Lov nr. 212 af 31. maj 1939 om boligtilsyn og sanering af usunde bydele — i det følgende benævnt 1939-loven — indeholdt i kapitel VI bestemmelser, hvorefter en kommunalbestyrelse, der med boligtilsynsrådets godkendelse skønnede, at en bedre ordning af bebyggelsesforholdene var påkrævet i et usundt og brandfarligt byområde, kunne ekspropriere de til gennemførelsen af en sanering af området fornødne ejendomme. Kapitlet indeholdt endvidere bestemmelser om ydelse af statslån og statstilskud til erhvervelse og nedrivning af ejendomme i et saneringsom1'åde og til delvis dækning af det tab, saneringen måtte medføre. Ved midlertidig lov nr. 179 af 9. april 1941 om støtte til byggeri — i det følgende benævnt 1941-loven — forhøjedes maksimum for statslånenes størrelse, ligesom statstilskuddet forhøjedes. I 1941-loven tilvejebragtes endvidere hjemmel til ydelse af statslån til nybyggeri i saneringsområder samt i øvrigt til byggeri med henblik på tilvejebringelse af andre boliger til erstatning for de i forbindelse med saneringen nedlagte. Adgangen til at yde lån og tilskud i henhold til bestemmelserne i 1939- og 1941-lovene udløb i 1945.

På grundlag af bestemmelserne i de nævnte love er der ved direkte saneringsforanstaltninger fra samfundets side i de sidste 20 år fjernet i alt ca. 3 000 usunde og brandfarlige boliger eller gennemsnitligt kun 150 boliger om året.

Den af det daværende ministerium for byggeri og boligvæsen den 22. oktober 1949 nedsatte saneringskommission har i sin den 1. oktober 1957 afgivne betænkning antaget, at der i byer og bymæssige bebyggelser findes en boligbestand på ca. 50 000 lejligheder, som efter 1939-lovens bestemmelser vil kunne kondemneres eller gøres til genstand for sanering, fordi de enten i sig selv er usunde eller brandfarlige eller er således beliggende i forhold til bygninger med sådanne lejligheder, at det er nødvendigt at råde over dem til gennemførelse af en bedre ordning af bebyggelsesforholdene. Godt halvdelen af byernes dårlige boligbestand findes i København. På denne baggrund har kommissionen fundet, at saneringsaktiviteten hidtil har været alt for ringe, og at det vil være rimeligt at tilstræbe en fjernelse af de eksisterende usunde boliger over et ikke for langt åremål, ca. 20 år, således at der skal nedlægges 2 500—3 000 lejligheder om året. Det må påregnes, at ca. 2 000 af disse lejligheder må fjernes ved saneringer, medens de resterende usunde boliger, der ofte vil være isoleret beliggende uden for saneringsområder, kan kondemneres efter bestemmelserne i boligtilsynsloven.

En væsentlig medvirkende årsag til den hidtidige ringe sanerings- virksomhed har været vanskelighederne ved at skaffe erstatningsboliger for de familier, som må fraflytte de ryddede saneringsområder. Disse vanskeligheder har været særlig store under og umiddelbart efter krigen, men med den indtrådte bedring i boligforsyningen må efter kommissionens opfattelse forudsætningerne nu være til stede for at genoptage saneringen i rimeligt omfang.

Kommissionen fremhæver, at det er nødvendigt at tilrettelægge saneringen som en løbende aktivitet fra samfundets side, der tager sigte på at afvikle slumbebyggelserne over et passende åremål, og vender sig i denne forbindelse navnlig imod en ofte fremført påstand om, at egentlige saneringer i større omfang kun kan gennemføres i perioder med en boligreserve. Kommissionen henviser herved til, at det næppe vil være muligt at fastholde en større boligreserve over længere perioder, idet reservens eksistens vil lægge en dæmper på nybyggeriet, således at boligreserven forsvinder.

Det er i overensstemmelse med disse synspunkter, at der ved lov af 27. december 1958 om boligbyggeri er tilvejebragt hjemmel for i forbindelse med kondemnering og sanering m. m. at yde statslån til opførelse af 1 500 erstatningslejligheder årligt. Et yderligere antal erstatningsboliger må kunne påregnes tilvejebragt uden denne særlige statsstøtte, og man skønner herefter, at der i henseende til fremskaffelsen af erstatningsboliger er mulighed for i overensstemmelse med saneringskommissionens forslag at gennemføre en sanering af ca. 2 000 lejligheder årligt og derved afvilde det opsamlede sanerings- behov over ca. 20 år.

Lovforslaget var udarbejdet på grundlag af saneringskommissionens udkast til lov om sanering af usunde bydele og byggede i de fleste henseender på principperne i udkastet.

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med det ovenfor omtalte forslag til lov om boligtilsyn.

Om lovens indhold anføres:

Kapitel I (§§ 1-8) indeholder regler om saneringsplaners tilvejebringelse m. m.

§ 1, stk. 1, angiver i principiel overensstemmelse med 1939-loven det hovedsynspunkt, at sanering af et område efter bestemmelserne i loven kan ske efter vedkommende kommunalbestyrelses vedtagelse, når området er usundt eller brandfarligt, således at en bedre ordning af bebyggelsesforholdene må anses for påkrævet.

Stk. 2. angiver de hensyn, som skal tages i betragtning ved afgrænsningen af et saneringsområde, og svarer i indhold til 1939-loven.

Mens boligtilsynsrådet efter 1939-loven skulle godkende kommunalbestyrelsens skøn om, at et område er saneringsmodent, for at kommunalbestyrelsens beslutning kunne danne grundlag for ekspropriation i henhold til loven, tillægges der nu i paragraffens stk. 3 boligministeren beføjelse til med tilslutning fra et saneringsnævn at godkende en af en kommunalbestyrelse vedtaget saneringsplan. Bestemmelsen må ses i forbindelse med lov om boligtilsyn, hvori boligtilsynsrådets beføjelser begrænses således, at rådets opgave alene er at påse ensartethed og sikkerhed i de af de lokale boligtilsyn trufne beslutninger.

Der oprettes ifig. § 2 et saneringsnævn med 2 afdelinger for henholdsvis østre landsretskreds og vestre landsretskreds.

Saneringsnævnets formand, der skal opfylde de i retsplejeloven foreskrevne betingelser for at kunne beskikkes til landsdommer, udnævnes af boligministeren.

Nævnet består i øvrigt af:

a) medlemmer af boligtilsynsrådet for den pågældende landsretskreds,

b) 4 medlemmer udpeget af henholdsvis Den danske Købstadforening, Foreningen „Bymæssige Kommuner", De samvirkende Sognerådsforeninger i Danmark og Københavns kommunalbestyrelse,

c) 2 medlemmer med henholdsvis økonomisk og byplanmæssig sagkundskab, udnævnt af boligministeren.

De under c) nævnte medlemmer har ikke stemmeret. Samtidig med udnævnelse af formand og medlemmer udnævnes stedfortrædere for disse. Alle udnævnelser sker for 6 år.

At nævnet oprettes med 2 afdelinger, må ses i sammenhæng med den i lov om boligtilsyn gennemførte oprettelse af 2 boligtilsynsråd for henholdsvis vestre og østre landsretskreds.

§ 4, stk. 1, angiver de almindelige oplysninger, som en saneringsplan skal indeholde til bedømmelse af områdets nuværende tilstand.

Ifølge stk. 2 skal i planen fastsættes bestemmelser om

a) saneringsområdets afgrænsning,

b) i hvilket omfang planens gennemførelse kræver henholdsvis nedrivning, ombygning, forbedring eller istandsættelse af den bestående bebyggelse,

c) tilvejebringelse af fællesarealer og fællesanlæg for saneringsområdets bebyggelse, som findes påkrævede eller hensigtsmæssige, samt om vedligeholdelse og drift af sådanne arealer og anlæg,

d) hvilke ejendomme eller dele af ejendomme det er nødvendigt at råde over til saneringsplanens gennemførelse, og hvilke af de foran under b og eventuelt c nævnte foranstaltninger der kan udføres særskilt af den pågældende ejendoms ejer,

e) hvilke ejere der i henhold til § 10 har adgang til i fællesskab at overtage saneringsplanens gennemførelse ved et saneringslav.

1939-loven var udformet hovedsagelig med henblik på saneringer, hvor der foretages en fuldstændig rydning af saneringsområdet med efterfølgende nybyggeri for øje. Da der ofte ved mindre indgribende foranstaltninger vil kunne opnås tilfredsstillende fremtidige forhold, tilstræber nærværende lov at muliggøre gennemførelsen af differentierede saneringer som f. eks. rydning af side- og bagbygninger i en karré og bevaring af randbebyggelsen, eventuelt efter en modernisering.

I § 5 bestemmes, at kommunalbestyrelsen samtidig med indsendelse af en saneringsplan til godkendelse skal fremkomme med forskellige oplysninger til brug for ministeriets og saneringsnævnets behandling af sagen. Der skal således bl. a. afgives en foreløbig redegørelse for, hvorledes erstatningsboligproblemet skal løses, hvorvidt det er tilsigtet, at kommunalbestyrelsen samtidig med saneringsplanens udarbejdelse har opmærksomheden henvendt på dette spørgsmål, hvis løsning må være en forudsætning for iværksættelse af en sanering.

For at sikre samordningen af den ved saneringen tilsigtede ordning af de fremtidige forhold i saneringsområdet med kommunens almindelige byplanlægning bestemmes det i § 6, at der samtidig med saneringsplanen skal forelægges forslag til en byplanvedtægt.

Ifølge § 7 skal en godkendt saneringsplan ved anbefalet brev bekendtgøres for ejerne og panthaverne. I paragraffen var det yderligere oprindeligt bestemt, at der skulle ske notering i tingbogen om, at planen var godkendt. Dette ændredes under behandlingen i folketinget således, at planen nu skal tinglyses på ejendommene.

Et af boligministeren nedlagt forbud mod, at der på en ejendom, som er eller må antages at blive omfattet af planen, opføres ny bebyggelse eller sker ændringer i bebyggelsen eller dens anvendelse, som må antages at ville komme i strid med planen eller vanskeliggøre dens gennemførelse, skal ifølge § 8 ligeledes tinglyses.

Et sådant forbud kan nedlægges for et tidsrum af 2 år og i særlige tilfælde forlænges yderligere 1 år.

Kapitel II (§§ 9-14) indeholder almindelige bestemmelser om saneringsplaners gennemførelse.

Ifølge § 9 kan en saneringsplan gennemføres enten af kommunen eller af et sanering slav bestående af ejere af ejendomme inden for saneringsområdet. Adgangen til gennemførelse af en saneringsplan ved et saneringslav er dog udelukket, når den overvejende del af saneringsområdet skal anvendes til offentlige formål. Tvivlsspørgsmål herom afgøres endeligt af boligministeren.

§ 10 indeholder de nærmere bestemmelser om dannelse af et saneringslav. Afgørelsen af, om saneringsplanen skal gennemføres ved et saneringslav, er henlagt til kredsen af ejere, hvis ejendomme det til saneringsplanens gennemførelse er nødvendigt at råde over i deres helhed eller for væsentlige deles vedkommende. Afgørelsen træffes ved flertalsbeslutning på grundlag af ejendommenes ansættelse til ejendomsværdi, og det er således ikke udelukket, at en enkelt person som ejer af over halvdelen af den i betragtning kommende ejendomsværdi kan erklære selv at ville gennemføre saneringsplanen for hele området. Saneringslavet udgøres af de ejere, der har afgivet erklæring om, at saneringslavet vil gennemføre planen i dens helhed.

En i § 11 indeholdt ekspropriationshjemmel svarer i princippet til 1939-loven og byplanloven, men nævner i modsætning til de nævnte bestemmelser udtrykkeligt private rettigheder, der hører til eller hviler på ejendomme inden for et saneringsområde.

§ 12 angår gennemførelsen af differentierede saneringer. Kommunalbestyrelsen skal herefter ved såvel kommunale saneringer som ejerlavssaneringer:

a) meddele private ejere af ejendomme inden for saneringsområdet påbud om at iværksætte den istandsættelse, forbedring eller ombygning af bestående bebyggelse, som er bestemt i saneringsplanen, og som efter denne skal kunne udføres særskilt af ejeren af den pågældende ejendom, og

b) pålægge private ejendomme inden for saneringsområdet servitutter om udlæg af fællesarealer og indretning af fællesanlæg for saneringsområdets bebyggelse som bestemt i saneringsplanen samt om den fremtidige vedligeholdelse og drift af de omhandlede fællesanlæg.

Bestående bebyggelse kan i almindelighed (ifølge § 4, stk. 3) kun forlanges ombygget eller forbedret, når udgifterne herved opvejes af en tilsvarende forøgelse af leje- eller brugsværdien. Såfremt en sådan foranstaltning i særlige tilfælde ikke medfører en tilstrækkelig forøgelse af værdien, skal der ydes ejeren erstatning for tabet. Det samme gælder pålæg af servitutter.

Ejeren af en ejendom, der undergives påbud eller pålægges servitutter, kan forlange ejendommen overtaget af kommunen mod erstatning. Ved ejerlavssaneringer skal de overtagne ejendomme af kommunen overdrages til saneringslavet på overtagelsesvilkårene.

§ 13 giver mulighed for anke til boligministeren af tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til kommunalbestyrelsens beslutninger om ekspropriation m. m.

I kapitel III (§§ 15-18) indeholdes særlige bestemmelser om saneringer med statsstøtte.

Mens 1939-lovens bestemmelser om lån og tilskud fra staten forudsætter og er anvendt således, at støtten ydes i henhold til et tilsagn, der senere reguleres i overensstemmelse med de faktiske saneringsudgifter, bygger nærværende lovs bestemmelser på, at størrelsen af lån og tilskud fastlægges før påbegyndelsen af en sanering i bindende tilbud Ira staten til kommunen og fra kommunen til et saneringslav; støtten kan dog reguleres efterfølgende i det omfang, erstatninger m. m., som ikke har kunnet aftales bindende før afgivelsen af tilsagnet om statsstøtte, men senere fastsættes af taksationsmyndighederne, afviger fra de forudsatte beløb.

I § 15 er optaget nærmere bestemmelser om udarbejdelse og indsendelse til boligministeren af en foreløbig finansieringsplan samt om indholdet af planen, og i § 16 er der givet boligministeren beføjelse til på grundlag af finansieringsplanen og med saneringsnævnets tilslutning at meddele foreløbigt tilsagn om statsstøtte.

I § 15, stk. 2-5, er optaget bestemmelser om beregningen af saneringstabet, der i princippet udgøres af forskellen mellem på den ene side saneringsområdets fremtidige værdi, efter at saneringsforanstaltningerne er udført, og på den anden side områdets hidtidige værdi med tillæg af udgifterne ved saneringens gennemførelse. I stk. 2 er udtrykt det almindelige synspunkt, at den samlede værdiforøgelse, som de inden for et saneringsområde beliggende ejendomme påregnes at ville opnå ved saneringsplanens gennemførelse, indgår i beregningen af saneringstabet til nedbringelse af dette, og i stk. 3-4 er optaget nærmere bestemmelser herom. Der er herved taget hensyn til, at grundværdistigninger i almindelighed vil blive inddraget af det offentlige i medfør af bestemmelserne om grundstigningsskyld.

På grundlag af det foreløbige tilsagn om statsstøtte og de ændringer i den foreløbige finansieringsplan, som følger af efterfølgende forhandlinger med ejere af ejendomme inden for saneringsområdet eller andre rettighedshavere, og af taksationer eller prøvetaksationer forelægger kommunalbestyrelsen ejerne af de pågældende ejendomme et tilbud om offentlig støtte til saneringsplanens gennemførelse ved et saneringslav med angivelse af en frist for ejernes afgivelse af den i § 10, stk. 2, omhandlede erklæring (§ 17).

