Ved folketingsbeslutningen udtaler folketinget sin tilslutning til, at den i Geneve i 1948 vedtagne konvention angående Den mellemstatslige rådgivende Søfartsorganisation ratificeres.

På en af De Forenede Nationers økonomiske og sociale råd indkaldt konference, der afholdtes i Geneve i februar-marts 1948, vedtoges konventionen af 6. marts 1948 angående oprettelse af en mellemstatslig rådgivende søfartsorganisation, som det nærmere er omtalt i bemærkningerne til forslaget til folketingsbeslutning. I alt 32 lande var repræsenteret på konferencen, men heraf havde 3 lande forladt konferencen inden dennes afslutning. Ved den endelige afstemning stemte 21 lande for konventionsudkastet, mens 7 lande, deriblandt Danmark, Norge og Sverige, afholdt sig fra at stemme. Organisationen, almindeligvis kaldet IMCO, hvilket er en forkortelse af Intergovernmental Maritime Consultative Organisation, har ifølge konventionens art. 1 følgende formål:

a) at tilrettelægge samarbejde mellem regeringerne med hensyn til regeringsforskrifter og praksis vedrørende tekniske spørgsmål af enhver art, der berører den internationale skibsfart, og at tilskynde til en almindelig vedtagelse af
de højest mulige normer i spørgsmål, der angår sikkerheden på søen og sejladsens effektivitet;

b) at tilskynde til afskaffelse af forskelsbehandling og unødvendige restriktioner fra regeringers side i spørgsmål, der berører den internationale skibsfart, for derigennem at fremme, at skibsfarten stilles til rådighed for verdenshandelen uden forskelsbehandling; hjælp og opmuntring ydet af en regering til udvikling af dens nationale skibsfart og af sikkerhedshensyn skal i sig selv ikke anses for forskelsbehandling, forudsat at sådan hjælp og opmuntring ikke er baseret på bestemmelser egnet til at indskrænke alle landes skibsfarts fri adgang til at tage del i international handel;

c) at drage omsorg for organisationens behandling af spørgsmål angående skibsfartssammenslutningers ubillige indskrænkende foranstaltninger;

d) at drage omsorg for organisationens behandling af ethvert skibsfartsspørgsmål, som måtte blive forelagt den af et hvilket som helst organ eller en særlig institution under De Forenede Nationer;

e) at drage omsorg for udveksling af oplysninger mellem regeringer angående spørgsmål, der behandles af organisationen.

Fra skandinavisk side har man i de forløbne år stillet sig afvisende over for en ratifikation af konventionen under hensyn til, at denne ikke, således som de skandinaviske landes delegationer tilstræbte det under konferencen i 1948, har begrænset organisationens kompetence til tekniske og nautiske spørgsmål, men også har givet organisationen beføjelse til at beskæftige sig med økonomiske og kommercielle spørgsmål, og man har i disse år udfoldet store bestræbelser for at tilvejebringe en indskrænkning af organisationens virkeområde. Dette er imidlertid ikke lykkedes, og det for konventionens ikrafttræden nødvendige antal ratifikationer er nu opnået, hvorefter konventionen trådte i kraft den 17. marts 1958.

Følgende 29 lande havde, da forslaget til folketingsbeslutning fremsattes, ratificeret konventionen: Amerikas Forenede Stater, Argentina, Australien, Belgien, Burma, Canada, Den dominikanske Republik, Den forenede arabiske Republik, Den tyske Forbundsrepublik, Ecuador, Frankrig, Grækenland, Haiti, Honduras, Iran, Irland, Israel, Italien, Japan, Kina, Liberia, Mexico, Nederlandene, Norge, Pakistan, Panama, Schweiz, Sovjetunionen og Storbritannien. Desuden har Tyrkiet og Indien ratificeret konventionen med forbehold, som endnu ikke er godkendt af de øvrige medlemmer.

På et møde i organisationens forberedende komité, der afholdtes den 3. og 4. juni 1958, blev der bl. a. udarbejdet forslag til arbeidsprogram for organisationen. Danmark har ikke været medlem af den forberedende komité og deltog derfor ikke i dette møde.

Komiteen vedtog, at det foreslåede arbejdsprogram for IMCO for de to første år skulle omfatte følgende sagsområder: 1) sikkerheden til søs, 2) olieforurening af havet og 3) skibsmåling.

Den foreliggende nye situation efter IMCOs ikrafttræden og forløbet af den ovenfor nævnte forberedende komités møde i juni 1958 foranledigede den norske regering til at ændre sin stilling til spørgsmålet om ratificering af konventionen, og efter at det norske storting har vedtaget et af regeringen fremsat forslag om, at Norge tilslutter sig IMCO, har Norge ratificeret konventionen den 29. december 1958. For den norske beslutning har det været afgørende, at Norge bedst vil kunne varetage sine skibsfartsinteresser ved at deltage i IMCOs arbejde allerede fra organisationens første generalforsamling. Den norske regering har dog i forbindelse med ratifikationen afgivet en almindelig erklæring om de norske synspunkter med hensyn til organisationens opgaver, hvori det under henvisning til det arbejdsprogram, som er foreslået af den forberedende komité, understregedes, at Norge vil tage sin stilling til organisationen op til fornyet overvejelse, såfremt virksomheden bliver udvidet til at omfatte rent økonomiske og kommercielle problemer. Samtidig udtaltes, at man fra norsk side tillægger konventionens art. 59 om opsigelse af medlemskab reel betydning.

Den svenske regering har besluttet at fremsætte forslag

for den svenske rigsdag om tilslutning til, at Sverige tiltræder IMCO. Sverige vil i forbindelse med ratifikationen afgive en lignende erklæring som Norge om begrænsning af IMCOs arbej dsopgaver.

Efter det foreliggende ventes det, at også Finland vil slutte sig til IMCO, men der er endnu ikke truffet formel beslutning herom.

Følgende organisationer: Danmarks Skibsførerforening, Dansk Styrmandsforening, Maskinmestrenes Forening, Radiotelegrafistforeningen af 1917, Dansk Sø-Restaurations Forening, Sømændenes Forbund i Danmark og Søfyrbødernes Forbund i Danmark har været positivt indstillet over for dansk tilslutning til IMCO og har i en fælles henvendelse til handelsministeriet fremsat anmodning om, at Danmark tiltræder IMCO.

Danmarks Rederiforening har gennem årene været modstander af, at Danmark skulle tiltræde IMCO, men efter den seneste udvikling har rederiforeningen overvejet sagen på ny og er kommet til den opfattelse, at Danmark i den givne situation også bør tilslutte sig IMCO, idet man dog lægger vægt på, at der fra dansk side i forbindelse med ratifikationen afgives en lignende erklæring, som er afgivet af den norske regering.

Rederiforeningen af 1895 og Rederiforeningen for mindre Skibe har tilsluttet sig Danmarks Rederiforenings standpunkt.

Organisationens første samling afholdtes i London 6.-19. januar 1959. Danmark var repræsenteret ved en observatørdelegation. På samlingen vedtoges en række beslutninger til gennemførelse af organisationens virksomhed, ligesom de organer — råd og sikkerhedskomité — der omtales i konventionen, blev nedsat. IMCOs arbejdsprogram for de kommende 2 år blev fastlagt i overensstemmelse med det på den forberedende komités ovennævnte møde vedtagne og indskrænker sig altså indtil videre til tekniske problemer. Der vedtoges ligeledes et 3-årigt budget, der under hensyn til, at organisationen indtil videre kun skal beskæftige sig med tekniske spørgsmål, blev fastlagt til 726.000 dollars for nævnte 3 års periode. Efter den foreløbige bidragsfordeling mellem medlemslandene kan Danmarks andel anslås til ca. 5.000 dollars pr. år, hvortil kommer et

engangsbidrag til organisationens grundfond; dette bidrag vil formentlig udgøre ca. 1.000 dollars.

Således som forholdene ligger, har regeringen anset det for naturligt og hensigtsmæssigt, at også Danmark tiltræder IMCO, og at Danmark ved sin ratifikation afgiver en lignende erklæring som den, der er afgivet af den norske regering og påtænkt af den svenske regering om en begrænsning af organisationens arbejdsopgaver til tekniske og nautiske spørgsmål.

Forslaget til folketingsbeslutning støttedes i folketinget fra alle sider og blev enstemmigt vedtaget.