Ved lov nr. 183 af 20. maj 1933 om forsikring mod følger af ulykkestilfælde medtoges erhvervssygdomme i begrænset omfang under forsikringen. Ved senere ændringer er forsikringen udvidet til at omfatte flere lidelser og flere virksomheder.

Uanset de stedfundne udvidelser har det i de forløbne år vist sig, at en række sygdomstilfælde, der efter en saglig bedømmelse bør være omfattet af forsikringen, ikke har kunnet anerkendes som erstatningsberettigende under den hidtidige lov.

Da der efterhånden rådes over mere sikre metoder til bestemmelse af de pågældende sygdomstilfældes art og årsag, og da enhver nedsættelse af erhvervsevnen hidrørende fra arbejde principielt bør være omfattet af forsikringen, har man nu fundet tiden inde til at udvide lovens anvendelsesområde.

De i 1948 fastsatte grænser for erstatninger forhøjes ved nærværende lov for at bringe ydelserne i bedre overensstemmelse med de nuværende lønninger. Herudover gives der nye regler, hvorved de tilskadekomnes og de efterladtes fri rådighed over erstatningsbeløbene begrænses. Endelig er der foretaget en række ændringer på punkter, hvor en revision er anset ønskelig.

De væsentligste ændringer vil blive omtalt i den følgende gennemgang af lovens indhold. (Paragrafhenvisningerne gælder ulykkesforsikringsloven).

I stedet for den hidtidige bestemmelse om erhvervssygdomme i ulykkesforsikringslovens § 1, stk. 3, træder stk. 1 i en ny § 1 A.

I denne bestemmelse har man fraveget den hidtil fulgte fremgangsmåde at begrænse forsikringens omfang ved som betingelse for erstatningsberettigelse at kræve, at lidelsen skal hidrøre fra arbejde i bestemte, i loven nærmere angivne virksomheder eller industrier. De erstatningsberettigende sygdomme, som — bortset fra kroniske infektionssygdomme opstået ved smitte under arbejde i sygehuse m. v. — alene er karakteriseret ved det stof eller den arbejdsproces, der har fremkaldt dem, vil herefter begrunde erstatningskrav uden hensyn til, om den syge har pådraget sig lidelsen ved arbejdet i det ene eller det andet fag.

Fortegnelsen over de sygdomsarter, der omfattes af loven, og de stoffer, der kan fremkalde erstatningsberettigende lidelser, er udvidet, fordi der er kommet nye stoffer frem ved produktionen, og fordi der er vundet klarhed over, at erhvervssygdomme kan opstå ved påvirkning af andre stoffer end de hidtil medtagne.

Forsikringen mod hudsygdomme var efter de hidtil gældende regler begrænset til alene at omfatte kroniske og kronisk recidiverende tilfælde. Nu henføres alle hudsygdomme, hvis årsag kan påvises at være en overfølsomhed over for et bestemt stof, som den forsikrede har været udsat for under arbejdet, under forsikringen uanset lidelsens varighed.

For at andre hudsygdomme med fornøden sikkerhed skal kunne henføres under forsikringen, kræves fortsat en længere tids observation og en lidelse af en vis alvorlighed, hvorfor der for disses vedkommende stilles som betingelse for at yde erstatning, at lidelsen er langvarig eller stadig tilbagevendende og inden for de sidste 12 måneder har medført i alt mindst 6 ugers arbejdsophør.

Ved § 1, stk. 2, bemyndiges socialministeren til efter indstilling fra direktoratet for ulykkesforsikringen og efter forhandling med ulykkesforsikringsrådet at foretage ændringer i erhvervssygdomsfortegnelsen, herunder at indføje nye erhvervssygdomsgrupper.

I lovens § 2 er, indsat bestemmelser om arbejdsgivernes forsikringspligt, herunder en særlig regel angående erhvervssygdomme.

Ved en tilføjelse til § 3 undtages udtrykkeligt ulykkestilfælde, der opstår ved krigsbegivenheder, fra bestemmelserne i ulykkesforsikringsloven. Denne undtagelsesbestemmelse omfatter dog ikke forsikring efter lovens kap. VII, for så vidt angår ulykkestilfælde ved sejlads, fordi krigsulykker på søen må anses for at være en udvidelse af den til dette erhverv knyttede særlige risiko.

Vedrørende lovens § 4 indeholdt lovforslaget oprindelig kun en mindre ændring af forenklende karakter.

I overensstemmelse med et i udvalgets betænkning stillet ændringsforslag gives der den nævnte paragraf følgende nye affattelse:

„Er nogen over for den tilskadekomne eller hans efterladte erstatningspligtig for et af forsikringen omfattet ulykkestilfælde, indtræder vedkommende forsikringsselskab i det omfang, i hvilket det i medfør af denne lov har betalt eller er pligtig at betale erstatning til den tilskadekomne eller hans efterladte, i disses ret mod den erstatningspligtige."

Herom siges i betænkningen:

„Efter lovens § 4, stk. 1, kan en skadelidt, som har rejst erstatningskrav over for den, der er ansvarlig for skadetilføjelsen, ikke samtidig eller senere gøre krav på ydelser i henhold til loven, medmindre direktoratet for ulykkesforsikring meddeler tilladelse dertil. Efter § 4, stk. 2, kan den, der har modtaget ydelser i henhold til ulykkesforsikringsloven, ikke rejse erstatningskrav mod skadevolderen, medmindre direktoratet skønner, at skadelidte „med føje" kan rejse sag, og giver ham skriftlig meddelelse herom.

Udvalget har af principielle grunde fundet det mindre rimeligt, at en tilskadekommens eller hans efterladtes adgang til at rejse erstatningssag mod arbejdsgiveren eller en tredjemand eller deres adgang til at påberåbe sig lovens bestemmelser i tilfælde, hvor erstatningssag tidligere er rejst, skal være afhængig af en særlig tilladelse fra en administrativ myndighed. Man foreslår derfor, at bestemmelserne om tilladelse til sagsanlæg i lovens § 4, stk. 2, og de dermed sammenhørende tilladelser i § 4, stk. 1, udgår. Da skadelidte ikke skal kunne få det samme tab erstattet både af skadevolderen og forsikringsselskabet, bestemmes det, at selskabet indtræder i tilskadekomnes ret mod skadevolderen for så vidt angår de ydelser, som selskabet har ydet eller skal yde i henhold til loven. Overstiger erstatningen dette beløb, tilfalder forskellen skadelidte.

Også efter de nugældende bestemmelser har selskaberne adgang til regres hos skadevolderen, men regresadgangen har hidtil kunnet reguleres gennem ulykkesforsikringsdirektoratets administration af tilladelserne til sagsanlæg. Efter ændringsforslaget bliver adgangen for skadelidte — og dermed selskabet — til at sagsøge skadevolderen helt fri, hvilket efter udvalgets mening bør give anledning til overvejelser om lempelse af skadevolderens ansvar i særlige tilfælde efter lignende principper, som i henhold til forsikringsaftalelovens § 25 finder anvendelse inden for den private forsikring. Lempelse vil navnlig være rimelig, hvor arbejdsgiveren er blevet erstatningsansvarlig på grund af egen ringe fejl eller fejl fra nogen, for hvem han hæfter.

Det er udvalget bekendt, at spørgsmålet om revision af forsikringsaftalelovens § 25 er taget op til behandling i justitsministeriet efter en nylig afgivet betænkning på grundlag af fællesnordiske forhandlinger, og udvalget forudsætter, at spørgsmålet om regulering af selskabernes adgang til efter nærværende lov at søge dækning hos skadevolderen tages op til overvejelse parallelt med spørgsmålet om revision af forsikringsaftalelovens § 25."

Der gennemførtes samtidig en række ændringer i den organisatoriske opbygning i lovens kapitel II (§§ 8-13).

Ved en ændring i § 8 om de for stillingen som direktør for ulykkesforsikringsrådet stillede betingelser bringes bestemmelsen i overensstemmelse med den tilsvarende bestemmelse i folkeforsikringslovens § 45 vedrørende udnævnelse af invalideforsikringsrettens formand.

Desuden er der foretaget en række ændringer i ankereglerne i §§ 9 og 10. Ændringerne fik deres endelige udformning under behandlingen i folketinget.

Uanset at den hidtidige ordning har virket tilfredsstillende, idet især den nære kontakt mellem direktorat og råd har været af stor betydning for direktoratets administration, adskilles rådet nu fra direktoratet under hensyn til, at man derved opnår en ordning, der er i bedre overensstemmelse med almindelige processuelle regler.

