L 93 Lov om ændring i lov om uretmæssig konkurrence og varebetegnelse.

Af: Minister for handel, industri og søfart Kjeld Philip ()
Samling: 1958-59
Status: Stadfæstet
Lov nr. 60 af 04-03-1959
Lovens formål er hovedsagelig at hindre uhjemlet brug her i landet af de navne og kendetegn, som anvendes af de af De Forenede Nationer oprettede organer eller af andre mellemstatlige organisationer. Herudover tilsigtes en i det væsentlige teknisk ajourføring af enkelte paragraffer i konkurrenceloven.

I folketingsåret 1957-58 fremsatte handelsministeren forslag til en tilsvarende lov, dog med den forskel at dette første lovforslag også indeholdt en bestemmelse om forbud mod bortlodning i reklameøjemed samt en hertil hørende påtalebestemmelse (årbog 1957-58, side 527). Disse bestemmelser var udeladt i det i 1958-59 fremsatte lovforslag, da der ikke kunne opnås den fornødne tilslutning til deres gennemførelse.

Ved fremsættelsen af det ændrede lovforslag anførte handelsministeren bl. a.:

„Efter lovforslagets behandling sidste folketingsår har jeg overvejet spørgsmålet om at foretage en gennemgang af samtlige bestemmelser i lov om uretmæssig konkurrence og varebetegnelse. Da loven ikke i mange år har været genstand for en samlet bedømmelse, må en sådan gennemgang anses for hensigtsmæssig, og det er derfor tanken at nedsætte et udvalg til undersøgelse af, om konkurrenceloven i sin nuværende skikkelse Jean anses for tidssvarende.

Uanset den således planlagte undersøgelse af hele konkurrenceloven anser jeg det dog for ønskeligt, at nærværende lovforslag, hvis bestemmelser ikke foregriber et kommende udvalgs arbejde, gennemføres. I denne forbindelse vil jeg gerne særlig fremhæve det ønskelige i at etablere den foreslåede beskyttelse af mellemstatlige organisationers navne og kendetegn."

Lovforslaget mødte i den ændrede affattelse tilslutning fra alle sider i folketinget. Det henvistes efter 1. behandling til et udvalg, hvis arbejde resulterede i en enkelt ændring af teknisk karakter. I den enstemmige betænkning udtales bl. a.:

„Fra handelsministeren har udvalget modtaget meddelelse om, at ministeren den 21. januar 1959 har nedsat et udvalg til eventuelt at fremkomme med forslag til ny lovgivning vedrørende uretmæssig konkurrence og varebetegnelse."

Lovforslaget vedtoges enstemmigt.
Partiernes ordførere
Chr. Christiansen (S), Anker Lau (V), Ove Weikop (KF), Hilmar Baunsgaard (RV) og Petra Petersen (DKP)