Ved lov nr. 212 af 31. maj 1939 om boligtilsyn og sanering af usunde bydele — i det følgende benævnt 1939-loven — blev der indført bestemmelser, som på grundlag af et almindeligt tilsyn med bygninger, der anvendes til bolig eller ophold for mennesker, tog sigte på at forhindre denne benyttelse, når den frembyder sundhedsfare eller særlig fare i tilfælde af ildebrand.

Endvidere blev der tilvejebragt hjemmel til ved kommunal foranstaltning at sanere usunde og brandfarlige bydele, idet der blev givet kommunerne adgang til at ekspropriere de af en saneringsplan omfattede ejendomme og mulighed for fra staten at opnå lån og delvis tilskud til dækning af de med saneringen forbundne udgifter.

Med bestemmelserne i 1939-loven blev tilvejebragt et bedre grundlag end det i lovgivningen hidtil foreliggende for en indsats fra det offentliges side på det bolighygiejniske område med henblik på en bedring af forholdene i allerede eksisterende bebyggelse. Loven erstattede inden for sit område sundhedslovgivningens bestemmelser med tilsvarende formål og virkede som et supplement til den almindelige bygningslovgvining, hvis bestemmelser i første række tager sigte på nybyggeriet, og som kun i begrænset omfang tillige har hensyn til forholdene i allerede bestående bebyggelse.

Kort efter at 1939-loven var trådt i kraft, udbrød den 2. verdenskrig, og de vanskelige forhold for byggeriet og dermed for boligforsyningen under og i de nærmeste år efter krigen medførte, at boligtilsyns- og saneringsvirksomheden kun fik et meget begrænset omfang.

På baggrund af en række efter krigen fremkomne henvendelser om lovens revision nedsattes i 1949 en kommission til at udarbejde forslag til sådanne ændringer i 1939-loven, som efter de hidtil indvundne erfaringer eller i øvrigt skønnedes påkrævede eller ønskelige. Kommissionen afgav betænkning den 1. oktober 1957.

Kommissionen har anset det hensigtsmæssigt at foretage en opdeling af bestemmelserne i 2 love under hensyn til de væsentlige principielle forskelle mellem de regler, som må gælde for henholdsvis det almindelige boligtilsyn og gennemførelse af saneringer, og betænkningen indeholder udkast til en lov om boligtilsyn og en lov om sanering af usunde bydele.

I saneringskommissionens betænkning antages det, at der i byerne findes godt 50 000 boliger, som må skønnes uegnede til beboelse og ophold for mennesker, og at ca. halvdelen af disse boliger er beliggende i København. For landdistrikternes vedkommende — sognekommuner uden større bymæssig bebyggelse — skønner kommissionen, at ca. 30 000 boliger i varierende grad er behæftet med sådanne mangler, at en forbedring af forholdene eller et forbud mod boligernes benyttelse kan komme på tale.

Forslaget til nærværende lov er udarbejdet på grundlag af saneringskommissionens udkast til lov om boligtilsyn gældende for byerne og, for så vidt angår de særlige bestemmelser i lovens kapitel VII, på grundlag af den af kommissionen fremsatte skitse til en boligtilsynsordning for de egentlige landkommuners vedkommende.

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med det nedenfor omtalte forslag til lov om sanering af usunde bydele.

Om lovens indhold anføres:

§ 1 angiver lovens stedlige og saglige gyldighedsområde, som med enkelte udvidelser svarer til 1939-lovens.

Ved kapitel II (§§ 2-7) gennemføres visse ændringer i boligtilsynets organisation.

På grundlag af indvundne erfaringer og med henblik på at fremme boligtilsynsvirksomheden er det anset for nødvendigt at ændre den efter 1939-loven i almindelighed gældende ordning, hvorefter sundhedskommissionen udøver boligtilsynet, så at boligtilsynsvirksomheden i de 3 hovedstadskommuner og i byer med mere end 15 000 indbyggere henlægges til boligkommissioner med særlig sagkundskab, og som udelukkende har til opgave at varetage dette tilsyn. Med hensyn til boligkommissionernes sammensætning er i forhold til 1939-loven foretaget en udvidelse af antallet af sagkyndige medlemmer med et medlem med brandmæssig sagkundskab.

I de mindre byer udøves boligtilsynet i overensstemmelse med 1939-lovens ordning i almindelighed af sundhedskommissionen, eventuelt udvidet med et eller flere sagkyndige medlemmer.

Der er dog mulighed for at oprette boligkommission også i de mindre byer og omvendt for at fravige kravet om boligkommission i de større byer.

Det hidtidige boligtilsynsråd for hele landet erstattes af to boligtilsynsråd for henholdsvis vestre og østre landsretskreds. Lovens bestemmelser om boligtilsynsrådenes sammensætning svarer i det væsentlige til bestemmelserne herom i 1939-lovens § 5.

Ved loven sker der en begrænsning af tilsynsrådenes virksomhed i forhold til ordningen efter 1939-loven. Boligtilsynsrådenes opgaver bliver i første række at være ankemyndighed for de kommunale boligtilsyns beslutninger, og der tillægges ved siden heraf rådene en beføjelse til at optage meddelte benyttelsesforbud til prøvelse og eventuel ændring, selv om beslutningen herom ikke er påklaget til rådet.

§§ 8-10 angiver forudsætningerne for en indskriden over for usunde og brandfarlige boliger. Hovedsynspunktet er i overensstemmelse med de hidtil gældende bestemmelser i 1939-loven, at indskriden kan finde sted, når benyttelsen frembyder sundhedsfare eller særlig fare i brandtilfælde, og at afgørelsen af, hvorvidt sådan fare foreligger, må bero på et samlet sagkyndigt skøn.

Endvidere angiver bestemmelserne de grundlæggende krav til beboelses- og opholdsrum samt lejligheder til vejledning for skønnet over, om der foreligger sundhedsfare, og endelig de forhold, som i første række må tages i betragtning ved skønnet over, om der foreligger en særlig brandfare.

Såfremt forefundne mangler kan afhjælpes, kan boligtilsynet ifølge § 11 meddele en ejer påbud om at iværksætte de hertil fornødne foranstaltninger inden for en i påbuddet fastsat tidsfrist.

Denne beføjelse til at forlange forefundne mangler afhjulpne svarer i princippet til 1939-lovens § 12. Der er imidlertid nu i modsætning til 1939-lovens § 12 fastsat en bestemt begrænsning for boligtilsynets adgang til at påbyde mangler afhjulpet gennem en bestemmelse i stk. 2, hvorefter boligtilsynet inden for 5 år ikke kan påbyde foranstaltninger til en større samlet håndværkerudgift end 20 pct. af ejendommens gennemsnitlige årsleje. Efter 1939-loven havde en ejers undladen af at efterkomme et påbud om afhjælpning af mangler alene den virkning, at boligtilsynet kunne meddele forbud mod fortsat benyttelse af den pågældende bygning eller del af en bygning til beboelse eller ophold, men i forbindelse med bestemmelsens ovennævnte begrænsning er der i stk. 5 tillige tillagt boligtilsynet beføjelse til at lade de påbudte foranstaltninger udføre for ejerens regning.

Såfremt forefundne mangler ikke kan kræves afhjulpet i medfør af § 11, kan boligtilsynet ifølge § 12 meddele forbud mod benyttelse af en bygning eller del af en bygning til beboelse eller ophold for mennesker efter udløbet af en af tilsynet fastsat frist for fraflytning og rydning af de pågældende boliger eller opholdsrum.

Efter 1939-loven kunne der afsiges benyttelsesforbud enten med en kort frist på normalt ikke over 6 måneder eller med en lang frist på fra 12 til 25 år. Da denne ordning har medført vanskeligheder for en rationel administration, gives der nu adgang til inden for et maksimalt åremål af 20 år frit at fastsætte fristen for benyttelsens ophør i hvert enkelt tilfælde under hensyn til den pågældende boligs beskaffenhed.

Ved benyttelsesforbud for 6 år eller derover kan boligtilsynet efter nærmere i stk. 2 fastsatte regler påbyde den for forsvarligheden af den fastsatte tidsfrist nødvendige afhjælpning af forefundne mangler.

Efter nærmere i § 13 angivne regler har en ejer, over for hvem der meddeles forbud i medfør af § 12, med de i §§ 14 og 15 nævnte indskrænkninger adgang til at søge forbuddet ophævet eller ændret ved fremsættelse af forslag til forbedring af forholdene.

Ejerens adgang er i § 14 begrænset derved, at et sådant forslag ikke kan fremsættes, såfremt en forbedring af den pågældende bygning vil eller må påregnes at ville komme i strid med en saneringsplan for det område, hvori bygningen er beliggende.

Er der meddelt forbud i medfør af § 12 med hensyn til en bygning, som ligger inden for et område, for hvilket en byplan er godkent eller et byplanforslag er fremlagt til offentligt eftersyn eller under udarbejdelse, skal boligtilsynet ifølge § 15 efter kommunalbestyrelsens anmodning nægte at godkende et forslag til forbedring af forholdene i henhold til § 13, såfremt forbedringen vil kræve væsentlig ombygning eller istandsættelse og foranstaltningerne vil være til hinder for eller vanskeliggøre gennemførelsen af byplanen. Som væsentlige betragtes foranstaltningerne, såfremt håndværkerudgifterne skønnes at ville overstige 20 pct. af ejendomsværdien efter den senest foretagne ansættelse til ejendomsværdi og grundværdi.

Der er ved § 16 i det sidstnævnte tilfælde, hvor en ejer afskæres fra at foretage en i øvrigt mulig forbedring af ejendommen på grund af en byplan, givet ham adgang til at forlange ejendommen overtaget af kommunen mod erstatning.

Såfremt en bygning, der er ramt af benyttelsesforbud, på grund af forsømmelighed fra ejerens side — herunder utilstrækkeligt tilsyn — forvolder ulempe for de omboende, kan boligtilsynet ifølge § 21 meddele ejeren påbud om at lade bygningen helt eller delvis nedrive og grunden ryddeliggøre. Efterkommes påbuddet ikke, kan boligtilsynet iværksætte de påbudte foranstaltninger for ejerens regning.

En tilsvarende bestemmelse fandtes ikke i 1939-loven.

Kapitel IV (§ 22-24) omhandler indskriden over for overbefolkning af boliger, og bestemmelsernes anvendelse forudsætter, at der foreligger en sådan overbefolkning, at det er skadeligt for beboernes sundhed. Afgørelsen herom må bero på et konkret skøn, og i § 22, stk. 2, er angivet de væsentlige forhold, som navnlig må tages i betragtning ved dette skøn. I forhold til 1939-loven er bestemmelserne bl. a. ændret således, at husstandens sammensætning udtrykkeligt er fremhævet som et forhold, der må tages i betragtning, og at kravene om bestemte rumindhold for hver beboer er opgivet, idet det ikke så meget er lejlighedens rumfang som adgangen til luftfornyelse, der i denne henseende er af afgørende betydning. Det må i øvrigt i nogen grad afhænge af den almindelige boligsituation, i hvilket omfang der bør skrides ind over for overbefolkning. Alvorlige tilfælde bør der gribes ind over for, selv om forholdene på boligmarkedet er meget vanskelige, men i øvrigt må der ske en rimelig tilpasning. Med henblik herpå er der foreslået en beføjelse for boligministeren til at udfærdige yderligere vejledende bestemmelser.

Bestemmelserne bygger i øvrigt på en sondring mellem boliger, som benyttes af andre end ejendommens ejer (§ 22), og ejerboliger (§ 23). For de førstnævnte boligers vedkommende er i overensstemmelse med princippet i 1939-loven givet en beføjelse for boligtilsynet til at påbyde antallet af beboere i lejligheden nedbragt, således at brugeren må fraflytte lejligheden, såfremt påbuddet herom ikke på anden måde kan efterkommes.

For ejerboligers vedkommende er boligtilsynets adgang til indskriden derimod begrænset til tilfælde, hvor dele af boligen benyttes af personer, som ikke hører til ejerens husstand, og således, at det alene kan påbydes, at de nævnte personer fraflytter boligen.

De i § 25 givne ankebestemmelser svarer i indhold til 1939-lovens med den ændring, at ankefristen er fastsat til 4 uger i alle tilfælde. Den i 1939-loven hjemlede adgang for boligtilsynsrådet til på eget initiativ at optage en ikke påklaget beslutning til prøvelse er udtrykkeligt begrænset til benyttelsesforbud i medfør af § 12. Påklage af et boligtilsyns beslutninger eller boligtilsynsrådets optagelse af en ikke påklaget beslutning til prøvelse inden klagefristens udløb har opsættende virkning, indtil boligtilsynsrådets afgørelse foreligger.

Kapitel VI (§§ 26-32) indeholder forskellige bestemmelser om forbud mod prioritering af ejendomme, for hvilke der er meddelt benyttelsesforbud, om ejendomsvurdering, straffebestemmelser m. m.

Når personer bliver husvilde som følge af et boligtilsyns beslutninger i medfør af §§ 11 eller 12 og de ikke kan skaffe sig en anden passende bolig på grund af utilstrækkelige indtægter, er den kommune, hvori de nævnte beslutninger træffes, berettiget til at yde tilskud til betaling af deres husleje for et tidsrum af indtil 5 år (§ 29).

Huslejetilskuddet bør så vidt muligt hvert år nedsættes med mindst 20 pct.

I lovens kapitel VII (§§ 33-35) er optaget enkelte bestemmelser om tilsyn med boliger uden for de bymæssige bebyggelser. For disse områder, der altså ikke falder ind under lovens almindelige bestemmelser, udøves det sundhedsmæssige boligtilsyn på grundlag af sundhedsvedtægterne. Et boligtilsyn uden for byerne kan således kun iværksættes i de kommuner, der har sundhedsvedtægter, som indeholder boligtilsynsbestemmelser.

Bestemmelserne hjemler adgang for myndighederne til at træffe beslutninger, som tager sigte på at hindre, at bygninger ved deres indretning eller tilstand frembyder særlig brandfare for personer, der opholder sig deri, og svarer til den for byerne gældende tilsvarende bestemmelse.

Skorstensfejeren foretager på kommunalbestyrelsens vegne det lokale tilsyn i forbindelse med det årlige brandsyn på boligerne.

Medens det beror på skorstensfejerens skøn, om der i det enkelte tilfælde foreligger sådan særlig fare, at der er grundlag for at afgive indberetning, er den besluttende myndighed henlagt til amtmanden.

Loven trådte i kraft 1. oktober 1959.

I det oprindelige forslag var det i forslag til byggelov for købstæderne foreslåede amtsbygningsråd ankemyndighed for sundhedskommissionernes beslutninger, og det skulle tillige træffe beslutning i tilfælde af særlig fare for brand. Da det nævnte lovforslag ikke gennemførtes i indeværende folketingsår, erstattedes amtsbygningsrådet de nævnte steder af henholdsvis boligministeren og amtmanden. Boligministeren er endvidere ankemyndighed for amtmandens beslutninger i tilfælde af særlig brandfare.

I de i udvalgsbetænkningen anførte bemærkninger om de nævnte ændringer siges bl. a.:

„Af praktiske grunde bør det på længere sigt tilstræbes, at ankemyndigheden henlægges til mere lokalt prægede organer, når der skabes sikkerhed for, at sådanne kan sammensættes på saglig tilfredsstillende måde. Såfremt amtsbygningsrådene senere bliver en realitet, bør amtsbygningsrådene indsættes som ankemyndighed, hvilket kan ske ved en lovændring sideløbende med folketingets behandling af byggeloven."

Lovforslaget fik en velvillig modtagelse i folketinget. Det behandledes som nævnt sammen med et lovforslag om sanering af usunde bydele, og forhandlingerne angik væsentligst sidstnævnte lovforslag. Herom henvises til dettes omtale.

Boligministeren bemærkede i sin fremsættelse, at lovforslaget om boligtilsyn ikke brød med 1939-lovens principper, men der tilstræbtes en klaring og en mindre udbygning af de hidtidige bestemmelser.

Det var for ministeren et spørgsmål, om man ikke allerede nu — ud over de særlige regler i kapitel VII — burde lade de regler, der gælder for byerne, komme til også at gælde for landkommunerne.

Carl P. Jensen (S) frygtede, at boligtilsynets mulighed for at pålægge en ejer de til afhjælpning af en mangel fornødne foranstaltninger var for snævert økonomisk begrænset. Også enkelte andre spørgsmål måtte drøftes nærmere, men han fandt i øvrigt lovforslaget påkrævet og værdifuldt.

Også Lorentzen (V) ønskede visse enkeltheder drøftet nærmere. Han fandt i øvrigt stort set lovforslagets regler tilfredsstillende og advarede mod at lade loven som helhed gælde for landkommunerne.

Adolph Sørensen (KF) fremhævede det rigtige i at befæste og udbygge det kommunale selvstyre og måtte derfor tage forbehold over for bestemmelsen om at nedsætte særlige boligkommissioner, som kunne medføre en unødvendig og fordyrende udvidelse af administrationen. Med samme begrundelse tog han forbehold over for udvidelsen til to boligtilsynsråd med eget sekretariat.

Lannung (RV) lagde megen vægt på, at boligtilsynsloven kunne give grundlag for en virkelig forbedring af boliger med mangler, som med rimelighed kunne afhjælpes. Han efterlyste i øvrigt en større samordning af lovgivningen vedrørende byggeri, byplanlægning, fredning o. s. v., en lovgivning af rationel, samlende karakter.

Også retsforbundets ordfører (Sandau) og den kommunistiske ordfører (Alfred Jensen) tilsagde velvillig behandling, sidstnævnte dog med mange forbehold.

Om udvalgets drøftelser henvises i det hele til den ret udførlige betænkning. Af de gennemførte ændringer er enkelte omtalt i det foregående.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt.