I folketingsåret 1955-56 fremsatte daværende handelsminister Lis Groes forslag til lov om ændringer i beværterloven. Lovforslaget byggede i alt væsentligt på en af kommissionen af 1947 angående alkoholspørgsmålet afgiven betænkning. Lovforslaget nåede ikke at blive færdigbehandlet inden folketingsårets udløb, og det blev derfor fremsat på ny i det følgende folketingsår, men heller ikke i dette nåede det nedsatte udvalg at færdigbehandle lovforslaget. Udvalget havde afholdt en række møder og haft samråd og en omfattende brevveksling med handelsministeren. Om indholdet af de i 1955-56 og 1956-57 fremsatte lovforslag henvises til den udførlige omtale i folketingsårbøgerne 1955-56, side 509-526, og 1956-57, side 473-474.

Det i 1957-58 fremsatte lovforslag fremtrådte ikke som de tidligere fremsatte forslag som ændringsforslag til beværterloven, men af praktiske grunde som et optryk af den fulde tekst til en ny beværterlov.

I nedenstående resumé af den nye beværterlovs indhold er kun medtaget de bestemmelser, der afgørende afviger fra den hidtidige beværterlov, og i forbindelse med enkeltbestemmelserne er anført, om det er sket ændring under behandlingen i folketinget.

Ved en ændring af beværterlovens § 1, stk. 3, bestemmes, at cider kun, når det indeholder 2 1/4 rumprocent alkohol eller derover, henhører til „stærke drikke" i lovens forstand. Ændringen fandt sted efter udvalgsbehandlingen.

Lovens § 1, stk. 7 og 8, fik følgende affattelse:

„Til udlejning af lokaler til afholdelse af sammenkomster, herunder sluttede selskaber, ved hvilke indbyderen eller deltagerne selv drager omsorg for beværtningen, udkræves der, såfremt udlejningsvirksomheden drives erhvervsmæssigt, tilladelse fra den lokale bevillingsmyndighed, jfr. kap. II og III, efter forud indhentet erklæring fra kommunalbestyrelsen, i København magistraten. Tilladelsen udfærdiges af politimesteren, i København af magistraten, og kan gives for indtil 2 år ad gangen. Lokalerne skal opfylde vedkommende politivedtægts krav til beværtningslokaler, jfr. § 9. Misbruges den givne tilladelse, kan den myndighed, der har givet tilladelsen, tilbagetage denne.

Afgørelsen af, hvorvidt en tilladelse i medfør af stk. 7, 1. punktum, er nødvendig, kan foruden af ansøgeren såvel af kommunalbestyrelsen som af vedkommende toldmyndigheder indankes for handelsministeren, der efter forhandling med finansministeren afgør sagen."

I stk. 7, 2. punktum, ændredes ved 2. behandling „indtil 1 år" til „indtil 2 år".

Den tidligere lovs § 2, stk. 2, hvorefter personer, der lever i ægteskab, kun kan få beværterbevilling, såfremt den anden ægtefælle ikke i forvejen er i besiddelse heraf, blev ikke opretholdt i den nye lov.

Som nyt stk. 1 i § 4 indsattes:

„Når ansøgning om bevilling til beværtning eller gæstgiveri indgives med henblik på overtagelsen af en bestående virksomhed, kan politiet, i København magistraten, når det skønnes ubetænkeligt, meddele bevillingsansøgeren en midlertidig tilladelse til at drive virksomheden, indtil vedkommende bevillingsmyndighed har truffet afgørelse vedrørende andragendet, jfr. § 5, stk. 1, dog længst for et tidsrum af 3 måneder."

Lovens § 4, stk. 3, fik efter udvalgsbehandlingen følgende affattelse:

„En lokal bevillingsmyndighed, jfr. kapitel II og III, kan ikke meddele eller forny bevillinger for andet åremål end det i vedkommende vedtægt fastsatte, ligesom de af en lokal bevillingsmyndighed udfærdigede bevillinger ej heller på anden måde kan begrænses eller betinges. De lokale bevillingsmyndigheder kan dog, når særlige omstændigheder taler derfor, meddele eller forny bevillinger, der kun er gældende for halvdelen af den vedtægtsmæssige tid, og bevillinger, der kun er gældende for vinter- eller sommerhalvåret."

Stk. 2 og 7 i § 6 fik følgende affattelse:

„Driver en person beværtning eller gæstgiveri i flere kommuner, eller driver han sådan virksomhed fra flere faste forretningssteder i samme kommune, jfr. § 8, stk. 1, 2. punktum, kan den daglige drift kun i én af virksomhederne ledes af adkomsthaveren selv, således at der for de øvrige virksomheder vil være at ansætte bestyrere, som skal godkendes af den myndighed, der har meddelt adkomsten. Handelsministeren kan gøre undtagelse fra denne bestemmelse.

En bestyrertilladelse efter stk. 1 kan til enhver tid tilbagetages af den myndighed, som har meddelt denne. En bestyrergodkendelse efter stk. 2 eller stk. 3 skal tilbagetages, såfremt den myndighed, der har givet godkendelsen, skønner, at den pågældende ikke længere opfylder betingelserne i § 2, nr. 1-3 og 5, eller såfremt adkomsthaveren selv begærer det."

Stk. 2 i § 7 ændredes til:

„I købstæderne udkræver flytning til andet lokale bevillingsnævnets tilladelse."

I § 8 fik stk. 1 følgende affattelse (sidste punktum indsattes ved 2. behandling):

„Beværtere og gæstgivere må ikke have mere end ét fast forretningssted i samme kommune. Handelsministeren kan efter indhentet erklæring fra den lokale bevillingsmyndighed, jfr. kap. II og III, og kommunalbestyrelsen, i København magistraten, i særlige tilfælde, f. eks. hvor han skønner, at der herved kan tilsikres befolkningen en bedre adgang til gode og billige spisesteder, eller hvor der i øvrigt foreligger særlige forhold, der taler derfor, gøre undtagelse fra denne bestemmelse. Til sådanne gode og billige spisesteder, for hvilke der gøres undtagelse, må der ikke gives tilladelse til udskænkning af andre stærke drikke end øl."

Som nyt stk. 3 i § 8 indsattes:

„Omfattes den virksomhed, der ønskes overtaget, af bestemmelserne i § 20, stk. 2, litra e, f eller h [se nedenfor], kan dispensation i medfør af stk. 1 eller tilladelse i medfør af stk. 2 [angående tilladelse til midlertidig at fortsætte med en hidtil drevet virksomhed ved overtagelse af en ny] ikke gives, medmindre overbevillingsnævnet anbefaler dette."

Som nyt stk. 6 i § 9 indsattes:

„Ministeren for offentlige arbejder og handelsministeren bemyndiges til hver inden for sit forretningsområde at fastsætte kravene til beværtningslokaler i jernbanetog, luftfartøjer og skibe samt til at anordne det sundhedsmæssige tilsyn med disse lokaler."

I reglerne om forening af beværter- og gæstgivervirksomhed med anden virksomhed indsattes som nyt punktum i § 11, stk. 3:

„Endvidere kan handelsministeren efter indhentet erklæring fra den lokale bevillingsmyndighed og vedkommende kommunalbestyrelse, i København magistraten, tillade, at beværtervirksomhed med ret til udskænkning af stærke drikke drives i lokaler i stormagasiner, selv om beværtningslokalerne står i direkte forbindelse med salgslokalerne."

Som nye stk. 2 og 3 i § 13 indsattes:

"Antallet af bevillinger med ret til udskænkning af stærke drikke må i Københavns, Frederiksberg og Gentofte kommuner samt i købstæder med 40 000 indbyggere eller derover ikke sættes højere end til 1 for hver 600 indbyggere.

For andre købstæder kan antallet af bevillinger med ret til udskænkning af stærke drikke ikke fastsættes højere end nedenfor angivet:

1 for hver 400 indbyggere for de første 4 000 indbyggere,
1 for hver 600 indbyggere for de næste 6 000 indbyggere,
1 for hver 750 indbyggere for de næste 15 000 indbyggere,
1 for hver 1 000 indbyggere for den del af indbyggerantallet, der overstiger 25 000 indbyggere."

Stk. 2 fik sin endelige affattelse under udvalgsarbejdet.

I det oprindelige forslag indeholdt § 14 en bestemmelse om, at beværtere eller gæstgivere ikke kunne være medlem af et bevillingsnævn; denne bestemmelse udgik ved 2. behandling.

Som følge af, at gæstgiveradkomst i købstæderne fremtidig meddeles ved bevilling, udgik den tidligere beværterlovs § 16.

I § 20 fik stk. 1 og stk. 2 følgende affattelse:

"Overbevillingsnævnet vælges for to år ad gangen. Det består af en af handelsministeren udnævnt formand samt 4 medlemmer valgt af folketinget. Endvidere udpeger Den danske Købstadforening, De samvirkende Sognerådsforeninger i Danmark og sammenslutningen „Bymæssige Kommuner" hver et medlem. Når sagen angår København, Frederiksberg eller Gentofte, træder samtlige de af fornævnte kommunale organisationer udpegede medlemmer tilbage, og i stedet tiltrædes nævnet af to af kommunalbestyrelsen henholdsvis i København, Frederiksberg eller Gentofte udpegede medlemmer. I tilfælde af stemmelighed gør formandens stemme udslaget.

Overbevillingsnævnet kan efter indhentet erklæring fra vedkommende kommunalbestyrelse, i København fra magistraten, samt fra vedkommende bevillingsnævn og politimester udfærdige bevillinger til at drive beværtning eller gæstgiveri i de nedenfor anførte tilfælde:

a) i badehoteller, i etablissementer, der hører til kur- og badesteder, samt i andre tilfælde, hvor ganske særlige og bestemt angivne hensyn taler derfor,

b) i teatre og andre til offentlig forlystelse indrettede bygninger og etablissementer samt i badeanstalter, på idrætspladser og lignende steder,

c) i foreninger, der har faste lokaler, som til stadighed er tilgængelige for foreningsmedlemmerne,

d) i jernbanestationer, lufthavne, rutebilstationer o. lign.,

e) i staten tilhørende ejendomme,

f) i kommuner tilhørende ejendomme, der udelukkende eller overvejende er indrettet til beværtnings- eller gæstgiveribrug,

g) i jernbanetog, luftfartøjer og skibe i fart,

h) når det, uanset at den i medfør af § 13 fastsatte antalsgrænse for beværterbevillinger i købstæderne er overskredet, på grund af de foreliggende omstændigheder må anses for ønskeligt, at den pågældende bevilling meddeles."

Litra e og litra f i stk. 2 fik deres endelige affattelse ved 2. behandling.

I beværterlovens § 21, der omhandler lejlighedstilladelser, tilføjedes et nyt punktum i stk. 1; stk. 3 fik en ny affattelse, og der tilføjes et nyt stk. 7, således at de nævnte stykker fik følgende nye affattelse:

, ,Stk. 1. Ved særlige lejligheder såsom fester, møder, markeder, valg, midlertidige udstillinger o. lign. kan politiet give tilladelse til, at en dertil udpeget person driver beværtning uden for de lokaler, til hvilke adkomst på beværternæring er erhvervet. Sådan tilladelse er dog ufornøden ved højskolers, landbrugsskolers og lignende institutioners beværtning ved fælles måltider af deltagere i sammenkomster og møder.

Stk. 3. Lejlighedstilladelse til beværtning uden ret til udskænkning af stærke drikke ved møder eller fester kan for et tidsrum af 6 måneder ad gangen gives de i § 25, stk. 3, omhandlede forsamlingsbygninger [se nedenfor].

Stk. 7. Det retlige ansvar for en given tilladelses benyttelse påhviler såvel den i henhold til stk. 1 udpegede person som de for lokalernes administration ansvarlige personer."

§ 22, stk. 1, ændredes således, at polititilladelse til beværtning fra fast stadeplads kan gives for indtil 3 år ad gangen (mod hidtil for 1 år), og der indførtes hjemmel for politiet til i sygdomstilfælde o. lign. at tillade, at en anden navngiven person, der opfylder betingelserne for opnåelse af vandrebrev, benyttes som medhjælp. Endelig udvidedes ved 2. behandling den række af varer, der kan sælges fra fast stadeplads m. v., med mineralvande, herunder frugt- og saftevand samt æblemost.

Under behandlingen i folketinget førtes lovens § 24, stk. 1, der i forslaget var ændret, tilbage til sin oprindelige skikkelse.

§ 25, stk. 3, fik følgende affattelse, hvoraf sidste punktum er nyt:

,,Til sådanne forsamlingsbygninger i landkommuner, der har til formål at afgive lokaler til afholdelse af den stedlige befolknings møder, sportsøvelser m. v., kan der ikke knyttes beværterbevilling med ret til udskænkning af stærke drikke. Denne bestemmelse finder dog ikke anvendelse på sådanne forsamlingsbygninger, som dels har lokaler med selvstændig indgang for de i 1. punktum nævnte formål, dels har lokaler, der er indrettet til beværtningsbrug, jfr. § 9."

I beværterlovens bestemmelser om marketenderivirksomhed gennemførtes meget omfattende ændringer, og lovens § 26 fik følgende affattelse, hvoraf 2. punktum i stk. 8 (angående marketenderiers forhandling af toiletartikler m. v.) indføjedes ved 2. behandling:

„Ved marketenderivirksomhed forstås i denne lov beværtning i dertil indrettede lokaler i eller i tilknytning til fabrikker, værksteder, kontorer, kaserner, institutioner, arbejdspladser og tilsvarende steder for de dér beskæftigede. Som beskæftigede kan tillige anses midlertidigt beskæftigede samt chauffører, kuske og bude med ærinder i den pågældende virksomhed m. v. Betegnelsen marketenderi må kun anvendes for virksomheder, der drives under iagttagelse af reglerne i nedenstående stk. 2-10.

Til at drive marketenderi udkræves tilladelse fra politiet, i København magistraten. Sådan tilladelse giver ikke ret til udskænkning af andre stærke drikke end øl af den i § 1, stk. 3, nævnte art. Når behørig kontrol med marketenderiet kan føres og dette i øvrigt opfylder de i denne paragraf fastsatte betingelser, kan tilladelse kun nægtes, når ganske særlige omstændigheder taler mod dens meddelelse.

Marketenderitilladelse giver alene ret til beværtning for de i virksomhederne eller på vedkommende arbejdsplads, såsom et havneområde, beskæftigede personer. Salg af tobaksvarer vil alene kunne finde sted til tilfredsstillelse af de pågældendes behov på stedet.

Marketenderitilladelse kan alene gives til en virksomhed eller en flerhed af virksomheder eller, efter aftale med vedkommende virksomhed eller virksomheder, til en sammenslutning af de dér beskæftigede. For så vidt angår arbejdspladser, der ikke er knyttet til bestemte virksomheder, gives tilladelsen til en sammenslutning af de beskæftigede. Til at forestå den daglige drift skal være ansat en til politiet, i København magistraten, anmeldt marketender. Det retlige ansvar for marketenderiets tilbørlige drift påhviler såvel marketenderitilladelsens indehaver som marketenderen. Marketenderens løn må hverken helt eller delvis beregnes som en procentdel af omsætningen af stærkt øl. Handelsministeren kan fastsætte nærmere forskrifter med henblik på afgrænsning af de til marketenderiet adgangsberettigede samt til sikring af og kontrol med, at alene disse beværtes, og at misbrug af tilladelsen ej heller i øvrigt finder sted.

Marketenderier må længst holdes åbne i tiden fra ½ time før arbejdstidens begyndelse til ½ time efter dennes ophør. Politiet kan dog, hvor forholdene taler herfor, tillade, at et marketenderi holdes åbent i indtil 1½ time efter arbejdstidens ophør.

I marketenderier må ikke udskænkes stærkt øl uden for de i vedkommende virksomhed fastsatte spisetider. Andre stærke drikke end øl af den i § 1, stk. 3, nævnte art må ikke nydes i marketenderier. Det er forbudt at tilbageholde arbejdsløn til dækning af skyld i marketenderier for stærkt øl. Bestemmelserne i § 32 finder tilsvarende anvendelse på marketenderier.

Såfremt der i et marketenderi jævnligt forekommer drukkenskab, eller tilladelsen i øvrigt misbruges, kan den myndighed, der har givet tilladelsen, med godkendelse af handelsministeren fratage marketenderiet retten til at udskænke stærkt øl i en nærmere fastsat tid eller endog, når groft og vedvarende misbrug har fundet sted, inddrage tilladelsen.

Bestyrere af marketenderier må ikke udøve handelsnæring, ligesom der ikke fra lokaler, der er indrettet til marketenderivirksomhed, må drives nogen næring, til hvis udøvelse der kræves næringsbrev. Politiet, i København magistraten, kan dog i overensstemmelse med nærmere derom af handelsministeren fastsatte retningslinjer tillade, at der i marketenderier uden løsning af næringsadkomst på handel forhandles nødvendige toiletartikler og lignende. Såfremt der fra de pågældende lokaler fordeles varer i henhold til næringsloven af 28. april 1931 § 10, må der ikke udleveres andre stærke drikke end øl.

Efter marketenderiets lukketid, jfr. stk. 5, må der ikke finde servering sted. Dette gælder dog ikke ved sammenkomster, der bekostes af vedkommende virksomhed, samt ved sammenkomster foranstaltet af organisationer af de på virksomheden beskæftigede, i hvilke udenforstående ikke deltager. I disse tilfælde skal forudgående anmeldelse til politiet finde sted.

Anvendelse af marketenderilokaler efter marketenderiets lukketid til afholdelse af sammenkomster, herunder sluttede selskaber, ved hvilke indbyderen eller deltagerne selv drager omsorg for beværtningen, jfr. bestemmelsen i § 1, stk. 7, kræver tilladelse fra politiet i hvert enkelt tilfælde. Sådan tilladelse kan kun gives, såfremt der i sammenkomsten alene deltager de i vedkommende virksomhed m. v. beskæftigede samt gæster i følge med disse."

Lovens § 27, stk. 2, fik ved 2. behandling følgende affattelse:

„Næringsdrivende på landet kan kun påbegynde detailsalg af stærke drikke, når kommunalbestyrelsen har meddelt tilladelse dertil. Kommunalbestyrelsens tilladelse skal være knyttet til et bestemt lokale. Flytning til andet lokale kan alene finde sted med kommunalbestyrelsens samtykke. Kommunalbestyrelsens tilladelse meddeles uden tidsbegrænsning, medmindre kommunalbestyrelsen som almindelig forskrift måtte have bestemt, at tilladelser kun gives for 8 år ad gangen. Tilladelsen kan begrænses til alene at angå salg af øl og vin eller en af disse varer, men kan i øvrigt ikke begrænses eller betinges."

Ved en ændring af § 29, stk. 3, ved 2. behandling indførtes ligestilling af mænd og kvinder med hensyn til unge personers beskæftigelse ved servering og garderobebetjening.

Lovens § 32. stk. 2, fik følgende affattelse, hvoraf 4. punktum indsattes ved 2. behandling:

„I beværtninger eller gæstgiverier er det forbudt enhver at skænke eller lade skænke stærke drikke for personer, der må antages at være berusede, og for personer, der ikke er fyldt og heller ikke kan antages at være fyldt 18 år. Politiet kan, når forholdene taler derfor, forbyde beværtere at lade personer under 18 år opholde sig som gæster i vedkommende beværtning. Bevillingshaveren er ansvarlig for sine medhjælperes overtrædelse af forskrifterne i dette stykke. Dette gælder dog ikke, såfremt bevillingshaveren godtgør, at han stedse på fyldestgørende måde har påset overholdelsen af forskrifterne, og at det ikke har været ham muligt at hindre den skete overtrædelse. Er den daglige drift overladt en af vedkommende myndighed godkendt bestyrer, gælder bestemmelserne i § 6, stk. 6." Ved en ændring af § 33, stk. 5, indføres hjemmel for, at afholdsrestauranter kan servere let fadøl.

Ved ændringer ved 2. behandling af § 34, stk. 1-4, gennemførtes en ajourføring af minimalbødernes størrelse ved en meget væsentlig forøgelse af disse.

§ 38 fik følgende nye affattelse:

„Der vil ikke kunne nægtes politiet adgang til de til en beværtning eller et gæstgiveri hørende lokaler eller rum. Tilsvarende regel gælder, for så vidt angår marketenderier samt de i henhold til § 1, stk. 7, godkendte udlejningsvirksomheder."

Ekspropriationsbestemmelserne i § 40 slettedes, og som konsekvens ændredes § 39, stk. 1 og 9.

Ved fremsættelsen af lovforslaget henviste handelsministeren kort til den debat, der i de to tidligere folketingsår havde været om ændringer i beværterlovgivningen. Ud over de tidligere foreslåede ændringer indeholdt lovforslaget nogle nye ændringer, hvoraf de fleste var en følge af de forhandlinger, der havde været ført mellem handelsministeriet og folketingets udvalg angående beværterloven.

Vedrørende den foreslåede nye regel om udvidet adgang til dispensation fra forbuddet i lovens § 8 mod at have mere end ét fast forretningssted inden for samme kommune, en regel, der blev genstand for omfattende debat i folketinget, udtalte ministeren:

„Som bekendt indeholder den gældende lovs § 8 et forbud mod, at beværtere og gæstgivere har mere end ét fast forretningssted inden for samme kommune. Når den lokale bevillingsmyndighed og kommunalbestyrelsen, i København magistraten anbefaler det, kan handelsministeren imidlertid gøre undtagelse fra det omhandlede forbud. Tilsvarende bestemmelse fandtes såvel i beværterloven af 1912 som i 1924-loven, og baggrunden har i det væsentligste været at søge deri, at man — på linje med, hvad der gælder om næringslovens forbud mod, at handlende har flere forretningssteder — ville søge at hindre koncerndannelse. Bestemmelsen er da også hidtil af handelsministeriet praktiseret på en sådan måde, at man som hovedregel kun har meddelt tilladelse for beværtere til at have ét ekstra forretningssted, f. eks. en sommerrestaurant — såsom her i byen Tivolirestauranter — eller til at drive accessorisk beværtning for en forening, en loge eller anden tilsvarende sammenslutning.

Det er imidlertid mit indtryk, at tiden i nogen grad er løbet fra denne restriktive bestemmelse, og den foreslåede ændrede affattelse af § 8, stk. 1, skulle søge at bøde herpå. Det må vist erkendes, at der blandt den stedse voksende, udearbejdende del af befolkningen eksisterer et stort, hidtil utilfredsstillet behov for billige spisesteder. En vis form for stordrift synes at være den eneste mulighed for at tilvejebringe det økonomiske grundlag for etableringen af lignende billige og hurtigt funktionerende spisesteder som dem, man kender fra vore nabolandes større byer. Jeg vil dog i denne forbindelse understrege, at handelsministeriet nøje vil påse at administrere bestemmelsen med den fornødne hensyntagen til eksisterende, berettigede erhvervsinteresser, ligesom man, selv om det er fundet rigtigt at ophæve kravet om de lokale myndigheders anbefaling som betingelse for en dispensation, vil tage videst muligt hensyn til det lokale selvstyre."

Ved 1. behandling udtalte Axel Ivan Pedersen (S) tilfredshed med, at ministeren havde udvist et dristigt initiativ ved forslaget om ophævelse af forbuddet mod meddelelse af beværterbevilling til en ægtefælle, når den anden ægtefælle i forvejen havde bevilling i samme kommune. Samme dristighed kom til udtryk i forslagets § 8, der åbnede betydelige fremskridt med hensyn til mulighederne for oprettelse af billigrestauranter. Han var tilfreds med de nye marketenderibestemmelser og fremhævede som det vigtigste nye, at der ikke måtte nydes stærkere drikke end øl, og at der ikke kan tilbageholdes i lønnen til dækning af gæld for stærkt øl. Med hensyn til forslagets § 14, stk. 4, om udelukkelse af beværtere fra bevillingsnævnene var det hans opfattelse, at udvalget i det foregående år havde ønsket denne bestemmelse slettet. På sit partis vegne tilsagde han sit partis støtte til et udvalgsarbejde med henblik på gennemførelse af lovforslaget i det løbende folketingsår.

Vagn Bro (V) var ikke tilfreds med forslaget om, at en beværter ved dispensation kunne få flere udskænkningssteder i samme kommune, idet det ville svække beværterens mulighed for at overholde lovens regler. Han mente, at fordelene ved billigrestauranter kunne opnås ved samarbejde mellem flere bevillingshavere. Forslaget om udelukkelse af beværtere fra bevillingsnævnene fandt han ikke rimeligt, idet beværterne netop havde været værdifulde medlemmer af disse nævn. Han var modstander af forslagets regel om objektivt ansvar for beværterne og anbefalede et af justitsministeriet stillet forslag om en subjektiv ansvarsregel, således at en beværter, der kunne dokumentere, at han har påset overholdelsen af reglerne, ikke vil kunne straffes. Gav i øvrigt udtryk for håb om, at det måtte lykkes at få gennemført en ny beværterlov.

Weikop (KF) kritiserede de nye regler om adgang til opretholdelse af billigrestauranter og ønskede mulighederne for den overhåndtagende handelsomsætning i marketenderier indskrænket. Han tilsluttede sig Vagn Bros modstand mod en regel om et objektivt ansvar for beværterne og fandt endelig, at overbevillingsnævnet var overflødigt.

Aage Fogh (RV) udtalte, at hans parti var villigt til at gå langt med hensyn til skærpelse af beværterloven, men til gengæld måtte der ved en ændring af afgiftslovgivningen skabes mulighed for rimelige arbejdsforhold i økonomisk henseende for beværterne.

Niels Andersen (DR) og Petra Petersen (DK) ville støtte lovforslaget.

Handelsministeren erklærede sig villig til under udvalgsarbejdet at overveje de rejste spørgsmål.

Af den af udvalget afgivne betænkning fremgår, at der i udvalget opnåedes enighed om væsentlige dele af det fremsatte lovforslag og om ændringsforslag hertil. Herudover stillede et flertal i udvalget (S, RV og DR) ændringsforslag, og der forelå endelig ændringsforslag fra tre mindretal, nemlig venstre og konservative sammen, venstre alene og konservative alene.

I betænkningen gør udvalget følgende bemærkninger vedrørende enkelte af lovforslagets bestemmelser, hvortil der ikke var stillet ændringsforslag:

Ad lovforslagets § 7, stk. 2. Udvalget tillægger den nye regel i lovforslagets § 7, stk. 2, om, at der i købstæder udkræves det lokale bevillingsnævns tilladelse til flytning til andet lokale, væsentlig betydning og finder det ønskeligt, at bestemmelsen administreres på en sådan måde, at hensynet til at undgå sammenklumpning af uheldig art af restaurationer tilgodeses i videst muligt omfang.

Ad § 16. Udvalget betragter det som en selvfølge, at beboerne i den del af en landkommune, der som bymæssigt bebygget har fået godkendt købstadsregler i henhold til beværterloven, ikke har adgang til at deltage i en kommuneafstemning efter lovens § 16.

Ad § 26, stk. 9-10. Handelsministeren har over for udvalget oplyst, at den anvendelse af marketenderiet, der omhandles i disse stykker, ikke kan anses som almindelig marketenderivirksomhed. Det har følgelig ved bestemmelsernes udformning ikke været hensigten i sådanne tilfælde at udelukke udskænkning af andre stærke drikke end øl, jfr. herved bemærkningerne i kommissionsbetænkningen side 121 f.n. Forholdet vil blive omtalt i det cirkulære, der tænkes udsendt i tilslutning til lovens ikrafttræden.

Ad § 30, stk. 4. Udvalget finder anledning til at fremhæve, at den af justitsministeren efter forhandling med handelsministeren trufne beslutning om omgørelse eller stadfæstelse af politiets skøn kan indbringes for domstolene.

Ad § 35, stk. 3, 2. punktum. Udvalget har taget til efterretning, at handelsministeren har udtalt, at der, forinden der træffes afgørelse, vil blive forhandlet med justitsministeren.

De ændringsforslag der var tiltrådt af hele udvalget eller af udvalgets flertal, blev alle vedtaget. Disse ændringsforslags indhold er berørt foran, og vedrørende de vigtigste af dem anføres på grundlag af udvalgets eller flertallets bemærkninger:

Baggrunden for ændringsforslaget til § 1, stk. 3, var, at det over for udvalget var oplyst, at det er teknisk muligt at sikre et bestemt alkoholindhold i cider, hvorfor udvalget har ment at kunne tiltræde, at cider med mindre end 2 1/4 rumprocent alkohol anses for en ikke-stærk drik.

Flertalsændringsforslaget til § 8, stk. 1, tilsigtede, at der i de heromhandlede spisesteder ligesom i marketenderier skal kunne finde udskænkning af øl sted, men ikke vin og spiritus.

Ændringen i § 13, stk. 2, var begrundet i, at udvalget skønnede, at den oprindelige affattelse af bestemmelsen ikke gav bevillingsmyndighederne i større købstæder, og navnlig ikke i København, den fornødne bevægelsesfrihed.

Ændringen i § 14, stk. 4, var begrundet i, at udvalget ikke fandt det rimeligt at udelukke beværtere fra bevillingsnævnene.

De af udvalget tiltrådte nye affattelser af lovens § 20, litra f og e, begrundedes således:

„En række større kommuner, i særdeleshed Københavns kommune, har efterhånden erhvervet et ikke ubetydeligt antal beboelses- og erhvervsejendomme. Som et naturligt led i disse ejendommes normale drift vil der kunne foregå udlejning af lokaler til beværtningsbrug.

Det forekommer mindre rimeligt, om de lokale bevillingsmyndigheder i sådanne tilfælde skulle afstå deres beføjelser til overbevillingsnævnet.

Hvor derimod den pågældende ejendom udelukkende eller overvejende er indrettet til beværtningsbrug, findes det hensigtsmæssigt at opretholde den efter den hidtidige lov gældende praksis og lade bevillingsmyndigheden tilkomme overbevillingsnævnet.

Findes det i øvrigt, at det omhandlede ejerforhold vil kunne give anledning til interessekonflikter, vil sagen kunne henskydes til overbevillingsnævnet.

De hensyn, der tilsiger en begrænsning af overbevillingsnævnets bevillingsmyndighed vedrørende kommunaltejede ejendomme, gør sig ikke gældende, når staten ejer den pågældende ejendom, i hvilket tilfælde den lokale bevillingsmyndighed næppe bør have indflydelse på spørgsmålet om bevillingsudstedelse."

Ændringsforslaget til § 24, stk. 1, stilledes, fordi udvalget anså det for betænkeligt at slette den hidtidige tilsvarende bestemmelse. Udvalget var opmærksom på, at der for de heromhandlede pensionatsvirksomheder var et særligt afgiftsspørgsmål, men mente, at løsningen af dette burde overlades til det særlige udvalg, der var nedsat af folketinget til behandling af lovforslaget om ændringer i lov om afgift af spiritus, vin og øl.

Om ændringsforslaget til § 32, stk. 2, hedder det:

„Udvalget har fundet, at forslagets absolutte regel om bevillingshavernes medansvar for sine medhjælperes overtrædelser i visse tilfælde vil kunne føre til urimelige resultater. Ændringsforslaget tilsigter at fritage bevillingshaveren for dette medansvar, hvis han kan godtgøre, såvel at han stedse på fyldestgørende måde har påset overholdelsen af forskrifterne, som at det ikke har været ham muligt at hindre den skete overtrædelse."

Ændringsforslagene til § 40 og § 39, stk. 1 og 9, var begrundet i, at de i beværterlovene siden 1912 indeholdte regler om ekspropriation aldrig havde været bragt i anvendelse.

Venstre og konservative stillede sammen ændringsforslag til §§ 8 og 26 og motiverede modstanden mod § 8, stk. 1, 2. punktum, således:

„Mindretallet kan ikke tiltræde de foreslåede nye bestemmelser om udvidet adgang for beværtere til at have mere end ét fast forretningssted i samme kommune og mener det i øvrigt uheldigt og urimeligt, at både meddelelse af tilladelse og eventuel tilbagekaldelse af en given bevilling udelukkende beror på handelsministerens skøn henholdsvis om behov og om overholdelse af de forudsætninger, hvorunder bevillingen er givet."

Mindretalsændringsforslaget til § 26, stk. 8, havde til formål både at hindre fordeling af varer, der naturligt falder uden for, hvad der af praktiske grunde bør kunne købes i et marketenderi, og tilvejebringe lige afsætningsrettigheder i marketenderierne.

Venstres ændringsforslag til § 26, stk. 6, tilsigtede udelukkelse af luksusøl fra marketenderier, idet det fandtes ulogisk at forbyde udskænkning af koncentreret alkohol, når man tillader udskænkning af stærkt luksusøl.

De af det konservative folkeparti stillede ændringsforslag til §§ 4, stk. 7, 6, stk. 6, 7, stk. 4, 8, stk. 5, 15, stk. 5, og 20 havde til formål at afskaffe overbevillingsnævnet og motiveredes således:

„På mindretallets foranledning er der tilvejebragt en oversigt over de i overbevillingsnævnet i årene 1956 og 1957 behandlede sager. Det fremgår heraf, at overbevillingsnævnets afgørelser i næsten alle sagerne er i overensstemmelse med de lokale myndigheders indstillinger, og at der i de ganske få tilfælde, i hvilke der er truffet en afgørelse afvigende fra den lokale myndigheds indstilling, har været tale om spørgsmål af underordnet betydning. Mindretallet er af den opfattelse, at der efterhånden på dette område er lagt en fast praksis, som de lokale bevillingsmyndigheder følger, og at der i forbindelse med en overdragelse af overbevillingsnævnets funktioner til handelsministeren kan opnås en tiltrængt forenkling i administrationen af de heromhandlede bestemmelser."

Ved 2. behandling gennemgik ordførerne for de i udvalget repræsenterede partier deres stilling til lovforslaget og ændringsforslagene. Petra Petersen (DK) meddelte, at hendes parti kunne stemme for de ændringsforslag, der var tiltrådt af hele udvalget eller dets flertal.

Uden for ordførernes række havde Heilesen (V), Helga Pedersen (V) og Baunsgaard (RV) ordet, og efter at handelsministeren havde besvaret en række spørgsmål, forkastedes mindretalsændringsforslagene, mens udvalgets og udvalgsflertallets ændringsforslag alle vedtoges.

Til 3. behandling stilledes ikke ændringsforslag, og lovforslaget vedtoges enstemmigt med 144 stemmer.