Lovforslaget havde følgende ordlyd:

I lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 135 af 19. maj 1958, foretages følgende ændring:

I § 7, stk. 1, udgår 2. punktum.

I nogle til lovforslaget knyttede bemærkninger anføres:

„Ifølge § 7, stk. 1, i lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring har arbejdsløshedskasser ret til at få offentlig anerkendelse og den dermed forbundne støtte af det offentlige, når det efter indstilling fra arbejdsdirektøren af arbejds- og socialministeren godkendes, at vedkommende arbejdsløshedskasse fyldestgør de i arbejdsløshedsloven indeholdte forskrifter. Ifølge samme bestemmelse kan ministeren dog efter indstilling fra arbejdsnævnet nægte anerkendelse af en ny faglig eller stedligt begrænset arbejdsløshedskasse, såfremt der for vedkommende fag eller for det pågældende stedlige område allerede findes en anerkendt arbejdsløshedskasse.

Den sidstnævnte bestemmelse har i praksis vist sig at være til hinder for, at visse organisationer, specielt de nyere funktionærorganisationer, kan få imødekommet deres ønske om at opnå adgang til oprettelse af statsanerkendte arbejdsløshedskasser.

Da forslagsstillerne ikke finder det tilstrækkeligt begrundet at nægte anerkendelse af en arbejdsløshedskasse på det anførte grundlag, fremsættes nærværende forslag, der har til formål at ophæve den nævnte adgang for ministeren til nægtelse af statsanerkendelse."

Ved fremsættelsen af lovforslaget begrundede Ninn-Hansen (KF) som ordfører for forslagsstillerne nærmere den foreslåede ændring i arbejdsløshedsloven, idet han bl. a. udtalte:

„Lovforslaget, der omhandler anerkendelse af arbejdsløshedskasser, tilsigter at give alle funktionærorganisationer adgang til at oprette arbejdsløshedskasser.

Bestemmelserne i § 7, stk. 1, 2. punktum, i den nugældende lov er hidtil blevet praktiseret på den måde, at organisationer ikke kunne opnå offentlig anerkendelse af en af dem oprettet arbejdsløshedskasse, såfremt der i forvejen fandtes en arbejdsløshedskasse inden for det pågældende fag eller inden for det pågældende stedlige område, og de har været en praktisk hindring for, at de funktionærorganisationer, hvis medlemmer er beskæftiget inden for de fag, der henhører under handels- og kontorområdet, kan opnå adgang til at oprette statsanerkendte arbejdsløshedskasser.

Nogen rimelig begrundelse for denne udelukkelse af de nyere funktionærorganisationer findes ikke.

Det er jo en kendsgerning, at der findes arbejdsløshedskasser med et medlemstal, der ikke er væsentlig større end den minimumsgrænse på 100 medlemmer, som loven foreskriver; der kan derfor ikke være megen mening i at forhindre de funktionærorganisationer, der har et væsentligt større antal medlemmer, i at oprette arbejdsløshedskasser, når der inden for andre områder findes så små kasser, som tilfældet er. Derfor foreslår vi, at bestemmelsen i lovens § 7, stk. 1, 2. punktum, udgår.

Det er i høj grad prisværdigt, at den enkelte funktionær på forsikringsmæssig basis søger at sikre sig mod tab i arbejdsløshedsperioder. Formålet med loven om arbejdsløshedsforsikring er at muliggøre denne sikring, og funktionærerne har et rimeligt krav på, at de ikke stilles ringere end andre.

Lovens formål kan imidlertid ikke få virkning for et stort antal funktionærer, så længe de er henvist til at indmelde sig i Handels- og Kontorfunktionærernes Arbejdsløshedskasse.

Som forholdene er i dag, har H. og K. inden for dette område et monopol på oprettelsen af arbejdsløshedskasser. Et monopol er altid vanskeligt at forsvare, og den måde, hvorpå H. og K. har forvaltet dette monopol, gør det bydende nødvendigt at få det afskaffet. Det er beklageligt, at den faglige organisation H. og K. har valgt at lade det politiske tilhørsforhold gå forud for funktionærernes egentlige interesser. Gennem tilslutning til De samvirkende Fagforbund har H. og K.s ledelse nægtet at varetage interesserne for de funktionærer, der ønsker selvstændige funktionærorganisationer uden noget politisk tilhørsforhold. Hvis den hidtil største funktionærorganisation, H. og K., havde fulgt de mange opfordringer gennem årene til at virke som selvstændig, upolitisk faglig organisation, kunne meget have været vundet for hele funktionærstanden. Der er desværre ikke noget grundlag for at nære forventninger om, at H. og K.s ledelse vil modtage disse opfordringer til at undlade den partipolitiske udnyttelse af en faglig virksomhed, men så kan det heller ikke være naturligt at give denne organisation monopol på administrationen af arbejdsløshedskasser. Det har jo tilmed vist sig, at H. og K. lukrerer på dette monopol og udnytter det på en måde, der ikke kan være forenelig med den økonomiske støtte, det offentlige yder til arbejdsløshedskassen ......"

Lovforslaget støttedes ikke af socialministeren, der ved dets 1. behandling bl. a. udtalte:

„Efter loven har enhver arbejdsløshedskasse ret til offentlig anerkendelse, når det efter indstilling fra arbejdsdirektøren godkendes af socialministeren, at den fyldestgør lovens forskrifter. Herfra gøres dog den indledningsvis omtalte undtagelse, der nu er foreslået ophævet. Det må fremhæves, at lovens betingelser for anerkendelse er ret lette at opfylde, og en ophævelse af retten for socialministeren til at afslå anerkendelse, når der allerede for faget eller det stedlige område findes en anerkendt arbejdsløshedskasse, ville derfor medføre, at der kunne oprettes talrige mindre kasser, uden at ministeren ville have nogen mulighed for at bremse en sådan udvikling. Yderligere kunne det befrygtes, at man i fagområder med særlig ringe ledighedsrisiko ville have økonomisk interesse i at få oprettet en særlig kasse, således at ledighedsrisikoen for den øvrige del af den eksisterende arbejdsløshedskasses område ville blive forøget. Rent forsikringsmæssigt ville det derfor ud fra strengt saglige forudsætninger være et minus, om der kunne oprettes nye arbejdsløshedskasser inden for et allerede dækket område.

Hertil kommer administrative synspunkter, ikke mindst at det i små kasser kan være vanskeligt at få lovens regler efterlevet. Yderligere kan jeg nævne hensynet til en effektiv arbejdsanvisning, idet oprettelsen af flere kasser vil give større besvær for arbejdsgiverne derved, at de skal henvende sig flere steder om arbejdskraft. Og jeg kan nævne hensynet til ledighedskontrollen, ikke mindst kontrollen med, at samme person ikke er medlem af flere kasser. Alle disse hensyn taler imod, at der oprettes flere arbejdsløshedskasser inden for samme faglige område, og det er derfor efter min opfattelse nødvendigt, at der findes mulighed for at afslå anerkendelse af en arbejdsløshedskasse inden for et fagligt område, hvor en anerkendt kasse allerede findes, således at man kan lede udviklingen i de rette baner.

Jeg vil i denne forbindelse fremhæve, at den gældende lovbestemmelse ikke binder ministeren til at afslå anerkendelse, men alene giver en beføjelse dertil.

Jeg kan derfor af de nævnte grunde ikke gå med til en ophævelse af bestemmelsen, men må afvise det lovforslag, der er fremsat af venstre og det konservative folkeparti.

Når min begrundelse for at afvise lovforslaget således er nødvendigheden af at have en beføjelse til at kunne give et afslag, hvis det efter forholdene er nødvendigt, siger det sig selv, at der ikke ved denne afvisning er taget stilling til konkrete sager; det må selvsagt i hver enkelt situation overvejes, om den ret til et afslag, som loven tillægger socialministeren, skal benyttes. Man må derfor i arbejdsnævnet og i ministeriet se på de konkrete sager, der måtte fremkomme til afgørelse. Imidlertid vil jeg gerne fremhæve, at der ikke indtil nu til ministeriet eller til arbejdsdirektoratet er fremsendt noget andragende om anerkendelse af en arbejdsløshedskasse for de funktionærorganisationer, der tilslutter sig Fællesrådet for danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer. Der har således ikke hidtil været nogen anledning til i arbejdsnævnet og socialministeriet at tage stilling til spørgsmålet om en sådan kasses anerkendelse ...."

Efter at have været gjort til genstand for en indgående forhandling henvistes lovforslaget til et udvalg, i hvis betænkning venstres og det konservative folkepartis udvalgsmedlemmer stillede ændringsforslag om, at lovforslaget skulle udvides med en bestemmelse, hvorefter arbejdsløshedslovens § 8 affattes således:

,,Det er en betingelse for, at en arbejdsløshedskasse kan få og beholde offentlig anerkendelse, at den har mindst 500 medlemmer. Socialministeren [i betænkningen stod ved en fejltagelse arbejdsministeren] kan dog, når særlige omstændigheder taler derfor, i overensstemmelse med indstilling af arbejdsnævnet undtagelsesvis fravige bestemmelsen i 1. punktum .

En arbejdsløshedskasse, der har opnået offentlig anerkendelse inden 1. juni 1959, vil kunne beholde denne på betingelse af, at den har mindst 100 medlemmer, er knyttet til et eller flere bestemte fag og mindst omfatter en landsdel."

Udvalgets øvrige medlemmer, der udgjorde et flertal, kunne „ikke medvirke til gennemførelse af mindretallets ovenfor anførte ændringsforslag eller lovforslaget som helhed, idet resultatet af en vedtagelse kan blive en opspaltning i mange arbejdsløshedskasser, hvoraf en del formentlig vil få stor ledighed med deraf følgende krav om større tilskud fra det offentlige."

Flertallet henstiller i betænkningen til socialministeren at nedsætte et snævert udvalg „med den opgave at overveje det ved nærværende lovforslag rejste spørgsmål om adgang til statsanerkendelse af arbejdsløshedskasser på funktionærområdet og andre spørgsmål vedrørende arbejdsløshedsforsikringen, som det måtte vise sig nødvendigt at optage til overvejelse i forbindelse hermed."

Ved 2. behandling afvistes ændringsforslaget af socialministeren, der derimod kunne tiltræde, at det i betænkningen omhandlede udvalg blev nedsat. Ændringsforslaget blev efter forhandlingens afslutning forkastet med 83 stemmer mod 47.

Ved 3. behandling anbefalede Ninn-Hansen (KF) og Lorentzen (V) lovforslaget til vedtagelse, mens ordførerne for regeringspartierne og for kommunisterne gik imod det. Baunsgaard (RV) gjorde herunder gældende, at forslagsstillerne ikke havde haft et sagligt, positivt sigte. Det positive i sagen lå efter hans opfattelse i det tilsagn, regeringen havde givet om at nedsætte et udvalg til at undersøge disse problemer. I overensstemmelse hermed gav Niels Andersen (DR) udtryk for, at hans parti ønskede „hele dette spørgsmål taget op til nærmere udvalgsbehandling, så at alle de problemer, der er forbundet hermed, kan blive belyst."

Lovforslaget forkastedes med 87 stemmer (regeringspartierne, DK og SF) mod 67 (V og KF), idet 1 grønlandsk medlem afholdt sig fra at stemme.