L 122 Lov om bemyndigelse til at fravige de i lov nr. 277 af 18. juni 1951 om forsvarets ordning (personellet ved værnene, korpsene m. fl.), 5, givne bestemmelser om antagelse af mather.

Af: Forsvarsminister Poul Hansen (Kalundborg) (S)
Samling: 1958-59
Status: Stadfæstet
Lov nr. 221 af 11-06-1959
Loven bemyndiger forsvarsministeren til at fravige de i lov nr. 277 af 18. juni 1951 om forsvarets ordning (personellet ved værnene, korpsene m. fl.), § 5, givne tidsmæssige begrænsninger for antagelse af mather.

Ifølge den nævnte § 5 i personelloven forpligter mathelever sig til at forrette tjeneste i forsvaret i 2 år efter mathskolens afslutning. Værnepligtige, der efter at have gennemgået den første og en supplerende særlig uddannelse ved våbnene, antages som mather, forpligter sig ligeledes til at forrette tjeneste i ca. 2 år. Efter udløbet af den første tjenestetid kan mather antages til tjeneste for 1 år ad gangen i yderligere 4 år.

I bemærkningerne til lovforslaget motiveredes det således:

„I en kommende forsvarsordning påregnes et betydeligt forøget behov for frivilligt, fast personel med længere tids tjeneste, og det må derfor forekomme ønskeligt, at der i en overgangsperiode haves mulighed for at forlænge mathers samlede kontraktperiode ud over 6 år, for at knytte værnepligtige til forsvaret på mathvilkår for kortere tidsrum end 2 år og for at lade tjenestetidsforlængelserne ske i kortere perioder end 1 år ad gangen. Skønt det er hensigten at tage personelloven op til revision, når en ny forsvarsordning kan gennemføres, finder man det således nødvendigt, at der allerede på nuværende tidspunkt tilvejebringes bemyndigelse til i fornødent omfang at kunne dispensere fra de i personelloven fastsatte tidsmæssige begrænsninger for antagelse af mather."

Ved 1. behandling anbefaledes lovforslaget af Lannung (RV), mens Alfred Jensen (DK) og Aksel Larsen (SF) gik imod det.

Uden at have været henvist til udvalg vedtoges lovforslaget uændret ved 3. behandling med 140 stemmer mod 5, idet I medlem (Morten Larsen) undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Hermod Lannung (RV), Alfred Jensen (DKP) og Aksel Larsen (SF)