Ved folketingsbeslutningen meddeler folketinget samtykke til Danmarks ratifikation af den europæiske konvention om fredelig bilæggelse af tvistigheder, undertegnet i Strasbourg den 29. april 1957.

Konventionens forhistorie.

I september 1952 nedsatte Det europæiske Råds ministerudvalg en ekspertgruppe, som fik til opgave at behandle to fra rådets rådgivende forsamling modtagne henstillinger om at udarbejde udkast til konventioner henholdsvis om oprettelse af en særlig europæisk domstol og om fredelig bilæggelse af tvistigheder medlemslandene imellem. Danmark blev i gruppen repræsenteret ved udenrigsministeriets rådgiver i folkeret, professor Max Sørensen.

Eksperterne kunne ikke støtte forsamlingens førstnævnte henstilling, idet der herskede enighed i udvalget om, at den mellemfolkelige domstol i Haag allerede står åben for samtlige Europarådets medlemslande, og at der heller ikke i henseende til tvistigheder, som ikke kan indbringes for denne domstol, var tilstrækkeligt behov for oprettelse af nye judicielle organer.

Ved bedømmelsen af forsamlingens henstilling om udarbejdelse af en konvention om fredelig bilæggelse af tvistigheder tog eksperterne deres udgangspunkt i den i 1928 under Folkeforbundets auspicier afsluttede og af De Forenede Nationer den 28. april 1949 i revideret skikkelse videreførte generalakt (ratificeret af Danmark den 25. marts 1952), som allerede hjemlede egnede bilæggelsesmetoder, idet udvalget anbefalede, at der under Europarådets auspicier med generalakten som forbillede blev afsluttet en særlig europæisk akt om fredelig bilæggelse. De følgende år udarbejdede ekspertudvalget, til dels i samarbejde med en underkomité af forsamlingens udvalg for juridiske og administrative spørgsmål, hvori folketingsmand Hermod Lannung havde sæde, udkast til en konvention, som under betegnelsen „Den europæiske Konvention om fredelig Bilæggelse af Tvistigheder" blev undertegnet af samtlige Europarådets medlemslande med undtagelse af Tyrkiet og Østrig på ministerudvalgets møde i Strasbourg den 29. april 1957. På Danmarks vegne undertegnede minister Ernst Christiansen i henhold til kgl. fuldmagt af 26. s. m., efter at spørgsmålet om Danmarks tiltrædelse forinden havde været forelagt justitsministeriet. Tyrkiet og Østrig har senere undertegnet konventionen.

Konventionen trådte i medfør af art. 41 i kraft den 30. april 1958, efter at Sverige som det andet land havde deponeret sit ratifikationsinstrument. Foruden Sverige har også Norge og Nederlandene ratificeret konventionen. Sverige og Nederlandene har ved ratifikationen benyttet sig af den ved art. 34 hjemlede adgang til at erklære, at de ikke vil være bundet af bestemmelserne i kap. III om voldgift.

Konventionens indhold.

Konventionen, som ret nøje følger forskrifterne i generalakten, indledes med en erklæring, hvori det bl. a. udtales, at de kontraherende parter er besluttet på at bilægge enhver tvistighed, der måtte opstå mellem dem, med fredelige midler.

I øvrigt er konventionen opdelt i 4 kapitler, hvoraf de 3 første omhandler henholdsvis retslig afgørelse, forlig og voldgift, og det sidste indeholder almindelige bestemmelser.

I henhold til art. 1 sammenholdt med art. 2, stk. 2, skal de kontraherende parter indbringe alle mellemfolkelige retstvister, der måtte opstå mellem dem, for den mellemfolkelige domstol, medmindre de i det enkelte tilfælde måtte træffe aftale om at undergive en tvistighed forligsbehandling forinden dens indbringelse til retslig afgørelse.

I medfør af art. 4 i kapitel II om forligsbehandling skal de kontraherende parter henskyde alle indbyrdes tvistigheder, som ikke falder ind under begrebet retstvister, til forligsbehandling; parterne kan dog træffe aftale om at forelægge tvistigheder af den pågældende art, de såkaldte interessekonflikter, for en voldgiftsret uden først at have forsøgt forligsbehandling. Forligsbehandlingen kan ifølge art. 5 henskydes til et stående forligsnævn, dersom et sådant forinden måtte være blevet oprettet af de pågældende parter, eller for et særligt forligsnævn, der nedsættes til behandling af den opståede konflikt. De følgende artikler indeholder bestemmelser om de regler, der i mangel af modstående aftale mellem parterne skal gælde for oprettelsen af de særlige forligsnævn, samt forskrifter om tvistighedernes indbringelse for nævnene og om den procedure, der skal finde anvendelse ved sagernes behandling. Ifølge art. 15, stk. 3, skal nævnet have afsluttet sin virksomhed inden for 6 måneder fra den dato, tvistigheden er blevet indbragt for nævnet. Er der tale om en konflikt, som omfatter såvel spørgsmål, der egner sig til forligsbehandling, som spørgsmål, der er egnet til retslig afgørelse, har enhver af parterne i henhold til art. 18 ret til at forlange, at den retslige afgørelse af retsspørgsmålene finder sted før forligsbehandlingen.

Art. 19 i kapitlet om voldgift fastsætter, at de kontraherende parter skal forelægge alle interessekonflikter til voldgiftsbehandling i det omfang, de ikke måtte være blevet bilagt ved forligsbehandling. Efter at der i de følgende artikler er givet forskrifter om voldgiftsrettens oprettelse, bestemmes det i art. 23, at parterne skal indgå en voldgiftsaftale med angivelse af stridens genstand og de regler, som skal finde anvendelse ved sagens behandling. Dersom voldgiftsaftalen ikke fastsætter noget herom, eller en sådan aftale ikke er blevet indgået, skal voldgiftsretten i medfør af art. 26 træffe sin afgørelse efter ret og billighed under iagttagelse af folkerettens almindelige principper og under hensyntagen til de traktatmæssige forpligtelser og de af mellemfolkelige domstole trufne endelige afgørelser, som er bindende for parterne.

Under de almindelige bestemmelser i kap. IV findes i art. 27 en regel om, at konventionsbestemmelserne ikke skal finde anvendelse på tvistigheder vedrørende forhold, der ligger forud for konventionens ikrafttræden mellem de stridende parter, eller i henseende til spørgsmål, som ifølge folkeretten alene henhører under staternes egen jurisdiktion. Ifølge art. 28, stk. 2, skal konventionen ikke berøre anvendelsen af bestemmelserne i Konventionen til Beskyttelse af Menneskerettigheder og grundlæggende Frihedsrettigheder af 4. november 1950 eller i den dertil knyttede protokol af 20. marts 1952. Artiklerne 32 og 33 omhandler tredjestats stilling i tilfælde, hvor dennes interesser berøres af en verserende sag, og i de følgende artikler gives nærmere regler for, i hvilket omfang de kontraherende stater kan tage forbehold med hensyn til anvendelsen af konventionens bestemmelser. Det bestemmes således i art. 34, at enhver kontraherende part i forbindelse med deponeringen af sit ratifikationsinstrument kan erklære, at den ikke vil være bundet af reglerne i kap. III vedrørende voldgift eller i dette kapitel og kap. II om forligsbehandling. En part vil kun kunne påberåbe sig de af konventionens bestemmelser, hvoraf den selv er bundet. I henhold til art. 38 skal uoverensstemmelser vedrørende konventionens fortolkning eller anvendelse forelægges for den mellemfolkelige domstol. Undladelse af at opfylde forpligtelser i henhold til en af nævnte domstol eller en voldgiftsret truffet afgørelse kan i medfør af art. 39 indbringes for Det europæiske Råds ministerudvalg, der kan anbefale forholdsregler med henblik på at sikre en gennemførelse af afgørelsen. Konventionen kan ifølge art. 40 tidligst opsiges efter 5 års forløb og da kun med 6 måneders varsel.

Forslaget til folketingsbeslutning fik i folketinget en velvillig modtagelse fra samtlige ordførere med undtagelse af den kommunistiske, Fuglsang, der gjorde gældende, at man burde søge at nå frem til et fredeligt samarbejde med alle lande gennem FN og ikke tilslutte sig økonomiske eller politiske blokdannelser af nogen art.

Vedtagelsen skete uden forudgående udvalgsbehandling med 108 stemmer mod 5 (DK).