Den for de kommunale gymnasieskoler uden for København, Frederiksberg og Gentofte hidtil gældende tilskudsordning har givet anledning til utilfredshed i kommuner med egen gymnasieskole, idet disse kommuner selv har måttet afholde halvdelen af udgiften til gymnasieundervisning, mens kommuner med en statsskole har kunnet sende deres børn gratis til denne. Efter lov nr. 194 af 11. juni 1954 om vederlagsfri undervisning m. v. har denne utilfredshed også bredt sig til de landkommuner, som ikke har en statsskole at sende børnene til, men må sende dem til et kommunalt gymnasium og derfor betale skolepenge (formentlig 500-600 kr. om året pr. elev).

På denne baggrund har spørgsmålet om at tilvejebringe økonomisk ligestilling mellem kommuner med statsskoler og kommuner med kommunale gymnasieskoler flere gange været rejst i folketinget bl. a. under forhandlinger om oprettelse af nye statsskoler.

Loven tilsigter at afskaffe den hidtil eksisterende økonomiske ulighed mellem de nævnte kommuner.

Om de beregninger, der ligger til grund for lovens regler, henvises til lovforslagets bemærkninger.

Lovens hovedprincip er for så vidt angår driftsudgifter fastslået i § 2 og § 4.

§ 2, der fik sin endelige udformning under behandlingen i folketinget, har følgende ordlyd:

"Staten yder som tilskud til driften af de kommunale gymnasieskoler 90 pct. af skolernes udgifter til lærerlønninger og herudover et tilskud pr. elev på 90 pct. af statsskolernes bruttoudgift pr. elev bortset fra udgiften til lærerlønninger. Ved beregningen af tilskud efter denne bestemmelse kan højst medregnes 2 realklasserækker."

Ifølge § 4 yder hjemstedskommunen for elever, der optages i en statsskole eller i en af en anden kommune drevet gymnasieskole, for så vidt den ikke selv på optagelsestidspunktet har indrettet tilsvarende undervisning i tilstrækkeligt omfang, eller forholdet er ordnet ved særlig aftale, som bidrag til skolens drift et beløb pr. elev svarende til 10 pct. af bruttoudgiften pr. elev i statsskolerne.

Hovedprincippet i loven er således, at staten betaler 90 pct. af de kommunale gymnasieskolers driftsudgifter og kommunerne 10 pct. af statsskolernes driftsudgifter. Der er ved udformningen af § 2 taget hensyn til, at det tilskud, som kommunerne modtager i henhold til lærerlønningsloven (på 85 pct. af de udbetalte lønninger), må fradrages i tilskuddet.

Ligesom efter den hidtidige ordning kan statstilskuddet for eleverne i de kommunale gymnasieskolers realklasser dog højst beregnes for 2 rækker, idet dette er normen for antallet af realklasser såvel ved statsskoler, hvor overskydende rækker kun rent undtagelsesvis har forekommet, som ved kommunale gymnasieskoler. Til overskydende rækker ved disse ydes tilskud efter de for de kommunale realskoler gældende tilskudsregler.

Ifølge § 5 lægges finansåret til grund ved beregningen af statstilskud og bidrag fra kommunerne. I beregningen indgår ikke udgiften til forrentning og afskrivning.

Udgifterne ved opførelsen af nye gymnasieskoler fordeles ifølge § 6 mellem staten og kommunerne med henholdsvis 25 og 75 pct. Dette svarer til den praksis, der siden 1954 er fulgt ved opførelsen af nyoprettede statsskoler, mens der til opførelsen af nye statsskoler til afløsning af eksisterende er ydet tilskud fra kommunerne af varierende størrelse, i senere tid 15-25 pct. af udgifterne. Til opførelsen af nye kommunale gymnasieskoler er der siden 1956 ydet et statstilskud på 25 pct.

Ved nybygning eller udvidelse af eksisterende gymnasieskoler er der ydet lokale tilskud af varierende størrelse til statsskoler og i nogle tilfælde et statstilskud på 25 pct. til kommunale gymnasieskoler, alt afhængig af nærmere forhandlinger i hvert enkelt tilfælde. Det er anset for mest hensigtsmæssigt i sådanne tilfælde også i fremtiden at lade det afhænge af nærmere forhandlinger, om og i hvilket omfang der skal ydes henholdsvis statstilskud og lokalt tilskud til sådanne foranstaltninger, når det gælder nybygning eller ombygning ved bestående skoler.

