Ved loven indføres en ordning, hvorved der for salg til hjemmemarkedet af mælk og fløde samt produkter heraf sikres landbruget en mindstepris svarende til et afregningstal på 6 kr. pr. kg smør. Til sikring heraf gives der landbrugsministeren bemyndigelse til at lade opkræve en afgift af alt smørfedt, der sælges på hjemmemarkedet, og at fastsætte regler for disse afgiftsbeløbs fordeling på den samlede produktion af smørfedt, således at det eventuelle provenu af ordningen kommer hele mælkeproduktionen til gode.
Loven har gyldighed indtil 30. juni 1961.
Om baggrunden for gennemførelsen af en sådan ordning anførtes det i bemærkningerne til lovforslaget, at De danske Mejeriforeningers Fællesorganisation under et møde med repræsentanter for regeringen den 5. maj 1958 havde fremsat ønske om en hjemmemarkedsordning for mælk og mejeriprodukter, der gik ud på, at hjemmemarkedsprisen for konsummælk og -fløde blev fastsat på basis af en afregningspris for smør på mindst 7 kr. pr. kg. Endvidere foresloges en margarineafgift og en forhøjelse af hjemmemarkedsprisen for smør med et til en sådan afgift svarende beløb. Motiveringen herfor var ønsket om at løsrive de pågældende hjemmemarkedspriser fra den bestående sammenhæng med eksportpriserne for smør og derved sikre et rimeligt prisniveau på hjemmemarkedet for disse produkter.
Det oplystes videre, at selv om hjemmemarkedspriserne gennem mange år principielt har været knyttet til eksportpriserne, var dette princip dog tidligere gennem lange perioder blevet fraveget. Dette gjaldt således under de krisebetonede smørordninger i 1930'erne, da der delvis med statstilskud opretholdtes en højere hjemmemarkedspris end svarende til eksportprisen. Omvendt opretholdtes der under den anden verdenskrig og i de 2 første efterkrigsår en hjemmemarkedspris, der var lavere end eksportprisen, samtidig med at der var garanteret producenterne en fast pris.
Fra efteråret 1947, da vilkårene for den internationale samhandel syntes at nærme sig en normalisering, genindførtes princippet om at lade hjemmemarkedspriserne følge eksportpriserne. For at undgå en deraf følgende forhøjelse af hjemmemarkedspriserne ydede staten dog i en årrække tilskud til forbrugerpriserne for konsummælk og -fløde samt smør. Efter en gradvis afvikling bortfaldt disse tilskudsordninger helt i 1955, og siden da har alene de gennemsnitlig opnåede eksportpriser for smør, udtrykt ved det af Mejeribrugets Smøreksportudvalg ansatte afregningstal, været bestemmende for priserne for mælk og mejeriprodukter, der sælges på hjemmemarkedet.
Fra mejeribrugets organisationer blev det nu gjort gældende, at forudsætningen for dette princips opretholdelse måtte være en fri prisdannelse på verdensmarkedet, hvilken forudsætning man ikke længere fandt opfyldt, idet den internationale smørhandel i stadig højere grad var blevet præget af subsidier, importbegrænsninger og andre statsindgreb, der på tidspunktet for fremsættelsen af Fællesorganisationens ønske havde medført et sådant sammenbrud af smørmarkedet, at eksportprisen for dansk smør var faldet til 3 kr. 50 øre pr. kg. med tilsvarende følger for prisen på hjemmemarkedet.
Forud for fremsættelsen af lovforslaget, der i alt væsentligt var enslydende med den senere vedtagne lov, havde regeringen endvidere ført forhandlinger med en række af landbrugets organisationer, og landbrugsministeren oplyste ved fremsættelsen, at lovforslaget var tiltrådt af Landbrugsrådet, De samvirkende danske Landboforeninger, De samvirkende danske Husmandsforeninger, De danske Mejeriforeningers Fællesorganisation og De danske Konsummælkmejeriers Fællesrepræsentation.
Ved lovforslagets 1. behandling blev dette tiltrådt af Carl Petersen (S) under henvisning til, at der stod et enigt landbrug bag ministeren og hans forslag; han fandt dog, det var en mangel, at der kun var tale om fastsættelse af en mindstepris, og havde hellere set, at det foreslåede udgangspunkt for prisansættelsen var blevet fastsat lidt højere end foreslået, men at denne pris så til gengæld skulle være fastholdt, selv om verdensmarkedspriserne viste store udsving. Jens Chr. Christensen (V) kritiserede den foreslåede mindstepris stærkt, og han fandt — ligesom Poul Møller (KF) — at landbruget skulle have adgang til selv at fastsætte hjemmemarkedspriserne under monopoltilsynets kontrol. Heri var Aage Fogh (RV) ikke uenig, men han mente, at når landbruget ikke havde valgt denne udvej, som jo allerede stod det åben, måtte det skyldes, at også den var forbundet med visse vanskeligheder, og han anbefalede derfor det fremsatte lovforslag, fordi det var accepteret af landbrugets organisationer. Niels Andersen (DR) gik imod lovforslaget af principielle grunde, fordi han mente, at sådanne indgreb i den frie prisdannelse var i modstrid med den almindelige hensyntagen til konkurrenceevnens bevarelse. Fuglsang (DK) støttede lovforslaget under henvisning til, at dets formål var at sikre de mælkeproducerende småbrugere en rimelig løn for deres arbejde, hvorimod Aksel Larsen (SF) under henvisning til, at der ikke forelå nogen nødssituation for landbruget, gik imod lovforslaget med den begrundelse, at det var rettet mod forbrugerne.
Ved lovforslagets 2. behandling forelå der i den af udvalget afgivne betænkning et af venstres medlemmer stillet ændringsforslag gående ud på, at hvis landbrugets organisationer ønskede fastsat højere hjemmemarkedspriser end svarende til eksportpriserne, skulle dette kunne ske med landbrugsministerens godkendelse, indtil der forelå godkendelse heraf fra monopolrådet.
Efter at venstres ændringsforslag var blevet forkastet med 88 stemmer mod 66 (V og KF) — 4 medlemmer undlod at stemme — vedtoges nogle af landbrugsministeren foreslåede ændringer, hvorved bl. a. lovens gyldighed begrænsedes til perioden indtil 30. juni 1961.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 86 stemmer (S, RV, DK og Niels Eriksen [V]) mod I (Aksel Larsen), idet 71 medlemmer (V, KF og DR) undlod at stemme.