Loven afløser lov nr. 215 af 12. april 1949 om bekæmpelse af smitsomme sygdomme hos bier og om foranstaltninger til biavlens fremme, således som denne var ændret ved senere love, jfr. lovbekendtgørelse nr. 118 af 6. april 1955, hvori det bl. a. var foreskrevet, at denne lovgivning skulle optages til revision i folketingsåret 1958-59.
Under de forud for lovforslagets fremsættelse stedfundne forhandlinger med såvel biavlerkredse som statens bisygdomsnævn blev der fra begge disse sider givet tilslutning til, at en sådan lovgivning opretholdtes, og at bekæmpelsesarbejdet fortsattes. Under hensyn hertil og også under hensyn til biavlens store betydning for frugtavlen og landbrugets frøavl fremsatte landbrugsministeren forslag om at fortsætte bekæmpelsesarbejdet i det hidtidige omfang.
Mens den hidtil gældende lov indeholdt meget detaljerede forskrifter om bekæmpelsesarbejdets udførelse, var der i det af ministeren fremsatte forslag tilstræbt en forenkling, så at der i loven kun optoges de nødvendige hovedbestemmelser om bemyndigelse for landbrugsministeren til at fastsætte nærmere regler for arbejdet, om den fremtidige organisations opbygning og bevillingsforhold samt om biavlernes pligter. Til gengæld var der som bilag til det fremsatte lovforslag knyttet et udkast til bekendtgørelse, hvori de nødvendige supplerende bestemmelser var angivet.
Herefter er alle de bemyndigelser, der fandtes forskellige steder i den hidtidige lovgivning, samlet i en enkelt paragraf (§ 1), og samtidig har man inddraget en særlig form for åben bipest (stinkende bipest) under lovens område. Bestemmelserne om bisygdomsbekæmpelsens organisatoriske opbygning findes i § 2, hvorefter bekæmpelsen af smitsomme sygdomme hos bier fremtidig organiseres således, at der i tilknytning til statens bisygdomsnævn og statens biavlsforsøg skabes en central ledelse, der giver alle direktiver vedrørende eftersyn af bigårde, vedrørende egnsundersøgelser og lignende direkte til en kreds af faste medarbejdere.
Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik det, at der til nævnet tænkes knyttet 70-75 faste medarbejdere (bisygdomsinspektører) med den opgave at udføre det egentlige arbejde med sygdomsbekæmpelsen. Til støtte for bisygdomsorganisationen og til hjælp for de almindelige biavlere forudsættes bevaret ca. 400 af de hidtil ca. 600 autoriserede tilsynsmænd. Tilsynsmændene skal ikke foretage egentlig sygdomsbekæmpelse. Dette påhviler for fremtiden alene bisygdomsinspektørerne, der kommer i funktion, når statens biavlsforsøg finder sygdomstegn i de af biavlere eller tilsynsmænd indsendte prøver. Bisygdomsinspektørernes arbejdsområde fastlægges med udgangspunkt i de bestående politikredse, men således at afvigelser kan foretages, hvor forholdene taler derfor.
Lovforslaget, der opnåede tilslutning fra alle partier i folketinget, blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt.