrativt nedsatte ydelser som foreslået vil ifølge den som bilag optrykte oversigt, som forslagsstillerne har indhentet i boligministeriet, medføre en besparelse for statskassen på i alt 30.330.600 kr."

Ved forslagets 1. behandling udtalte økonomiministeren på den sygemeldte boligministers vegne bl. a. følgende om de foreslåede foranstaltningers rækkevidde og regeringens stilling hertil:

„Det byggeri, som vil blive berørt af forslaget, omfatter henved 150.000 lejligheder, og det vil altså sige, at ca. 150.000 familier vil få en huslejeforhøjelse. Denne forhøjelse vil selvfølgelig først og fremmest ramme jævne befolkningskredse, idet godt 100.000 af disse lejligheder er opført som socialt byggeri og godt 40.000 som privat, støttet byggeri. I disse tal indgår ikke parcelhusbyggeriet for mindrebemidlede, idet dette byggeri jo er holdt uden for forslaget.

De huslejeforhøjelser, der vil blive tale om, hvis forslaget skulle gennemføres, varierer naturligvis en del. I det ældre støttede byggeri er statslånene forholdsvis små, og dette byggeri fik også i 1957 de største forhøjelser. Her betyder en forhøjelse til maksimumsydelsen en huslejestigning på omkring 70 kr. om året for en gennemsnits- lejlighed i det private byggeri og fra 65 til 120 kr. i det sociale byggeri. I det seneste byggeri med ydelseslempelse vil der derimod blive tale om betydelig større tal: i privat byggeri vil stigningen andrage fra 250 til 315 kr. pr. lejlighed og i det sociale byggeri fra 275 til 325 kr. Jeg understreger, at de tal, jeg her har nævnt, er gennemsnitstal for de forskellige grupper; inden for grupperne kan der forekomme variationer alt efter lejlighedernes og statslånenes størrelse i de enkelte tilfælde. For de enkelte familier, der skal skaffe plads på budgettet, er det således ikke småpenge, der er tale om, og det forekommer mig, at de beløb, som jeg har trukket frem her til illustration af størrelsesordenen, må give anledning til eftertanke og overvejelse.

Disse og andre spørgsmål må selvfølgelig søges nærmere klarlagt, og jeg kan tilsige boligministeriets medvirken hertil under den udvalgsbehandling, som jeg går ud fra man vil ønske."

Det udvalg, der fik sagen til behandling, afgav ikke betænkning.