I konsekvens af denne ændring er det imidlertid fundet rimeligt at foretage ændringer af de gældende regler for så vidt angår appel af rådets afgørelser til socialministeren.

At rådets afgørelser i visse kategorier af sager hidtil har kunnet indbringes for ministeriet, har været begrundet med, at rådet ikke hidtil har været en egentlig appelinstans. Når dette forhold ændres, må det anses for rimeligt, at rådets afgørelser ikke kan indankes for socialministeriet. En meget væsentlig del af rådets afgørelser vedrører spørgsmål af en så speciel karakter, at en kollegial forsamling som rådet, til hvilket der ikke alene er knyttet jurister og læger, men også repræsentanter fra arbejdsmarkedet, har særlige forudsætninger for at træffe afgørelserne.

Ud fra disse synspunkter fastsættes det, at rådets afgørelser af disse sager skal være endelige. Man opnår derved en ordning svarende til den inden for den norske og svenske ulykkesforsikring gældende.

I alle øvrige sager, hvor rådets særlige sagkundskab ikke vil være påkrævet, indankes direktoratets afgørelser for socialministeren.

Med hensyn til enkelthederne vedrørende de nye ankebestemmelser må henvises til lovforslaget og dettes bemærkninger.

Mens direktøren for ulykkesforsikringen hidtil skulle være formand for rådet, bestemmes det nu (ved en ændring af § 11), at rådets formand bliver kongevalgt, mens medlemmerne udnævnes af socialministeren. Antallet af medlemmer udvides med 1, da det er anset for rigtigt, at der til rådet foruden en kirurg også knyttes en neurolog, respektive psykiater.

Direktøren for ulykkesforsikringen bliver tilforordnet rådet. Hermed svækkes ganske vist den skarpe adskillelse mellem direktoratet og rådet, som almindelige processuelle regler kræver, men af praktiske grunde er det anset for ønskeligt, at direktoratet til stadighed bevarer en vis kontakt med rådets arbejde.

Lovens § 15, stk. 12, indeholder regler vedrørende et ophørende selskab. Det har hidtil været en forudsætning for ordningen, at et andet anerkendt selskab ville overtage et ophørende selskabs forsikringsbestand. Det har imidlertid i de senere år vist sig vanskeligt at gennemføre denne ordning. For at undgå vanskeligheder af denne art bestemmes det nu, at direktoratet, når der er hengået så lang tid efter ophøret af et selskabs anerkendelse, at afviklingen af dagpengeskaderne og de mindre invaliditetsskader er afsluttet, på visse betingelser overtager den videre afvikling af skaderne, herunder tilkendte renter, og at de deraf følgende udgifter lignes på de anerkendte selskaber m. v. efter reglerne i lovens § 19, stk. 2.

Der gennemføres ved loven en række ændringer i ulykkesforsikringslovens § 21. Bl. a. er der optaget en bestemmelse om betaling af udgifter ved optræning i tilfælde, hvor optræningen sker her i landet som en efterbehandling i umiddelbar tilknytning til sygebehandlingen og foregår på institutioner, hvor behandlingen er undergivet lægelig kontrol.

Under behandlingen i folketinget indsattes i § 23 en ændring, hvorefter den hidtidige karenstid på 6 dage for ydelse af dagpenge ændres til 3 dage. Har arbejdsudygtigheden en varighed af mindst 10 dage, begynder dagpengene dog at løbe fra den 1. dag efter ulykkestilfældets indtræden.

Det er ved bestemmelsens udformning hindret, at en tilskadekommen på grund af ændringen får dagpengeerstatning både fra arbejdsgiveren og ifølge loven inden for de første 6 dage efter ulykkestilfældets indtræden.

Ved en ændring af § 25 begrænses dagpengene til højst at kunne udgøre 2/3 af daglønnen beregnet efter det i § 44 fastsatte maksimumsbeløb, mens de for lave indtægters vedkommende som hidtil vil udgøre 3/4 af daglønnen.

Bestemmelsen, der har forbindelse med en under folketingets behandling gennemført forhøjelse af det nævnte maksimumsbeløb, skyldes et i betænkningen stillet ændringsforslag.

