Loven ændrer dels færdselslovens bestemmelser om adgang til at fastsætte lokale hastighedsgrænser, dels færdselslovens regler om erstatningsansvar for skade forvoldt af motordrevne køretøjer.
1. Vedrørende bestemmelserne om hastighed, der ændredes væsentligt såvel ved 2. som 3. behandling af lovforslaget, samt forskellige andre trafikspørgsmål, som berørtes under lovforslagets behandling, bemærkes:
Ved den ændring af færdselsloven (lov nr. 153 af 24. maj 1955), som gennemførtes ved lov nr. 122 af 12. april 1957 (årbog 1956-57, side 313-317), affattedes færdselslovens § 57, stk. 4, 1. punktum, om adgangen til at fastsætte lokale hastighedsgrænser således: „Bestemmelse af varig karakter om særlig begrænsning for kørehastigheden træffes for strækninger, hvor særlige omstændigheder tilsiger det, eller hvor der erfaringsmæssigt køres med en efter forholdene for stor hastighed."
I henhold til denne bestemmelse er der siden 1957 fastsat hastighedsbegrænsning på 50 km i timen for gennemkørsels veje i en række byer. Det havde ved lovforslagets fremsættelse endnu ikke kunnet konstateres, hvilken virkning hastighedsbegrænsningen har haft, hvorimod det i de forholdsvis få tilfælde, hvor der før 1957 var indført hastighedsbegrænsning, var sket en ikke uvæsentlig nedgang i antallet af færdselsulykker. Endvidere tyder erfaringer fra Sverige og Vesttyskland, hvor der henholdsvis i 1955 og 1957 gennemførtes en hastighedsgrænse på 50 km i timen for tæt bebyggede områder, på, at det er muligt gennem en sådan hastighedsbegrænsning at opnå en væsentlig nedgang i færdselsulykkernes antal og ikke mindst en begrænsning i deres omfang.
På denne baggrund foreslog justitsministeren i forslaget til den her omhandlede lov indsat følgende bestemmelse som et nyt stk. 4 i den almindelige bestemmelse om hastighed i færdselslovens § 35:
„I tæt bebyggede områder må hastigheden ikke overstige 50 km i timen. Denne bestemmelse gælder ikke for motorveje og kan for enkelte områder eller vejstrækninger fraviges af justitsministeren. Hastighedsbegrænsningen skal være tilkendegivet ved afmærkning. Regler herom fastsættes af justitsministeren efter forhandling med ministeren for offentlige arbejder."
Ved lovforslagets 1. behandling erklærede de fleste ordførere, at opfattelsen inden for deres partier med hensyn til den foreslåede hastighedsgrænse på 50 km i timen i tæt bebyggede områder var delt, således at de kun kunne tale på en del af deres partiers vegne. Tilslutning til ministerens forslag gav Peter Ravn (S) og Lynnerup Nielsen (DK) (der oplyste, at hans parti støttede forslaget) og uden for ordførerne Vagn Bro (V). Imod den foreslåede bestemmelse gik Helga Pedersen (V), Reedtz-Thott (KF), A. C. Normann (RV), Gøting (DR) og Aksel Larsen (SF) samt uden for ordførerne Holmberg (V).
I det om lovforslaget nedsatte udvalg stillede et flertal (From, Victor Gram, Gøting, Holmberg, Horn, Thisted Knudsen, Marie Antoinette von Lowzow, A. C. Normann, Helga Pedersen og Reedtz-Thott) ændringsforslag om, at de foreslåede bestemmelser om generel hastighedsbegrænsning i tæt bebyggede områder udgik, idet flertallet var af den opfattelse, at den gældende regel om indførelse af lokale hastighedsgrænser i henhold til færdselslovens § 57, stk. 4, var fyldestgørende. Et mindretal (Kristen Amby, Vagn Bro, Boye Hansen, Aage Knudsen, Waldemar Laursen, P. A. Rasmussen og Peter Ravn) indstillede et af justitsministeren stillet ændringsforslag om en ændret formulering af bestemmelserne i § 35, stk. 4, om hastighedsbegrænsning i tæt bebyggede områder til vedtagelse. Ved ændringsforslaget fastsattes ligesom efter ministerens oprindelige forslag, at der i alle tæt bebyggede områder skulle være en hastighedsgrænse, men ved den ændrede formulering tilsigtedes en stærkere understregning af, at hastighedsgrænsen skulle fastsættes højere eller lavere end 50 km i timen, hvor forholdene begrundede det.
Det foran nævnte flertal stillede tillige ændringsforslag om, at den gældende hastighedsgrænse på 60 km i timen for motorvogne, hvis totalvægt overstiger 3 500 kg, skulle forhøjes til 70 km i timen for alle tunge personmotorvogne (væsentlig omnibusser og turistvogne), medens 60 km grænsen for andre tunge motorvogne skulle bevares. Det foran nævnte mindretal kunne ikke tiltræde ændringsforslaget om en generel forhøjelse af hastighedsgrænsen for tunge personmotorvogne, men henviste til, at justitsministeren over for udvalget havde erklæret at ville stille sig velvilligt med hensyn til i medfør af færdselslovens § 44, stk. 3, at dispensere fra den omhandlede hastighedsgrænse, når dette findes forsvarligt.
Om forskellige færdselsproblemer, som havde været rejst under lovforslagets 1. behandling, og som omtaltes i udvalgsbetænkningen, skal endvidere anføres:
Vedrørende afmærkning ved striber på kørebanen havde justitsministeren på udvalgets foranledning erklæret at ville henstille til vejmyndighederne, at de såkaldte spærrelinjer, som i henhold til vejafmærkningsbekendtgørelsen ikke må overskrides under normale færdselsforhold, anbringes efter ensartede retningslinjer, og at der så vidt muligt følges det synspunkt, at spærrelinjer kun anvendes i det omfang, forbud mod overhaling følger af færdselslovens almindelige regler. Et mindretal (Marie Antoinette von Lowzow og Reedtz-Thott) stillede dog ændringsforslag om, at kørebaneafmærkning bestående af linjer på langs ad kørebanen alene skulle være af vejledende karakter, så at spærrelinjer ikke skulle opfattes som en bindende anvisning for færdslen.
Der havde i udvalget været enighed om værdien af en afmærkning, hvorved det tydeligt tilkendegives, i hvilke tilfælde trafikken på en vej, der skærer eller munder ud i en anden, har vigepligt for trafikken på den anden vej. Udvalget udtalte ønskeligheden af, at en sådan afmærkning gennemføres i så vid udstrækning som muligt og så tydeligt som muligt (stopskilt eller afmærkning på kørebanen).
Da parkering på hovedvej jævnlig frembyder fare for trafikken, havde udvalget drøftet spørgsmålet om ved en ændring af færdselslovens § 38 at gennemføre et absolut forbud mod parkering på hovedvej i lygtetændingstiden. Udvalget havde dog afstået fra at stille ændringsforslag herom, men henstillede til justitsministeren, at politiet påser, at de i lovens § 38 fastsatte regler om parkering og standsning overholdes. Navnlig mente udvalget, at en bedre overholdelse af bestemmelsen i § 38 om, at køretøj ved standsning eller parkering skal stilles ved kørebanens yderkant eller om muligt uden for denne, ville kunne forebygge mange ulykker.
Afstemningerne ved 2. behandling over de forskellige ændringsforslag fulgte ikke partilinjerne. Justitsministerens af mindretallet tiltrådte ændringsforslag om en ændret formulering af færdselslovens § 35, stk. 4, forkastedes ved navneopråb med 84 stemmer mod 80. l medlem undlod at stemme. Derefter vedtoges flertallets ændringsforslag om, at det af justitsministeren foreslåede nye stk. 4 til § 35 skulle udgå, med 88 stemmer mod 77, idet 2 medlemmer undlod at stemme. Flertallets ændringsforslag om en højere hastighedsgrænse for tunge personmotorkøretøjer forkastedes ved navneopråb med 85 stemmer mod 77. l medlem undlod at stemme. Mindretalsændringsforslaget om, at kørebaneafmærkning bestående af linjer anbragt på langs ad kørebanen kun skulle være af vejledende karakter, forkastedes med 110 stemmer mod 39.
Under udvalgsbehandlingen mellem 2. og 3. behandling var justitsministeren og udvalget efter den stedfundne afstemning ved 2. behandling enige om ikke at ændre den almindelige bestemmelse om hastighed i færdselslovens § 35. Derimod opnåedes der enighed om et ændringsforslag gående ud på at give færdselslovens § 57, stk. 4, om fastsættelse af lokale hastighedsgrænser følgende formulering:
„Bestemmelse af varig karakter om særlig begrænsning af kørehastigheden trænes for strækninger, hvor omstændighederne, herunder tæt bebyggelse, tilsiger det, eller hvor der erfaringsmæssigt køres med en efter forholdene for stor hastighed. For hovedveje træffes bestemmelse herom af justitsministeren, for andre veje af politimesteren (politidirektøren i København) efter nærmere af justitsministeren fastsatte regler. Afgørelsen trænes efter forhandling med vedkommende vejbestyrelse."
Den ændrede formulering, hvorefter det alene kræves, at „omstændighederne", men ikke „særlige omstændigheder" tilsiger indførsel af en varig begrænsning af hastigheden, og der udtrykkeligt peges på „tæt bebyggelse" som en sådan omstændighed, vil, siges det i tillægsbetænkningen, „efter justitsministerens udtalelse medføre, at der skal indføres hastighedsbegrænsning for et betydelig større antal strækninger end efter den gældende regel, men formuleringen vil ikke som justitsministerens tidligere forslag vedrørende ændring af færdselslovens § 35 medføre en generel hastighedsbegrænsning i tæt bebyggede områder."
Når afgørelsen for så vidt angår landeveje og landevejsgader henlægges til politimestrene og ikke længere til justitsministeren — dog med rekurs til justitsministeren — skyldes det ønsket om at forenkle administrationen af det større antal sager om lokal hastighedsbegrænsning, som må forventes efter denne bestemmelses gennemførelse.
Den således af justitsministeren foreslåede og af udvalget tiltrådte ændring vedtoges enstemmigt ved 3. behandling.
2. Erstatningsansvar og ansvarsforsikring. Reglerne om erstatningsansvar for skade forvoldt af motordrevne køretøjer færdselslovens §§ 65, 66 og 68 har hidtil været følgende: Efter § 65, stk. 1, er den for køretøjet ansvarlige forpligtet til at erstatte skade forvoldt ved påkørsel, sammenstød, væltning eller andre lignende kørselsuheld eller ved en i motor eller beholder opstået eksplosion eller brand, medmindre det fremgår af omstændighederne, at skaden ikke kunne være afværget ved den agtpågivenhed og omhu, der udkræves ved benyttelse af motordrevne køretøjer såvel i henseende til driften som i henseende til materiellet. Denne erstatningsregel betegner en fravigelse af almindelige erstatningsregler, for så vidt som det påhviler den for køretøjet ansvarlige at bevise, at der ikke er udvist manglende agtpågivenhed og omhu. På grundlag af denne regel har der udviklet sig en domspraksis, der pålægger de for motorkøretøjer ansvarlige et endog meget vidtgående erstatningsansvar. Det følger af § 65, stk. 2, at den strenge ansvarsregel i stk. 1 ikke finder anvendelse med hensyn til skade på gods og personer, der befordres uden betaling. For sådan skade samt for skade, der er forvoldt på anden måde end anført i stk. 1, gælder ifølge stk. 3 de almindelige erstatningsregler. I henhold til § 66, stk. 1, påhviler det enhver ejer af et motordrevet køretøj at tegne en ansvarsforsikring på 60 000 kr. til hel eller delvis dækning af ethvert erstatningskrav i medfør af § 65, herunder krav i henhold til § 65, stk. 3, der — som nævnt — henviser til almindelige erstatningsregler.
I 1957 afgav et af justitsministeren nedsat udvalg efter forhandlinger med tilsvarende udvalg i Finland, Norge og Sverige betænkning med lovudkast om ændring af reglerne om erstatning for skade ved brug af motorkøretøjer og om tvungen forsikring til dækning af skaderne. Lovudkastet indeholdt forslag om afgørende ændringer af den hidtidige ansvars- og forsikringsordning. Således skulle den tvungne ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer dække skade forvoldt af motordrevne køretøjer, selv om ingen havde skyld i skaden. Endvidere foresloges, at ejeren (brugeren) i forhold til forsikringsselskabet selv skulle bære de første 200 kr. af den skade, der voldes ved enhver af forsikringen omfattet begivenhed, og at selskabet skulle være pligtigt at inddrive dette beløb.
De af udvalget foreslåede nye principper for objektivt ansvar og tvungen selvrisiko havde justitsministeriet ikke kunnet tiltræde, og de indeholdtes derfor ikke i forslaget til den her omhandlede lov. Dette indeholdt derimod på forskellige andre punkter i overensstemmelse med udvalgets udkast forslag om ændringer i erstatningsreglerne.
Om indholdet af de ved loven gennemførte ændringer i erstatningsreglerne bemærkes:
Den foran nævnte regel i færdselslovens § 65, stk. 2, om, at skade på personer og gods, der befordres med motordrevet køretøj uden betaling, ikke omfattes af de strenge ansvarsregler, ophæves.
Der gennemføres en forhøjelse af forsikringssummerne for den lovpligtige ansvarsforsikring. Det hidtidige maksimumsbeløb for den lovpligtige ansvarsforsikring forhøjes fra 60 000 kr. til 150 000 kr. for hver tilskadekommen eller dræbt person og 60 000 kr. for tingsskade for den ved en enkelt forsikringsbegivenhed forårsagede skade. (I det oprindelige lovforslag var den sidstnævnte maksimumsats 50 000 kr., men den ændredes under sagens behandling i folketinget). Forhøjelsen af satserne motiveres med den i de senere år stedfundne stigning i prisniveauet; der er forekommet en del tilfælde, hvor den idømte erstatning væsentligt har oversteget 60 000 kr.
Den hidtidige regel om, at selskabet har regres mod enhver, der er ansvarlig for skaden, hvis den pågældende har forvoldt skaden ved forsæt eller grov uagtsomhed, ændres således, at retten, hvis der foreligger grov uagtsomhed, under hensyn til skyldgraden og omstændighederne i øvrigt afgør, om selskabet skal have regres og i bekræftende fald i hvilket omfang.
Den hidtidige bestemmelse i lovens § 66, stk. 3, der fritager eksterritoriale personer, herunder medlemmer af herværende diplomatiske korps, samt fremmede magters herværende udsendte konsularembedsmænd fra forsikringspligt, ophæves. Der gives justitsministeren bemyndigelse til at fritage køretøjer tilhørende fremmede stater og internationale organisationer for forsikringspligt.
Ifølge loven ændres de forinden lovens ikrafttræden tegnede forsikringssummer fra lovens ikrafttræden i overensstemmelse med lovens regler, og forsikringstagerne kan ikke opsige forsikringsaftalen på grund af den forhøjelse af præmierne, som begrundedes i forhøjelsen af erstatningsbeløbene.
Ved en ændring, der indsattes under folketingets behandling, fastsattes et maksimum for stempelafgiften for den lovpligtige ansvarsforsikring på 8 kr.
Lovforslagets bestemmelser om ansvarsreglerne fik tilslutning fra alle partiers side. I betænkningen fra det om lovforslaget nedsatte udvalg udtaltes om den præmieforhøjelse, som ville følge af lovforslagets gennemførelse, følgende:
„Justitsministeren har over for udvalget oplyst, at gennemførelsen af den foreslåede ændring af færdselslovens § 66 om ansvarsforsikring efter Assurandør-Societetets oplysninger må antages at ville medføre en præmieforhøjelse på omkring 20 pct. for person- og lastautomobiler og en forhøjelse på mellem 20 og 30 pct. for visse kategorier af motorkøretøjer, f. eks. motorcykler og hyrebiler, hvor personskaderne udgør en forholdsvis stor andel af de samlede skader. De således oplyste præmieforhøjelser må dog betragtes som skønsmæssigt anslåede. Den endelige præmieforhøjelse må i væsentlig grad bero på, i hvilket omfang forhøjelsen af forsikringssummen og den ved ændringen af ulykkesforsikringsloven skete forhøjelse af ydelserne i henhold til denne lov vil påvirke domstolenes praksis med hensyn til størrelsen af de erstatninger, der fastsættes for personskader, og dette spørgsmål lader sig ikke bedømme med sikkerhed på nuværende tidspunkt.
Justitsministeren, der efter forslaget til § 66, stk. 3 — ligesom efter de gældende regler — fastsætter de nærmere regler om forsikringspligtens gennemførelse og om anerkendelse af forsikringsselskaber, har over for udvalget erklæret, at han vil følge udviklingen med hensyn til forsikringspræmiernes størrelse. Skulle der blive tale om urimelige præmiesatser, vil ministeren gribe ind med hjemmel i den ovennævnte lovbestemmelse eller gennem forsikringsrådet, der i henhold til monopollovgivningen fører tilsyn med forsikringsbranchen."
3. Lovens ikrafttræden. Loven trådte i kraft 1. juli 1959. Vedtagelsen var enstemmig.