Når det er afgjort, om saneringen skal gennemføres ved kommunal eller privat foranstaltning, indsender kommunalbestyrelsen en endelig finansieringsplan til boligministeren, og denne meddeler på grundlag heraf tilsagn om statsstøtte til saneringsplanens gennemførelse (§ 18). Bestemmelsen fastlægger nærmere indholdet af boligministerens tilsagn.

Kapitel IV (§ 19) omhandler saneringsplaner, der agtes gennemført uden statsstøtte. Fremgangsmåden er her mere enkel, end når der søges statsstøtte, idet der ikke er behov for finansieringsplaner.

Kapitel V (§§ 20-26) indeholder bestemmelser om erstatninger og bidrag til saneringer med statsstøtte m. m.

§ 20 indeholder regler om fastsættelse af erstatning for afståelse af ejendomme. Bestemmelserne svarer med enkelte udvidelser til 1939-lovens.

Det er en almindelig forudsætning for lovens bestemmelser om statsstøtte til saneringer, at det af det offentlige dækkede saneringstab nedbringes med den samlede værdiforøgelse, som de af saneringen berørte ejendomme opnår ved saneringens gennemførelse. Paragraffen indeholder derfor bestemmelser om nedsættelse af erstatning i tilfælde af delvis ekspropriation af en ejendom under hensyn til værdistigningen for den resterende del af ejendommen. Dette er imidlertid ikke tilstrækkeligt til at opfylde den nævnte forudsætning. Det bestemmes derfor, at der skal ydes direkte bidrag til saneringen fra de ejere, for hvis ejendomme inden for saneringsområdet værdiforøgelsen overstiger en eventuel erstatning.

§ 21 henlægger i overensstemmelse med 1939-lovens § 28, stk. 1, erstatningsfastsættelser m. m. i København til den i Københavns byggelov omhandlede taksationskommission. For saneringer uden for København afløses de i 1939-lovens § 28, stk. 2-4, omhandlede kommissioner af de ved vejbestyrelsesloven oprettede taksations- og overtaksationskommissioner.

Ifølge § 22 har kommunalbestyrelsen adgang til at begære afholdt prøvetaksation til brug ved udarbejdelse eller prøvelse af saneringsplaner m. v. Bestemmelserne herom svarer med enkelte udvidelser til tilsvarende bestemmelser i Københavns byggelov.

Kapitel VI (SS 27-32) indeholder finansieringsbestemmelser. § 27, stk. 1, fastslår bl. a., at boligministeren bemyndiges til i hvert finansår at give tilsagn om ydelse af tilskud til delvis dækning af saneringstab og lån til afholdelse af andre saneringsudgifter inden for henholdsvis 8 og 18 mill. kr. Disse beløb har til forudsætning, at der med støtte i henhold til loven saneres ca. 2 000 boliger årlig. Da størrelsen af den fornødne statsstøtte imidlertid er afhængig af bl. a. de anvendte saneringsformer — totalsaneringer og differentierede saneringer — og forholdet mellem kommunale og ejerlavssaneringer, kan man kun tilnærmelsesvis beregne omfanget af den saneringsvirksomhed, der herefter kan finde sted med støtte i henhold til loven. Bl. a. af denne grund fastsættes det i stk. 3, at de for de enkelte finansår til rådighed stillede beløb kan forhøjes efter forhandling med finansministeren og med samtykke af folketingets finansudvalg.

Ifølge stk. 2 har boligministeren adgang til inden for det i stk. 1 nævnte tilskudsbeløb at yde en særlig støtte til bevaring af bygninger, som har kunstnerisk eller historisk værdi.

Statsstøtten skal ifølge stk. 4 principielt fordeles ligeligt til saneringer i hovedstadsområdet og saneringer i det øvrige land, men boligministeren har adgang til efter indhentet udtalelse fra saneringsnævnet at ændre fordelingen under hensyn til saneringsbehovet.

§§ 28-32 giver nærmere regler for finansieringens gennemførelse.

Iværksættelsen af en sanering kan ske ved ydelse af midlertidige lån til en kommune (§ 28).

Saneringstab bæres fuldt ud af staten og kommunen med hver halvdelen. Der foretages således efter forelæggelse af opgørelsen over saneringsmellemværendet en nedskrivning af det ydede midlertidige lån med halvdelen af saneringstabet.

For at lette gennemførelsen af saneringer og i betragtning af, at saneringstab vil kunne have en sådan størrelse, at det vil være vanskeligt for kommunen straks at afholde sin andel af tabet som en driftsudgift, konverteres det nedskrevne lån til et langfristet statslån til en rente, der fastsættes på grundlag af markedsforholdene for statsobligationer og således, at lånenes almindelige løbetid tages i betragtning (§ 30).

Da staten og vedkommende kommune også ved ejerlavssaneringer fuldt ud skal bære saneringstabet, nedskrives det til et saneringslav ydede midlertidige lån med den del af saneringstabet, som lavet har afholdt (§ 31).

Kapitel VII (§§ 33-36) omhandler tilvejebringelse af erstatningsboliger.

I § 33, stk. 1, fremhæves betydningen af, at der ved byggeri af erstatningsboliger og på anden måde ved fremskaffelse af lejligheder til de familier, der bliver husvilde ved saneringen, skabes forudsætning for ikke blot den enkelte sanerings gennemførelse, men for fjernelsen af den dårlige boligbestand i en kommune. Det forudsættes herved, at kommunen søger samarbejde med grundejerne, de private bygherrer og boligselskaberne.

Stk. 2 har følgende ordlyd:

„En sanering må ikke påbegyndes, før der er tilvejebragt en plan for, hvorledes der sikres andre boliger til de personer, der må fraflytte et saneringsområde. Det bør herved tilstræbes, at den enkelte husstand kan få en efter sin økonomi og familieforhold passende bolig."

I kommuner, som har kondemnerings- og saneringsproblemer af større omfang, og som i det væsentlige er udbyggede, må erstatningsproblemet løses også i andre kommuner gennem et kommunalt samarbejde. §§ 34 og 35 giver derfor adgang for boligministeren til efter indstilling fra en kommunalbestyrelse at forlange oprettet samarbejdsudvalg i områder bestående af flere kommuner med den opgave at følge planerne for kondemnerings- og saneringsvirksomheden i de pågældende kommuner og på grundlag heraf søge at træffe aftaler med kommuner, udlejere og bygherrer om tilvejebringelsen og fordelingen af det nødvendige antal erstatningsboliger.

§ 36 giver den kommune, hvori en sanering foretages, ret til efter nærmere angivne regler at yde huslejetilskud til personer, der bliver husvilde som følge af saneringen.

Kapitel VIII (§§ 37-39) indeholder forskellige overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser.

Ud fra den betragtning, at den for gennemførelse af saneringer ved ejerlav nødvendiggjorte fremgangsmåde kan bevirke, at en sanering i nogle tilfælde ikke kan fremmes til det rette tidspunkt, er det i § 38 fastsat, at boligministeren i et tidsrum af 3 år efter lovens ikrafttræden efter indstilling fra en kommunalbestyrelse kan bestemme, at der kan ses bort fra en påtænkt sanerings gennemførelse ved ejernes foranstaltning. Der er herved endvidere taget hensyn til det ønskelige i effektivt at kunne udnytte den for saneringen gunstige periode, indtil de store årgange melder sig som efterspørgere af boliger.

Loven trådte ifølge § 39 i kraft den 1. oktober 1959. Samtidig ophæves lov nr. 212 af 31. maj 1939 om boligtilsyn og sanering af usunde bydele. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Lovforslaget modtoges med velvilje af alle partiers ordførere. Et problem, som alle ordførerne beskæftigede sig med, var spørgsmålet om at fremskaffe de fornødne erstatningslejligheder.

Carl P. Jensen (S) fremførte endvidere visse betænkeligheder ved reglen om støtte til kompensation af lejetab ved istandsættelser af bygninger af særlig kunstnerisk eller historisk værdi. Han erkendte, at bestemmelsen kunne have en vis værdi, men advarede mod at administrere den på en sådan måde, at fredningsmulighederne blev misbrugt på bekostning af fremskaffelse af hensigtsmæssige erstatningslejligheder.

Mulighederne for ejerlavssaneringer hilstes med tilfredshed af bl. a. venstres, det konservative folkepartis og det radikale venstres ordfører. Sidstnævnte (Lannung) var meget betænkelig ved bestemmelsen i § 38, hvorefter boligministeren i 3 år efter lovens ikrafttrædelse efter indstilling fra en kommunalbestyrelse kunne afslcære grundejere fra at overtage gennemførelsen af en sanering.

Om udvalgets drøftelser anføres i betænkningens bemærkninger bl. a.:

„.... Udvalget har endvidere overvejet, om det måtte være muligt nærmere i selve lovforslaget, § 27, stk. 2, at angive, i hvilken udstrækning de midler, som stilles til rådighed til saneringsformål, kan anvendes til bevaring af kunstnerisk eller historisk værdifulde bygninger, som er beliggende inden for saneringsområder. Der er i udvalget enighed om, at det vil være ønskeligt, at sådanne bygninger kan bevares for samfundet, men man har ikke fundet det hensigtsmæssigt og heller ikke praktisk på forhånd at opstille en fast regel om, i hvilken udstrækning en sådan bevaring kan finde sted. Udvalget har om dette spørgsmål haft samråd med boligministeren, som har givet udtryk for, at bevaringsinteressen og bevaringsmulighederne nødvendigvis må variere stærkt fra saneringsplan til saneringsplan, og at behovet for at kunne yde støtte i de særlige tilfælde, hvor en bevaring set med samfundets øjne er ønskelig, derfor kan variere fra år til år

Der har som nævnt fra forskellig side været rettet henvendelse til udvalget vedrørende bestemmelserne i lovforslagets kapitel VII om tilvejebringelse af erstatningsboliger, idet de her foreslåede bestemmelser fra visse sider ikke menes at være tilstrækkelig effektive. Dette gælder således „Bymæssige Kommuner", som har givet udtryk for, at problemet om fremskaffelse af erstatningsboliger i Københavnsområdet er så stort, at bestemmelserne vil vise sig utilstrækkelige. Organisationen har herved særlig hæftet sig ved de i kapitel VII foreskrevne regler om oprettelsen af samarbejdsudvalg og dettes sammensætning. Endvidere har „Bymæssige Kommuner" i sin henvendelse henstillet, at der optages bestemmelse om, at staten refunderer kommunerne 1/3 af de midlertidige huslejetilskud, som måtte blive ydet i henhold til § 36 i nærværende lovforslag og i henhold til § 29 i forslaget til lov om boligtilsyn.

Endelig har Københavns magistrat i sin skrivelse henstillet til udvalget, at der i lovforslaget optages en bestemmelse, hvorefter der gives hjemmel for en kommune til at foretage ekspropriation af områder med uhensigtsmæssig, lav bebyggelse med henblik på opførelse af erstatningsboliger i sådanne områder.

Spørgsmålet om fremskaffelse af erstatningsboliger, hvis positive løsning også efter udvalgets opfattelse er af afgørende betydning for saneringens fremme, har været drøftet i samråd med boligministeren. Ministeren har herunder anført, at saneringslovforslagets bestemmelser må ses i sammenhæng med de regler om tilvejebringelse af erstatningsboliger, som er optaget i lov nr. 356 af 27. december 1958 om boligbyggeri. Efter denne lovs § 24 kan der ydes garanti for lån — subsidiært egentlige statslån — til opførelse af 1 500 lejligheder hvert finansår til erstatning for boliger, som nedlægges ved sanering. Endvidere har boligministeren hjemmel til i medfør af § 58 at bestemme, at det som vilkår for garanti for lån eller ydelse af statslån til boligbyggeri kræves, at der i det enkelte byggeforetagende anvises et antal lejligheder til husstande, der bliver husvilde som følge af sanerings- eller kondemneringsvirksomhed. De her nævnte bestemmelser og bestemmelsen i lovforslagets § 34 om oprettelsen af samarbejdsudvalg må endvidere sammenholdes med bestemmelsen i loven om boligbyggeri, § 55, hvorefter boligministeren kan meddele samtykke til, at en anden kommune end den, hvori byggeriet er beliggende, giver garanti for lån, hvis beliggenhedskommunen ikke finder at kunne give en sådan garanti.

