L 75 Lov om ydelse af ekstraordinær hjælp til langvarigt arbejdsløse.

Af: Socialminister Julius Bomholt (S)
Samling: 1958-59
Status: Stadfæstet
Lov nr. 125 af 15-04-1959
Loven har følgende indhold:

§ 1. For så vidt en anerkendt arbejdsløshedskasse træffer bestemmelse derom, ydes der som tillæg til understøttelsen til sådanne medlemmer, der i tidsrummet 1. oktober 1958 — 31. marts 1959, begge dage inklusive, har været afkontrolleret som ledige for mindst 90 dage, af kassen en ekstraordinær hjælp på 125 kr. til forsørgere og 85 kr. til andre forsikrede.

På udbetalingen af den i stk. 1 nævnte hjælp finder bestemmelserne i § 15, stk. 9, 2., 3. og 5. punktum, i lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 135 af 19. maj 1958, tilsvarende anvendelse.

Klager over, at der er nægtet en arbejdsløshedsforsikret hjælp i henhold til denne lov, forelægges arbejdsnævnets afdeling angående arbejdsløshedsforsikringen, hvis afgørelse er endelig.

§ 2. Denne lov, der ikke gælder for Færøerne og Grønland, træder i kraft straks.

Som begrundelse for disse bestemmelser anførte socialministeren ved lovforslagets fremsættelse:

„Som jeg tidligere har haft lejlighed til at nævne her i det høje ting, er der af arbejds- og socialministeriernes statsvidenskabelige konsulent foretaget en sammenligning mellem udviklingen i på den ene side størrelsen af de forskellige sociale ydelser og på den anden side arbejdsindtægten for ufaglærte arbejdere. Det har ved denne undersøgelse vist sig, at medens nogle af de sociale ydelser er steget i forhold til arbejdslønnen, er andre ydelser blevet forringet; blandt de sidste er arbejdsløshedsunderstøttelsen. Dette har foranlediget, at jeg har ladet iværksætte en undersøgelse med henblik på eventuelle ændringer af kassernes ydelser til de forsikrede.

Undersøgelsen og de forhandlinger, der i denne anledning skal føres, er endnu ikke afsluttet, og regeringen har derfor fundet det påkrævet, at der i år, som tilfældet har været det tidligere, gives kasserne en mulighed for at yde de medlemmer, som har haft en længere ledighed i denne vinter, en ekstraordinær hjælp.

Det er ganske vist ubestrideligt, at den samlede ledighed i det forløbne efterår og i indeværende vinter har været betydelig mindre end i de senere år. Dette er imidlertid ikke det samme som, at der ikke er et antal arbejdsløse, som har været ude af beskæftigelse igennem en lang periode, og som der derfor kan være lige så stor begrundelse for at yde en ekstraordinær hjælp som i tidligere år.

Det foreslås nu, at kasserne får adgang til at yde medlemmer, som har været ledige i mindst 90 dage i vinterhalvåret, en ekstra hjælp på 125 kr. til forsørgere og 85 kr. til andre forsikrede.

Forslaget medfører ikke udgifter for statskassen, idet der ikke er stillet forslag om ydelse af refusion til kasserne af udgifterne til den ekstraordinære hjælp."

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med et tidligere fra kommunistisk side fremsat lovforslag, som ministeren ikke kunne tiltræde (se side 507).

De to lovforslag henvistes efter 1. behandling til et udvalg, der indstillede regeringsforslaget til vedtagelse i uændret affattelse og det kommunistiske lovforslag til forkastelse.

Ved 2. behandling tog Alfred Jensen som ordfører for de kommunistiske forslagsstillere deres lovforslag tilbage efter først at have stillet følgende ændringsforslag til regeringsforslagets § 1:

1) Stk. 1 affattes således:

„For så vidt en anerkendt arbejdsløshedskasse træffer bestemmelse derom, ydes der som tillæg til understøttelsen til sådanne medlemmer, der i tidsrummet 1. oktober 1958-31. marts 1959, begge dage inklusive, har været arbejdsløse i mere end 40 dage, af kassen en ekstraordinær hjælp pr. af kontrolleret dag ud over 40 dage på 2 kr. 50 øre til forsørgere og 1 kr. 70 øre til andre forsikrede i indtil 50 dage."

2) Efter stk. 3 indsættes som nyt stykke:

"Stk. 4. Til den i stk. 1 nævnte hjælp ydes der kasserne tilskud efter bestemmelserne i § 13, stk. 2 a) og b)."

Efter at disse ændringsforslag var forkastet, vedtoges det heromhandlede lovforslag uændret og enstemmigt.
Partiernes ordførere
Peter Ravn (S), K. M. Lorentzen (V), Asger Jensen (KF), Morten Larsen (RV), J. M. Pedersen (DR), Alfred Jensen (DKP) og Aksel Larsen (SF)