Loven afløser byggestøtteloven af 14. april 1955, som ophørte med at have gyldighed den 1. april 1959.
Der er en nøje sammenhæng mellem denne lov og den ovenfor omtalte lejelov. Om hovedprincipperne i de to nævnte love og om
deres tilknytning til nogle andre samtidig gennemførte love henvises til de indledende bemærkninger i omtalen af lejeloven.
Idet der i øvrigt henvises til nedenstående bemærkninger om lovens indhold, skal her alene dens hovedlinjer trækkes op.
Der tilsigtes en gradvis nedsættelse af statens samlede udlån til boligbyggeri, således at statsfinansieringen gradvis erstattes af en statsgarantiordning. Boligstøtten samles således i højere grad om byggeri for de mindrebemidlede befolkningsgrupper, mens en væsentlig del af parcelbyggeriet fremtidig tænkes gennemført ved privat finansiering.
Det er lovens forudsætning, at der i de nærmeste år søges gennemført et byggeprogram svarende til de senere års produktion på ca. 23 000 lejligheder årligt. For at sikre den fornødne kapital hertil åbner loven — foruden statsgarantiordningen — mulighed for at godkende oprettelsen af et eller flere finansieringsinstitutter med det formål at yde sekundære lån til opførelse eller ombygning af beboelsesejendomme.
Loven indeholder nye regler for statslån og tilskud til forbedring af ældre ejendomme m. v.
Huslejetilskudsordningen udvides til hele den eksisterende boligmasse, og reglerne er ændret på forskellige punkter.
Der er foretaget en række ændringer i reglerne vedrørende det sociale byggeri.
I det følgende omtales lovens væsentligere bestemmelser og de vigtigste af de under behandlingen i folketinget gennemførte ændringer.
1. Finansieringen af nybyggeriet:
Som nævnt er et af lovens væsentligste formål at indlede en gradvis overgang fra statslån til statsgaranti.
Der er ikke i loven fastlagt et program af en på forhånd fikseret størrelse, idet det ikke på nuværende tidspunkt er muligt for længere tid fremover at danne sig et sikkert skøn herover. I §§ 1-3 er fremsat nogle mere almindelige betragtninger om målet for byggeriet, og der er tillagt boligministeren bemyndigelse til at fastsætte tidsfrister for det støttede byggeris påbegyndelse og gennemførelse samt til i øvrigt at træffe midlertidige foranstaltninger til regulering af bygge- og anlægsvirksomheden. (Sidstnævnte bestemmelse er overført fra valutaloven). Derudover har man i § 10 åbnet mulighed for, at de programmer, som skal danne grundlag for bevillingsvirksomheden, fastlægges på perioder på 3 år ad gangen, så at såvel ministeriet som de byggende får mulighed for mere langsigtede dispositioner.
Ved overgangen fra statsfinansiering til finansiering over det almindelige kapitalmarked bliver det mere nødvendigt end tidligere at sikre en stabil udvikling på kapitalmarkedet, og § 3 bemyndiger derfor finansministeren til i tiden indtil 1. april 1963 efter samråd med boligministeren og Danmarks nationalbank at foretage opkøb og gensalg af obligationer inden for nettobeløb, hvis størrelse fastsættes på de årlige finanslove.
Bestemmelsen, der i sin oprindelige form ikke var tidsbegrænset og ikke foreskrev samråd med Danmarks nationalbank, blev udsat for en del kritik og gav anledning til debat både i og uden for folketinget. Den fik sin endelige formulering efter vedtagelsen af et i udvalgsbetænkningen stillet ændringsforslag. I bemærkningerne til dette siges det:
„Den bemyndigelse, der ved lovforslagets § 3 tillægges finansministeren til efter samråd med boligministeren at foretage opkøb og gensalg af obligationer, tager sigte på at afbøde virkningerne af pludselige og kortvarige udsving i obligationskurserne, som i begyndelsen særligt vil kunne ramme obligationer fra de nye finansieringsinstitutter, indtil disse har opnået en mere grundfæstet placering på markedet.
Der må derfor lægges vægt på, at den foreslåede bemyndigelse bibeholdes, men den vil kunne gøres tidsbegrænset indtil 1. april 1963 og vil kunne udøves ikke blot efter samråd med boligministeren, men også efter samråd med Danmarks nationalbank."
Da det må forudses som en mulighed, at der ikke — selv med tilbud om statsgaranti — igennem de eksisterende pengeinstitutter eller finansieringskanaler vil kunne skaffes en tilgang af kapital, som er tilstrækkelig til at opretholde et boligbyggeri af det tilsigtede omfang, gives der i lovens kapitel II hjemmel til at godkende oprettelsen af et eller flere nye finansieringsinstitutter, der har til formål at yde sekundære lån til opførelse eller ombygning af beboelsesejendomme, byggeri i henhold til kapitel V (med socialt og kulturelt formål) samt kontor- og forretningsejendomme (§ 4).
Efter det oprindelige lovforslag kunne godkendte finansieringsinstitutter kun yde lån til opførelse eller ombygning af beboelsesejendomme.
Den foretagne ændring giver institutterne mulighed for også at give lån til byggeri efter kapitel V og — under hensyn til saneringsbehovet — til kontor- og forretningsejendomme. Udvidelsen betyder ikke, at der skal kunne ydes statsgaranti på lån til kontor- og forretningsejendomme, og det forudsættes, at långivningen til disse ejendomme baseres på særlige obligationsserier.
§ 5 giver mulighed for et samarbejde mellem institutterne med henblik på udstedelse af fælles obligationer.
Lovforslaget bestemte i sin oprindelige form, at boligministeren som vilkår for at meddele godkendelse af et finansieringsinstitut kunne betinge sig, at staten blev repræsenteret i instituttets ledelse. Denne adgang begrænsedes under behandlingen i folketinget til alene at gælde institutter, for hvilke staten i medfør af § 9 tegner garantikapital.
I øvrigt undergives institutterne et offentligt tilsyn, som — i lighed med tilsynet med kredit- og hypotekforeningerne — udøves af boligministeren (§ 8).
Ifølge § 6 skal et af instituttet ydet lån have sikkerhed inden for 75 pct. af, hvad der efter instituttets bedste skøn er pantets værdi. Denne lånegrænse kan dog forhøjes i det omfang, staten eller en kommune i medfør af reglerne i kap. III yder garanti for et lån, eller der på anden måde stilles uomtvistelig god sikkerhed efter boligministerens nærmere bestemmelse inden for de i kapitlerne III, V og VI fastsatte lånegrænser.
Bestemmelsen fik sin endelige form under behandlingen i folketinget.
Lånene kan ifølge § 7 effektueres kontant eller ved udlevering af kasseobligationer.
Amortisationsperioden for de af instituttet ydede lån må ikke overstige 45 år for lån til udlejningsbyggeri og 30 år for lån til ejendomme til brug for ejerne.
Reglerne om garanti for lån til boligbyggeri m. v. findes i kap. III (§§ 10-18).
Herefter kan boligministeren på statskassens vegne give tilsagn om overtagelse af garanti for oprykkende, sekundære prioritetslån (§ 10, stk. 1).
Hvad angår garanti for lån til det sociale byggeri, svarer bestemmelsen i § 11 i princippet til den hidtidige statslånsordning.
Garantiordningen for det private byggeri (§12) bygger på den forudsætning, at sparekasserne og de nye finansieringsinstitutter overtager den del af belåningen efter den hidtidige lovs kap. V A, der er gået til de større parcelhuse, således at denne del af byggeriet kan gennemføres helt uden offentlig kaution.
Derimod er det antaget, at den del af det mindre parcelbyggeri, der har været omfattet af den hidtidige lovs kap. IV (for mindrebemidlede), fortsat har behov for offentlig støtte i form af kaution.
Betingelserne for at opnå garanti for lån til parcelbyggeri for mindrebemidlede svarer nogenlunde til de vilkår, der gælder for ydelse af statslån efter de hidtil gældende regler. Dog skal sådant byggeri kunne opføres med salg for øje ikke blot af sociale boligforetagender, men også af andre.
Der åbnes endvidere mulighed for, at staten i et vist omfang kan påtage sig garanti også for lån til parcelhusbyggeri for personer, der ikke kan karakteriseres som mindrebemidlede, samt for lån til udlejningsbyggeri. Da dette byggeri efter loven ikke skal underkastes de samme udgiftsbegrænsninger som det mere socialt prægede byggeri, bestemmes det for at begrænse statens forpligtelser, at garantien højst kan omfatte et beløb på 8 000 kr. pr. lejlighed i etageejendomme og 11 000 kr. pr. lejlighed i parcel- og rækkehuse. En sådan begrænsning vil svare til den i 1955-lovens kap. V A indeholdte bestemmelse om, at statslånene ikke kan overstige 25 000 kr. pr. lejlighed.
I det oprindelige lovforslag var den nedre grænse for statens overtagelse af garanti for lån fastsat til 75 pct. af ejendommens værdi. Ved et under behandlingen gennemført ændringsforslag nedsattes denne grænse til 65 pct., hvorved man tilsigter at gøre det muligt for låntagerne at opnå lån på gunstigere vilkår og dermed en formindskelse af de årlige driftsudgifter.
De ovennævnte maksimumsbeløb fastsattes i overensstemmelse hermed.
Lånegrænserne omtales nedenfor.
§ 17 giver kommuner adgang til — med tilsynsmyndighedens samtykke — at yde garanti for lån til byggeri. Herved lovfæstes kommunernes hidtidige adgang til at bistå ved finansiering af boligbyggeri.
Det er forudsat, at garanti for lån ydes efter ansøgning i de enkelte tilfælde. Der er dog gjort den undtagelse, at generelle garantibemyndigelser skal kunne gives finansieringsinstitutter, når der er tale om finansiering af typehuse, der på forhånd har fået en principiel godkendelse i boligministeriet med hensyn til konstruktion, kvalitet, pris og finansiering (§ 18).
Statslånevirksomheden skal fremtidig kun være subsidiær og supplerende i forhold til statsgarantivirksomheden. Da det må forudses, at der kan hengå nogen tid, før statsgarantiordningen er indarbejdet og eventuelle nye låneinstitutter etableret, indeholder loven en aftrapning af statslånevirksomheden over en 3-årig periode. Aftrapningen gennemføres efter regler, som er fastsat i kap. IV (§§ 19-27), således:
Som en særlig overgangsordning blev det i § 124 fastsat, at der kunne bevilges 3 500 lejligheder i første halvår af 1959 efter bestemmelserne i den hidtidige lovs kap. VA. Begrundelsen er den, at der som følge af, at et finansårs kap. V A-bevillinger allerede sendes ud i det foregående finansårs sidste kvartal, var opstået et hul i bevillingsmulighederne, som kunne skabe beskæftigelsesmæssige vanskeligheder i første halvår af 1959. Endvidere åbnedes efter bestemmelsen mulighed for efter de hidtil eksisterende statslåneregler at bevilge statslån til indtil 4 000 lejligheder i socialt byggeri og 2 000 lejligheder i parcelbyggeri i halvåret 1. april-30. september 1959. I det omfang sidstnævnte bevillingsmulighed udnyttedes, skulle tallene i aftrapningsordningen nedsættes tilsvarende.
Lånegrænserne såvel for statslånene som for de statsgaranterede lån vil som hidtil afhænge af bygherrekategori og er i loven fastsat til: for socialt byggeri 94 pct. (§§ 11 og 21), for mindrebemidlede parcelbygherrer 90 pct. (§§ 12 og 23) og for privat byggeri 85 pct. (§§ 12 og 27), alt under forudsætning af kommunegaranti.
Forrentningen af lånene vil komme til at afhænge af markedsvilkårene, hvorimod afdragstiden er fastlagt i loven således: udlejningsbyggeri såvel privat som socialt 45 år og parcel- og rækkehuse til brug for ejeren 30 år (§§ 14 og 45).
For at stimulere andelsboligforeningernes virksomhed bestemmes det (i § 20, stk. 2), at halvdelen af udlånsmidlerne til de sociale boligforetagender skal anvendes som udlån til andelsboligforeninger. Den del af udlånsmidlerne til andelsboligforeninger, der ikke er eller vil kunne forventes udnyttet i finansåret, kan boligministeren efter den 1. januar overføre til udlån til andre sociale boligforetagender.
Til indretning af lejligheder i det sociale byggeri for den mindstbemidlede del af befolkningen kan boligministeren (§ 20, stk. 3) yde statstilskud omfattende højst 2 000 lejligheder årlig. Dette betyder en væsentlig udvidelse i forhold til den hidtidige virksomhed på dette område, idet der efter 1955-loven kun har været mulighed for at yde tilskud til ca. 350 lejligheder årlig. Der har imidlertid vist sig at være et stærkt stigende behov for disse midler. Samtidig ændres tilskudsvilkårene således, at staten af tilskuddet på 35 pct. dækker 20 pct., mens kommunen og virksomheden tilsammen dækker 15 pct. Der er ikke i loven angivet noget om, hvorledes kommunen og virksomheden i det enkelte tilfælde fordeler byrderne imellem sig. Der åbnes adgang for ministeren til i ganske særlige tilfælde at forhøje statens del af tilskuddet til 25 pct.
I kap. V (§§ 28-32) gives hjemmel til at yde statslån til kulturelle og sociale institutioner. Bestemmelserne svarer i det store og hele til de hidtidige regler herom, dog er det som et led i begrænsningen af statens udlån bestemt, at lån fremtidig ikke ydes til kommuner, men alene til private institutioner.
Der er som hidtil hjemmel for at yde generelle subsidier i form af m2-tilskud. Bestemmelserne herom findes i kap. IX (§§ 60-65) og svarer i det væsentlige til 1955-lovens bestemmelser.
De maksimale årlige m2-tilskud er (i § 60) fastsat således:
For byggeri opført af et socialt boligforetagende eller af en kommune: 8 kr. 50 øre. Forhøjelsen fra det hidtidige beløb på 7 kr. skyldes, at det efter loven ikke er muligt at videreføre den lempelse af kapitaludgifterne på ca. 1 kr. 50 øre pr. m2, som efter 1955-loven er indrømmet gennem henstand med afdragene på statslån.
For privat udlejningsbyggeri: 4 kr. Der er her sket en nedsættelse fra 5 kr. under hensyn til de lavere kapitaludgifter.
For parcelbyggeri for mindrebemidlede: 8 kr. 50 øre.
På samme måde som efter den hidtil gældende lov ydes driftstilskud kun fuldt ud til udgangen af 1966. Derefter aftrappes tilskuddene med henholdsvis 1 kr. og 75 øre årligt og bortfalder senest med udgangen af 1973.
Beregningsreglerne lempedes i øvrigt under behandlingen for så vidt angår lejligheder for stærkt bevægelseshæmmede.
Den hidtidige hjemmel for stempel- og gebyrfritagelse er ikke optaget i loven.
II. Statslån og tilskud til forbedring af ældre ejendomme m. v.:
Som en nydannelse inden for boliglovgivningen er der i kap. VI (§§ 33-40) etableret en statslåneordning til finansiering af visse bygningsforbedringer i ældre ejendomme samt til finansiering af lejere, der ønsker at overtage den lejede ejendom som andelsforening.
Lån kan herefter ydes til forbedring af varmeanlæg, varmeisoleringsarbejder, forbedring af sanitære installationer, forbedring af køkkener og andre forbedringer, hvorved ejendommens brugsværdi forøges i væsentlig grad.
Lån kan endvidere ydes til indretning af fællesanlæg for beboerne i en eller flere ejendomme samt — efter en i folketinget foretaget tilføjelse — til ændring af lejligheder for at gøre dem egnede til beboelse for stærkt bevægelseshæmmede (§ 34).
Ifølge §§ 35 og 36 kan der ydes statslån til gårdrydninger og udtynding af bebyggelsen med henblik på at skabe mere rimelige udnyttelsesgrader, bygningsafstande o. lign. Tilskud kan i visse tilfælde ydes, såfremt kommunen yder tilsvarende tilskud.
Lån kan kun ydes, hvor arbejderne ikke har karakter af vedligeholdelse og det ikke drejer sig om arbejder, som kunne være gennemtvunget i henhold til bygningslovgivningen eller lovgivningen om boligtilsyn og sanering. Lånene kan i forbindelse med tillægslån til foranstående lån udgøre indtil 90 pct. af udgifterne (§ 37).
Til lejligheder, der tilvejebringes ved om- eller tilbygning til ældre ejendomme, kan der ydes årlige m2-tilskud, der dog ikke kan overstige 6 kr. 50 øre i socialt eller kommunalt byggeri og 2 kr. i privat byggeri (§ 60).
Ved overdragelse af ejendomme til disses hidtidige lejere på andelsbasis kan boligministeren yde lån til delvis dækning af andelshavernes eget indskud (§ 38).
Lån kan kun ydes, såfremt købesum og de øvrige vilkår for købet efter boligministerens skøn kan anses for rimelige.
Lånet kan sammenlagt med foranstående belåning højst udgøre 85 pct. af den godkendte købesum for ejendommen.
De eksisterende sociale boligforetagender kan yde bistand ved etableringen af sådanne andelsforetagender og ved forvaltningen af ejendommene.
III. Huslejetilskuddene:
Bestemmelserne om huslejetilskud er samlet i 4 kapitler: Kap. X (§§ 66-73) huslejetilskud til familier og enligstillede med børn.
Kap. XI (SS 74-79) om folkepensionistboliger.
Kap. XII (SS 80-84) særlige regler for invalider.
Kap. XIII (SS 85-97) fælles regler for huslejetilskud til de nævnte grupper.
Lovens regler om huslejetilskud er en videreførelse og udbygning af de hidtidige bestemmelser.
I afsnittet om huslejetilskud til familier og enlige med børn er de vigtigste ændringer i forhold til de hidtil gældende regler følgende:
1. Mens huslejetilskud hidtil først og fremmest er ydet til lejere og indehavere af andelsboliger i byggeri opført med statslån — og dermed fortrinsvis til byggeri af nyere dato — og i mindre omfang til ejere af parcel- og rækkehuse opført med statslån, kan huslejetilskud efter de nu gennemførte regler (§§ 66 og 69) udbetales til:
a) Lejere — og indehavere af andelsboliger — i alle ejendomme, uanset om der er ydet statslån til deres opførelse, og uanset om ejendommen drives på forretningsmæssig basis eller af et socialt boligforetagende, når blot lejlighederne opfylder visse nærmere angivne krav med hensyn til beliggenhed, udstyr, kvalitet og leje m. v. (§ 69, stk. 2).
b) Ejere af parcel- og rækkehuse, der efter 1. oktober 1954 er opført med statslån og driftstilskud (som hidtil).
c) Ejere af parcel- og rækkehuse, hvortil der er ydet driftstilskud, men ikke statslån.
d) Ejere af parcel- og rækkehuse, hvis opførelse påbegyndes den 1. april 1959 eller senere, selv om der ikke er ydet statslån eller driftstilskud, når blot huset er af mindre type og med hensyn til kvalitet og anlægsudgifter svarer til huse, hvortil der kunne ydes statslån.
2. Den gældende forskel i størrelsen af de huslejetilskud, der kan ydes henholdsvis i lejligheder taget i brug før 1. januar 1950 og i lejligheder, der er taget i brug efter denne dato, er ophævet under hensyn til den tilnærmelse af huslejeniveauerne, som bestemmelserne i lejeloven og nærværende lov tilstræber.
De satser for huslejetilskud, der er anvendt i loven, svarer til de satser, der efter de hidtil gældende regler er fastsat for lejligheder taget i brug efter 1. januar 1950 (§ 67).
3. Indkomstkriterierne er ændret i forhold til den hidtidigede ordning. Således er ydelse af huslejetilskud ikke længere knyttet til den såkaldte „sygekassegrænse", jfr. folkeforsikringslovens § 6, stk. 1, men til en særlig indtægtsgrænse på 12 000 kr. + 600 kr. pr. barn i skattepligtig indkomst (§ 71), der pristalsreguleres (§ 72). For en familie med 3 børn betyder denne regel, at huslejetilskuddet aftrappes over et indkomstinterval på fra 13 800 kr. til ca. 18 000 kr.
4. Den indtægt, der er afgørende for, om huslejetilskud kan ydes, er ikke som hidtil alene boligtagerens skattepligtige indtægt, men den skattepligtige indtægt, som samtlige medlemmer af husstanden tilsammen har, "husstandsindkomsten" (§ 85).
5. De personer, der ved lovens ikrafttræden oppebærer huslejetilskud, og som ville få et mindre huslejetilskud efter reglerne i forslaget, bevarer retten til det højere tilskud indtil den 1. juli 1961 (§ 119).