Udvalget er med boligministeren enigt i, at der gennem et samspil af de her nævnte bestemmelser og forslagets regler i kapitel VII er skabt rimelig sikkerhed for, at erstatningsboligproblemet kan løses på en tilfredsstillende måde, og at ministeren i sin administration af loven om boligbyggeri søger at skabe de nødvendige forudsætninger for saneringernes gennemførelse. ......

Endelig skal udvalget vedrørende bestemmelsen i lovforslagets § 38 bemærke følgende:

Den pågældende bestemmelse hjemler mulighed for at se bort fra ejerlavssanering i 3 år efter lovens ikrafttræden. De danske Grundejeres Landsorganisation har som nævnt i sin henvendelse til udvalget taget afstand fra den pågældende bestemmelse, idet organisationen ikke har kunnet se bort fra den mulighed, at reglen kan anvendes til at udelukke ejerlavssaneringer, således at vedkommende kommune forbeholder sig de områder, hvor saneringsspørgsmålet kan forventes at blive aktuelt.

Boligministeren har i et samråd med udvalget givet udtryk for, at han anser bestemmelsen for påkrævet. Dels har nogle kommuner allerede forberedt saneringer med henblik på disses snarlige gennemførelse, dels fører de særlige bestemmelser, som det har været nødvendigt at optage i loven med henblik på dannelsen af ejerlav, til, at ejerlavssaneringerne ikke altid kan fremmes til samme tidspunkt som en rent kommunal sanering. Ministeren har herved især henvist til bestemmelserne i lovforslagets § 17, hvor det er fastsat, at ejerne til afgivelse af erklæring om, hvorvidt de vil gennemføre saneringsplanen ved ejerlav, skal have en frist for afgivelsen af denne erklæring, som skal være mindst I år fra saneringsplanens bekendtgørelse for ejerne og mindst 2 måneder fra afgivelsen af tilbud. Overholdelsen af denne procedure vil betyde, at saneringerne i gunstigste tilfælde først kan påbegyndes mindst I år efter lovens ikrafttræden. Samtidig vil forberedelsen af en ejerlavssanering sikkert i flere tilfælde tage længere tid end en rent kommunal sanering, fordi ejerlavs- saneringen i vid udstrækning må forberedes gennem forhandlinger med ejerne. Reglen tager således alene sigte på, at der ikke skal opstå en periode, hvor man rent faktisk ikke kan komme i gang med saneringerne, hvilket vil være så meget mere uheldigt, som de nærmeste år — indtil de store årgange melder sig på boligmarkedet omkring 1962 — skulle frembyde bedre muligheder for fremskaffelse af erstatningsboliger.

Udvalget er af den opfattelse, at det af selve bestemmelsens formulering fremgår, at den alene er tænkt og alene kan administreres som en overgangsregel. Dels er den begrænset til 3 år, og dels skal særlige hensyn til saneringens fremme begrunde en udelukkelse af sanering ved ejerlav.

Udvalget må anse det for nødvendigt, at den pågældende overgangsbestemmelse bibeholdes i lovforslaget.

Venstres og det konservative folkepartis udvalgsmedlemmer har under udvalgsarbejdet stillet forslag om, at § 27, stk. 3, i forslag til lov om sanering af usunde bydele udgår, men vil, da der ikke kan skabes flertal herfor i udvalget, efter omstændighederne afstå fra at stille ændringsforslag og tiltræder herefter lovforslaget ......"

Herefter indstillede hele udvalget lovforslaget til vedtagelse med en række af ministeren forslåede ændringer, hvoraf en del er omtalt i det foregående.

Ved 2. behandling udtalte Alfred Jensen (DK), at han trods en række ved 1. behandling tagne forbehold, og skønt han ikke var fuldt tilfreds med lovforslaget, som bl. a. gav mulighed for spekulation, dog ville stemme for dets gennemførelse.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt.