Ved loven skabes der mulighed for ved ydelse af bistand i form af teknisk og økonomisk rådgivning ved udarbejdelse af projekter og senere ved hjælp til finansieringen af projekternes gennemførelse at ophjælpe produktiv beskæftigelse i sådanne områder af landet, som med hensyn til industriel udvikling står tilbage for det øvrige land, eller som er ramt af særlige økonomiske vanskeligheder.

Til løsning af disse opgaver nedsættes ifølge § 2 et egnsudviklingsråd bestående af 3 medlemmer med økonomisk, teknisk og administrativ indsigt. Til støtte for rådet i dets arbejde udpeges af handelsministeren repræsentanter for Dansk Arbejdsgiverforening, De samvirkende Fagforbund, Akademiet for de tekniske Videnskaber og Landsforeningen „Dansk Arbejde".

Egnsudviklingsråd et kan ifølge § 3, når det bliver anmodet herom, yde den forannævnte tekniske og økonomiske rådgivning ved udarbejdelse af projekter, som må antages at have væsentlig betydning for den erhvervsmæssige udvikling i et af de forannævnte områder. Rådet skal herunder have opmærksomheden henvendt på, om der måtte foreligge eller fremkomme forslag til gennemførelse af større projekter, som må antages at kunne virke fremmende på den erhvervsmæssige udvikling i de pågældende områder, og dersom det finder et projekt teknisk og økonomisk forsvarligt, kan det, såfremt de til projektets gennemførelse fornødne midler ikke kan tilvejebringes uden statens støtte, afgive indstilling om ydelse af støtte fra statskassen i form af lån eller garantier for lån, idet det dog forudsættes, at det normale vil være garantiordninger for lån, der er optaget i de sædvanlige pengeinstitutter eller hos andre långivere.

Det er ifølge § 4 en forudsætning for ydelse af garanti for lån optaget til etablering af nye fabrikker, til udvidelse af bestående fabrikker og til anskaffelse af maskiner i egne fabriksbygninger, at der forud for det statsgaranterede lån optages størst mulige normale prioritetslån. Garantien kan ikke overstige 90 pct. af anlægsomkostningerne med fradrag af de i anledning af foranstaltningens gennemførelse optagne ikke garanterede lån, og den skal være afviklet over højst 15 år.

For lån, der er ydet til anskaffelse af maskiner til opstilling i lejede lokaler, kan der ifølge § 5 ydes garanti for indtil halvdelen af det til enhver tid skyldige beløb, dog ikke over 45 pct. af maskinernes anskaffelsessum, og garantien skal være afviklet i løbet af højst 10 år.

Under særlige omstændigheder kan der ifølge § 6 af statskassen ydes lån i stedet for garantier. Lånene ydes inden for de samme grænser som fastsat for afgivelse af garantier; de vil kunne ydes afdragsfrie i de første 2 år, og de forrentes med en af handelsministeren efter forhandling med finansministeren fastsat rente.

For lån garanteret eller ydet af statskassen stilles der ifølge § 7 sikkerhed i form af pant i fast ejendom eller maskiner, og ifølge § 8 er låntagerne, så længe statsgaranti eller statslån i ejendom eller maskiner løber, i overensstemmelse med hidtidig praksis underkastet et vist regnskabsmæssigt og teknisk tilsyn.

De beløb, inden for hvilke der vil kunne ydes lån eller garanti for lån, fastsættes ifølge § 10 ved de årlige finanslove.

Loven, der ikke gælder for Grønland, optages til revision inden udløbet af folketingsåret 1961-62.

Om baggrunden for lovforslagets fremsættelse oplystes følgende i de bemærkninger, der ledsagede lovforslaget ved fremsættelsen:

„Den industrielle udvikling her i landet har hidtil i overvejende grad fundet sted i de større byer og fortrinsvis i den østlige del af landet. Forskellige områder af landet står som følge heraf i dag tilbage for det øvrige land i industriel udvikling. Dette har medført en udvikling i beskæftigelsesforholdene, hvorved der er opstået stor forskel med hensyn til arbejdsløshedens geografiske og faglige fordeling, en skævhed, der vanskeligt har kunnet imødegås ved flytninger på grund af de herskende boligforhold. Regeringen har allerede ved sin tiltræden haft opmærksomheden henvendt på disse forhold.