6. Udgifterne ved huslejetilskud, der hidtil er blevet delt mellem stat og kommune med halvdelen til hver, skulle efter det oprindelige forslag udelukkende bæres af kommunerne. Dette hænger sammen med, at den samtidig gennemførte lov om ekstraordinær grundskyld og ejendomsskyld vil give kommunerne forøgede indtægter. Efter en i folketinget foretaget ændring videreføres imidlertid de hidtidige regler om statsrefusion af kommunernes udgifter til huslejetilskud til invalide- og folkepensionister med bolig i kommunalt og socialt byggeri samt til huslejetilskud til børnerige familier, men dog således at statens andel fastsættes til 113 af udgifterne (§ 92).
En tilsvarende ændring foretoges med hensyn til statsrefusion af kommunernes udgifter til driften af kommunale folkepensionistboliger (§ 76).
Huslejetilskud til gamle og invalider ydes i princippet efter de samme regler som i den gældende lov.
Efter vedtagelsen af et i udvalgsbetænkningen stillet ændringsforslag kan tilsvarende lejenedsættelse efter kommunalbestyrelsens bestemmelse ydes folke- og invalidepensionister, der bebor lejligheder i ejendomme, der er opført eller erhvervet efter den 1. juli 1951 af en stiftelse, såfremt kommunalbestyrelsen finder lejlighederne egnede og stiftelsen af egne midler yder bidrag til nedsættelse af lejen i de pågældende lejligheder. Kommunalbestyrelsen kan stille krav om godkendelse af særlige vedtægter for sådanne stiftelser (§ 77).
Et i tillægsbetænkningen stillet ændringsforslag medførte yderligere, at der for stærkt bevægelseshæmmede kan ydes huslejenedsættelse i alt byggeri opført efter 1933 af kommuner eller godkendte sociale boligforetagender, såfremt lejligheden er egnet (§ 80, stk. 2).
Adgangen til at opnå en folkepensionistbolig er nu betinget af kommunens godkendelse, hvilket svarer til de regler, der gjaldt ifølge ændringen af byggestøtteloven i 1951 og indtil loven af 1955.
I forbindelse med huslejetilskudsordningen skal i øvrigt nævnes bestemmelserne i § 117.
For de mindstbemidlede er her ligeledes indført et nyt begreb (§ 117, stk. 3), idet man parallelt med husstandsindkomsten på 12 000 kr. har indført en regulerbar grænse på 9 000 kr. I modsætning til tidligere, hvor fordelen ved de særlige tilskud til byggeri for mindstbemidlede bortfaldt på en gang, når en lejer ikke længere var mindstbemidlet (2/3 af „sygekassegrænsen"), gennemføres der nu en aftrapning (§ 106). Denne nye bestemmelse i forbindelse med den ovenfor nævnte bestemmelse om aftrapning af tilskuddet for børnerige familier betyder, at de boligtagere, der opnår huslejetilskud, får deres nettohusleje reguleret inden for et indkomstinterval, der for en familie med 3 børn strækker sig fra en husstandsindkomst på 10 800 kr. til ca. 18 000 kr.
Ifølge paragraffens oprindelige formulering krævedes det, for at en person kunne anses for mindrebemidlet, at vedkommende opfyldte de økonomiske betingelser for at være nydende medlem af en statsanerkendt sygekasse, hvilket svarede til de hidtidige regler.
Efter et af sygeforsikringskommissionen fremsat ønske om ikke at benytte „sygekassegrænsen" ved definitionen af mindrebemidlethed fastsattes under folketingets behandling også for mindrebemidlede en selvstændig indkomstgrænse, baseret på husstandsindkomsten. Grænsen er 16 000 kr., der pristalsreguleres ((§ 117, stk. 1). Herved opnår man at få en yderligere udjævning af indkomstgrænserne, således som man har tilstræbt ved bestemmelsen i § 71, idet en familie med 3 børn vil være mindrebemidlet, blot indtægten ikke overstiger 19 000 kr., mens retten til huslejetilskud som anført falder bort ved en indtægt på 18 000 kr. Det nævnte maksimumsbeløb kan endvidere (ifølge stk. 2) med finansudvalgets samtykke forhøjes eller nedsættes i det omfang, der i medfør af § 88 i lov nr. 154 af 7. juni 1958 om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd foretages forhøjelser eller nedsættelser. Herved tages der hensyn til velstandsstigningen i samfundet i lighed med den regulering af „sygekassegrænsen", som finder sted i henhold til folkeforsikringsloven.
