B 11 Folketingsbeslutning om beretning angående Nordisk Råds 7. session.

Af:
Samling: 1959-60
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Ved beslutningen, der vedtoges enstemmigt, tog folketinget den nævnte beretning til efterretning.

I udvalgets betænkning udtales:

„Udvalget har i 2 møder behandlet den danske delegations beretning om Nordisk Råds 7. session, afholdt i Stockholm 1.-7. november 1959.

Udvalget konstaterer med tilfredshed, at den rationalisering af rådets arbejde under sessionerne, som tidligere er begyndt, har sat sig resultater i yderligere forenkling af arbejdsformerne under sidste session.

Af de 19 nye forslag, som var indbragt til sessionen, var kun 1 indbragt af en regering, nemlig et dansk forslag om udveksling af oplysningsmateriale for udvandringsinteresserede. Efter udvalgets opfattelse ville det bidrage til at styrke rådet, om regeringerne i større omfang end hidtil ville benytte sig af deres ret til enten selv at stille forslag eller at forelægge spørgsmål for rådet til udtalelse.

Udvalget finder, at beretningen giver et godt indtryk af de betydningsfulde spørgsmål, rådet behandler. Af de sager, som var på dagsordenen under sidste session, vil udvalget gerne henlede opmærksomheden på nogle særlig betydningsfulde.

Det juridiske udvalg understreger, at de nordiske landes indtræden i EFTA nødvendiggør et øget samarbejde mellem dem også på de juridiske områder. Af praktisk betydning er ligeledes den udvidelse af det strafferetlige samarbejde, som vil være en naturlig konsekvens af det stadig stærkere samkvem over grænserne.

Inden for kulturudvalgets område fremhæves særlig rekommandationen om det meget betydningsfulde samarbejde mellem de tekniske højskoler ligesom også rekommandationen om fælles arbejdsmarked for de intellektuelle erhverv.

Af de spørgsmål, det socialpolitiske udvalg har behandlet, fortjener lempelserne i vilkårene for, at borgere fra et andet nordisk land kan opnå folkepension, særlig opmærksomhed. Sundlledskurserne i Göteborg er et eksempel på værdien af nordisk samarbejde om undervisning af specialgrupper, som er lidet talstærke i de enkelte lande.

På lignende måde behandler rekommandationen om trafiksikkerhedsforslmingen et forskningsfelt, hvor store, kostbare og påtrængende arbejdsopgaver kan løses med færre omkostninger for hvert af landene ved, at de fordeler opgaverne mellem sig.

På den sidste session var spørgsmålet om det nordiske økonomiske samarbejde det dominerende problem. Som beretningen viser, var det overvældende flertal af rådsmedlemmerne af den opfattelse, at der fortsat findes forudsætninger for et nærmere økonomisk samarbejde mellem de nordiske lande, ligesom de tillagde det stor vægt, at det iværksattes, så man kunne varetage de nordiske landes fælles interesser.

Udvalget konstaterer med tilfredshed, at der er etableret nærmere kontakt mellem Nordisk Råd og regeringerne i de økonomiske spørgsmål ved oprettelsen af en arbejdsgruppe på ni rådsmedlemmer plus suppleanter. Udvalget har fået oplysninger om, at denne 9 mands komité er trådt i funktion.

Et nøje samarbejde mellem rådets økonomiske udvalg og dettes 9 mands komité, den nye permanente ministerkomité og samarbejdsudvalget af embedsmænd vil efter udvalgets mening danne et godt grundlag for den kommende udbygning af det nordiske samarbejde på det økonomiske område."