Dette lovforslag er et ud af tre lovforslag, der hørte nøje sammen. De gik ud på følgende:

1) Ophævelse af lov nr. 162 af 14. juni 1957 om ændring i lov om afgift af spiritus, vin og øl (årbog 1956-57, side 403).

2) Ophævelse af lov nr. 163 af 14. juni 1957 om forhøjelse af tobaksafgifter (årbog 1956-57, side 407).

3) Bortfald af § 1, stk. 3, i lov nr. 161 af 14. juni 1957 om ændring i lov om forbrugsbegrænsende foranstaltninger (årbog 1956-57, side 409) vedrørende beregningen af det i forannævnte lov nr. 162 af 14. juni 1957 omhandlede særpristal.

Lovforslagene begrundedes ved fremsættelsen på forslagsstillernes vegne af Aksel Larsen (dengang endnu medlem af den kommunistiske gruppe), der bl. a. udtalte:

„I juni måned i fjor blev der gennemført nogle såkaldte kriselove, som tilsigtede dels at skaffe staten øgede indtægter, dels — og navnlig — at begrænse befolkningens forbrug. Man motiverede dem med, at valutasituationen var dårlig, så at det var nødvendigt at indskrænke forbruget herhjemme, for at valutastillingen kunne blive rettet op. Med denne begrundelse forlængede man loven om forbrugsbegrænsende foranstaltninger, og med denne begrundelse gennemførte man en forhøjelse af afgifterne af spiritus, vin og øl, hvilket sidste skulle give i alt 30 mill. kr. til statskassen om året, ligesom man forhøjede afgiften af tobak så meget, at det skulle give staten 70 mill. kr. om året.

Det vil naturligvis ikke være rimeligt ved denne lejlighed at foretage en gennemgang af spørgsmålet om, hvorvidt disse afgiftsforhøjelser har medvirket til den forbedrede valutastilling. Det må være nok at fastslå, at når vi nu er nået op på en valutareserve på omkring 1 milliard kr., må det være tilstrækkeligt; og uanset om de nævnte indirekte skattelove har været medvirkende hertil eller ikke, må i hvert fald begrundelsen for disse forhøjede skatter være bortfaldet, eftersom valutastillingen er en helt anden, end den var i juni måned i fjor. Det forekommer os derfor, at man i hvert fald bør ophæve loven om den forhøjede afgift af spiritus, vin og øl og loven om forhøjelse af tobaksafgifterne .....

I de nævnte love er det fastsat, at disse forhøjede afgifter ikke skal indregnes i det lønregulerende pristal, og efter de beregninger, vi fik forelagt dengang af den højtærede finansminister, skulle disse to love om afgiftsforhøjelser tilsammen have bevirket en forhøjelse af det lønregulerende pristal med 1½ point, hvis afgifternes virkning blev indregnet i pristallet. Hvis man ophæver lovene, vil det altså sige, at det lønregulerende pristal stiger med 1½ point.

Samtidig med at man vedtog disse love i juni måned i fjor, vedtog man imidlertid også at ændre loven om forbrugsbegrænsende foranstaltninger. Denne lov indeholdt den såkaldte tøjskat, som til dels var blevet afbalanceret ved, at man havde givet sparebeviser. Ved at uddele disse sparebeviser, som før eller senere skulle indløses af staten, opnåede man at kunne undgå en forhøjelse af det lønregulerende pristal med 3½ point. Ved lovændringerne af 14. juni i fjor ophævede man bestemmelsen om sparebeviserne, men for at undgå, at pristallet steg, indføjede man en ny bestemmelse om, at virkningen af tøj skatten ikke skulle indgå i det lønregulerende pristal.

Mit parti gjorde ved den lejlighed opmærksom på den store uretfærdighed, der her blev begået. De arbejdsoverenskomster, der gjaldt på det tidspunkt, var jo vedtaget ikke af arbejderne, men af folketinget, og det var da klart — synes vi — at så kunne folketinget ikke tillade sig i den periode, hvori de arbejderne påtvungne overenskomster var løbende, at forrykke overenskomsternes grundlag ved at undlade at tage visse prisstigninger i betragtning ved pristallets beregning....

Som allerede sagt: valutasituationen er i dag så betydeligt forbedret i forhold til stillingen i juni måned i fjor, at det nævnte argument må være bortfaldet, og da der her er begået en stor uretfærdighed mod lønmodtagerne — arbejdere og tjenestemænd — synes vi, man skal gøre en ende på denne uretfærdighed ved at ophæve bestemmelsen i loven af 14. juni 1957 om, at tøjskattens virkninger ikke skal indregnes i det lønregulerende pristal."

Lovforslagene mødte ikke tilslutning fra finansministeren, der ved deres 1. behandling indskrænkede sig til at udtale:

„Under henvisning til de udtalelser, jeg fremførte her i tinget ved finanslovforslagets fremsættelse, kan jeg ikke anbefale tinget, at man lader disse 3 lovforslag nyde fremme."

Efter at Alfred Jensen (DK) derpå havde haft ordet som ordfører for forslagsstillerne, sluttede forhandlingen, og der foretoges afstemning om lovforslagenes overgang til 2. behandling. For overgangen stemte 6 (DK og SF), mens 99 stemte imod. Lovforslagene var dermed bortfaldet.