IV. Forholdet til det sociale byggeri:
Bestemmelserne om de sociale boligforetagenders virksomhed findes i kap. XV (§§ 103-115) og svarer i det væsentlige til 1955-lovens bestemmelser.
De vigtigste ændringer er følgende:
1. Der indføres en ordning, hvorefter de boligtagere, der har gennemført en opsparing med henblik på indskudsbetaling, opnår en fortrinsret til opnåelse af lejligheder i andelsboligforeninger (§ 105).
2. Der gives lejerne i de sociale boligselskaber en vis indflydelse på selskabernes virksomhed (§ 104).
3. Der åbnes hjemmel for boligministeren til at tillade rykning af tidligere bevilgede statslån med henblik på fremskaffelsen af likvide midler til brug for finansiering af nyt byggeri. Den samlede belåning må dog ikke overstige ejendommens værdi med fradrag af et beløb svarende til beboernes indskud. (Efter det oprindelige forslag måtte belåningen ikke overstige 90 pct. af ejendommens værdi). (§ 111, stk. 2).
Under behandlingen i folketinget foretoges følgende ændringer, der tager sigte på at øge de sociale boligforetagenders muligheder for ved tegning af garantikapital at medvirke til etablering af finansieringsinstitutter i henhold til kapitel II:
I § 111, stk. 2, indsattes som nyt punktum:
„Midler, der er indbetalt til foretagendets byggefond, kan inden for en af boligministeren fastsat grænse anvendes til tegning af garantikapital for institutter, der opnår godkendelse efter reglerne i lovens kapitel II."
I § 112 indsattes som nyt stk. 3:
„Midler, der i foretagendets ejendomme er henlagt til fornyelse af tekniske installationer, hovedistandsættelse el. lign., kan normalt ikke anvendes til andre formål end dem, hvortil de er henlagt. Med boligministerens samtykke kan dog indtil 25 pct. af de samlede midler af nævnte art inden for foretagendet anvendes til tegning af garantikapital for institutter, der opnår godkendelse efter reglerne i lovens kapitel II."
V. Forskellige bestemmelser:
Der gives hjemmel for boligministeren til at forlænge de hidtidige 22-årige skattelempelser (§ 101).
De hidtidige ordninger vedrørende ydelse af lån til totalprojektering og til grundkøb bibeholdes (§ 121).
Bestemmelserne i kap. II (om oprettelse af finansieringsinstitutter) og § 124, stk. 1 (hvorefter der som en overgangsordning kan bevilges 3 500 lejligheder i første halvår af 1959 efter 1955-lovens kap. V A), træder i kraft den 1. januar 1959.
I øvrigt træder loven i kraft den 1. april 1959. Loven gælder ikke for Grønland (§ 125).
Angående lovens økonomiske konsekvenser anføres på grundlag af lovforslagets bemærkninger:
1. Finansieringen.
Efter den nugældende lov har man for indeværende finansår [1958-59] et rådighedsbeløb for statslån på 320 mill. kr. (indbefattet rådighedsbeløbene for boligbyggeri i forbindelse med værftet på Lindø). Dette rådighedsbeløb har muliggjort et boligbyggeri på ca. 15 000 boliger, hvoraf ca. 11 500 boliger med tilskud. Ud over det statsfinansierede byggeri påregnes der i finansåret ydet støtte i form af m2-tilskud til ca. 4 000 privatfinansierede boliger. Den samlede årlige udgift til m2-tilskud vedrørende det støttede byggeri i indeværende finansår kan anslås til ca. 10 mill. kr.
Tænker man sig det første år efter lovens ikrafttræden gennemført en boligproduktion på 23 000 boliger, hvoraf 6 000 helt uden boligministeriets mellemkomst i form af statslån, statsgaranti eller m2-tilskud, og går man ud fra, at den foreslåede tilpasning af huslejeniveauerne hurtigt vil give sig udslag i højere 1. og 2. prioritetslån, kan det skønnes, at statslånene vil andrage 197 mill. kr., statsgarantier i henhold til kap. III 55 mill. kr. og statstilskud 27 mill. kr.