Efter beslutning i regeringen nedsatte arbejdsministeren derfor i november måned 1957 et særligt udvalg til fremme af produktiv beskæftigelse i provinsen. Udvalget har gjort et betydeligt arbejde med undersøgelse af problemerne, og det må forventes, at der fra udvalgets side i løbet af kort tid vil fremkomme værdifulde forslag, som vil kunne koordineres med nærværende forslag.

I den senere tid er der blandt erhvervsdrivende, organisationer og kommuner i disse områder opstået et værdifuldt initiativ til at søge den industrielle udvikling fremmet. For Vestjyllands vedkommende har dette givet sig udslag i oprettelse af Vestjysk Udviklingsråd og for Sønderjyllands vedkommende i oprettelsen af Sønderjyllands Erhvervsråd, ligesom et tilsvarende initiativ er taget for Nordjyllands vedkommende. Også i andre egne af landet foreligger problemer af tilsvarende karakter.

Ud fra de almindelige samfundsøkonomiske interesser, der knytter sig til en yderligere industriel udbygning til fremme af produktiv beskæftigelse og til styrkelse af Danmarks erhvervsmæssige stilling inden for kommende markedsområder, finder regeringen imidlertid allerede nu at burde fremsætte nærværende lovforslag, således at det initiativ, der udfoldes med henblik på gennemførelse af projekter, der har væsentlig betydning for den erhvervsmæssige udvikling inden for de omhandlede områder, ikke hæmmes på grund af svigtende tekniske og økonomiske forudsætninger. Regeringen går ud fra, at erhvervslivet, herunder pengeinstitutterne og de lokale myndigheder, ad såvel kendte som nye veje vil bidrage til disse opgavers løsning, men regeringen finder i overensstemmelse med sin oprindelige programerklæring, at staten bør kunne træde til med råd og vejledning, hvor det måtte være nødvendigt, og med finansiel bistand, hvor de pågældende erhvervsvirksomheder måtte ønske dette."

Lovforslaget stødte i folketinget på stærk modstand fra venstre og det konservative folkeparti, hvis ordførere, Lorentzen og Fanger, allerede ved 1. behandling afviste enhver medvirken til forslagets gennemførelse. De to partier opretholdt under udvalgsbehandlingen af lovforslaget deres modstand imod dette, og i den af udvalget afgivne betænkning fremsatte deres repræsentanter i udvalget følgende mindretalsudtalelse:

„Såfremt lovforslaget i første række skal tjene til fremme af beskæftigelse af ufaglærte arbejdere, finder mindretallet, at der allerede eksisterer love, der på en langt hurtigere og mere effektiv måde kan bidrage hertil. I denne forbindelse skal mindretallet pege på landvindingsloven, vejlovene samt grundforbedringsloven.

Er det foranstaltninger til fremme af produktionen i industrifattige egne, der er lovforslagets hovedformål, kan mindretallet bifalde dette formål, men ikke de dertil sigtende foranstaltninger.

Mindretallet finder, at det er af allerstørste betydning for en industriel produktion, at veje, havne, postvæsen, telegrafvæsen får en central plads i billedet.

Mindretallet skal i øvrigt henvise til, at der i den bestående lovgivning er hjemmel til, at staten medvirker ved etablering af industri og håndværk, og at det næppe vil være uforsvarligt, om staten fortrinsvis placerer denne finansiering i de egne, der er fattige på industri.

Som lovforslaget er udformet, må mindretallet fastholde den stilling, vore partier indtog ved lovforslagets 1. behandling, og derunder navnlig fremhæve, at en statsfinansiering af' betydeligt omfang og på grundlag af en statsprojektering indeholder mulighed for mange alvorlige fejlkilder."

Lovforslaget, der bortset fra indsættelse af en revisionsbestemmelse kun undergik ubetydelige ændringer under udvalgsarbejdet, vedtoges ved 3. behandling med 85 stemmer mod 56 (V og KF), mens 1 grønlandsk medlem undlod at stemme.