De grundlæggende bestemmelser om indkomst- og formuebeskatningen til staten findes i lov nr. 149 af 10. april 1922 om indkomst- og formueskat til staten (statsskatteloven).

Ved lov nr. 458 af 22. december 1939 om midlertidige ændringer i reglerne om påligning og opkrævning af indkomst- og formueskat til staten indførtes der visse ændringer i statsskatteloven. Disse bestemmelser, der kun havde gyldighed for skatteårene 1940-41 og 1941-42, er med visse ændringer og tilføjelser gentaget i en række love, hvorved bestemmelsernes gyldighed er udstrakt til de efterfølgende skatteår. Ved lov nr. 517 af 19. december 1942 foretoges der en opdeling af de pågældende bestemmelser, så at en del af disse fik gyldighed indtil videre, mens andre kun vedtoges som gældende for et enkelt skatteår ad gangen. Loven af 19. december 1942 med senere tilkomne ændringer og tilføjelser er optrykt ved lovbekendtgørelser, jfr. lovbekendtgørelse nr. 289 af 14. december 1957 (årbog 1957-58, side 66), der er taget som udgangspunkt for nærværende lov.

De midlertidige bestemmelser i denne lovbekendtgørelse, der findes i §§ 5, 6, 16, 18-20, 22, 23, 27 og 28, opretholdes ved nærværende lov for skatteåret 1959-60 med en række ændringer, af hvilke dog kun enkelte er af principiel karakter. Herudover foretages ved loven nogle tekniske ændringer i lov nr. 148 af 28. maj 1958 om særlig indkomstskat m. v. og lov nr. 150 af 28. maj 1958 om beskatningen af renteforsikringer m. v.

Den ajourførte ligningslov er optaget i en ny lovbekendtgørelse nr. 338 af 9. december 1958 (i det følgende citeret som „lovbekendtgørelsen") og kommenteret i et cirkulære udsendt af skattedepartementet den 11. december 1958.

Angående de ændringer, der er foretaget i de efter lovbekendtgørelse nr. 289 af 14. december 1957 gældende ligningsregler, anføres:

1) I lovbekendtgørelsens § 2 er indføjet et nyt stk. 7, hvorefter finansministeren skal være berettiget til, når særlige forhold foreligger, at bestemme, at ansættelse for personer, der flytter her til landet, ikke skal foretages efter tilflytterbestemmelserne i stk. 3-6, men efter samme regler som for her bosatte personer.

Den nye bestemmelse, der eventuelt vil være at anvende i forbindelse med reglerne i statsskattelovens § 42, stk. 5, om efteransættelse i tilfælde, hvor en skatteyder ikke er blevet medtaget ved skatteansættelsen, gør det muligt at beskatte personer, der for en kortere tid er flyttet til udlandet, af indtægter indtjent før fraflytningen. Bestemmelsen kan imidlertid også anvendes i tilfælde, hvor en ansættelse efter tilflytterreglerne vil virke ubillig, f. eks. over for unge, der uden at have bevaret bopæl her i landet har været på studierejse i udlandet.

Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte finansministeren om denne ændring:

„Ved ligningsloven for 1958-59 gennemførtes kvartalsvis indtræden og ophør af skattepligt ved flytning til og fra Danmark. Efter de tidligere gældende regler ophørte skattepligten ved fraflytning til udlandet først med udgangen af det skatteår, hvori fraflytningen fandt sted. De nye bestemmelser i forbindelse med de for nogle år siden indførte regler om beskatning af tilflyttere på grundlag af den fremtidige indkomst har gjort det muligt blot ved en kortvarig flytning fra landet at undgå beskatning af indtægter i året forud for flytningen og i selve fraflytningsåret. Dette kan føre til misbrug, for eks. hvor en skatteyder i et enkelt år har haft en særlig stor indkomst og for at undgå beskatning af denne tager bopæl en kortere tid i udlandet; ved hjemkomsten beskattes han så af sin fremtidige indkomst, således at den ekstraordinært store indkomst ikke kommer frem til beskatning. Forslagets § 2 tager bl. a. sigte på at muliggøre, at det i sådanne tilfælde kræves, at beskatningen skal ske efter de sædvanlige regler og ikke efter tilflytterreglerne."

2) Ved en i lovbekendtgørelsens § 5 foretagen ændring har man opretholdt de før loven om særlig indkomstskat m. v. gældende regler om den skattemæssige behandling af avance eller tab ved salg af good-will og tidsbegrænsede rettigheder i de tilfælde, hvor afhændelsen er sket før 1. april 1958.

De tilsvarende regler for maskiner, inventar o. lign. driftsmidler er efter samme bestemmelse opretholdt for afhændelser før 15. september 1957, hvilket kun får praktisk betydning for skattepligtige med et andet regnskabsår end kalenderåret.

3) I lovbekendtgørelsens § 7, stk. 1, blev under sagens behandling i folketinget indføjet en bestemmelse om, at understøttelser fra Hvide Sande Fondet fra og med skatteåret 1959-60 ikke skal indkomstbeskattes.

4) I samme paragraf har man ladet stk. 2 udgå, hvilket betyder, at gevinster i udenlandske lotterier fra og med skatteåret 1959-60 skal medregnes fuldt ud i den skattepligtige indkomst.

Herom anføres i bemærkningerne til lovforslaget:

„Ved lov nr. 23 af 27. januar 1956 blev der indført en særlig afgift af gevinster i Landbrugslotteriet og Almindeligt Dansk Vare- og Industrilotteri (Varelotteriet) samt af gevinster ved her i landet afholdte offentlige bortlodninger — herunder bortlodninger ved tombola — og ved her i landet afholdte offentlige præmie- og gættekonkurrencer. Den særlige afgift svares af gevinster, der falder efter lovens ikrafttrædelse den 24. februar 1956, for gevinster i landbrugslotteriet og i varelotteriet dog den 1. oktober 1956. Efter udløbet af skatteåret 1958-59 er der herefter ikke brug for bestemmelsen i ligningslovens § 7, stk. 2, hvorefter lotterigevinster kun skal medregnes i den skattepligtige indkomst med halvdelen af det beløb, hvormed de overstiger 200 kr."

5) I lovbekendtgørelsens § 8 har man opretholdt den i 1957 indførte bestemmelse om, at skatteydere med højst 20 000 kr. i skattepligtig indkomst ved opgørelsen af deres indtægt af renter og udbytter kan fradrage et beløb på indtil 200 kr., således at hele denne indtægtspost fritages for indkomstbeskatning, såfremt den ikke overstiger 200 kr. Bestemmelsen er dog nu begrænset til alene at skulle gælde skatteåret 1959-60, idet den ikke havde gyldighed for 1958-59 og skal bortfalde efter 1959-60.

I bemærkningerne til lovforslaget anføres herom:

„Ved lov nr. 150 af 28. maj 1958 om beskatningen af renteforsikringer m. v. indførtes med virkning første gang for skatteåret 1960-61, jfr. lovens § 19, nye bestemmelser om fradrag for indskud på særlige kapitalbindingskonti. Det var ved gennemførelsen af disse bestemmelser en forudsætning, at bestemmelserne i ligningslovens § 8 om fradrag for mindre renteindtægter kun skulle have virkning for skatteåret 1959-60, jfr. folketingsudvalgets tillægsbetænkning af 14. maj 1958 til forslag til lov om beskatningen af renteforsikringer m. v. Den foreslåede ændring af ligningslovens § 8 tilsigter alene at opfylde denne forudsætning."

6) I lovbekendtgørelsens § 9, stk. 3, er foretaget en ændring angående fradragsret for udgifter til rejse og fortæring.

Ændringen vedrører de tilfælde, hvor den skattepligtige som følge af sit arbejde afholder udgifter til rejse og fortæring og får godtgørelse herfor på anden måde end efter regning, f. eks. som faste dagpenge, kørselsgodtgørelse eller lignende. Efter bestemmelsen skal sådanne godtgørelser ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det omfang, de er medgået til dækning af merudgifter ved rejsen m. v. Hvis godtgørelsen overstiger merudgiften, må det overskydende beløb som hidtil medregnes ved indkomstopgørelsen. Ændringen betyder alene, at retten til det faste lønmodtagerfradrag i modsætning til tidligere ikke påvirkes af, at den skattepligtige har modtaget godtgørelser af den nævnte art.

Som begrundelse herfor anførte finansministeren ved lovforslagets fremsættelse:

„Der har været en del utilfredshed med, at lønmodtagere, der får godtgjort deres udgifter til rejser samt til ophold og fortæring under den form, at der ydes dem faste dagpenge, kørselsgodtgørelse eller lignende, ikke kan udnytte deres faste lønmodtagerfradrag. Forholdet er nemlig det, at ydelser som de nævnte skal medregnes fuldt ud i den skattepligtige indkomst. Ganske vist kan merudgifterne ved rejsen fratrækkes ved indkomstopgørelsen; men den skattepligtige er i disse tilfælde ikke berettiget til at foretage det faste lønmodtagerfradrag ved siden af. Ydes der derimod godtgørelse af rejseudgifter efter regning, skal kun den del af beløbet, der overstiger merudgiften, tages til indtægt, og retten til det faste lønmodtagerfradrag bevares. Det må erkendes, at der ikke er nogen grund til, at lønmodtagerne skal være stillet forskelligt med hensyn til retten til det faste lønmodtagerfradrag, alt efter som de får rejsegodtgørelse efter regning eller på anden måde, og forslagets § 6 tager sigte på at ophæve denne forskel."

7) I lovbekendtgørelsens § 10 blev der under lovforslagets behandling i folketinget som stk. 2 indsat en ny bestemmelse om den skattemæssige behandling af underholdsbidrag i tilfælde, hvor ægtefæller lever faktisk adskilt og ansættes særskilt til statsskat.

Såfremt den ene ægtefælle under sådanne omstændigheder yder underholdsbidrag til den anden og hos denne værende børn, skal bidragene medregnes til modtagerens skattepligtige indkomst og kan fradrages ved indkomstopgørelsen for bidragyderen. De nye regler gælder dog kun, såfremt bidraget er fastsat eller godkendt af det offentlige.

Som begrundelse herfor anføres i betænkningen fra det folketingsudvalg, der behandlede sagen:

„Efter de gældende regler indrømmes fradrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for underholdsbidrag, som i anledning af skilsmisse eller separation udredes af den ene ægtefælle til underhold af den anden ægtefælle eller af børn, som den bidragydende ægtefælle har forsørgerpligt over for. Til gengæld skal modtageren af bidraget medregne dette i sin skattepligtige indkomst. Derimod har der ikke hidtil været indrømmet fradrag for underholdsydelser, som udredes i anledning af, at ægtefællerne lever faktisk adskilt, og modtageren af ydelserne har ikke skullet medregne disse ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst. Der synes imidlertid at være god grund til at sidestille tilfælde af faktisk adskillelse, der har medført særskilt skatteansættelse af hustruen, med separations- og skilsmissetilfældene, for så vidt angår den skattemæssige behandling af underholdsbidrag, og ændringsforslag nr. 2 tager sigte herpå. Ved skilsmisse eller separation vil der altid foreligge en af det offentlige godkendt aftale om underholdsbidraget. Hvor ægtefællerne lever faktisk adskilt, behøver dette ikke at være tilfældet. Man har ment at burde indskrænke anvendelsesområdet for den foreslåede regel til de tilfælde, hvor bidraget på lignende måde som ved skilsmisse og separation er fastsat af eller godkendt af det offentlige. Dette vil lette ordningens praktisering, og samtidig opnår man en vis garanti imod, at ægtefæller udnytter de nye regler til at tilvejebringe en indkomstfordeling, der udelukkende er bestemt af skattemæssige hensyn.

Som ændringsforslaget er formuleret, finder de nye bestemmelser anvendelse for skatteåret 1959-60 også i de tilfælde, hvor underholdsbidraget er fastsat før lovens ikrafttræden. Man har herved forudsat, at underholdsbidrag, der er fastsat før lovens ikraft
træden, vil blive reguleret under hensyn til, at ydelserne fremtidig beskattes hos modtageren og kan fradrages i yderens skattepligtige indkomst."

8) Ved en bestemmelse i ligningsloven for 1958-59 blev adgangen til at fradrage visse underholdsydelser til afkom begrænset til at gælde i det omfang, hvori der er ydet vederlag til den, der har påtaget sig forpligtelsen. Ved en ændring af de herom i lovbekendtgørelsens § 14 fastsatte regler udvides begrænsningen til også at gælde ydelser til stedbørn og -børnebørn samt plejebørn og -børnebørn, der således ved reglernes anvendelse henregnes til afkom. Endvidere har man for at hindre omgåelse fastslået, at ydelser til afkoms ægtefælle skattemæssigt skal behandles på samme måde som ydelser til afkom. De nye regler gælder kun for ydelser udredet efter den 5. november 1958.

Under folketingsudvalgets behandling af sagen mellem 2. og 3. behandling enedes man om en undtagelse fra reglerne om, at ydelser til afkom ikke kan fradrages, når yderen har påtaget sig forpligtelsen uden vederlag. Såfremt ydelsen tilkommer et barnebarn af den skattepligtige eller af den med ham sambeskattede hustru, kan den fradrages i det omfang, den ikke overstiger 3 000 kr. årligt for hvert barnebarn. Fradragsret haves i disse tilfælde dog kun, hvis en af barnebarnets forældre eller begge er død før skatteårets begyndelse. Ydelser, der forfalder til betaling efter udgangen af det kalenderår, hvori barnebarnet fylder 18 år, kan ikke fradrages ved indkomstopgørelsen.

I det omfang, hvori der efter de lige nævnte regler er fradragsret for ydelser til børnebørn, kan kapitalværdien af de fradragsberettigede ydelser bruges til fradrag ved opgørelsen af den skattepligtige formue.

9) I lovbekendtgørelsens § 17 er foretaget en begrænsning af fradragsretten for renter af "gavegæld".

Bestemmelsen om, at sådanne renter ikke kan fradrages, gjaldt efter de hidtidige regler kun, hvor gælden var påtaget over for skatteyderens afkom, herunder adoptivbørn og -børnebørn. Bestemmelsen skal nu også gælde for gavegæld, som er påtaget over for stedbørn og -børnebørn samt plejebørn og -børnebørn, der således ved reglernes anvendelse henregnes til afkom. Endvidere fastslås det, at renter af gavegæld, der er påtaget over for afkoms ægtefælle, heller ikke skal kunne fradrages ved indkomstopgørelsen. De nye regler gælder ikke for renter, der vedrører tiden før den 5. november 1958. Den under punkt 8 omtalte undtagelsesbestemmelse om fradragsret for løbende ydelser til børnebørn i visse tilfælde gælder ikke for renter af gavegæld.

10) I lovbekendtgørelsens nedslagsregler vedrørende indkomstopgørelsen for folkepensionister m. fl. (§ 22) er ved en i folketinget foretagen ændring aldersgrænsen på 65 år blevet erstattet med en regel om, at nedslag skal indrømmes enhver skatteyder, der ved begyndelsen af skatteåret 1959-60 opfylder aldersbetingelsen for at oppebære folkepension, forudsat at den pågældendes skattepligtige indkomst ikke overstiger de fastsatte maksimalindkomstbeløb. Disse er de samme som for skatteåret 1958-59.

Som begrundelse for ændringen anføres i folketingsudvalgets betænkning:

„Som ligningslovens regel er formuleret, vil det forekomme, at en enlig kvinde, der opfylder indkomstbetingelserne, ikke kan få nedslag, selv om hun opfylder aldersbetingelserne for at få folkepension. Nedslag vil således ikke kunne indrømmes, hvis hun er under 65 år og enten ikke har begæret folkepension eller ikke er berettiget til folkepension, f. eks. fordi hun er pensioneret efter den gamle tjenestemandslov eller ikke er dansk statsborger.

Man har fundet det rimeligt, at nedslag indrømmes i alle tilfælde, hvor en person ved skatteårets begyndelse opfylder aldersbetingelserne for at få folkepension, og ved ændringsforslag nr. 3 foreslås en sådan regel indført."

11) I lovbekendtgørelsens § 23, stk. 1, om hustrufradrag er foretaget den ændring, at der kan indrømmes fradrag for en hustrus indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed, selv om midlerne til dennes påbegyndelse og drift hidrører fra mandens bodel eller særeje.

12) I lovbekendtgørelsens § 25, stk. 4, er foretaget en ændring, hvorefter adgangen til efter ansøgning at blive stillet som familieforsørger ved skatteberegningen fra og med skatteåret 1959-60 også skal gælde i tilfælde, hvor den skattepligtige har plejebørn, der er fyldt 18 år. De i bestemmelsen fastsatte betingelser for, at den skattepligtiges børn kan begrunde forsørgerstilling, gælder fremtidig også for plejebørns vedkommende.

13) I lovbekendtgørelsens § 27 er adgangen til at opnå etableringslempelse begrænset noget, omend i mindre grad end oprindelig foreslået, idet der på dette punkt blev foretaget en ændring i lovforslaget under sagens behandling i folketinget. Det bestemmes nu, at etableringslempelse skal kunne indrømmes for skatteårene 1959-60—1965-66 inkl., forudsat at etableringen er sket i de nedenfor anførte perioder:

[Se tabek i Folketingsårbogen, 1958-59, side 98]

De øvrige betingelser for at opnå etableringslempelse er uændrede.

Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte finansministeren herom:

„Ved § 12 foreslås bestemmelserne om den såkaldte „etableringslempelse" forlænget, dog med visse begrænsninger. Denne lempelse har hidtil kunnet indrømmes skatteydere, der har etableret eller overtaget selvstændig erhvervsvirksomhed inden for en bestemt periode. Perioden er for indeværende skatteår 1. april 1952-1. november 1957. Ligesom sidste år foreslås begyndelsestidspunktet for denne periode rykket et år frem, således at etablering eller overtagelse skal være sket efter den 1. april 1953, for at lempelse kan opnås.

Bestemmelsen om „etableringslempelse" blev indført ved ligningsloven for skatteåret 1953-54. Den har til formål at muliggøre skattelempelse for skatteydere, der de første år efter at have etableret selvstændig virksomhed har så tyngende afdragsforpligtelser, at de selv med et beskedent privatforbrug har vanskeligt ved at skaffe tilstrækkelige likvide midler til normal drift af virksomheden, så.fremt de pålignes skat af deres fulde skattepligtige indkomst.

Imidlertid vil de pågældende skatteydere som følge af de nye afskrivningsregler have mulighed for at nedbringe deres skattepligtige indkomst i et sådant omfang, at der ikke er den samme trang som tidligere til at give „etableringslempelse". Jeg kan således nævne, at lempelse hidtil i overvejende grad er indrømmet ved skatteansættelsen for landbrugere, og at disse nu har fået deres afskrivningsmuligheder udvidet i særlig grad, idet de nu kan foretage ekstraafskrivning også på brugte bygninger. Dette kan dog kun ske, når bygningen er erhvervet den 15. september 1957 eller senere, og etableringslempelsen foreslås derfor i princippet opretholdt, hvor etableringen er sket før den 15. september 1957. Hvor den er sket senere, skal der derimod efter forslaget ikke kunne indrømmes lempelse." Under forhandlingerne i folketingsudvalget blev der imidlertid iflg. den afgivne betænkning rejst indvendinger mod, at der ikke skulle kunne indrømmes „etableringslempelse" i de tilfælde, hvor etablering eller overtagelse af selvstændig erhvervsvirksomhed har fundet sted den 15. september 1957 eller senere. „Selv om de nye afskrivningsregler vil nedsætte indkomstbeskatningen for de skatteydere, der etablerer sig, efter at disse regler er trådt i kraft, vil det efter udvalgets opfattelse være rimeligt at åbne mulighed for at indrømme etableringslempelse også for skatteydere, der påbegynder selvstændig erhvervsvirksomhed inden den 1. november 1959."

Efter et af regeringspartiernes udvalgsmedlemmer tiltrådt og ved 2. behandling vedtaget ændringsforslag kan der ikke gives etableringslempelse, når virksomheden er påbegyndt den 1. november 1959 eller senere — for skatteåret 1959-60 dog den 1. november 1958 eller senere. Derimod har man fundet det rimeligt allerede nu at fastsætte regler, der vil sikre, at skatteydere, der har etableret sig før 1. november 1959 i overensstemmelse med de hidtil gældende regler, kan opnå etableringslempelse de første fem-seks skatteår efter etableringen.

Ændringer i andre skattelove:

Foruden de ovenfor omtalte ændringer i ligningsloven omfatter loven et par ændringer i 1) lov nr. 148 af 28. maj 1958 om særlig indkomstskat m. v. (årbog 1957-58, side 94) og 2) lov nr. 150 af 28. maj 1958 om beskatningen af renteforsikringer m. v. (årbog 1957-58, side 83).

Efter § 10 i loven om særlig indkomstskat m. v. kan en skattepligtig efter begæring opnå fritagelse for at betale særlig indkomstskat. Den indtægt, hvoraf særlig indkomstskat skulle være beregnet, fordeles i så fald til beskatning med almindelig indkomstskat over en periode på 3 år. Ved ophør af skattepligten inden udløbet af 3 års perioden vil beskatningen af en eller to tredjedele af det skattepligtige beløb kunne bortfalde.

For så vidt angår selskaber, foreninger og institutioner, har paragraffen imidlertid nu fået en tilføjelse om, at et beløb, der ikke er kommet til beskatning, når skattepligten ophører efter de almindelige regler, skal undergives almindelig indkomstbeskatning i forbindelse med den almindelige beskatning af selskabet m. m. i henhold til § 36 i lov nr. 149 af 10. april 1922.

I renteforsikringslovens § 9 indeholdes en regel, der blev indført under forslagets behandling i folketinget, og hvorefter fritagelse for 25 pct.s (35 pct.s) afgift indrømmes, når det afgiftspligtige beløb „genanbringes" i: 1) en renteforsikring, 2) en pensionsordning med løbende udbetalinger eller 3) en kapitalpensionsordning.

Der har herved udelukkende været tænkt på forsikringer og pensionsordninger til fordel for den skattepligtige selv eller hans pårørende, idet man kun ved sådanne ordninger har sikkerhed for, at udbetalingerne altid vil blive undergivet indkomstbeskatning eller afgiftspligt.

Da der efter lovbestemmelsens formulering kunne rejses tvivl om, hvorvidt afgiftsfritagelsen skulle være betinget af, at „genanbringelsen" sker i en forsikring eller pensionsordning til fordel for den skattepligtige selv eller hans pårørende, har man fundet det rigtigst udtrykkeligt at fastslå dette i lovbestemmelsen.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte finansministeren i nogle indledende bemærkninger:

„Det har i de tidligere år været kritiseret, at forslaget til den årlige ligningslov blev fremsat så sent, at der ikke var rimelig tid til en grundig behandling i tinget. Jeg har bemærket mig dette og håber, at det vil blive værdsat, at det i år har vist sig muligt at fremsætte forslaget betydelig tidligere end vanligt. Dette skyldes også, at forslaget i år er af væsentligt mindre omfang end sidste år. Desværre er dette ikke udtryk for, at der ikke stadig tiltrænges ændringer i det bestående skattesystem; men der er jo i løbet af forholdsvis kort tid gennemført et kompleks af skattelove, hvoraf jeg blot skal nævne afskrivningsloven, renteforsikringsloven, loven om sømandsskat og loven om særlig indkomstskat. Regeringen har derfor fundet, at det både af hensyn til borgerne og af hensyn til de skattelignende myndigheder vil være hensigtsmæssigt, at der på ligningsloven for det kommende skatteår kun optages mindre ændringsforslag — væsentligst af rent telmisk karakter — som har vist sig påkrævet."

Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse, omend flere af dets enkeltheder ønskedes nærmere overvejet.

I betænkningen fra det udvalg, der fik sagen til behandling, oplyses bl. a., at man har drøftet en henvendelse fra Advokatrådet og Foreningen af statsautoriserede Revisorer om forlængelse af fristerne for indgivelse af selvangivelser.

