Loven er et led i arbejdet på at gennemføre fælles retsregler for alle i Grønland bosatte, således som det allerede er sket inden for retsplejen, kriminalretten og til dels ægteskabsretten. Lovforslaget var et resultat af arbejdet i det i 1951 nedsatte grønlandske lovudvalg, i samarbejde med hvilket ministeriet for Grønland efterhånden vil søge person-, familie- og arveretten i Grønland dækket ved positiv lovgivning.

Hidtil har for danske i Grønland dansk arveret været gældende, mens der for grønlændere har været håndhævet ulovfæstede regler, der, selv om de i det store og hele lignede dem, som følges i Danmark, dog havde visse særprægede træk, navnlig et stærkt værn for personer, som boede sammen med afdøde, først og fremmest ægtefælle og børn, samt en udstrakt beføjelse for skiftemyndighederne til at fordele ejendelene efter et behovsprincip. Den hidtidige praksis har fungeret tilfredsstillende for så vidt angår størstedelen af boerne, som er af beskeden værdi. For de få større boer er der derimod behov for faste retningslinjer, og med den stigende levestandard vil antallet af sådanne boer vokse. I mangel af tidssvarende regler har skifteretterne i Grønland i de senere år støttet sig til lovforslaget og fundet det velegnet i praksis.

Udkastet til loven har været behandlet af det grønlandske landsråd i samlingerne 1954-1957. Landsrådet tiltrådte udkastet med forskellige ændringer, som i det væsentlige tiltrådtes af det grønlandske lovudvalg og ministeriet for Grønland, jfr. dog nedenfor om arveret for børn født uden for ægteskab.

Loven tager sit udgangspunkt i gældende dansk ret og følger i formel henseende i vid udstrækning det danske arvelovsudkast af 1941. (Lovforslag på grundlag heraf behandledes i landstinget i 1946-47, jfr. årbog for 1946-47 side 574). Om lovens indhold bemærkes i øvrigt:

Kapitel 1. Arv efter loven.

I §§ 1-5 indeholdes reglerne om slægtninges arveret, og disse stemmer med gældende dansk ret (arveforordningen af 1845 som ændret ved lov nr. 66 af 17. marts 1954). Slægtsarvingernes kreds omfatter herefter som yderste led bedsteforældrenes børnebørn.

Den hidtil i Grønland gældende „legale arveret" afviger på flere punkter fra den danske ordning. Der har således ikke været nogen sikker inddeling i klasser; princippet om, at en person nærmere i grad inden for samme linje udelukker personer fjernere i grad, har ikke fuldt ud været gældende; ved skifte af hus og løsøre har nærmest været anvendt et „behovsprincip", og ved deling af penge har man nærmest delt „efter hoveder" og ikke efter stammer og linjer. Under hensyn til, at de særlige økonomiske og kulturelle hensyn i Grønland vil kunne varetages af reglerne i kapitel 4 om skifte af små boer, har man dog ikke været betænkelig ved at fastslå dansk rets regler om slægtsarv.

Loven er formuleret således, at den også indfører arveret efter faderen og fædrene frænder for barn født uden for ægteskab samt en begrænset arveret for fader og fædrene frænder efter barn uden for ægteskab i overensstemmelse med de her i landet gældende regler i henhold til lov nr. 134 af 7. maj 1937 om børn uden for ægteskab. I lovens § 5 bestemmes det imidlertid, at slægtskab mellem fader og barn uden for ægteskab kun begrunder arveret, såfremt faderskabet er fastslået på den i lovgivningen om børn uden for ægteskab foreskrevne måde, og en sådan lovgivning er endnu ikke gennemført for Grønland. Endvidere er der i skifteretsafsnittet som § 36 indsat følgende særlige bestemmelse:

„Det skal af skifteretten under skiftet kunne bestemmes, at udlæg af arv til barn født uden for ægteskab efter fader og fædrene frænder begrænses i det omfang, det på urimelig måde skønnes at stride mod efterlevende ægtefælles eller øvrige arvingers tarv, at barnet får del i den efterladte formue.

Denne bestemmelse finder dog ikke anvendelse, hvis barnet har været optaget i faderens hjem, eller hvis arveladeren ved testamente har bestemt, at barnet tager arv efter ham som ægtebarn."

De foran nævnte regler om arveret på grundlag af fødsel uden for ægteskab indsattes i loven under behandlingen i folketinget. En af ministeriet i arvelovsudkastet indsat bestemmelse om ligestilling i arveretlig henseende mellem børn i og uden for ægteskab forkastedes i 1957 af landsrådet, der i stedet for vedtog bestemmelser i det væsentlige svarende til de nu i loven indeholdte. Ministeriet havde imidlertid ment, at der krævedes en mere indgående behandling og muligvis ny forhandling med landsrådet om disse bestemmelser, og havde derfor helt undladt i arvelovsforslaget at optage regler om den arveretlige stilling for børn uden for ægteskab. Denne tænktes behandlet i forbindelse med et kommende forslag til børnelov for Grønland, ledsaget af de fornødne ændringsforslag til den grønlandske arvelov. Under forhandlingerne i folketingsudvalget enedes imidlertid udvalget og ministeren med tilslutning af det grønlandske lovudvalg om, at det ville være hensigtsmæssigt allerede nu at indsætte bestemmelser svarende til de af landsrådet vedtagne i lovforslaget. I betænkningen udtaltes om ændringerne bl. a.:

„Reglerne om arveret som følge af slægtskab mellem fader og barn uden for ægteskab vil herefter straks kun kunne anvendes i
Grønland med hensyn til de børn, til hvilke faderskab er fastslået efter den danske lov om børn uden for ægteskab — med de for Grønland særligt gældende regler om skifterettens ret til at begrænse arven — mens andre børn først vil opnå arveret, når en ny lovgivning om børn gennemføres for Grønland med regler om fastsættelse af faderskab. Udvalget understreger derfor ønskeligheden af, at det udkast til børnelov for Grønland, som der for tiden arbejdes med, så snart som muligt må blive fremsat som lovforslag."

I kapitel 1 fastsættes i §§ 6-8 bestemmelser om ægtefællens arveret og dennes adgang til at hensidde i uskiftet bo med livsarvinger og med afdødes næstarvinger (forældre og disses afkom). Bestemmelserne svarer til gældende dansk ret (lov nr. 120 af 20. april 1926), men er enklere og mere kortfattet formuleret. De danske regler forudsættes vejledende, hvor den grønlandske lov tier. Det kan i denne forbindelse anføres, at hvor der skal tages stilling til spørgsmålet om formueforholdet mellem ægtefæller, må i grønlandske boer formuefællesskab tages som udgangspunkt. Med hensyn til danske boer gælder ægteskabsloven af 18. marts 1925, d. v. s. der består formuefællesskab, medmindre andet er vedtaget.

I § 9 fastsættes, at tilsvarende andele af arvelodderne som efter nugældende danske regler er tvangsarv, og i § 10 gives i knap form en bestemmelse om forbrydelse af arveret, som ligger nær op ad de danske mere udførlige regler.

Kapitel 2 (§§ 11-25) om testamenter og aftaler vedrørende arv indeholder bestemmelser om oprettelse af testamente, testamentsformen, anfægtelse af testamente, testamentarisk bestemmelse om båndlæggelse af arv, aftaler vedrørende arv, arveforskud, dødsgaver samt om arv, der tilfalder staten.

Kapitlet følger stort set danske retsregler. Ved formuleringen har man lagt arvelovsudkastet af 1941 til grund, idet reglerne dog på visse punkter er forenklet. Det kan anføres, at adgangen til at oprette nødtestamente ikke blot som i dansk ret gælder ved „pludselig og betænkelig sygdom", men under hensyn til de særlige grønlandske forhold er udvidet til også at gælde „andet nødstilfælde".

I kapitel 3 (§§ 26-36) om boer i almindelighed er samlet alle de almindelige bestemmelser om skifte, herunder med enkelte ændringer de hidtidige skiftebestemmelser i lov nr. 271 om rettens pleje i Grønland af 14. juni 1951 og anordning nr. 212 om rettens pleje i Grønland af 26. juli 1926. De fleste af bestemmelserne i kapitlet svarer til gældende dansk ret. I overensstemmelse med hidtidig grønlandsk praksis tillægges der dog skiftemyndighederne en noget mere vidtgående beføjelse til at bestemme over efterladenskaberne end efter dansk ret. Der tillægges dem for det første en beføjelse til betydelig kontrol med boer under privat skifte, hvorfra ingen udbetaling eller udlevering af ting må finde sted uden skifterettens tilladelse, og dernæst skal skifteretten ved offentligt skifte, hvor der ikke er en ægtefælle blandt arvingerne, drage omsorg for, at boets effekter udlægges til de forskellige arvinger efter hver arvings behov og egnethed.

Der gives en noget videregående ret end hidtil til at henlægge bobehandling til en skifteret i Danmark, idet dette efter landsdommerens bestemmelse kan ske, når en af arvingerne begærer det og omstændighederne taler derfor.

Som noget nyt indføres der en adgang for skifteretten til at tillade en ægtefælle, som skifter med afdødes børn under 21 år, at lade arvelodderne henstå med arvepant i hele boet, indtil hver af arvingerne fylder 21 år. Denne ordning svarer til det danske retsinstitut „tinglyst skifteekstrakt".

Kapitel 4 (§§ 37-40) indeholder regler om skifte af små boer. Disse bestemmelser må antages at få den største betydning, da størsteparten af boerne er af beskeden værdi.

Hvis boet efter skifterettens skøn er af ganske ringe værdi, finder der ifølge § 37 ikke skifte sted, men boet udleveres til den eller de nærmeste. Denne regel praktiseres for tiden i 60 pct. af boerne.

Hvis boets værdi og beskaffenhed gør det rimeligt og de andre arvingers tarv ikke taler afgørende derimod, kan der tillægges den efterlevende ægtefælle ret til at udtage hus, bohave, fartøj, erhvervs- og arbejdsredskaber o. lign. i det omfang, hvori han skønnes at trænge dertil for at opretholde hjemmet eller sit erhverv, selv om der derved tilfalder ham mere, end hans andel i boet udgør. Denne regel må antages at komme til anvendelse i hovedparten af alle grønlandske boer, som ikke falder ind under § 37, og hvor der efterlades en ægtefælle.

De to forannævnte regler afviger ikke principielt fra dansk ret. Derimod har de i §§ 39 og 40 indeholdte regler om "grønlandsk fælleseje" ingen parallel i dansk ret, men er en bekræftelse af bestående grønlandsk skifteretspraksis. Ifølge § 39 kan skifteretten, hvis en eller flere af arvingerne boede sammen med afdøde, udlægge hus, bohave, fartøj, erhvervs- og arbejdsredskaber o. lign. til en sådan arving eller, såfremt der er flere, til disse i fælleseje efter gældende skik, for så vidt værdien heraf ikke overstiger 4 000 kr., selv om der derved tilfalder disse arvinger mere, end deres arvelod udgør. Ministeren for Grønland kan ved bekendtgørelse ændre beløbsgrænsen. I § 40 gives nogle regler om opløsning af grønlandsk fælleseje.

I kapitel 5 fastslås ved § 41, at arveladerens død må godtgøres ved dødsattest eller på anden måde, for at arven kan falde. Endvidere sættes reglerne i lov nr. 397 om borteblevne af 12. juli 1946 i kraft for Grønland.

§ 42 fastsætter, at loven for Vestgrønland træder i kraft den 1. januar 1959. For Nord- og Østgrønlands vedkommende træffes bestemmelse om ikrafttrædelsestidspunktet evt. med fornødne lempelser ved kongelig anordning. Ifølge denne formulering, som på initiativ af Lannung (RV) foresloges under udvalgsbehandlingen, er loven formelt gældende for hele Grønland, selv om dens ikrafttræden for Nord- og Østgrønland beror på kongelig anordning.

Ved 1. behandling anbefaledes lovforslaget af Peter Nielsen (S), der fandt det klart og overskueligt og udtryk for en god balance mellem dansk lovgivning og grønlandsk sædvaneret. From (V) og

Erna Sørensen (KF) kunne principielt give tilslutning til lovforslaget, men fandt, at en grundig udvalgsbehandling var nødvendig. Lannung (RV) kunne ligeledes tiltræde forslaget, men foreslog forskellige ændringer. Han kunne tænke sig indsat regler om forlodsret for arveladerens uforsørgede børn samt oprettelse af en arvefond, hvori herreløs arv skulle indgå. Endvidere ønskede han en sådan formulering af ikrafttrædelsesbestemmelserne, at loven formelt straks blev lov for hele Grønland, selv om ikrafttrædelsen for Nord- og Østgrønland beroede på kongelig anordning. Alfred Jørgensen (DR) tiltrådte forslaget, mens Aksel Larsen (DK), der nok erkendte, at en arvelov for Grønland var nødvendig, udtrykte nogen betænkelighed ved lovforslaget, idet han ikke følte sig sikker på, at det i tilstrækkelig grad tog hensyn til hidtidig grønlandsk sædvaneret. Endelig anbefalede det grønlandske medlem Elias Lauf forslaget.

I anledning af de af Lannung fremsatte udtalelser erklærede justitsminister Hækkerup, at man i det af den norske, islandske og danske regering nedsatte udvalg vedrørende revision af arvelovgivningen var ret langt fremme, hvorfor han ville foretrække at afvente en indstilling fra det danske udvalg og ville være betænkelig ved at tage enkelte spørgsmål som forlodsret og arvefond frem til revision i øjeblikket.

Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, der i sin betænkning med tilslutning af ministeren for Grønland stillede en række ændringsforslag. Ændringsforslagene, der var tiltrådt af repræsentanter for det grønlandske lovudvalg, vedrørte navnlig indsættelse af de bestemmelser om arveret på grundlag af fødsel uden for ægteskab, som er omtalt foran. Bestemmelsen om gyldighedsområde og ikrafttræden foresloges affattet i overensstemmelse med de af Lannung ved 1. behandling fremsatte ønsker. I øvrigt var ændringerne overvejende af redaktionel karakter.

Ved 2. behandling erklærede Aksel Larsen (DK), at han fandt, at de af udvalget foreslåede ændringer betød en forbedring af lovforslaget, og at hans parti trods de af ham ved 1. behandling fremsatte betænkeligheder ville stemme for lovforslaget.

De stillede ændringsforslag vedtoges, og lovforslaget henvistes på ny til udvalget, uden at behandlingen gav anledning til yderligere ændringer.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt.