Loven har følgende indhold:
§ 1. Finansministeren bemyndiges til på statskassens vegne i hvert af finansårene 1959-60—1963-64 inden for et beløb af 4 mill. kr. at meddele garanti for forrentning og tilbagebetaling af lån, som det færøske hjemmestyre måtte optage til nærmere mellem regeringen og landsstyret aftalte formål.
§ 2. Finansministeren bemyndiges til på statskassens vegne i finansåret 1959-60 inden for et beløb af 10 mill. kr. og i hvert af finansårene 1960-61—1963-64 inden for et beløb, af 8 mill. kr. at meddele garanti for forrentning og tilbagebetaling af obligationslån, som Færøernes Realkreditinstitut måtte optage til finansiering af udlån mod pant i fiskerfartøjer hjemmehørende på Færøerne.
§ 3. De nærmere vilkår for garantitilsagnene fastsættes af finansministeren.
Som begrundelse for disse bestemmelser anførte finansministeren ved lovforslagets fremsættelse:
„Under forhandlinger i marts 1959 har repræsentanter for det færøske landsstyre over for regeringen redegjort for behovet for investeringer på Færøerne i 5 års perioden fra 1. april 1959 til 31. marts 1964. Det samlede behov for offentlige og private investeringer er anslået til ca. 190 mill. kr. For de offentlige investeringers vedkommende er der tale om sygehusbyggeri, skolebyggeri, havneanlæg, vejanlæg og bygning af el-værker, medens de private investeringer fortrinsvis består i en udbygning af den færøske fiskerflåde.
På grundlag af gældende lovgivning og praksis vil finansieringen af dette investeringsprogram belaste statskassen med godt 1/4 af det totale beløb i form af lån eller tilskud, medens den færøske landskasse må bære ca. 1/5, fortrinsvis i form af tilskud. Landskassens andel vil således udgøre 8-9 mill. kr. årlig, hvoraf ca. halvdelen vil kunne dækkes af de løbende indtægter. Restbeløbet må tilvejebringes gennem lån, som fortrinsvis må optages på det danske kapitalmarked. Det vil imidlertid være en nødvendig forudsætning herfor, at statskassen påtager sig garanti for forrentning og tilbagebetaling af de pågældende lån.
Der har under forhandlingerne med landsstyret været enighed om, at garantien skulle omfatte lån, der optages til anlæg af havne og veje samt til støtte til bygning af skibe.
Landsstyret vil forud for hvert finansår over for regeringen redegøre for de formål, hvortil lånegarantien ønskes udnyttet.
Inden for investeringsprogrammet er der regnet med 50 mill. kr. til bygning af fiskerfartøjer, heraf 35 mill. kr. til større lineskibe og 15 mill. kr. til mindre fartøjer. Færøernes Realkreditinstitut, som yder lån op til 50 pct. af vurderingssummen, vil til gennemførelse af dette program samt til opfyldelse af allerede givne lånetilsagn have behov for i alt ca. 38 mill. kr., som må tilvejebringes ved salg af kasseobligationer. Disse må hovedsagelig finde afsætning på det danske marked, hvor realkreditinstituttet endnu ikke er kendt. Til imødegåelse af den heraf følgende risiko for en ugunstig kursdannelse vil det være nødvendigt, at staten yder garanti for obligationslånenes forrentning og tilbagebetaling. Under forhandlinger med Danmarks nationalbank om denne sag har nationalbanken givet tilsagn om at ville lette salget af obligationerne ved at give banker og sparekasser adgang til at belåne obligationerne i nationalbanken efter samme regler som obligationer udstedt af Fiansieringsinstituttet for Industri og Håndværk, Byggeriets Realkreditfond og Provinsbankernes Realkreditfond."
Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra alle sider og gennemførtes uændret.
Som ordfører for venstre udtalte Johan Poulsen (Færøerne):
„Det investeringsprogram, der nu er tilrettelagt, er et håndslag fra Danmark, en støtte af et så stort og betydningsfuldt omfang, at det hos alle betænksomme kredse på Færøerne må betragtes som en virkelig storstilet hjælp. Jeg for mit vedkommende er også helt overbevist om, at sådan vil det blive bedømt af størstedelen af Færøernes befolkning. Da en heldig gennemførelse af denne omfattende og for øvrigt meget betydningsfulde sag er af allerstørste vigtighed, ja set ud fra både saglige og politiske synspunkter en nødvendighed, skal jeg på venstres vegne anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling."
Også Færøernes anden repræsentant, Djurhuus, gav udtryk for tilfredshed med lovforslaget. Han sluttede sit indlæg ved 1. behandling således:
„Det foreliggende lovforslag søger ikke alene at lette, men at muliggøre lånemuligheder fra det danske kapitalmarked til fornyelse af den færøske fiskerflåde til den lavest mulige pris.
Jeg takker regeringen og finansministeren for forslaget og ligeledes for den velvilje, der er vist fra alle ordførerne for de forskellige partier."
Vedtagelsen var enstemmig.