De foreslåede ændringer i arbejdsløshedsloven drejede sig for det første om en forhøjelse af understøttelsessatserne med 20 pct. for dagpengeunderstøttelsen og 100 pct. for børnetillæg og huslejehjælp. For det andet om udvidelse af adgangen til huslejehjælp, så at alle — mod nu kun forsørgere og medlemmer med mindst 15 års medlemskab — fik adgang til huslejehjælp; hjælpen foresloges udbetalt sammen med den ugentlige understøttelse, mens den nu udbetales med en portion efter 25 ledighedsdage. For det tredje tilsigtedes der en ændring af reglerne om brændselshjælp, så at alle forsikrede fik en brændselshjælp på 2 kr. for hver ledig dag fra 1. oktober til 31. marts. For det fjerde en ændring af grænsen for den højeste daglige understøttelse. For det femte ophævelse af reglerne om ordinær ventetid, karenstid. Endelig foresloges for det sjette, at statens refusion til basserne af deres udgift til de såkaldt sociale ydelser — d. v. s. forsørgertillæg, børnetillæg, huslejehjælp og brændselshjælp — skulle sættes op fra 75 pct. til 100 pct., for at kasserne kunne blive i stand til at afholde de øgede understøttelsesudgifter.

Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte Alfred Jensen (DK) som ordfører for forslagsstillerne bl. a.:

„Ved fremsættelsen af dette lovforslag er det naturligt at understrege, at arbejdsløsheden er et af det danske samfunds hovedproblemer. Dag ud og dag ind har i de senere år 60 000-80 000 gået uden arbejde. Samfundet går her glip af de værdier, som denne stab af ledige kunne fremstille. Regner man med den løn, de skulle have, i det mindste en indtægt på 11 000 kr. årlig, kan løntabet for arbejderklassen opgøres til 800 mill. kr. om året, men samfundet går glip af betydelig mere, idet arbejderne jo ikke får udbetalt den fulde værdi af det, der fremstilles, og det egentlige tab for samfundet beløber sig derfor til op mod 2 milliarder kr. årlig.

Arbejdsløsheden har jo også en anden side, den, der vender ud mod den, der er stedt i ledighed, og hans pårørende, og det er måske den vigtigste side. Det er en tort at være sat uden for produktionslivet, og det er en økonomisk og sjælelig belastning at skulle slå sig igennem for arbejdsløshedsunderstøttelsens begrænsede beløb. Enhver kan forestille sig, hvor vanskeligt det ville være at klare sig med den halve indtægt; det ville volde den enkelte hovedbrud og kvaler og store afsavn. Hvor ulige vanskeligere må det da ikke være for de mange tusinder, der aldrig kommer op på betragtelige indkomster, ikke kommer højere op end de 11 000 kr., jeg har nævnt, at skulle gå ned på den halve indtægt! Bare denne enkle problemstilling viser, at arbejdsløsheden er et hovedonde, som må overvindes. Derfor må ikke alene for de arbejdsløses, men også for samfundets skyld arbejdsløsheden afskaffes, og sikring af fuld beskæftigelse må være hovedkravet og det, hvorom alle bestræbelser samler sig.

Derfor har vi også rejst kravet om en omlægning af samfundets politik, så alle landets naturlige forekomster udnyttes og de arbejdsløse kommer i arbejde. I et beskæftigelsesprogram er linjerne herfor trukket op, og vore synspunkter er ført frem i folketinget ved behandling af lovforslag og også ved behandling af andre problemer. Partierne her i tinget roser sig af, at de har den største forståelse for de arbejdsløses kår og ingen sinde har stillet sig uforstående over for ønsker om beskæftigelse. Alligevel har vi en hær af arbejdsløse, der lider under, at samfundet ikke sætter ind for en rationel løsning af denne vigtige sag, og de kår, man byder de arbejdsløse, er alt andet end tilfredsstillende. Trods talen om de høje understøttelser er forholdet dog det, at den hjælp, de arbejdsløse modtager, ikke rækker til og ikke er på højde med de sociale ydelser på andre områder."

Ved 1. behandling tog socialministeren afstand fra lovforslaget, der efter en af arbejdsdirektoratet foretagen opgørelse ville have medført en merudgift for det offentlige på 143 mill. kr. i 1957-58, om de foreslåede ændringer i tilskudsreglerne havde haft gyldighed i nævnte regnskabsår. Efter nærmere at have gjort rede herfor fortsatte ministeren:

„Jeg har modtaget en henvendelse fra Arbejdsløshedskassernes Samvirke om forhøjelse af understøttelsessatser og huslejehjælp, og der vil i nær fremtid i socialministeriet finde en forhandling sted med de pågældende herom. Som tingets medlemmer ved, blev der ved loven af 27. februar 1958, som indførte en række goder, ikke foretaget ændringer i understøttelsessatserne.

Der er af direktør H. Friis foretaget en undersøgelse, som er gengivet i Socialt Tidsskrift, og statsvidenskabelig afdeling i socialministeriet har videreført undersøgelsen til året 1958-59. Af undersøgelsen fremgår det, at arbejdsløshedsunderstøttelsen til personer uden børn, sammenholdt med arbejdsindtægten for ufaglærte arbejdere, i 1958-59 ligger på et lavere niveau, end tilfældet var i 1934-35. Sammenligner man med de øvrige ydelser, viser det sig, at folke- og invalidepension samt hjælp til tuberkuloseramte i samme periode har vist stigning i forhold til arbejdsindtægten for ufaglærte arbejdere, medens kommunehjælp, ulykkesforsikringsdagpenge og sygeforsikringsdagpenge har vist et fald, ligesom tilfældet er for arbejdsløshedsunderstøttelsens vedkommende.

Jeg vil finde det rimeligt og naturligt, at socialministeriet i samarbejde med arbejdsdirektoratet nærmere undersøger de konkrete problemer, der her rejser sig, og fremlægger materiale til videre behandling. I denne behandling må naturligvis også kassernes repræsentanter blive inddraget.

Som lovforslaget foreligger, er det uantageligt til gennemførelse, men naturligvis kan jeg umuligt have noget imod, at tinget gennem et udvalg beskæftiger sig videre med problemet."

Efter at ordføreren for forslagsstillerne havde fremsat nogle replicerende bemærkninger, blev lovforslaget på forslag af Peter Ravn (S) henvist til et udvalg på 17 medlemmer. Dette afgav ikke betænkning.