Om lovens formål anførte undervisningsministeren i sin fremsættelsestale bl. a.:

„Det grundlag, hvorpå de private seminariers statstilskud for øjeblikket hviler, blev til i 1947 og var umiddelbart foranlediget af de ved tjenestemandsloven af 1946 foretagne forhøjelser af lønningerne til statens tjenestemænd.

Efter at statstjenestemændenes lønninger ved loven af 7. juni 1958 er undergået en række ret betydelige principielle ændringer og i forbindelse hermed forhøjet — for de heromhandlede tjenestemandsgruppers vedkommende med gennemsnitlig 20 pct. — er der igen opstået det forhold, at de private seminariers tilskudsregler ikke længere slår til. Forholdet er jo det, at disse private institutioner i meget vidt omfang med hensyn til lønninger må — og bør — følge statens lønninger på det tilsvarende område. Hertil kommer, at den i 1954 gennemførte lov om uddannelse af lærere til folkeskolen, hvorved seminarie- undervisningen tilrettelægges som et friere studium end hidtil, stiller væsentligt øgede krav til seminarierne — både statens og de private — både til lærerpersonalet og til undervisningens ydre rammer, d. v. s. bygninger og samlinger.

De senere års lovgivning på de nævnte områder har bragt flere private seminarier i økonomiske vanskeligheder og gjort det nødvendigt for dem at forhøje elevbetalingen, der foruden statstilskuddet er disse institutioners eneste indtægtskilde.

Sådanne forhøjelser er meget beklagelige, navnlig i en tid med lærermangel, og føles tyngende af de kredse af befolkningen, der på grund af den ulige geografiske fordeling af henholdsvis statsseminarier (der jo yder deres elever vederlagsfri undervisning) og privatseminarier er naturligt henvist til at benytte et privat seminarium.

Det foreliggende lovforslag tilsigter at ajourføre og forbedre de private seminariers tilskudsforhold sådan, at yderligere forhøjelser af elevbetalingen skulle kunne undgås, ligesom man vil få mulighed for at lade en del af de allerede gennemførte forhøjelser bortfalde.

Lovforslaget betyder foruden den nævnte ajourføring og forbedring af tilskudsbeløbene på flere punkter en forenkling af de hidtidige ret komplicerede tilskudsregler. — — —

Jeg vil gerne understrege det overordentlig vigtige i, at der sikres privatseminarierne, der uddanner langt over halvdelen af folkeskolens lærere og lærerinder her i landet, en rimelig økonomisk baggrund. Man må erindre, at de private seminarier, af hvilke der nu findes 18, og som alle (undtagen et) er selvejende institutioner, løser en opgave, der ellers fuldt ud ville påhvile det offentlige. De eksisterende 8 statsseminarier ville overhovedet ikke være i stand til alene at forsyne folkeskolen med det nødvendige antal lærere og lærerinder. At private seminarier påtager sig en stor del af den opgave, som ellers måtte løses af statens institutioner, sparer staten for ikke ubetydelige udgifter. Selv ved en for privatseminarierne gunstig tilskudsordning bliver den samlede statsudgift ved deres drift dog ikke så lidt mindre end ved driften af tilsvarende statsinstitutioner, hvor alle udgifter dækkes med 100 pct. af statskassen. Efter forslaget vil statens ydelse til de private seminarier blive forøget fra ca. 8 til ca. 9½ mill. kr. årlig, altså med godt 1½ mill. kr., hvoraf langt størsteparten medgår til en ajourføring af lønningerne i overensstemmelse med den nye tjenestemandslovs regler. Denne udgiftsforøgelse må forekomme beskeden til dette formål."

Om indholdet af lovens bestemmelser anføres iøvrigt:

Ved loven udvides tilskudsreglerne til også at omfatte seminariernes præparandklasser, både hvad angår lønningstilskud og driftstilskud.

Efter de hidtidige regler ydes tilskuddet til seminariernes lærerlønninger med 100 pct. af alderstillægget og 2/3 af de øvrige løndele, hvilket har betydet, at seminarierne gennemsnitligt gennem lønningstilskuddet har fået dækning for ca. 70 pct. af de samlede lønudgifter.

Efter loven ydes lønningstilskuddet med en ensartet procentdel af hele lærerlønnen. Procenten er forhøjet til 85 pct. Ordningen indebærer således en væsentlig forenkling i administrativ henseende.

Efter de hidtidige regler var der fra statens side kun stillet det krav til de private seminariers lønninger, at den samlede tilskudsberettigede lønsum ved et seminarium ikke måtte overstige det samlede beløb, som forstander og lærere efter deres tjenestealder ville have oppebåret som henholdsvis forstander og lærere ved et statsseminarium.

Efter lovens regler er det en betingelse for opnåelse af løntilskud, at hver enkelt rektor og lærer lønnes efter de for de tilsvarende statsinstitutioner gældende regler.

Baggrunden herfor er et ønske om at udelukke muligheden for, at privatseminarier ved lønoverbud sikrer sig lærerkræfter fremfor statens seminarier, idet der her er tale om et undervisningsfelt, hvor privat- og statsinstitutioner virker side om side; reglen svarer i øvrigt til de bestemmelser, der er gældende for statstilskud til private skoler inden for det højere skolevæsen.

Hver seminarierektors og lærers tjenestealder fastsættes af undervisningsministeren, der ligeledes på grundlag af seminariets indstilling fastsætter, hvilke lærere der skal aflønnes efter reglerne for 26. lønningsklasse i lov af 7. juni 1958 om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd.

For seminarierektorer, der selv ejer seminariet, beregnes tilskuddet efter timetallet i forhold til den lønning, de pågældende ville oppebære som statsseminarierektorer.

Forener en seminarierektor med stillingen andre hverv, f. eks. ledelsen af en gymnasieskole, fastsætter undervisningsministeren, hvorledes hans lønning som seminarierektor skal beregnes. Det samme gælder lærere, der er ansat ved en skole, der rummer både gymnasium og seminarium.

Reglerne om ydelse af bygningstilskud bringes på linje med de for en række andre private skoleformer gældende. Dette tilskud ydes fremtidig med 3% pct. af værdien af ejendom, inventar og samlinger. Reglen betyder en administrativ forenkling i forhold til de hidtidige principper og vil stort set give et bygningstilskud af samme størrelse som hidtil. Bestemmelserne svarer i øvrigt i alt væsentligt til hidtidig praksis.

Driftstilskuddet til private seminarier, seminarier for småbørnslærerinder og øvelsesskoler har hidtil været ydet pr. klasse med en procentdel af udgiften pr. klasse ved statsseminarierne, statens seminarium for småbørnslærerinder, Vejle, og statsøvelsesskolerne til forskellige driftsudgifter, rengøring (herunder pedelløn), brændsel og belysning.

Dette tilskud ændres nu således, at det fremtidig ydes med et fast, pristalsreguleret beløb pr. klasse, der er fastsat til 9 000 kr. Det forhøjes eller nedsættes med 150 kr. for hver 6 points bevægelse i pristallet. Som tidligere nævnt ydes det nu også til præparandklasser.

Mens driftstilskud til klasser på den 5-årige aftenlinje hidtil har været ydet med 4/5 af dagklassernes beløb, skal der nu ydes fuldt tilskud til aftenklasserne.

Driftstilskuddet til private seminarier for småbørnslærerinder og private øvelsesskoler fastsættes ligeledes til faste, pristalsregulerede beløb.

På baggrund af forholdet mellem driftstilskuddet til. private seminarier og driftstilskuddet til øvelsesskoler og småbørnslærerindeseminarier gennem de senere år fastsættes tilskuddet til småbørnslærerindeseminarierne til halvdelen af og til øvelsesskolerne til en tredjedel af det for privatseminarierne fastsatte driftstilskud.

Det hidtidige rådighedsbeløb på 40 000 kr. som tilskud til særlige formål er på baggrund af stigningen i seminariernes antal og den stedfundne prisstigning samt den nye læreruddannelses større krav forhøjet til 80 000 kr.

En for seminarierne væsentlig ulempe ved den hidtidige tilskudsordning har det været, at tilskuddet udbetaltes som refusion af udgifterne i et regnskabsår efter dettes udløb. Efter loven skal tilskuddet udbetales forskudsvis i 3 rater i det løbende regnskabsår på grundlag af en foreløbig opgørelse over udgifterne med senere endelig afregning efter fuldstændigt regnskab.

Gennem en årrække har der til private seminarier været ydet statslån til byggeri m. v. i analogi med de for højskoler, husholdningsskoler m. fl. gældende regler, og der skabes nu direkte hjemmel for statslån til seminarierne.

De fastsatte regler er identiske med de for højskolerne gældende låneregler og går bl. a. ud på, at lånet kan udgøre indtil halvdelen af værdien.

Det er en betingelse for ydelsen af sådant statslån, at planer og tegninger til bygningerne er godkendt af undervisningsministeriet, samt at den selvejende institution selv har skaffet et beløb af mindst 16 2/3 pct. af værdien. Dette beløb kan under særlige omstændigheder tillades sikret ved pant i ejendommen efter statslånet; rentefod og afdragsvilkår skal godkendes af undervisningsministeren.

For statslånet, der er afdragsfrit, men forrentes med 4 pct. p. a., gives der staten oprykkende panteret i bygninger med grund og tilbehør næst efter lån, der ikke må overstige 1/3 af ejendommens værdi. Lånet er fra statens side uopsigeligt, så længe lånevilkårene nøje overholdes og bygningen anvendes til det oprindelige formål.

Stk. 1 i den i lovens § 2 fastsatte ikrafttrædelsesbestemmelse har følgende ordlyd:

„Tilskud i henhold til denne lov beregnes med virkning fra 1. april 1958 at regne. De i loven indeholdte regler om udbetalingsterminer finder anvendelse fra begyndelsen af undervisningsåret 1958-59, mens lovens krav til lærerlønnens størrelse træder i kraft fra begyndelsen af undervisningsåret 1959-60."

Stk. 2 bemyndiger undervisningsministeren til at lade loven om statstilskud til anerkendte private seminarier optrykke med senere ændringer.

Lovforslaget fik i folketinget tilslutning fra alle partiers side. Det gennemførtes med enkelte ændringer, som nærmest var af teknisk karakter, og vedtoges enstemmigt ved 3. behandling.