F 4 Vil ministeren give tinget en redegørelse for motiverne til den skete mørklægning af detailpristallet?

Til: Finansminister Viggo Kampmann (S)
Samling: 1958-59
Status: Foretaget
Som ordfører for forespørgerne udbad Alfred Jensen (DK) sig en begrundelse for, at det statistiske departement var gået over til -— i stedet for at opgive priser og prisbevægelser i kroner og øre — kun at belyse prisbevægelsen for de enkelte varer ved procent- og pointstal. Det blev herved vanskeligere for offentligheden at benytte departementets materiale.

Finansministeren besvarede forespørgslen således:

„Det er rigtigt, som det ærede medlem oplyser, at statistisk departement fra juli 1958 er ophørt med at bringe angivelser af, hvor meget en ændring i detailpristallet betyder i kroner på det såkaldte pristalsbudget fra 1948. Dette budget anvendes i pristalsberegningen alene som en vægtfordeling til brug ved sammenvejningen af prisindekserne for de enkelte varer til den samlede indeks, som vi kalder detailpristallet, og angivelser i kroner har intet med indeksbegrebet at gøre.

Det fremgår tydeligt af, hvad det ærede medlem har sagt i dag og gennem mange år, at han ikke synes at være klar herover. Når departementet er ophørt med at meddele sådanne angivelser i kroner, skyldes det, at denne fremstillingsform har givet anledning til mange misforståelser og beklagelser, og misforståelser har det ærede medlem ofte selv gjort sig skyldig i. Indeksberegningen viser ikke de faktiske udgiftsændringer, som man jo slet ikke kender, men viser alene prisændringerne. I andre lande anvendes ganske tilsvarende fremstillingsform som den, departementet nu anvender; det er i øvrigt den samme fremstillingsform, der anvendes ved engrosprisindeks. Denne form har intet at gøre med, hvordan pristalsbeløbet beregnes. Det ved jeg er klart for alle her i salen, også for det ærede medlem, således at udtrykket mørklægning ingen steder hører hjemme."

Under den efterfølgende debat havde foruden ordføreren og ministeren kun Baunsgaard (RV) ordet.
Partiernes ordførere
Alfred Jensen (DKP)