Efter at Paabøl (V) som ordfører for forespørgerne udførligt havde begrundet forespørgslen, besvarede boligministeren denne med en indgående redegørelse, der konkluderede i, at boligministeriets reaktion på diskussionen omkring det sociale byggeri ville omfatte følgende forholdsregler:
1) situationen omkring boligbyggeriet i Brøndbyerne søges bragt ind i en normal tilstand,
2) eventuelle andre fejl vil blive nærmere undersøgt og rettet,
3) der vil blive optaget forhandling med KAB om en forenkling af organisationsformen,
4) boligministeriet har i sit cirkulære af 25. marts 1959 angående det sociale byggeri indskærpet reglerne om godkendelse af vederlag,
5) Fællesorganisationen vil i forståelse med boligministeriet medvirke til honorarreglernes overholdelse,
6) de gældende regler for administrationsudgifter for boliger i drift og boliger under opførelse tages op til undersøgelse af et særligt udvalg,
7) det indskærpes over for de tilsynsførende at være opmærksomme på honorarproblemerne i de enkelte foretagender, og
8) det omtalte udvalg anmodes om også at behandle spørgsmålet om honorarordningen for statens tilsynsførende.
I tilslutning hertil udtalte ministeren bl. a.:
„Selv om jeg i denne redegørelse har været kritisk på en række punkter, vil jeg gerne have understreget, at de fejl, man har fundet ved diskussionen i offentligheden og ved ministeriets undersøgelse, er få, og det er mig en glæde at konstatere, at det sociale byggeri som sådant ikke har kunnet skades gennem den førte diskussion. Ikke alene har de forhold, der kunne kritiseres, været ganske få, men det sociale byggeris hovedorganisation, Fællesorganisationen af almennyttigede danske Boligselskaber, har straks været villig til at gøre en indsats for, at de enkelte fejl, der har kunnet konstateres, kan blive rettet."
Besvarelsen efterfulgtes af en forhandling, under hvilken Carl P. Jensen (S), Paabøl (V), Erna Sørensen (KF), Kirsten Gloerfelt-Tarp (RV), Kristian Kristensen (DR), Alfred Jensen (DK) og Aksel Larsen (SF) talte som ordførere for de respektive partier.
Af Alfred Jensen stilledes følgende forslag om overgang til næste sag på dagsordenen:
„Efter at have hørt boligministerens redegørelse udtaler tinget, at der bør gives offentligheden en redegørelse for, hvilke indtægtsgivende hverv og tillidshverv folketingsmedlemmerne har.
Tinget går dermed over til næste sag på dagsordenen."
Efter forhandlingens slutning forkastedes dette forslag med 106 stemmer mod 6 (DK og SF).