Ved loven fortsættes den hidtidige lovgivning om erhvervsøkonomiske foranstaltninger, vareforsyning m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 302 af 14. december 1955, senest forlænget indtil 31. december 1957 ved lov nr. 338 af 19. december 1956 (årbog 1956-57, side 272). Der er dog foretaget en række ændringer, som tilsigter at skabe bedre overensstemmelse mellem lovens bestemmelser og de nu foreliggende forhold. Der lægges således mere vægt på de valutariske end på de forsyningsmæssige hensyn, hvilket også har fundet udtryk i den ændrede titel. De væsentligste af disse ændringer samt af de ændringer, lovforslaget underkastedes under behandlingen i folketinget, vil fremgå af nedenstående omtale af lovens bestemmelser.

I sin fremsættelsestale anførte handelsministeren bl. a.:

„Vor lovgivning om importregulering m. m. har hidtil gennemgået to stadier, idet lovene fra 1932 til krigens udbrud hovedsagelig havde til formål at bremse anvendelsen af fremmed valuta. Indirekte fik disse love en vis betydning som handelspolitiske og beskæftigelsespolitiske instrumenter.

I 1939 ændredes hovedformålet imidlertid til at blive det forsyningspolitiske; det blev anset for nødvendigt at give staten adgang til at have et vist indseende med, at der skaffedes de nødvendige varer til landet...

I de senere år er situationen imidlertid blevet sådan ændret, at man i dag står over for en ny, en tredje periode. Medens forsyningssituationen er så lettet, at man må kunne ophæve de bemyndigelser, ministeren har haft på dette område, er vore forhold nu som i 1930erne præget af valutariske vanskeligheder, og man må anse det for nødvendigt, at vi fortsat har en lov, der af hensyn til vore valutaforhold muliggør en vis regulering af indførslen. Hertil kommer, at de mange års importregulering har påvirket vor industrielle struktur på en sådan måde, at en pludselig ophævelse af vor importregulering ville stille betydelige dele af vor industri over for endog meget store vanskeligheder ...

De sidste års økonomiske politik har været præget af en tendens i retning af større liberalisering; målt på den måde, hvorpå vi sædvanligvis gør det, nemlig i procent af importen i 1948, er liberaliseringsprocenten over for EPU-landene nu oppe på 86. Tilbage er således kun en importregulering på 14 pct. af indførslen i 1948. I forhold til vor tids import drejer det sig dog om ca. 20 pct. Denne importregulering omfatter, som det vil være bekendt, fortrinsvis færdigvarer og visse halvfabrikata.

En liberalisering kan gennemføres dels ved, at import overføres fra bunden liste til fri, dels ved at man inden for den bundne listes rammer går over til en friere bevillingsudstedelse. Ofte vil det sidste kunne være en forberedelse til en egentlig frilisteordning. Overførsel til friliste er i løbet af det sidste par år praktisk talt gået i stå — jeg ser dog her bort fra de særlige ordninger på tekstilområdet. Derimod er der inden for den bundne liste sket en ikke uvæsentlig frigørelse, en liberalisering. At overførsel til friliste er gået i stå, hænger til dels sammen med, at Danmark, takket være vore meget lave toldsatser, har vanskeligt ved at foretage den sidste liberalisering, der ville åbne det danske marked fuldstændigt for udenlandsk konkurrence, uden at udlandets markeder, der ofte er beskyttet af høje toldmure, på tilsvarende måde ville blive åbnet for os. Vi har ikke den valutariske baggrund til at kunne gøre det, selv om vi eventuelt skulle have lyst til det.

Som bekendt foreligger der nu nordiske og europæiske markedsplaner og langt fremskredne tanker om et frihandelsområde, hvilket alt sammen gør det rimeligt at nære forventning om, at nogle af de toldmure, dansk afsætning støder på, vil blive nedbrudt, hvilket vil åbne muligheder for, at dansk importregulering yderligere vil kunne lempes noget. Jeg behøver ikke at fortælle, at disse markedsplaner endnu har en så vag form og Danmarks eventuelle tilslutning dertil er så usikker, at det umuliggør det at give nærmere meddelelse om den fremtidige importpolitik.

Inden for det vareområde, der er på bunden liste, kan der herske forskellige grader af frihed for indførslen. I den senere tid er der ad flere veje skabt større frihed for importørerne. Varer er således i et ikke ringe antal tilfælde overført til regional bevillingsudstedelse, hvorved importørerne sættes i stand til bedre at købe, hvor det er billigst og bedst.

Yderligere søger man at udvide importørernes dispositionsmuligheder gennem oprettelsen af såkaldte brancheområder, hvorved vidt forskellige varenumre henføres til bestemte grupper, således at importørerne frit kan vælge herindenfor, hvilken vare de vil importere. Der er således inden for den bundne listes rammer sket en ikke helt ubetydelig liberalisering af indførslen.

Selv om hensynet til vore valutariske forhold og til markedsplanerne m. m. nødvendiggør en vis forsigtighed med hensyn til egentlig overførsel til friliste, er det imidlertid åbenbart, at der kan være de tilfælde, hvor der foreligger en så klar dansk producent- eller forbrugerinteresse i en reduktion af de hjemlige priser, at man, selv bortset fra planerne om fællesmarkeder m. m., af hensyn til vore konkurrencemuligheder over for udlandet og af hensyn til den hjemlige prisdannelse må gå ind for en vis frigørelse af importen. Denne behøver som nævnt ikke at finde sted i form af en egentlig frilistning, men kan ske i form af en mere liberal bevillingsudstedelse inden for de bundne lister. Der er grund til at antage, at liberaliseringen i den nærmeste fremtid vil finde sted under begge disse former.

Gennem de undersøgelser, der er foretaget over priserne her i landet sammenlignet med friserne i andre lande, de såkaldte § 2-undersøgelser, er der blevet konstateret visse tilfælde, hvor der foreligger en betydelig prisforskel mellem udland og indland. I sådanne tilfælde har man i et vist omfang lukket op for importen for derigennem at formindske prisforskellen, og det er, som det fremgår af lovforslaget, hensigten at fortsætte denne politik. Men det er også tanken på dette område at gå forsigtigt frem, således at dansk industri kan tilpasse sig importen og eventuelt gennem rationaliseringer og prisnedsættelser opnå, at en eventuel frigivelse af importen kun fører til en ret begrænset import.

Enhver importregulering vil have en tilbøjelighed til at flytte produktionen, således at denne kommer til at foregå steder, hvor den ikke ville komme i gang af sig selv. Gennem importreguleringens beskyttelse er der utvivlsomt kommet megen industri i gang i Danmark, hvoraf en væsentlig del sikkert også i det lange løb vil vise sig at have eksistensberettigelse her; men det kan ikke undgås, at man også er kommet til at opmuntre til former for industri, som kun kan leve bag importreguleringens beskyttelse. Det vil sikkert være klogt, at man ved fremtidig importregulering ikke i alt for høj grad opretholder beskyttelsen af en industri, som alligevel ikke under frie forhold vil kunne klare sig.

Når man som i Danmark har haft importregulering i 25 år, må nødvendigvis spørgsmålene om fordelingen af importtilladelserne blive et meget stort spørgsmål. At modtage en importtilladelse vil kunne være af stor kontant værdi for den handlende. Men vil man ikke splitte importen op i for små portioner, og vil man ikke risikere at give importtilladelser til folk, der ikke har de rette muligheder for at udnytte dem, må man være tilbageholdende med anerkendelse af nyimportører. På den anden side må man også sørge for, at der er muligheder for, at nye folk kan komme ind. Gør man ikke det, fører det let til, at branchens forhold stivner i traditioner, og at det bliver for let at skabe karteller eller andre former for aftaler mellem branchens medlemmer. Det er derfor vigtigt, at der er en stadig adgang for nye importører til at blive anerkendt.

En anden fare, der truer en gammel importregulering, er, at visse importtilladelser gives til importører, som ikke ville have været i stand til at opretholde en importforretning, hvis det ikke var, at de fra gammel tid havde importtilladelser. Der er mange former mellem den stagnerende virksomhed og den såkaldte sofaimport.

Det må være vigtigt, at de, der skal administrere importtilladelserne, stadig har for øje, at importtilladelser kun gives til folk, der også uden importreguleringen ville drive forretning på det område ...

Der har i den senere tid gentagne gange været tanker fremme om, at varedirektoratet skulle omorganiseres. Det vigtigste kan imidlertid ikke være institutionens organisatoriske former, men derimod det arbejde, der udføres i den. Det er mit håb, at ligesom det hidtil er gået sådan, at udviklingen fra krigstidens år til fredstidens og udviklingen fra stor importregulering til mere begrænset importregulering har kunnet reducere varedirektoratets personale væsentligt, vil dette kunne fortsætte. Jeg kan nævne, at varedirektoratet nu har knap 400 ansatte, hvilket er ca. 10 pct. færre end for et år siden, og det er muligt, at en yderligere reduktion af dets opgaver i løbet af den kommende tid vil kunne føre til en reduktion af lignende størrelsesorden; men det er også klart, at så længe en regulering af importen finder sted, så længe må der også i varedirektoratet, eller hvad det nu kommer til at hedde, være tilstrækkeligt personale til, at opgaverne kan løses og løses forsvarligt."

Angående lovens indhold anføres følgende:

Den hidtidige lovs § 1 om lovens formål er udgået, idet den ikke er fundet stemmende med de nuværende forhold. De retningslinjer, hvorefter loven skal administreres, er i stedet søgt nærmere præciseret i de enkelte paragraffer.

Lovens 1. kapitel (§§ 1-2) om indløseligheden af Danmarks nationalbanks sedler svarer i realiteten til den hidtidige vareforsyningslovs bestemmelser herom.

Det er navnlig i lovens 2. kapitel om foranstaltninger vedrørende indførsel, udførsel og fordeling af varer m. v. (§§ 3-8), at retningslinjerne for lovens administration nærmere er søgt præciseret i de enkelte bestemmelser. Der er ligeledes sket en vis begrænsning af ministerens bemyndigelser i forhold til den hidtidige lovgivning.

I § 3, stk. 1, er således nu direkte anført de hensyn, hvorefter indførselsreguleringen skal administreres. Indførselsreguleringen kan herefter være begrundet i valutariske hensyn eller i hensyn til løsningen af opgaver i forbindelse med Danmarks aftaler eller samarbejde med udlandet.

§ 4, stk. 1, giver visse retningslinjer for tilrettelæggelsen af den i medfør af § 3 gennemførte indførselsregulering. Bestemmelsen fik under behandlingen i folketinget følgende affattelse:

,,Importen skal bl. a. ved udvidelse af frilisterne gøres størst mulig under hensyn til betalingsbalancen. Indførselsreguleringen skal tilrettelægges således, at der tilstræbes en rimelig konkurrence på det danske marked, bl. a. ved forøgelse af bevillingsudstedelsen på vareområder, hvor der består mærkbar forskel mellem priserne her i landet på danske varer og priserne i udlandet på tilsvarende udenlandske varer."

I sin oprindelige form indeholdt § 4 et stykke, hvori visse retningslinjer for fordelingen af indførselsbevillingerne var angivet.
Dette udgik under behandlingen, men dets indhold fandt udtryk i den af udvalget afgivne betænkning (se nedenfor).

Ifølge stk. 2 kan, som hidtil, overførsel af varer fra friliste til bunden liste kun gennemføres med tilslutning af det i § 17 omhandlede udvalg (det hidtidige vareforsyningsudvalg). Der gives dog, i modsætning til tidligere, ministeren adgang til at gennemføre en sådan overførsel, hvis han skønner, at den ikke uden skade for opnåelsen af de tilsigtede formål kan afvente en forhandling herom. I så fald skal ministeren snarest muligt underrette udvalget om de trufne foranstaltninger.

I sin oprindelige form krævede bestemmelsen ikke tilslutning af, men alene forhandling med det nævnte udvalg, forinden overførslen fandt sted. Dette ændredes, ganske som den tilsvarende bestemmelse i § 7, stk. 2, med hensyn til forbrugsregulering m. v., under udvalgsbehandlingen i folketinget.

Også angående udførselsreguleringen er de formål, der kan søges opnået, udtrykkeligt anført. Bemyndigelsen til udførselsregulerende foranstaltninger er således ved § 6 begrænset til de samme formål som angivet i § 3, dog at de også kan træffes af forsyningsmæssige hensyn.

