Loven indeholder visse ændringer i beskatningsreglerne, der har sammenhæng med den ovenfor omtalte lov om ekstraordinær grundskyld og ejendomsskyld til kommunen (se nærmest foregående sag), idet begge disse love vedrører den nye huslejelovgivning (jfr. nedenfor under nr. 58). Herudover indeholder loven visse bestemmelser af mere teknisk karakter.
De ved loven gennemførte ændringer, der har tilknytning til loven om ekstraordinær grundskyld og ejendomsskyld til kommunen, er følgende:
Ved en ændring af den kommunale ejendomsskattelovs § 4 begrænses Københavns og Frederiksberg kommunalbestyrelsers adgang til at nedsætte grundskyldpromillen. Promillen vil herefter ikke kunne fastsættes lavere end den for skatteåret 1958-59 fastsatte grundskyldpromille (§ 2).
Det har været nødvendigt at fastsætte en sådan minimumsgrænse for grundskyldpromillen for at sikre den huslejetilpasning, der er formålet med indførelsen af den ekstraordinære grundskyld og ejendomsskyld.
Endvidere er der — ligesom for købstadkommunerne i § 3 — indført begrebet „ordinær grundskyldpromille" som en modsætning til de ekstraordinære grundskyldpromiller, der er gennemført ved den ovenfor nævnte lov.
En tilsvarende begrænsning i adgangen til at nedsætte grundskyldpromillen gennemføres for købstædernes vedkommende ved en ændring af ejendomsskattelovens § 5. Det bemærkes herved, at tillægsgrundskyldpromillen i henhold til lov nr. 166 af 24. maj 1955 ifølge den nye affattelse af paragraffen fremtidig indgår i den ordinære grundskyld på samme måde, som tillægsejendomsskylden i købstæderne indgår i den fikserede kommunale ejendomsskyld, jfr. lov nr. 31 af 15. februar 1957. Tillægsejendomsskatternes provenu vil som følge heraf fra og med skatteåret 1959-60 indgå i kommunens kasse som ordinære kommunale ejendomsskatter. Jfr. herom nærmere bemærkningerne til nærværende lovs § 8, stk. 3, som ophæver 1955-loven.
Den samlede kommunale grundskyldpromille er i de fleste købstadkommuner 12, og kun i én kommune — den sønderjyske flække Løgumkloster — er promillen højere end 12, nemlig 16.
En under folketingets behandling gennemført ændring giver den pågældende kommune mulighed for at nedsætte den ordinære grundskyldpromille til 12.
Samtidig ophæves de hidtil for købstadkommunerne gældende begrænsninger i adgangen til at udskrive grundskyld (§ 3). Disse begrænsninger har hidtil haft meget ringe betydning, idet de promiller, hvormed ordinær grundskyld i langt de fleste bykommuner hidtil har været opkrævet, ligger endog langt under det tilladte maksimum. Købstæderne vil i øvrigt herved på dette punkt blive sidestillet med Københavns og Frederiksberg kommuner, for hvilke maksimumsgrænsen for grundskyldpromillen blev ophævet ved lov nr. 361 af 22. december 1954.
I konsekvens af den sammenlægning af de ordinære ejendomsskatter og tillægsejendomsskatterne i købstæderne, der for grundskyldens vedkommende finder sted ved den ovennævnte ændring af ejendomsskattelovens § 5 og for ejendomsskyldens vedkommende er sket ved dennes fiksering, ophæver nærværende lovs § 8, stk. 3, nu loven af 24. maj 1955, hvorved tillægsejendomsskatterne blev indført. Disse tillægsskatter er hidtil i medfør af 1955-lovens § 3 i hver kommune blevet henlagt til en særlig fond til imødegåelse af kommunernes eventuelle tab på garantier for statslån til boligbyggeri, men det var i loven bestemt, at der fra og med 1960-61 med indenrigsministerens samtykke og på nærmere af denne fastsatte vilkår ville kunne frigives midler af fonden til finansiering af kommunens anlægsvirksomhed, herunder til saneringsformål. Som et led i sammenlægningen med de ordinære ejendomsskatter frigives imidlertid de til tillægspromillerne svarende andele af grundskylden og den fikserede kommunale ejendomsskyld — for tiden i alt ca. 18 mill. kr. årlig - fra og med skatteåret 1959-60 til kommunernes frie anvendelse. Herved vil der tillige blive tilvejebragt de fornødne midler til, at købstæderne vil kunne nedsætte deres kommunale indkomstskatter i nogenlunde samme omfang som København og Frederiksberg.
De tillægsejendoms skatter, der for skatteårene 1956-57— 1958-59 er henlagt til den nævnte særlige fond, overføres pr. 1. april 1959 til kommunens kapitalfond. Disse opsamlede midler vil herved fremdeles kunne bidrage til øget selvfinansiering af kommunernes anlægsvirksomhed.
Om de øvrige ved loven gennemførte ændringer bemærkes:
I § 4 er der optaget en bestemmelse, hvorefter præstegårde, der drives som landbrug, henregnes til de landbrugsejendomme, der i henhold til lovens § 8 opnår tilskud til regulering af den amtskommunale grundskyld.
Efter at statsejendomsskatteåret, der hidtil har været kalenderåret, med virkning fra og med skatteåret 1959-60 ved § 82 i lov om vurdering og beskatning til staten af faste ejendomme, jfr. lovbekendtgørelse nr. 237 af 9. juli 1958, er blevet ændret til finansåret, er det fundet hensigtsmæssigt, at der foretages en tilsvarende omlægning af skatteåret for de amtskommunale ejendomsskatter, der opkræves sammen med statsejendomsskatterne. En sådan omlægning af det amtskommunale skatteår med virkning fra og med skatteåret 1959-60 gennemføres derfor ved lovens § 5.
I § 6 indføres en bestemmelse om rentegodtgørelse ved tilbagebetaling af for meget erlagt kommunal ejendomsskat svarende til den nye bestemmelse herom i statsejendomsskattelovens § 84.
Som nævnt ved omtalen af § 8 ophæves lov nr. 166 af 24. maj 1955. I henhold til denne var visse ejendomme, der i medfør af byggestøttelovgivningen var fritaget for ordinær ejendomsskyld, også helt eller delvis fritaget for tillægsejendoms skylden.
Da det ikke er tanken, at der skal ske nogen ændring i den andel af den fikserede kommunale ejendomsskyld, der erlægges af disse ejendomme, er der ved § 7 tilvejebragt særlig hjemmel for fremdeles at fritage de pågældende ejendomme for fikseret kommunal ejendomsskyld i samme omfang som hidtil.
En til 1955-lovens § 2 svarende bestemmelse om hel eller delvis fritagelse for tillægsejendomsskyld for visse gamle ejendomme er derimod ikke optaget i nærværende lov.
Lovforslaget behandledes ligesom lovforslaget om ekstraordinær grundskyld og ejendomsskyld sammen med lejelovsforslaget og de øvrige i forbindelse hermed fremsatte lovforslag. Da det ikke gav anledning til særlige bemærkninger af væsentlig betydning, kan der om forhandlingerne i det hele henvises til omtalen af de to nævnte lovforslag.
Som det vil fremgå heraf, kunne venstre og det konservative folkeparti ikke stemme for lejelovskomplekset, navnlig på grund af de skattelove, som var en del deraf.
Lovforslaget gennemførtes med en enkelt ændring, som er omtalt i det foregående, og vedtoges ved 3. behandling med 84 stemmer mod 70 (V, KF, DK og SF).