„Finansministeren har oplyst, at en tilsvarende henvendelse er genstand for behandling i finansministeriet, der har indhentet en udtalelse fra statens ligningsdirektorat og ligningsrådet. Udvalget henstiller, at ligningsmyndighederne i videst muligt omfang indrømmer udsættelse med indgivelse af selvangivelsen for regnskabsførende skatteydere, herunder navnlig for aktieselskaber, samt at eventuelle almindelige retningslinjer for sådan udsættelse af ligningsmyndighederne bringes til offentlighedens kundskab. Endelig henstiller udvalget, at anmodninger om regnskabsomlægning med skæringsdag 1. juli så vidt muligt imødekommes også i tilfælde, hvor man efter hidtidig praksis har fastholdt 1. oktober som tidligste skæringsdato."

Udvalgsbehandlingen resulterede i vedtagelser af en række ændringsforslag, som er omtalt ovenfor, derunder ændringsforslaget vedrørende etableringslempelse, der — i modsætning til de øvrige — kun var tiltrådt af regeringspartiernes udvalgsmedlemmer.

Når venstres og det konservative folkepartis udvalgsmedlemmer i så henseende indtog et særstandpunkt, skyldtes det, at de ønskede bestemmelserne om etableringslempelse forlænget efter uforandrede retningslinjer, jfr. det hertil sigtende mindretalsændringsforslag nr. 5. Samtidig med at stille dette ændringsforslag anmodede mindretallet iflg. betænkningen finansministeren om inden fremsættelsen af næste års ligningslov at fremskaffe en redegørelse for:

1. De fulgte retningslinjer ved bestemmelsernes administration.

2. Årsagerne til den meget forskellige udnyttelse af bestemmelserne i de forskellige amter.

3. De tekniske muligheder for at erstatte den nuværende skønsmæssige fremgangsmåde med faste regler for, hvornår og i hvilket omfang skattelettelse skal gives.

Ved et andet ændringsforslag (nr. 6) foreslog mindretallet indtægt ved salg af mergel til de i lovbekendtgørelse nr. 151 af 6. april 1940 omhandlede mergelselskaber henført til beskatning af særlig indkomstskat.

Til lovforslagets 2. behandling forelå foruden de nævnte ændringsforslag 6 ændrings- eller underændringsforslag, stillet uden for

betænkningen af Alfred Jensen m. fl. kommunistiske medlemmer. Disse ændringsforslag gik ud på følgende:

1) Adgang til ved indkomstopgørelsen at fradrage befordringsudgifter for skattepligtige, der ikke har kunnet opnå bolig i sædvanlig afstand fra arbejdspladsen (lovbekendtgørelsens § 9, stk. 2).

2) Indføjelse i lovbekendtgørelsens § 22 af følgende bestemmelse: „Ved skatteansættelsen for skatteåret 1959-60 af personer med en skattepligtig indkomst på 15 000 kr. og derunder skal der i selve ansættelsen gives et nedslag på 1 000 kr. For indkomster over 15 000 kr., men under 19 000 kr. gives der et nedslag på en fjerdedel af forskellen mellem den skattepligtige indkomst og 19 000 kr."

3) Ligestilling af enker og enligstillede mødre med folkepensionister, som i henhold til lovbekendtgørelsens § 22 har ret til et nedslag i deres skatteansættelse, når betingelserne derfor er tilstede.

4) Forhøjelse af hustrufradraget i henhold til lovbekendtgørelsens § 23, stk. 1, til hustruens fulde indkomst ved erhvervsvirksomhed af den i bestemmelsen nævnte art, dog højst 4 000 kr.

5) Forhøjelse af børnefradragene efter lovbekendtgørelsens § 23, stk. 2, til 1 500 kr. for hvert barn i område A, 1 300 kr. i område B og 1 100 kr. i område C.

6) Indføjelse i statsskattelovens § 37, stk. 1, af følgende nye punktum:

„For arbejdsløshed ud over 30 dage vil der altid være at eftergive et beløb svarende til skatten for ledighedsperioden."

Ved 2. behandling forkastedes samtlige mindretalsforslag, mens de øvrige ændringsforslag vedtoges.

Mellem 2. og 3. behandling enedes man i udvalget om, at adgangen til at indgå underholdskontrakter over for børnebørn med ret til at fradrage de årlige ydelser skulle opretholdes på de ovenfor omtalte betingelser. Efter at et hertil sigtende ændringsforslag var vedtaget ved 3. behandling, vedtoges lovforslaget i den ændrede affattelse enstemmigt.