I det oprindelige lovforslag var der foreslået en adgang til at begrænse dagpengeudbetalingen. Efter vedtagelse af et under behandlingen stillet ændringsforslag bevares den hidtil gældende regel, hvorefter direktoratet, hvor forholdene taler derfor, kan nedsætte dagpengene med en fjerdedel og ikke, som i lovforslaget foreslået, med indtil halvdelen.

Gennem årene har man i betydeligt omfang begrænset de tilskadekomnes og de efterladtes fri rådighed over erstatningsbeløbene, idet det har vist sig påkrævet at båndlægge særlig de større invaliditetserstatninger og enkeerstatninger for at sikre, at erstatningsbeløbene bliver anvendt efter deres formål.

Der sondres mellem erstatninger for invaliditeter på 15 pct. eller derunder og erstatninger for større invaliditeter. Hovedreglen er, at de mindre erstatninger udbetales til fri rådighed, mens udbetaling af erstatningsbeløb for større invaliditeter kun finder sted, når forholdene taler herfor.

Ordningen har virket tilfredsstillende, og ved en ny affattelse af § 38 optages reglerne herom derfor i selve loven.

Ved ulykkesforsikringsloven af 1933 gennemførtes rentesystemet for invaliditetserstatning, men man bibeholdt kapitalerstatningssystemet for erstatning til efterladte ud fra den opfattelse, at det ville være af særlig betydning for en enke at kunne disponere over et større erstatningsbeløb, indtil hun kunne finde et passende erhverv, fremfor at oppebære en årlig rente, der måtte blive relativt lav, medmindre det gældende erstatningsniveau blev væsentligt forhøjet.

Imidlertid er der i praksis gennemført en ordning, der også for så vidt angår efterladteerstatninger har karakter af et rentesystem, idet erstatningen i hovedsagen er blevet udbetalt i periodiske ydelser og anvendt til den pågældendes underhold. Dette bekræftes af en af direktoratet for ulykkesforsikringen foretaget undersøgelse over resultaterne af frigørelse af båndlagte efterladteerstatninger i årene 1934-46, af hvilken det i øvrigt fremgår, at frigørelse til investering i selvstændig erhvervsvirksomhed ikke har virket sær lig tilfredsstillende.

Det er derfor fundet rigtigt ved en ny affattelse af § 39 at gennemføre rentesystemet også for så vidt angår efterladteerstatninger.

Til den rente, der tillægges den efterladtes ægtefælle, ydes dog i de første to år efter renteudbetalingens påbegyndelse et tillæg svarende til 20 pct. af afdødes årsløn, eventuelt reguleret i medfør af bestemmelsen i § 44 A, stk. 2.

Herved vil den pågældende få midler til oplæring til et passende erhverv for derved at kunne skabe sig en supplerende indtægt.

I samme retning virker en bestemmelse, hvorefter der i visse tilfælde kan udbetales et forskudsbeløb svarende til højst 3 års rente.

Ud fra forsørgelsessynspunktet er det bestemt, at når en efterladt ægtefælle, der oppebærer rente, indgår nyt ægteskab, bortfalder den tilkendte rente og afløses med et beløb, der svarer til 3 års rente.

Efter en under folketingets behandling gennemført ændring gives der direktoratet mulighed for, i tilfælde af det nye ægteskabs ophør, under hensyn til enkens økonomiske forhold og omstændighederne i øvrigt at tildele enken retten til på ny at få renten udbetalt, dog først efter udløbet af 3 år fra afløsningssummens udbetaling.

Ved en ændring i § 41 forhøjes begravelseshiælpens grundbeløb til 700 kr.

Den hidtidige pristalsregulering af årslønnens maksimum har ikke kunnet opfylde sit formål, og navnlig i de senere år er lønniveauet steget så kraftigt, at der nu er en betydelig afstand mellem lovens maksimum og den ufaglærte industriarbejders årsfortjeneste. En sammenligning af udviklingen i årsindtægten for den ufaglærte københavnske industriarbejder fra 1946 til 1956 med den i samme periode skete udvikling i det pristalsregulerede maksimum i henhold til ulykkesforsikringsloven viser således, at pristalsreguleringen har udløst en forhøjelse i det nugældende maksimum på 40 pct. mod en forhøjelse i industriarbejdernes årsfortjeneste på 97 pct.

