Erstatningsydelsen til tilskadekomne værnepligtige i henhold til lov nr. 94 af 27. marts 1934 er fastsat efter lignende principper som dem, der ligger til grund for ulykkesforsikringsloven, men under hensyn til, at de pågældende har pådraget sig invaliditeten eller sygdommen under udøvelse af den tvungne værnepligt, er ydelserne noget højere end efter ulykkesforsikringsloven .

De fleste af de ved nærværende lov gennemførte ændringer svarer ganske til de ved lov om ændring i ulykkesforsikringsloven gennemførte ændringer (se ovenfor). Der kan derfor i det hele henvises til omtalen af den nævnte lov vedrørende baggrunden for og det nærmere indhold af disse bestemmelser, der i hovedsagen drejer sig om følgende [de anførte paragraffer henviser til loven om invaliderente m. v. til tilskadekomne militære værnepligtige]: forhøjelse af årslønnens maksimumsbeløb (som vil blive nærmere omtalt nedenfor) og ændring af pristalsreguleringen, jfr. §§ 31 og 32, ændring af ankereglerne, jfr. §§ 5 og 6, betaling af udgifterne ved optræning, jfr. § 14, stk. 2, ændring af de gældende bestemmelser om enke- og børnerenter (der gives herunder en enke, som har indgået nyt ægteskab, mulighed for i tilfælde af dettes ophør ved død eller skilsmisse på ny at få renten udbetalt), jfr. § 22, ændring af bestemmelserne om afregning af renter og dagpenge ved indlæggelse på en i henhold til lovgivningen om offentlig forsorg anerkendt anstalt, jfr. § 26, stk. 2, 5 og 6, og forhøjelse af begravelseshjælpen, jfr. § 30.

Om de herudover i loven gennemførte ændringer bemærkes:

Ved en mindre ændring i formuleringen af § 1, stk. 1, som indsattes under behandlingen i folketinget, tilsigtes det at sikre værnepligtige videst muligt i tilfælde af tilskadekomst på tjenestestedet og i højere grad end hidtil under fritid uden for tjenestestedet.

Efter hidtil gældende praksis henføres så godt som alle ulykkestilfælde, der overgår værnepligtige på tjenestestedet, under loven, mens ulykkestilfælde, der indtræffer uden for tjenestestedet i de værnepligtiges fritid, normalt afvises.

Ved en ny affattelse af § 1, stk. 2, udvides den af loven omfattede personkreds. Herefter medtages personer, der frivilligt eller tvungent — gør tjeneste i civilforsvaret, for så vidt der herfor ikke ydes vederlag eller kun vederlag, der svarer til, hvad der ydes forsvarets værnepligtige i tilsvarende funktioner. Af denne personkreds var dog det til civilforsvarskorpset knyttede personale allerede henført under loven i kraft af en særlig bestemmelse i civilforsvarsloven. Det reelt nye er medtagelsen af de grupper, der gør tjeneste inden for det lokale civilforsvar, sygehusberedskabet, ambulancekorpset og den centrale signaltjeneste. Disse sidstnævnte grupper har hidtil været omfattet af den almindelige ulykkesforsikringslov, men det er anset for rimeligt, at også disse grupper under udøvelsen af deres tjeneste i civilforsvaret sikres bedst muligt i tilfælde af tilskadekomst.

Endvidere medtages de til civilt arbejde overførte værnepligtige under loven, fordi disse værnepligtige i øvrigt med hensyn til kvarter, forplejning, lønning o. lign. er stillet som civilforsvarskorpsets og hærens værnepligtige.

Under behandlingen i udvalget enedes man om en ændring i § 4, hvorefter bestemmelserne om tilladelse til sagsanlæg m. v. udgik.

Da skadelidte ikke skal kunne få det samme tab erstattet både af skadevolderen og staten, bestemmes det, at staten indtræder i tilskadekomnes ret mod skadevolderen for så vidt angår de ydelser, som staten udreder i henhold til loven. Overstiger erstatningen dette beløb, tilfalder forskellen skadelidte.

Lovens § 24, stk. 2, hvorefter en person, der oppebærer årlig rente efter loven, kan risikere at miste denne rente, såfremt han opnår mere end rent midlertidig ansættelse i statstjenesten, udgår. Efter lovens regler røres der ikke ved renten til den person, der opnår arbejde hos enhver anden arbejdsgiver. Der henvises herved til, at den til stk. 2 svarende bestemmelse i § 25, stk. 1, i lov om erstatning til besættelsestidens ofre er ophævet ved § 4 i lov nr. 119 af 12. april 1957.

Ligeledes udgår paragraffens stk. 3, hvis bortfaldsregler ikke er fundet tidssvarende.

Ved en ændring af § 30 forhøjes begravelseshjælpens grundbeløb til 1 000 kr.

Ifølge den hidtidige bestemmelse i § 31, stk. 1, skal direktoratet for ulykkesforsikringen ved fastsættelse af årslønnen tage alle berettigede hensyn i det enkelte tilfælde i betragtning, bl. a. også den fortjeneste, som den tilskadekomne ville have haft udsigt til at opnå i selvstændigt erhverv, hvis han var blevet hjemsendt uden men. Da selvstændigt erhvervsdrivendes indtægtsforhold er stærkt svingende, er det imidlertid fundet rigtigere at lægge vægt på, hvilken indtægt pågældende under hensyn til sine uddannelsesmæssige forhold ville have haft udsigt til at opnå, såfremt han ikke var kommet til skade. § 31, stk. 1, 2. pkt., ændres derfor i overensstemmelse hermed.

Mens den pågældende lovregel, der tager hensyn til den tilskadekomnes formodede fremtidige indtægter, er rimelig, når der er spørgsmål om at fastsætte en årsløn som udgang for beregning af invaliditetserstatning, anses det for mindre rimeligt at anvende den samme årsløn ved beregning af dagpengeerstatning. Der opstår herved tilfælde, hvor en tilskadekommen får en dagpengebetaling, der overstiger, hvad han på det pågældende tidspunkt ville have kunnet tjene. Som nyt stk. 2 har man derfor indsat en bestemmelse, hvorefter årslønnen skal fastsættes under hensyntagen til pågældendes arbejdsfortieneste i tiden før indkaldelsen og til den fortjeneste, som han må antages at ville have kunnet opnå i det første år efter hjemsendelsen.

I stk. 3 forhøjes årslønsbeløbet — der med den fra 1. april 1958 gældende pristalsregulering udgør 10 150 kr. — fra 7 000 kr. til 13 000 kr. (efter det oprindelige lovforslag 12 000 kr.)

Ved en ændring i § 32 bevares den bestående rytme i reguleringen af nærværende lovs og ulykkesforsikringslovens ydelser.

De ændrede bestemmelser om anke af direktoratets afgørelser i §§ 5 og 6 træder i kraft den 1. oktober 1959.

I øvrigt træder de gennemførte ændringer — med visse begrænsninger — i kraft den 1. april 1959.

Lovforslaget fik i folketinget tilslutning fra alle sider som udtryk for en rimelig ajourføring og en naturlig konsekvens af det tidligere nævnte lovforslag om ændringer i ulykkesforsikringsloven.

Under udvalgsarbejdet udarbejdedes en række ændringer, der var en følge af den stedfundne behandling af tilsvarende bestemmelser i ulykkesforsikringsloven.

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling enstemmigt.