I den hidtidige lov om leje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 116 af 15. april 1955 som ændret ved lov nr. 52 af 5. marts 1958, var det bestemt, at loven, hvis gyldighed ophørte med udgangen af marts måned 1959, skulle optages til revision inden nævnte tidspunkt.

Nærværende lov afløser den hidtidige lejelov og tilsigter i forbindelse med de nedenfor nævnte love, der gennemførtes samtidig, at regulere den fremtidige boligpolitik.

Om den forudgående udvikling, som danner baggrunden for de nu gennemførte bestemmelser, skal i al korthed anføres:

Det siden 1939 gældende huslejestop har bevirket, at lejen i førkrigslejligheder i private og kommunale udlejningsejendomme ikke har kunnet tilpasse sig de stigninger i ejendommenes driftsudgifter, der har været en følge af stigningerne i prisniveauet, og har endvidere medført en betydelig forskel mellem, lejeniveauerne i ældre og nyere ejendomme.

Disse forhold indebærer en række uheldige virkninger. At lejen ikke er fulgt med stigningerne i driftsudgifterne, har således medført en forringelse af ejendommenes vedligeholdelsestilstand.

Forskellen i lejeniveauerne for ældre og nyere ejendomme har medført, at det ikke vil være muligt at opbygge den boligreserve, som er en nødvendig forudsætning for at opnå større bevægelighed på boligmarkedet. En stagnering i byggeriet må befrygtes i tilfælde af lejeledighed, idet denne hovedsagelig vil falde i det dyrere nybyggeri. Den heraf følgende usikkerhed påvirker foretagsomheden i nybyggeriet og mulighederne for dettes finansiering. Således har det lave lejeniveau i den ældre boligmasse påvirket kredit- og hypotekforeningernes låneniveau.

En anden følge af huslejeforskellen er en forholdsvis dårligere udnyttelse af de større lejligheder, idet personer med sådanne lejligheder i ældre ejendomme ikke har tilstrækkelig tilskyndelse til at opgive disse, når deres husstand mindskes.

Endelig medfører lejeforskellen en unormal boligefterspørgsel efter de ældre lejligheder, ligesom den har medvirket til, at der i det hele må regnes med en øget boligefterspørgsel som følge af det ændrede forhold mellem befolkningens indtægter og huslejen. Den store forskel i huslejen føles som uretfærdig af de lejere, der er henvist til at leje i det nye byggeri, og dette forhold forstærkes ved pristalsberegningen, som medfører, at lønmodtagerne i førkrigslejligheder får mere end fuld kompensation for lejestigningen, mens de i de nye lejligheder ikke får fuld dækning. I samme forbindelse kan også nævnes, at lejerne i det statsstøttede byggeri fra perioden 1941 og fremefter nu har fået huslejestigninger som følge af den i 1957 gennemførte forhøjelse af statslånsydelserne, jfr. boligministeriets cirkulære nr. 115 af 18. juni 1957. Dette forhold har medført en yderligere skærpelse af forskellen mellem lejen i den ældre og den nyere boligmasse.

Om forholdet mellem indkomst og husleje bemærkes, at det i tiden fra 1940 til 1957 har udviklet sig således, at den andel af en families skattepligtige indtægt, der medgår til betaling af husleje, brændsel og belysning, i det anførte tidsrum er faldet med ca. en tredjedel, såfremt familien bor i en gennemsnitslejlighed fra før 1940. For en familie med bolig i en nyopført lejlighed i socialt byggeri var den andel, der måtte betales i 1957 for en sådan lejlighed, lidt mindre end for en tilsvarende lejlighed i 1940, og i tilfælde, hvor der ydes huslejetilskud, adskilligt mindre.

De love, som sammen med lejeloven udgør det lovkompleks, hvorpå de nærmeste års boligpolitik skal hvile, er følgende:

Lov om boligbyggeri [se nærmest efterfølgende sag], lov om ekstraordinær grundskyld og ejendomsskyld til kommunen [se ovenfor under nr. 40], lov om ændring af lov om kommunale ejendomsskatter m. v. [se ovenfor under nr. 41] og lov om ændring i lov om folkeforsikring [se nedenfor under nr. 65].

Forinden en nærmere omtale af lejelovens indhold finder sted, skal hovedprincipperne i lovkomplekset kort anføres, idet der i øvrigt om enkeltheder må henvises til de anførte steder i årbogen.

Lovkompleksets hovedprincipper:

1. I de mindre kommuner, hvor forskellen mellem lejeniveauerne er af forholdsvis mindre betydning og boligproblemerne er ved at være løst, søges huslejerestriktionerne afviklet, men dog således at der sikres en lempelig overgang til de friere forhold, jfr. lejelovens § 106.

2. I områder, hvor huslejerestriktionerne opretholdes (dette gælder ubetinget kommuner med over 20 000 indbyggere), gives der — som en videreførelse af den i 1951 og 1955 gennemførte adgang til lejeforhøjelser — udlejerne mulighed for i løbet af 2 år at gennemføre en lejeforhøjelse med henblik på en tilpasning til driftsudgiftsstigninger og en forbedret vedligeholdelse, jfr. lejelovens §§ 113 og 114. Heraf bindes dog en del til indvendig og udvendig vedligeholdelse, jfr. §§ 67 og 115.

3. Med henblik på en yderligere tilpasning af lejeniveauet i den ældre boligmasse gennemføres i løbet af 2 år i København, Frederiksberg, købstæderne og de sønderjyske flækker en ekstraordinær grundskyld og ejendomsskyld til kommunerne.

4. Ved den nævnte lov om ændring af den kommunale ejendomsskattelov frigives fremtidig de tillægsejendomsskatter, der i henhold til lov nr. 166 af 24. maj 1955 opkræves i købstæderne, og henlægges til særlige fonds til imødegåelse af tab på garanti for statslån i henhold til byggestøttelovgivningen.

5. Provenuet heraf og af de nævnte ekstraordinære skatter tænkes anvendt til nedsættelse af de kommunale indkomstskatter (jfr. ovenfor under nr. 42) og vil i øvrigt skabe forudsætning for en række sociale og finansielle foranstaltninger, jfr. punkt 6-8.

6. Således udvides — med henblik på at give børnerige familier kompensation for lejestigningen i den ældre boligmasse — huslejetilskudsordningen for mindrebemidlede børnerige familier til at gælde også for lejligheder af en vis standard i den ældre boligmasse. Jfr. herom nærmere loven om boligbyggeri.

7. Endvidere forhøjes kommunernes rådighedsbeløb i henhold til folkeforsikringsloven, hvorved der gives mulighed for at yde hjælp til invalide- og folkepensionister til imødegåelse af lejeforhøjelsen.

8. Byggeriet for de mindstbemidlede opnår øget støtte, ligesom der ydes støtte til forbedring af boligforholdene i ældre ejendomme jfr. lov om boligbyggeri.

9. For nybyggeriet påtænkes en gradvis overgang fra statslån til statsgaranti for 3. prioriteter ydet enten af eksisterende eller af nye finansieringsinstitutter, jfr. lov om boligbyggeri.

Lovens indhold:

Loven er inddelt i i afsnit, hvis indhold kort gengivet er følgende:

1. afsnit: Almindelige bestemmelser om leje. Dette afsnit rummer i alt væsentligt de almindelige privatretlige bestemmelser om forholdet mellem ejer og lejer. Bestemmelserne svarer i hovedsagen til de regler, der har været gældende siden lejeloven af 1937, men er dog på forskellige punkter ændret og udbygget.

2. afsnit: Midlertidige bestemmelser om leje. Dette afsnit indeholder regler om huslejenævn, om indskrænkninger i adgangen til lejeforhøjelser m. v., særlige bestemmelser om visse huslejereguleringer m. v. samt særlige regler om udlejning til beboelse af enkelte værelser, møbleret lejlighed eller del heraf.

3. afsnit: Bestemmelser om boliganvisning, sammenlægning af lejligheder m. v. Dette afsnit indeholder regler, der viderefører den hidtidige boliganvisningsordning, samt bestemmelser om sammenlægning af lejligheder m. v., der i det væsentlige svarer til reglerne i lejeloven af 1955.

4. afsnit: Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser m. v.

I det følgende vil alene de væsentligste ændringer i forhold til den hidtidige lovs mere principielle bestemmelser blive omtalt, idet der i øvrigt om enkeltheder må henvises til loven og Folketingstidende. Væsentlige ændringer, som har fundet sted under behandlingen i tinget, vil ligeledes blive nævnt.

Første afsnit. Almindelige bestemmelser om leje (§§ 1-100):

Reglerne i dette afsnit finder principielt anvendelse på alle af loven omfattede lejemål. For lejemål, der tillige omfattes af regler i lovens øvrige afsnit, der afviger herfra, gælder bestemmelserne dog ikke. Herved bemærkes især, at de ekstraordinære bestemmelser om huslejestop og direkte offentlig kontrol med lejevilkårene nu findes i andet afsnit; dog er reglerne om opsigelsesforbud medtaget i dette afsnit, jfr. §§ 64 og 69.

Som nævnt svarer de almindelige kontraktsbestemmelser i hovedsagen til de tidligere regler. Af væsentligere ændringer skal anføres følgende:

Det fastslås nu (§ 52), at lejeren har ret til at foretage sædvanlig installation af telefon i det lejede. Det samme gælder installation af oliekamin eller indsættelse af olie- eller petroleumsbrænder eller anden lignende installation i kakkelovne, såfremt det ved sagkyndig erklæring godtgøres, at den pågældende skorsten ikke er uegnet hertil.

Lejeren har endvidere ret til at anbringe sædvanlig radio- og fjernsynsantenne på ejendommen, medmindre sådan er anbragt ved udlejerens foranstaltning til brug for lejeren eller udlejeren godtgør, at anbringelse ikke er nødvendig for at opnå tilfredsstillende sædvanlig radio- eller fjernsynsmodtagelse. Anbringelsen skal dog foretages således, at den ikke medfører ulempe for ejendommen eller dens beboere, og udlejeren kan i ejendomme med flere lejligheder forlange, at opsætning af radio- eller fjernsynsantenne skal ske i form af fællesantenneanlæg, således at andre lejere, der senere ønsker opsætning af antenne, får mulighed for tilslutning mod betaling af en forholdsmæssig andel af udgifterne. Ved antennens opsætning skal udlejerens anvisninger i øvrigt følges.

Lejeren er erstatningspligtig for skader, som forårsages af de nævnte foranstaltninger, og må på forlangende ved forsikring eller på anden måde holde udlejeren skadesløs.

De anførte nye bestemmelser indsattes under behandlingen i folketinget.

Det hidtil gældende almindelige forbud mod opsigelse opretholdes uændret i lovens gyldighedsperiode. For beboelseslejemål findes bestemmelsen i § 64 (jfr. den tilsvarende bestemmelse for erhvervslejemål i § 69, se nedenfor). For så vidt angår kommuner med et indbyggertal på ikke over 3 000, hvor huslejerestriktionerne bortfalder ifølge reglerne i § 106, stk. 2, nr. 1 (se nedenfor), kan kommunalbestyrelsen dog bestemme, at udlejeren fra et af den fastsat tidspunkt, dog tidligst 1. april 1961, kan afgive opsigelse efter regler, der svarer til 1937-lovens regler, jfr. nærmere paragraffens stk. 2-4. Disse regler indebærer, at et nyt lejemål kan opsiges i løbet af det første år efter dets indgåelse (prøveåret). Er det ikke bragt til ophør med dette års udgang, fortsættes det uopsigeligt fra udlejerens side i 2 år. Er det ikke ophørt ved denne periodes udløb, går det over i en ny 3 års periode og så fremdeles. Formuleringen af reglerne er dog ændret i forhold til 1937-lovens bestemmelser.

Den i 1955 gennemførte særlige opsigelsesadgang for tofamilieshuse er opretholdt. Bestemmelsen er tydeliggjort, jfr. stk. 5.

Bestemmelserne i § 65 om tilfælde, hvor lejeren uanset de almindelige opsigelsesregler i § 64 kan opsiges med det i lejeforholdet gældende varsel, svarer til 1955-lovens regler herom, dog med enkelte ændringer. Af disse skal nævnes, at udlejeren får adgang til opsigelse, når han ud over sin vedligeholdelsespligt har foretaget forbedringer af ejendommen og lejeren nægter at indgå på en til den øgede brugsværdi svarende lejeforhøjelse. Opsigelse kan dog tidligst afgives den 1. april 1961 og kun i kommuner med ikke over 3 000 indbyggere, hvor huslejerestriktionerne ikke er gældende (jfr. § 106, stk. 2, nr. 1). Reglen må ses i forbindelse med, at udlejerens adgang til i sådanne tilfælde at opnå en forhøjelse med huslejenævnets mellemkomst i de omhandlede kommuner bortfalder med udgangen af marts måned 1961.

Under udvalgsbehandlingen foretoges yderligere enkelte ændringer i paragraffens bestemmelser. Således sikres lejeren af en arbejder- eller funktionærbolig et opsigelsesvarsel på mindst 3 måneder. Der gives endvidere mulighed for, at en ældre medejer under visse betingelser kan opnå en bolig i ejendommen, selv om en anden medejer i forvejen har en bolig i denne. Endelig præciseres adgangen til ved opsigelse at skride ind over for uordentlige eller uefterrettelige lejere.

Den i 1955 indførte ordning, hvorefter udlejeren til opfyldelse af pligten til istandsættelse med tapet, hvidtning og maling (indvendig vedligeholdelse) skal afsætte en andel af de betalte lejebeløb på en vedligeholdelseskonto, videreføres som en almindelig ordning, jfr. § 67. Ordningen gælder herefter ufravigeligt i alle beboelseslejemål — herunder dog ikke lejemål om enkeltværelser eller møblerede lejligheder — hvor den indvendige vedligeholdelse påhviler udlejeren. Bestemmelserne gælder nu, uanset hvornår lejligheden første gang er udlejet, og uanset om lejeforhøjelser kan gennemføres i medfør af reglerne i § 113.

Mens den andel, der efter de hidtidige regler skulle afsættes, beregnedes som en procentdel af den pr. 1. september 1939 gældende leje eller for senere udlejede lejligheder af den leje, der gjaldt ved første udlejning, beregnes den nu af den til enhver tid gældende leje. Heraf skal hensættes følgende procenter:

1) For lejligheder, der var eller havde været udlejet den 1. september 1939, 10 pct.

2) For lejligheder, der første gang er udlejet i tiden fra 1. september 1939 til 31. december 1945, 9 pct.

3) For lejligheder, der første gang er udlejet den 1. januar 1946 eller senere, 8 pct.

I kommuner, hvor huslejerestriktionerne, jfr. lovens kapitel XVIII, er gældende, begrænses udlejerens afsættelsespligt dog til følgende maksima:

For lejligheder under

gruppe 1): 18 pct. af den pr. 1. september 1939 gældende leje.

gruppe 2): 15 pct. af lejen ved første udlejning.

gruppe 3): 12 pct. af lejen ved første udlejning.

De anførte maksima for afsætningsbeløbenes størrelse i kommuner, hvor huslejerestriktionerne opretholdes, indsattes under behandlingen i folketinget og medfører bl. a., at udlejere af ejendomme fra før 1. september 1939 sikres mod at afsætte større merbeløb til maling, hvidtning og tapetsering, end de ved lovens § 113 tilladte procentforhøjelser af huslejen andrager.

Om den udvendige vedligeholdelse henvises til omtalen af § 115.

Også i bestemmelserne om erhvervs- og forretningslejemål (§§ 68-73) opretholdes det almindelige opsigelsesforbud, jfr. § 69. På samme måde som angivet ovenfor i § 64 (om beboelseslejemål) gives der dog mulighed for en tilbagevenden til 1937-lovens opsigelsesregler. Disse svarer til de ved § 64 omtalte, dog at der her regnes med 5-årige uopsigelighedsperioder.

Der gives for små kommuner, hvor huslejerestriktionerne ophæves, en tilsvarende adgang som efter § 65 til opsigelse efter forbedringer, når lejeren nægter at indgå på en dertil svarende lejeforhøjelse (§ 70).

I tilslutning hertil bør nævnes, at der for lejemål, som omfattes af bestemmelserne om beskyttelse af erhvervsvirksomheder i lejet ejendom (§§ 74-83) — ligesom i lovgivningen fra 1937 — er indført en særlig regel (§ 79), hvorefter der af boligretten i tilfælde af forbedringer m. v. kan pålægges lejeren at bidrage til omkostningerne gennem forhøjelse af lejen på bestemt eller ubestemt tid. Såfremt lejeren inden 2 uger meddeler udlejeren, at han ikke vil betale den forhøjede leje, kan han opsiges med det i lejeforholdet gældende varsel.

I bestemmelserne om boligretternes sammensætning (§ 94) er der bl. a. foretaget en ændring, der tilsigter at sikre de sociale boligforetagender repræsentation i boligretterne.

For at undgå uheldige kontraktaffattelser er det bestemt, at trykte eller på anden mekanisk måde fremstillede kontraktformularer efter 1. juli 1959 kun må anvendes, når de er autoriseret af boligministeren (§ 99).

Andet afsnit. Midlertidige bestemmelser om leje (§§ 101-130):

Ved bestemmelserne i kapitel XVII (§§ 101-105) opretholdes den hidtidige huslejenævnsordning. Det er dog i § 101, stk. 2 fastsat, at huslejenævnene bortfalder i kommuner med et indbyggerantal på indtil 3 000, hvor huslejerestriktionerne ikke er gældende. Denne bestemmelse står i forbindelse med, at nævnenes beføjelser ifølge reglerne i kapitel XIX ophører at have gyldighed til dette tidspunkt i de pågældende kommuner.

Kapitel XVIII (§§ 106-121) indeholder de ekstraordinære bestemmelser om huslejestop m. v.

§ 106, stk. 1, afgrænser, hvilke lejemål der omfattes af reglerne. Undtaget er — som hidtil — udlejning af enkeltværelser m. v., jfr. nu kapitel XX, og — som noget nyt — lejemål om garager. Sidstnævnte undtagelse indsattes under folketingsbehandlingen.

Bestemmelsens stk. 2 begrænser endvidere reglernes gyldighed til visse kommuner. Efter stk. 2, nr. 1), undtages kommuner med ikke over 3 000 indbyggere. I de pågældende kommuner kan kommunalbestyrelsen dog, hvis forholdene taler derfor, bestemme, at reglerne skal være gældende. Kommuner med bymæssig bebyggelse, der indgår i et med andre kommuner fælles byområde med et samlet indbyggertal på 3 000 eller derover, skal fortsat være omfattet af huslejestoppet m.m., medmindre kommunalbestyrelserne i det pågældende byområde i fællesskab beslutter, at huslejestoppet skal ophæves.

I kommuner (byområder) på mellem 3 000 og 20 000 indbyggere åbnes der ved stk. 2, nr. 2) adgang for kommunalbestyrelserne til at bestemme, at reglerne om huslejestop m. v. skal ophæves enten straks eller til et af kommunalbestyrelsen fastsat senere tidspunkt.

De i nr. 1) og 2) omhandlede beslutninger kan kun træffes, dersom mindst 2/3 af kommunalbestyrelsens medlemmer stemmer for vedtagelsen. Hvor beslutning i et samlet byområde skal træffes af flere kommunalbestyrelser i fællesskab, kan kommunalbestyrelser, der repræsenterer mindst 2/3 af områdets indbyggertal, træffe beslutninger af denne art med virkning for hele området.

I de områder, hvor huslejestoppet m. v. herefter ophæves, vil lejens størrelse i princippet frit kunne aftales mellem parterne, men lejeren vil dog fortsat være beskyttet mod urimelige lejekrav af bestemmelserne i lovens første afsnit om misforholdsleje m. v., jfr. navnlig §§ 27 og 30. Jfr. herved også kapitel XIX, der indeholder en række bestemmelser til sikring af rimelige lejevilkår i de omhandlede lejemål.

I § 108 opretholdes det almindelige forbud mod at kræve forudbetalt leje eller indskud for et længere tidsrum end 6 måneder, dog med visse ændringer i bestemmelserne om adgang til fravigelse fra dette forbud. Der er i paragraffen endvidere indføjet en bestemmelse, hvorefter det ikke kan godkendes, at indgåelse af lejemål betinges af aktieindskud. Motiveringen herfor er det uheldige i, at lejere i privat forretningsmæssigt byggeri skal være nødt til at deltage i ejendommens finansiering på yderste plads. I ejendomme, hvis opførelse er påbegyndt før 1. januar 1959, kan aktieindskud dog kræves efter de hidtil gældende regler, jfr. overgangsbestemmelsen i § 159, stk. 1.

Ved § 109, stk. 1, ophæves den særlige lejekontrol med det private nybyggeri. Det bemærkes herved, at konkurrencen fra det sociale byggeri og det private byggeri med statsstøtte i forbindelse med lovens almindelige beskyttelsesregler vil give lejeren en vis beskyttelse mod ubillig lejefastsættelse.

Efter stk. 2 i det oprindelige lovforslag skulle adgangen til ved frivillig overenskomst at forhøje lejen i bestående lejemål ophæves. Under behandlingen i folketinget ændredes bestemmelsen således, at det dog vil være muligt med huslejenævnets godkendelse at træffe aftale om en lejeforhøjelse, der modsvarer udvidet brugsret eller øget brugsværdi som følge af forbedringer, udlejeren har foretaget ud over sin vedligeholdelsespligt.

For at hindre uheldige ombygninger og forbedringer — navnlig tilfælde, hvor udgifterne herved ikke står i rimeligt forhold til værdien af lejlighederne efter foranstaltningernes gennemførelse, eller hvor ejendommen er uegnet til den påtænkte forbedring eller ombygning — udvides 1955-lovens regler herom. Bestemmelserne omfatter herefter alle ejendomme uden hensyn til alder eller beliggenhed og har følgende indhold:

„Såfremt en ombygning, forandring eller nyindretning i ejendommen eller det lejede vil medføre en lejeforhøjelse, der — sammenlagt med forhøjelser for forbedringer, der er gennemført efter 1. januar 1959 — overstiger 30 pct. af den gældende leje, skal sagen — medmindre parterne træffer anden aftale — forelægges for huslejenævnet, inden foranstaltningen kan iværksættes." Nævnet kan da modsætte sig foranstaltningens gennemførelse (§ 112, stk. 2).

Bestemmelsen fik sin endelige form under folketingsbehandlingen.

Loven giver som tidligere nævnt adgang til visse procentvise forhøjelser af huslejen. Disse er for lejemål om beboelseslejligheder angivet i § 113. Sammen med de forhøjelser, der blev givet adgang til i 1955, kan lejen herefter forhøjes med nedenstående procenter, som beregnes af den pr. 1. september 1939 gældende leje eller — for lejligheder, der første gang er udlejet efter dette tidspunkt — af den leje, der gjaldt ved lejlighedens første udlejning. (Procenterne fra 1955 anføres til sammenligning):

[Se tabeller i Folketingsårbogen, 1959-60, side 240 og side 241]


For ejendomme i hovedstadsområdet og kommuner med mere end 30 000 indbyggere, hvis opførelse er påbegyndt før 1890, nedsættes de under I. nævnte grænser pr. 1. april 1959 og 1. april 1960 til henholdsvis 23 og 30 pct. og de under 11. nævnte til 8 og 15 pct. Der gøres dog som hidtil visse undtagelser fra denne særregel.

Som det vil fremgå af skemaet, udgør de ved nærværende lov tilladte forhøjelser for førkrigslejligheder højst 8 pct. pr. 1. april 1959 og yderligere 8 pct. pr. 1. april 1960 ud over de i 1955 tilladte. For lejligheder udlejet fra 1. september 1939 til 31. december 1945 er de tilsvarende tal 6 pct. pr. 1. april 1959 og 6 pct. pr. 1. april 1960 og for lejligheder udlejet fra 1. januar 1946 til 31. december 1948 henholdsvis 4 pct. og 4 pct. Endelig åbnes der adgang til at forhøje lejen for lejligheder, der første gang er udlejet i tiden fra 1. januar 1949 til 31. december 1952, med 3 pct. i 1959 og 3 pct. i 1960.

Hvis lejeren ved aftale har overtaget pligten til indvendig vedligeholdelse, kan forhøjelsen for førkrigslejligheder andrage indtil henholdsvis 3 og 8 pct. af 1939-lejen pr. 1. april 1.959 og pr. 1. april 1960. For de øvrige lejligheder nedsættes de nævnte grænser på tilsvarende måde.

Har lejeren ved aftale delvis overtaget pligten til at vedligeholde lejligheden, nedsættes grænserne kun forholdsmæssigt.

For lejemål i centralfyrede ejendomme kan forhøjelserne normalt udgøre indtil 1 pct. mere end ovenfor angivet.

I lejemål, der er uopsigelige i en vis årrække, kan forhøjelsen kun kræves, såfremt uopsigeligheden er indrømmet før 1. september 1939 eller der i lejeaftalen er taget forbehold herom.

Den i 1955-lovens § 77, stk. 4, givne adgang til en særlig forhøjelse i lejemål, hvor den leje, der lægges til grund ved beregningen, er særlig lav, er ikke videreført, men afløst af en regel om, at de forhøjelser, der er gennemført i henhold til denne bestemmelse, kan medregnes i beregningsgrundlaget for forhøjelserne.

For at fremme interessen for gennemførelsen af rimelige isoleringsforanstaltninger i den ældre boligmasse er der indført en bestemmelse om, at forhøjelsens gennemførelse kan gøres betinget af, at sådanne foranstaltninger iværksættes.

De øvrige i paragraffen indeholdte regler om beregning og gennemførelse af forhøjelserne svarer i alt væsentligt til 1955-lovens regler.

For erhvervs- og forretningslejemål gives der ved § 114 adgang til lejeforhøjelser af samme størrelsesorden som for beboelseslejemål, jfr. ovenfor ved § 113.

Forhøjelserne udgør herefter de i følgende skema angivne procenter. (Tallene fra 1955 anføres til sammenligning):

[Se tabel i Folketingsårbogen, 1959-60, side 242]

Som nævnt reserveres en væsentlig del (1. etape) af de omtalte forhøjelser (§§ 113 og 114) til indvendig vedligeholdelse, jfr. det om § 67 anførte.

Ved § 115 reserveres en væsentlig del af forhøjelsernes 2. etape til udvendig vedligeholdelse, herunder fortrinsvis til arbejder, som lejerne er særligt interesseret i, nemlig istandsættelse af trappegange, udvendig maling af vinduer, træværk o. lign. samt vedligeholdelse i lejlighederne af anden art end den i § 67 omhandlede.

Herefter skal der fra 1. april 1960 af den til enhver tid gældende leje afsættes følgende procenter:

1) For lejligheder eller lokaler, der var eller havde været udlejet den 1. september 1939, 4 pct.

2) For lejligheder eller lokaler, der første gang er udlejet i tiden fra 1. september 1939 til 31. december 1945, 3 pct.

3) For lejligheder eller lokaler, der første gang er udlejet i tiden fra 1. januar 1946 til 31. december 1948, 2 pct.

Forhøjelserne er dog begrænset til følgende maksima:

For lejligheder under

gruppe 1): 8 pct. af den pr. 1. september 1939 gældende leje.

gruppe 2) og 3): Henholdsvis 6 pct. og 3 pct. af lejen ved første udlejning.

Bestemmelserne om maksima indsattes under folketingsbehandlingen, jfr. bemærkningerne til § 67.

Resten af kapitlets bestemmelser svarer til de hidtil gældende regler med enkelte ændringer.

Nævnes skal således, at der er tillagt huslejenævnet beføjelse til, hvis en afgørelse om udlejerens renholdelses- og vedligeholdelsespligt ikke efterkommes af udlejeren inden en vis frist, at bestemme, at lejeren skal have et vist afslag i lejen, indtil forholdet er bragt i orden (§ 116, stk. 2). Spørgsmål af denne art har lejeren hidtil måttet indbringe for boligretten.

Der er endvidere givet udlejeren adgang til ved ombygninger, hvorved der fremskaffes en forøgelse af boligmassen, under visse betingelser at kræve pulterrum o. lign. afstået (§ 117, stk. 3).

I kapitel XIX (§§ 122-125) er optaget en række bestemmelser til sikring af rimelige lejevilkår i lejemål, hvor de hidtil gældende ekstraordinære huslejerestriktioner bortfalder, jfr. bemærkningerne til kapitel XVIII, og i privat nybyggeri, jfr. bemærkningerne til § 109. Reglerne kommer derimod ikke til anvendelse på lejemål om enkeltværelser og møblerede lejligheder, der udlejes til beboelse, jfr. kapitel XX.

I kommuner med et indbyggerantal på indtil 3 000, hvor reglerne om huslejestop m. v., jfr. kapitel XVIII, ikke er gældende, er reglernes gyldighed begrænset til udgangen af marts måned 1961, jfr. § 122, stk. 2.

Efter det oprindelige lovforslag skulle reglerne om kontrol med udlejning af enkeltværelser og møblerede lejligheder eller dele af sådanne ophæves. Under behandlingen i folketinget indsattes imidlertid et nyt kapitel XX (§§ 126-130), hvorved de hidtidige regler herom opretholdes, for så vidt angår hovedstadsområdet og kommuner med mindst 30 000 indbyggere. For udlejning af enkeltværelser er reglernes anvendelse dog begrænset til tilfælde, hvor der foruden det pågældende lejemål er indgået mindst et eller flere andre lejemål om værelser i samme lejlighed. Herved vil bl. a. lejemål i såkaldte klublejligheder blive omfattet af reglerne, mens værelseudlejning til en enkelt logerende undtages fra kontrollen.

Tredje afsnit. Bestemmelser om boliganvisning, sammenlægning af lejligheder m. v. (§§ 131-158):

Kapitel XXI (§§ 131-148) indeholder regler, der viderefører den hidtil gældende boliganvisningsordning.

Ved 1955-loven ophævedes adgangen til at stille bopælskrav i de mindre kommuner, mens adgangen opretholdtes i hovedstadsområdet samt i kommuner, hvis indbyggerantal overstiger 15 000. Da navnlig hensynet til bevægeligheden på arbejdsmarkedet taler for en ophævelse af denne adgang, og da den allerede gennemførte delvise ophævelse ikke af regeringen er skønnet at have medført særlig uheldige virkninger, ophæves nu adgangen helt efter en overgangsordning (§ 140, jfr. § 131).

Den i § 131 indeholdte overgangsordning, som fik sin endelige form under behandlingen i folketinget, går ud på følgende:

Boliganvisningsudvalgene i hovedstadsområdet, Århus-området, Odense-området, Ålborg-området, Randers-området og Esbjerg kommune bevarer retten til at stille bopælskrav indtil udgangen af marts måned 1961 — i hovedstadsområdet dog indtil udgangen af marts måned 1962. Indtil udgangen af marts måned 1960 kan kravet højst gælde 2 år og fra 1. april 1960 til 31. marts 1961 — i hovedstadsområdet dog 31. marts 1962 — højst 1 år.

De kommuner, som omfattes af de nævnte områder, er angivet i paragraffen.

I sin oprindelige form var overgangsordningen begrænset til hovedstadsområdet og tiden til 31. marts 1961.

Lovforslaget indeholdt oprindeligt en bestemmelse, hvorefter boliganvisningsudvalget kunne pålægge en udlejer at tåle gennemførelsen af bytning af lejligheder i tilfælde, hvor han ikke på grundlag af den nye lejers forhold eller andre særlige omstændigheder havde rimelig grund til at modsætte sig bytningen.

Under hensyn til de stærke indvendinger, der fremkom fra venstres og konservativ side, udgik bestemmelsen under behandlingen i folketinget.

Bestemmelserne i kapitel XXII (§§ 149-158) svarer med enkelte ændringer til de hidtidige regler om sammenlægning af beboelseslejligheder m. v.

Reglerne om enliges adgang til at opnå selvstændig lejlighed og reglerne om adgang til at fremleje er på enkelte punkter lempet, og der gives kommunalbestyrelsen adgang til at lade kapitlets bestemmelser ophøre med at have gyldighed enten straks eller til et nærmere fastsat tidspunkt.

Fjerde afsnit. Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser (§§ 159-161):

Foruden visse overgangsbestemmelser, hvorom der henvises til loven, indeholder afsnittet bestemmelse om, at loven træder i kraft den 1. april 1959. Beslutning i henhold til § 106, stk. 2, kan dog træffes af kommunalbestyrelsen, når loven er stadfæstet, således at beslutningen kan få virkning fra 1. april 1959. Krav om lejeforhøjelse i henhold til §§ 113 og 114 skal fremsættes inden 15. januar (oprindeligt foreslået 1. januar) 1959 for at få virkning fra 1. april 1959.

Lovens gyldighed ophører med udgangen af marts måned 1964, for så vidt den enkelte bestemmelse ikke ifølge sit indhold måtte have en længere gyldighedstid.

Lovforslaget behandledes som nævnt i folketinget sammen med forslagene til de i indledningen omtalte 4 love og må ses i sammenhæng med disse.

Om de ret langvarige forhandlinger, som lovforslagene gav anledning til, må i alt væsentligt henvises til Folketingstidende.

Ordførerne for regeringspartierne kunne alle anbefale lovforslagenes gennemførelse, men rejste dog ved 1. behandling en række spørgsmål til overvejelse i udvalget.

Den socialdemokratiske ordfører (Carl P. Jensen) fremhævede nødvendigheden af at forhøje lejeniveauet i den ældre boligmasse, dels for at mindske spændingen over for lejen i de nyere ejendomme, dels for at give ejerne en mindre forhøjelse og for at sikre en bedre vedligeholdelse. Han betonede, at lovforslaget var et resultat af forudgående forhandlinger, hvorunder målet først og fremmest havde været at fastholde lejerbeskyttelsen, idet den afgørende forudsætning for en afvikling, nemlig en vis boligreserve, ikke var til stede. Han betonede ligeledes nødvendigheden af de finansielle og sociale foranstaltninger, der var foreslået som modstykke til de foreslåede lejeforhøjelser.

Kirsten Gloerfelt-Tarp (RV) fandt, at lovforslagenes væsentligste formål var at forberede et frit boligmarked uden huslejerestriktioner. Lejeforhøjelserne var et nødvendigt led i bestræbelserne for at skaffe boliger til alle.

Niels Andersen (DR) tillagde det afgørende betydning at nå frem til frie tilstande på bolig- og byggeområdet. Regeringen havde søgt at føre lovgivningen et væsentligt skridt frem mod en sådan frigørelse, men opgaven var vanskelig, fordi restriktionerne havde været opretholdt så længe. En overgangsordning var nødvendig på grund af den manglende boligreserve.

Venstres ordfører (Lorentzen — ved 1. behandling Paabøl) erkendte, at der fandtes tanker i lovforslagene, som man kunne tilslutte sig. Afviklingstendensen var imidlertid svær at få øje på, og en række enkeltbestemmelser måtte man tage stærk afstand fra, f. eks. opsigelsesforbuddets opretholdelse, ophævelsen af adgangen til frivillige overenskomster og den foreslåede udformning af vedligeholdelsesordningen. Den afgørende hindring for venstres medvirken var imidlertid den foreslåede forøgelse af den kommunale ejendomsbeskatning, som ville virke urimeligt og uretfærdigt. Formålet måtte være en nedsættelse af statens udgifter ved byggestøttelovgivningen og en deraf følgende afvikling af statsskatterne — ikke en omlægning af den kommunale beskatning. Kunne man undgå, at en del af lejeforhøjelserne skulle gå til skat, var der mulighed for at forhandle om forhøjelsernes størrelse og eventuelt om en forøget hensættelse til vedligeholdelse.

Også Thestrup (KF) fremhævede den forøgede ejendomsbeskatning som en af de ting, man ikke kunne gå med til. Navnlig den forøgede grundskyld var uretfærdig, og hans parti så hellere en tilsvarende nedsættelse af den foreslåede stigning i huslejen end gennemførelsen af denne grundskyld. Han kunne i øvrigt nævne en række punkter i lovforslaget, som sigtede mod de af hans parti opstillede mål, navnlig en frigørelse fra restriktionerne, men der var til gengæld en række bestemmelser, som forringede eller direkte modvirkede disse bestræbelser, og som man derfor ikke kunne medvirke til.

Alfred Jensen (DK) fremførte en skarp kritik af den førte boligpolitik, som var årsag til den herskende boligmangel, der var et større problem end forskellen i huslejeniveauerne. Han tog afstand fra de foreliggende lovforslag, der indeholdt tendenser mod en afvikling af lejerbeskyttelsen og af støtte til boligbyggeri. Der burde i stedet træffes foranstaltninger, som sikrede mod spekulation i såvel nye som gamle boliger.

Udvalgsbehandlingen resulterede i en række ændringer, hvoraf de væsentligste fremgår af det tidligere anførte. Af en udtalelse i betænkningen fremgår, at udvalget har drøftet muligheden for at skaffe enlige personer bedre vilkår med hensyn til at opnå selvstændige lejligheder. ,,Da det imidlertid må erkendes, at familier har vanskeligere ved at undvære selvstændig lejlighed end enlige, har udvalget dog ikke fundet det muligt at indføje lovbestemmelser, der forbeholder enlige visse kategorier af lejligheder, men udvalget finder, at boliganvisningsudvalgene i så vidt omfang, som boligsituationen i den enkelte kommune tillader, bør give enlige personer, der ikke er helt unge, mulighed for at få egen lejlighed."

I øvrigt indstillede ifølge betænkning og tillægsbetænkning udvalgets flertal (regeringspartiernes medlemmer) lovforslaget til vedtagelse med de foreslåede ændringer, mens et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer), uanset at nogle ændringsforslag måtte anses for forbedringer, ville stemme imod lovforslagets endelige vedtagelse, navnlig på grund af kombinationen med de nye ejendomsskatter.

En række af kommunisterne stillede ændringsforslag forkastedes ved 2. behandling. Ved 3. behandling fremsatte Alfred Jensen (DK) følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget afviser de foreliggende forslag, udtaler det, at der må træffes foranstaltninger, der hindrer spekulation i boligen, sikrer borgeren lejlighed til rimelig pris og fremmer byggeriet, så boligmangelen overvindes, saneringen kommer i gang og de store årganges boligbehov tilfredsstilles. Tinget pålægger derfor regeringen at søge de gældende love om leje og boligbyggeri forlænget til 31. marts 1960 og at fremsætte forslag til fremtidig lovgivning efter følgende retningslinjer:

1. Nationalisering af den gamle boligmasse.

2. Opretholdelse af huslejestop og opsigelsesforbud.

3. Tilvejebringelse af 25 000-30 000 lejligheder årlig i den kommende 10 års periode.

4. Lejeniveauet i nybyggeriet holdes nede ved finansiering gennem statslån til lav rente.

5. Nedskæring af de store avancer i byggeindustrien, om nødvendigt gennem nationalisering af den samfundsmæssige byggematerialeindustri.

6. Huslejetilskud til mindrebemidlede i såvel nye som gamle lejligheder.

Tinget går dermed over til næste sag på dagsordenen."

Ved 3. behandling gav Aksel Larsen (SF) udtryk for sit syn på de foreliggende lovforslag og henstillede til regeringen at udsætte gennemførelsen for at give tid til en yderligere gennemgang. Han kunne ikke stemme for lejeloven på grund af dens afvikling af lejerbeskyttelsen og de efter hans opfattelse ubegrundede lejeforhøjelser. Da regeringen ikke tilsigtede at gøre noget alvorligt for at bevare en større del af lejerbeskyttelsen, men kun ville lade den foreslåede lov afløse den hidtil gældende, kunne han imidlertid heller ikke stemme imod, men ville undlade at stemme.

Det af Alfred Jensen fremsatte forslag om motiveret dagsorden forkastedes med alle øvrige stemmer mod kommunisterne og Aksel Larsen.

Lovforslaget vedtoges med 84 stemmer (S, RV, DR) mod 64 (V, KF, DK), mens 1 medlem (Aksel Larsen) tilkendegav, at han hverken stemte for eller imod.