Ved ændringer i § 44 forhøjes årslønnens maksimum til 10 000 kr. (i lovforslagets oprindelige affattelse 9000 kr.), og minimumsbeløbet forhøjes til 5 000 kr. Den maksimale årsløn inden for den frivillige forsikring og forsikringen for selvstændige fiskere m. fl. forhøjes til 5 000 kr.

I forbindelse med den under behandlingen gennemførte forhøjelse af maksimumsbeløbet må som nævnt ses den i lovens § 25 foretagne ændring.

I konsekvens af forhøjelsen ændredes den foreslåede affattelse af pristalsreguleringsbestemmelsen i § 44 A.

Der gennemførtes tillige visse ændringer i bestemmelserne om anmeldelsespligt og anmeldelsesfrister i lovens §§ 45, 46 og 47. Bestemmelserne ændredes yderligere på enkelte punkter under folketingets behandling.

Under hensyn til, at det kan være ønskeligt, at en tilskadekommen gennemgår en rationel revalidering, fastslås det i § 50, stk. 1, at også direktoratet skal kunne pålægge en tilskadekommen at underkaste sig den i § 21, stk. 2, omhandlede optræning.

Et nyt stk. 2 fastslår direktoratets ret til at pålægge den, der lider af en erhvervssygdom, at iagttage fornødne forsigtighedsregler og evt. pålægge ham at afholde sig Ira arbejder, der kan medføre fare for forværrelse eller genopblussen af lidelsen.

Som følge af den sidstnævnte ændring er der (i § 22, stk. 3) sikret den syge dagpenge i et tidsrum, der skønnes passende til at finde andet arbejde, som pågældende kan tåle.

Maksimumsbeløbene for indtægter, der berettiger til statstilskud til nedsættelse af forsikringspræmier for selvstændige erhvervsdrivende, var foreslået forhøjet, ligesom reglerne for pristalsregulering var foreslået ændret.

I konsekvens af de foran omtalte ændringer i §§ 44 og 44 A, der var et resultat af folketingets behandling af lovforslaget, foretoges ligeledes yderligere ændringer i de pågældende bestemmelser i § 75.

Herefter er de nævnte indtægtsgrænser forhøjet til 6 800 kr. i København, Frederiksberg og Gentofte kommuner, 6 350 kr. i købstæder, Marstal samt flækker og bymæssige bebyggelser på landet med over 1 500 indbyggere og 5 900 kr. i det øvrige land.

De ændrede bestemmelser for ulykkesforsikrings-rådets sammensætning og de dermed sammenhængende ændrede bestemmelser for anke af direktoratets afgørelser træder først i kraft den 1. oktober 1959.

De øvrige ændringer træder — med visse begrænsninger — i kraft den 1. april 1959.

Alle partiers ordførere tilsagde ved 1. behandling en velvillig behandling af lovforslaget. Det erkendtes, at der her var tale om en nødvendig lovgivning, og at der tiltrængtes en ajourføring. Der rejstes dog en række spørgsmål til nærmere drøftelse i et udvalg.

Udvalgets drøftelser resulterede i, at hele udvalget indstillede lovforslaget til vedtagelse med en række ændringer, hvoraf de væsentligste er omtalt i det foregående. Blandt de af udvalget drøftede spørgsmål må navnlig fremhæves maksimumsbeløbets størrelse (§ 44), dagpengeberegningen (§ 25) og karenstiden (§ 23), mellem hvilke spørgsmål der består en nær sammenhæng. Endvidere bør nævnes spørgsmålet om enkers stilling ved indgåelse af nyt ægteskab (§ 39, stk. 7).

Ved 2. behandling fremførte navnlig H. K. Sørensen (KF) en vis betænkelighed ved de ændringsforslag, som var blevet resultatet af de nævnte spørgsmåls behandling i udvalget. Han henstillede, at de overvejedes på ny mellem 2. og 3. behandling.

Fra kommunistisk side forelå til 2. behandling underændringsforslag, som gik ud på helt at afskaffe karensdagene og at forhøje maksimumsbeløbet yderligere til 12 000 kr. Disse underændringsforslag forkastedes, mens de i betænkningen stillede ændringsforslag vedtoges.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt i den form, hvori det forelå efter vedtagelsen ved 2. behandling.