Aftrapningen af det antal lejleigheder, der kan opnå statslån, og den påregnede forøgelse af den foranstående belåning vil under forudsætning af et stabilt prisniveau medføre en formindskelse af statens udlån med ca. 20 mill. kr. årlig indtil finansåret 1962-63, hvor udlånene til boligbyggeri vil andrage ca. 100 mill. kr. Samtidig hermed vil statens garantiforpligtelser stige ca. 7-8 mill. kr. årligt pr. årgang byggeri.
Udgifterne til m2-tilskud vil stige med ca. 9 mill. kr. årlig til 60-70 mill. kr. i 1967, hvorefter beløbet gradvis nedsættes og falder bort med udgangen af 1973.
2. Huslejetilskudsordningerne.
Ifølge bemærkningerne vil udgifterne til huslejetilskud efter den gældende lov for 1958-59 i alt andrage 32 mill. kr., der fordeles ligeligt mellem stat og kommune med 16 mill. kr. til hver.
Da udgifterne til huslejetilskud efter det oprindelige forslag helt skulle dækkes af kommunerne, regner bemærkningerne med en besparelse for statskassen på 16 mill. kr. Udgifterne til huslejetilskud efter lovforslaget vil ifølge bemærkningerne andrage i alt 52 mill. kr. Efter de under folketingsbehandlingen gennemførte ændringer, som er omtalt i det foregående, kan statens udgifter til refusion af disse tilskud anslås til godt 17 mill. kr.
Lovforslaget fremsattes sammen med lejelovsforslaget og behandledes i folketinget sammen med dette og andre dertil knyttede lovforslag. Om de ret omfattende forhandlinger, som lovforslagene gav anledning til, må i det store og hele henvises til Folketingstidende.
Når venstre og det konservative folkeparti ikke kunne medvirke til lovforslagenes gennemførelse og stemte imod — det gælder også nærværende lovforslag — var en af de væsentligste årsager de ekstraordinære ejendomsskatter, der indgik som led i lovkomplekset.
Selv om en del af de afviklingstendenser, som lovforslaget indebar, fandt sympati hos de to nævnte partiers ordførere, fremhævede de til gengæld en række bestemmelser, som gav anledning til kritik. Denne samlede sig navnlig om følgende punkter:
Lovens § 3, som gav staten mulighed for at gribe ind i nationalbankens naturlige funktioner (jfr. de ved bestemmelsen anførte bemærkninger).
Den forskelsbehandling, som efter partiernes opfattelse gav sig udslag i, at det sociale byggeri fik urimelige begunstigelser.
De høje lånegrænser inden for dette byggeri, som ville modvirke en nedgang i byggepriserne.
Muligheden for statslån til lejeres overtagelse af ejendomme og til modernisering, hvilke finansieringer — som hidtil — burde ordnes ad privat vej.
Den betydelige udvidelse af de sociale tilskudsordninger.
Den kommunistiske gruppe vendte sig skarpt imod lovforslagets afviklingstendenser og understregede, at lovforslaget ikke gav mulighed for at sikre et boligbyggeri af tilstrækkeligt omfang. Fra kommunistisk side stilledes ved 2. behandling en række ændringsforslag, som bl. a. tilsigtede en forhøjelse af lånegrænsen for det sociale byggeri, en væsentlig forøgelse af mulighederne for at yde statslån til sociale boligforetagender og til erstatningslejligheder i forbindelse med sanering, forhøjelse af m2-tilskuddene og lempelser af reglerne om huslejetilskud. Ændringsforslagene forkastedes, og ved 3. behandling stillede Alfred Jensen (som omtalt i forbindelse med lejeloven) dagsordensforslag, der gik ud på at afvise de foreliggende lovforslag og gav nærmere retningslinjer for en fremtidig boliglovgivning. Også dette forslag forkastedes.
Lovforslaget gennemførtes med en række ændringer, hvoraf en del er omtalt i det foregående, og vedtoges ved 3. behandling med 84 stemmer (S, RV, DR) mod 69 (V, KF og DK). 1 medlem (Aksel Larsen, SF) stemte hverken for eller imod.