Ifølge § 9, som i øvrigt giver visse overgangsregler, træder loven i kraft 1. august 1959.

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om statstilskud til private gymnasieskoler og om statstilskud til private realskoler i København, Frederiksberg og Gentofte (se nærmest foregående sag), ved 2. og 3. behandling tillige sammen med forslag til lov om statstilskud til private eksamensberettigede realskoler uden for København, Frederiksberg og Gentofte (se ovenfor under nr. 113).

Der blev ved 1. behandling fra alle sider udtrykt tilfredshed med den ordning, som lovforslaget tilsigtede gennemført. Den indebar en nødvendig økonomisk ligestilling af kommunerne og en ønskelig forenkling af reglerne.

Uden for ordførernes kreds udtrykte Horn (S) sin tilfredshed med, at man nu endelig var nået det meste af den vej, som han for 16 år siden gjorde opmærksom på man burde gå for at fjerne den hidtidige ulighed i beskatningen af befolkningen på dette område.

Af den afgivne udvalgsbetænkning fremgår imidlertid, at et mindretal (Poul Thomsen og Weikop) ikke kunne medvirke til lovforslagenes gennemførelse, idet forslagene var konsekvenser af en skolelovgivning, som mindretallet ikke kunne tiltræde.

Udvalgets flertal (socialdemokratiets, venstres, det radikale venstres og Danmarks retsforbunds medlemmer af udvalget samt den konservative Jacob Pedersen) indstillede lovforslaget til vedtagelse med en enkelt ændring, der nærmest var af teknisk karakter og ikke fraveg lovforslagets hovedprincip.

Bestyrelsen for „Bymæssige Kommuner" rejste i en henvendelse en række spørgsmål over for udvalget. Herom udtales i betænkningen bl. a.:

„Det siges i den nævnte henvendelse bl. a., at bestyrelsen i hovedsagen kan tilslutte sig de i det forelagte lovforslag angivne principper, hvorefter staten som samlet tilskud til driften af de kommunale gymnasieskoler betaler et beløb pr. elev svarende til 90 pct. af bruttoudgiften pr. elev i statsskolerne, medens hjemstedskommunen for elever, der optages i en statsskole — eller i en af en anden kommune drevet gymnasieskole — som bidrag til skolens drift yder et beløb pr. elev svarende til 10 pct. af nævnte bruttoudgift, forudsat at hjemstedskommunen ikke selv har indrettet tilsvarende undervisning. Bestyrelsen finder imidlertid, at det ikke kan anses for tilfredsstillende, at de kommuner, som har ydet bidrag til opførelse af statsskoler ud fra den forudsætning, at staten alene afholdt de fremtidige driftsudgifter, nu for fremtiden også skal deltage i disse udgifter med 10 pct. af bruttoudgiften pr. elev. Det bemærkes herved, at det utvivlsomt for mange kommuner har været en væsentlig forudsætning for overhovedet at deltage i udgifterne ved opførelsen af en statsskole, at man kunne regne med, man ikke skulle deltage i driftsudgifterne, hvorfor man finder, at disse kommuner også fremover bør fritages for at svare bidrag til driften ......

Ministeren har i denne forbindelse over for udvalget oplyst, at man vel ved lovforslagets udarbejdelse har været opmærksom på, at kommuner, der har ydet bidrag til opførelsen af statsskoler, har gjort dette ud fra den forudsætning, at staten alene afholdt de fremtidige driftsudgifter. Af denne grund at fritage kommunerne for bidrag til driften ville imidlertid være ensbetydende med at indrømme dem en begunstigelse i forhold til kommuner, der efter lovens ikrafttræden må yde 75 pet. bidrag til opførelse af en ny statsskole, som alene ville have sammenhæng med den tilfældige omstændighed, at skolens opførelse i de førstnævnte tilfælde er sket før lovens ikrafttræden ......

Udvalget kan tilslutte sig ministerens bemærkninger, idet man går ud fra, at ministeriet, hvis lovforslagets regler viser sig at medføre åbenbare urimeligheder for enkelte kommuner, vil være villig til at søge disse afhjulpet ved forhandling i de enkelte tilfælde."

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 117 stemmer mod 21 (KF).