L 76 Lov om ændringer i lov om offentlig forsorg.

Af: Socialminister Julius Bomholt (S)
Samling: 1958-59
Status: Stadfæstet
Lov nr. 69 af 13-03-1959
Loven er en direkte følge af de samtidig gennemførte love om ændring af lov vedrørende personlig skat til kommunen m. v. (se under nr. 42) og om erhvervsskattens afløsning i visse kommuner m. v. (se under nr. 43).

I konsekvens af ændringer, som foretoges i forslagene til de nævnte love, fik nærværende lovforslag en ny affattelse under behandlingen i folketinget.

Loven supplerer forsorgslovens refusionsbestemmelser derved, at den ved nævnte lov om erhvervsskattens afløsning i visse kommuner m. v. indførte tilsvarsordning kommer til at indgå i beregningsgrundlaget for den mellemkommunale refusion.

Ministeren understregede i sin fremsættelse, at lovforslaget var af rent teknisk karakter.

Sammen med lovforslaget fremsattes og behandledes det under nr. 66 omtalte forslag til lov om ændringer i lov om folkeforsikring og det under nr. 74 omtalte forslag til lov om ændringer i lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v., der begge var af ganske tilsvarende karakter.

Om forhandlingerne henvises til omtalen af de i indledningen nævnte to love.

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling enstemmigt med 84 stemmer (S, RV og DR) mens 59 medlemmer (V, KF og DK) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Ove Hansen (S), Jens Chr. Christensen (V), Poul Møller (KF), Axel Sørensen (RV), Niels Andersen (DR) og Alfred Jensen (DKP)