I § 7, stk. 1, er bemyndigelsen til at træffe midlertidige foranstaltninger med henblik på forbrugsregulering, herunder rationering, hensigtsmæssig fordeling af landets varebeholdninger eller regulering af vareproduktionen begrænset til tilfælde af indtrådt eller truende international knaphed på nødvendige varer, eller hvor det skønnes påkrævet af hensyn til landets aftaler eller samarbejde med udlandet.

Som følge af denne begrænsning er det fundet nødvendig i samme bestemmelse at indsætte en udtrykkelig bemyndigelse for boligministeren til at træffe midlertidige foranstaltninger til regulering af bygge- og anlægsvirksomheden, herunder nedrivning af bygninger.

Ifølge stk. 2 udkræver de nævnte foranstaltningers gennemførelse normalt tilslutning af det i § 17 omhandlede udvalg.

Bestemmelserne i lovens 3. kapitel (§§ 9-10) om betalingsforhold m. v. over for udlandet svarer i det store og hele til den hidtidige lovs bestemmelser herom. Der er dog foretaget en præcisering af de valutaforskrifter, som handelsministeren er bemyndiget til at give.

4. kapitel (§§ 11-18) om lovens administration svarer, med visse redaktionelle ændringer, stort set til de tilsvarende bestemmelser i den hidtidige lov. Fristen for indgivelse af besværinger over afgørelser truffet af administrative organer (jfr. § 11, stk. 1) til det af handelsministeren nedsatte nævn er dog i § 12, stk. 1, forhøjet fra 14 dage til 4 uger. Denne ændring gennemførtes under behandlingen i folketinget.

Den hidtidige bestemmelse om adgangen til i specielle tilfælde at indbringe besværinger for domstolene uden forudgående forelæggelse for nævnet var i det oprindelige lovforslag foreslået ophævet. Bestemmelsen genindsattes imidlertid under behandlingen i folketinget som § 12, stk. 7.

Ligeledes genindsattes den tidligere lovs bestemmelse om handelsministerens pligt til over for vareforsyningsudvalget at redegøre for indgåede handelsaftaler og til at holde udvalget underrettet om principperne for behandlingen af private varebytteforretninger og om omfanget af sådanne forretninger, jfr. nu lovens § 17. Bestemmelsen var ikke medtaget i lovforslaget, fordi samhandelen i henhold til tosidede handelsaftaler og på grundlag af private varebytteforretninger skønnedes nu kun at have en mindre væsentlig betydning for landets økonomi.

§ 18 fastslår, overensstemmende med den hidtidige lov, at foranstaltninger af vidtrækkende betydning, som omfattes af de ved nærværende lov givne bemyndigelser, og som efter deres karakter egner sig til gennemførelse ved særlig lovgivning, bør gennemføres ved lov, medmindre vedkommende minister skønner, at dette ikke kan ske uden skade for opnåelsen af de tilsigtede formål. Bestemmelsen om, at ministeren i tvivlstilfælde bør forelægge spørgsmålet om, hvorvidt de pågældende foranstaltninger bør gennemføres ved særlig lovgivning, for vareforsyningsudvalget, er derimod ikke medtaget i loven.

Lovens 5. kapitel (§§ 19-21) indeholder straffebestemmelser og regler for deres gyldighedstid og område.

Ved § 19, stk. 3, genindføres en 5-årig forældelsesfrist, da erfaringerne har vist, at en kortere forældelsesfrist alvorligt begrænser effektiviteten af retshåndhævelsen på lovens område.

Ifølge § 21 træder loven i kraft den 1. januar 1958 og har gyldighed indtil den 31. december 1958. Gyldighedstiden var i det oprindelige lovforslag fastsat til 2 år. Loven gælder, for så vidt angår kapitlerne 1, 3 og 5, jfr. § 11 i kapitel 4, også for Færøerne. Det kan ved kgl. anordning bestemmes, i hvilket omfang lovens bestemmelser finder anvendelse i Grønland.

Under behandlingen i folketinget gav den socialdemokratiske ordfører (Chr. Christiansen) udtryk for, at en lovgivning af den karakter og det omfang, som lovforslaget udviste, ville være nødvendig endnu i nogen tid. Partiet var indforstået med, at en rimelig konkurrence burde tilstræbes, men beskæftigelsen var et så afgørende problem, at der burde fares frem med lempe.

Såvel fra venstres som fra konservativ side fandt man, at lovforslaget indeholdt visse forbedringer i forhold til den hidtidige lovgivning. For en stor del var det imidlertid en videreførelse af hidtidig praksis, og egentlige liberaliseringsbestræbelser savnedes.

Fra radikal og fra retsforbundets side fandtes lovforslaget at være et betydningsfuldt fremskridt og at fremtræde med betydelige liberale ændringer i forhold til tidligere vareforsyningslove.

I udvalgsbetænkningen anføres bl. a.:

„Der er i udvalget rejst spørgsmål om til § 3, stk. 2, at tilføje en bestemmelse, hvorefter der ikke erlægges gebyr i tilfælde, hvor bevillingsudstedelsen har et sådant omfang, at indførslen på det pågældende område reelt må anses for fri.

Handelsministeren har ikke ment at kunne tiltræde denne ændring, der ikke kan anses for at være i overensstemmelse med det gældende princip for gebyrbetalinger, ligesom det angivne kriterium ikke giver nogen klar retningslinje for administrationen, men ministeren har erklæret sig villig til nærmere at overveje, om det må anses for rimeligt, at der på visse punkter gennemføres ændringer for beregningen af gebyrer.

Udvalget har endvidere drøftet spørgsmålet om principperne for fordeling af indførselsbevillinger, og der er herunder i udvalget opnået enighed om, at det ved fordelingen af indførselsbevillinger skal tilstræbes, at importørkredsen ved udvidelse eller anden ændring bringes i overensstemmelse med den stedfindende udvikling inden for det pågældende vareområde. Der vil herved bl. a. være at tage hensyn til størrelsen af de beløb i udenlandsk valuta, der kan stilles til rådighed for import inden for vareområdet, og til den af den næringsdrivende udøvede virksomheds art, omfang og øvrige forhold, herunder at tidligere tildelte bevillinger er anvendt i forbindelse med en af bevillingshaveren selvstændigt udøvet forretningsvirksomhed på det pågældende område. Man må ved lovens administration stile imod en sådan fordeling af importtilladelserne, at fordelingen af importen mellem importørerne ligger så nær som muligt ved den, der ville herske under frie forhold. Man vil således ikke ved lovens administration stile mod væsentlige ændringer i de for tiden gældende fordelingsprincipper.

Under udvalgsbehandlingen har handelsministeren redegjort for mulighederne for yderligere frigørelse af importen. Han har herunder anført, at den for tiden rådende usikkerhed med hensyn til Danmarks placering i den europæiske handel gør det noget betænkeligt nu at overføre yderligere varer fra bunden liste til friliste, men at det er hensigten inden for den bundne listes rammer at fortsætte frigørelsen af indførslen dels derved, at der gives forøgede importtilladelser til varer på bunden liste, dels ved en yderligere regionalisering, ved hvilke foranstaltninger man kan opnå tilsvarende økonomiske virkninger som ved en formel overførsel til friliste."

Hele udvalget indstillede lovforslaget til vedtagelse med en række af udvalget stillede og af handelsministeren tiltrådte ændringsforslag.

I betænkningen findes endvidere følgende udtalelse:

„Et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) kan — efter de forhandlinger, som har fundet sted i udvalget med handelsministeren og boligministeren om lovens forståelse og administration og under henvisning til de indrømmelser, der er givet mindretallet gennem de ændringsforslag, som der nu er enighed om at stille — tiltræde lovforslaget i dets således ændrede form.

Mindretallet vil i øvrigt redegøre for sin stilling ved lovforslagets 2. behandling i salen."

De stillede ændringsforslag, som i alt væsentligt er omtalt ovenfor, vedtoges ved 2. behandling.

Aksel Larsen (DK) udtalte ved 3. behandling, at kommunisterne ikke så sig i stand til at medvirke til lovforslagets gennemførelse.
Hverken hidtidig praksis eller den stedfundne debat gav efter hans opfattelse blot tilnærmelsesvis sikkerhed for en administration, som ville være i landets interesse.

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling enstemmigt med 140 stemmer; 6 medlemmer (DK) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.