Lov nr. 151 af 7. maj 1937 om tekniske installationer, der hidtil har omfattet såvel elektriske installationer som gas-, vand- og sanitetsinstallationer samt arbejder ved kloakanlæg, har i de senere år gentagne gange givet anledning til kritik. Især har lovens bestemmelser om installatørautorisationerne været kritiseret, og kritikken har navnlig været rettet mod det forhold, at loven ikke tilsikrer den kvalificerede ansøger en egentlig ret til at blive autoriseret som installatør, men overlader det til de enkelte værkers skøn, om et autorisationsandragende skal imødekommes eller ej. Det er fundet stridende mod almindelige næringsfrihedsprincipper, at den, der har gennemgået den foreskrevne uddannelse og har bestået de dertil hørende prøver, ikke skulle være berettiget til at drive selvstændig næring på sit område, når hans personlige og økonomiske forhold i øvrigt kan godtages.
Ministeriet for offentlige arbejder har kunnet tiltræde den opfattelse, at enhver, der opfylder visse bestemte betingelser, bør have ret til at få autorisation. I praksis kunne noget tilsvarende formelt gennemføres ved en benyttelse af ministeriets i den gældende lov indeholdte beføjelse til efter påklage at omgøre værkernes afgørelser, men en sådan efter faste retningslinjer anlagt systematisk omgørelse af alle afslag på autorisationsandragender fra kvalificerede ansøgere ville efter ministeriets opfattelse stride mod det selvstyre, som er tillagt autorisationsgiverne.
Under arbejdet med sagen kom ministeriet tillige til den opfattelse, at det ville være hensigtsmæssigt at adskille lovgivningen om elektriske installationer, for hvilke der i forvejen i andre henseender er lovgivet gennem stærkstrømsloven og det dertil knyttede stærkstrømsreglement, fra de øvrige tekniske installationer, for hvis vedkommende der — bortset fra installationsloven af 1937 — ingen selvstændig lovgivning eksisterer. Spørgsmålet om autorisationsgivningen og spørgsmålet om behovet for en særlig lovgivning på dette sidste område er for tiden til behandling i et af ministeriet på foranledning af de direkte interesserede instanser nedsat udvalg.
Om en efter de nævnte synspunkter ændret lovgivning vedrørende elektroinstallatører optog ministeriet direkte forhandling med elektricitetsrådet, Danske Elværkers Forening, Foreningerne af Elektroinstallatører i København og Provinsen og Dansk Elektrikerforbund, der alle kunne tiltræde hovedprincipperne i det af ministeriet udarbejdede lovforslag, som derpå blev fremsat for folketinget og vedtaget af dette i omtrent uændret affattelse.
Hovedindholdet af loven er, at enhver, der opfylder de i loven fastsatte betingelser, har krav på at blive autoriseret som elektroinstallatør og i givet fald vil kunne få dette krav fastslået ved domstolene. Der er samtidig åbnet en vis mulighed for, at også ansøgere, der ikke fuldt ud opfylder disse betingelser, kan blive autoriseret, men sådanne ansøgere har ikke noget retligt krav på autorisation og kan derfor ikke indbringe et eventuelt afslag for domstolene. Derimod er der adgang til en administrativ prøvelse gennem afslagets indbringelse for ministeriet.
Af lovens indhold fremhæves i øvrigt følgende punkter:
1) Autorisationsretten forbliver som hidtil hos de enkelte elektricitetsforsyningsanlægs ledelser, og autorisationen skal fortsat kun gælde inden for et bestemt forsyningsområde. I modsætning til tidligere er ved § 2, stk. 2, autorisationsordningen gjort obligatorisk for alle offentlige elektricitetsforsyningsanlæg.
2) Den installatør, som opfylder visse generelle betingelser, jfr. §§ 4 og 5, har krav på at få autorisation som elektroinstallatør inden for det forsyningsområde, hvor han har fast værksted og kontor. Såfremt han er i besiddelse af en sådan hjemstedsautorisation, skal han endvidere have krav på at få autorisation under andre forsyningsområder overalt i landet, når han opfylder de generelle krav, der stilles af de pågældende forsyningsanlægs ledelser til erlæggelse af depositum, der skal kunne anvendes til dækning af udgifter eller tab, som han kan påføre elektricitetsforsyningsanlægget ved mangelfuldt arbejde.
3) Den installatør, der agter at drive erhvervsmæssig elektroinstallatørvirksomhed og endvidere har ret til at få autorisation, kan kræve denne udfærdiget som gældende for hele det pågældende forsyningsområde og omfattende samtlige de arbejder, som loven angår. Derimod kan en autorisation til en installatør, der ikke har krav på den, begrænses i det omfang, det autoriserende værk — med rekurs til ministeriet — måtte bestemme.
4) Ved § 10 indføres en bestemmelse om domstolskontrol med tilbagekaldelse af autorisationer.
5) Det pålægges de enkelte ledelser af elektricitetsforsyningsanlæg at holde elektricitetsrådet løbende underrettet bl. a. om de beslutninger, der træffes over for autoriserede installatører i henseende til suspension og tilbagekaldelse af autorisationer, samt om de straffe, der idømmes autoriserede installatører for overtrædelse af elektricitetslovgivningen m. v. Disse oplysninger tænkes samlet i elektricitetsrådet, hvorfra elektricitetsværksledelser på begæring skal kunne erholde underretning om eventuelle data for autorisationssøgende installatører til brug ved afgørelsen af, om en ansøger har krav på at få udfærdiget autorisation. Bestemmelsen om central registrering af data for autoriserede installatører er således nært knyttet til påbudet om, at autorisationen i visse tilfælde skal gives.
Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra alle sider. Det henvistes efter 1. behandling til en udvalgsbehandling, der resulterede i, at ordene „autorisation af" blev indføjet i titlen, og at ikrafttrædelsesdatoen, der var holdt åben i det oprindelige lovforslag, blev fastsat til 1. juli 1958.
I den enstemmige betænkning hedder det:
„I forbindelse med lovforslagets § 11 ønsker udvalget at understrege, at elektricitetsforsyningsanlæg ikke lokalt bør fastsætte bestemmelser om installatørværksteders indretning og udstyr, som går ud over de af ministeren efter forhandling med organisationerne givne forskrifter herom.
Udvalget går ud fra, at lovforslagets § 13, stk. 2, må forstås således, at en elektroinstallatør altid har ret til at blive gjort bekendt med, hvad der er optaget om den pågældende selv i det i bestemmelsen omtalte register."
Lovforslaget vedtoges enstemmigt.