Den 10. december 1957 fremsatte socialministeren det nedenfor side 506 omtalte lovforslag om ændringer i forsorgslovens regler om børneforsorgens administration, hvilket lovforslag byggede på 1. del af en betænkning afgivet i september 1957 af et af socialministeren nedsat udvalg angående børneforsorgens administration m. v. Efter at nævnte udvalg, administrationsudvalget, havde afgivet 2. del af sin betænkning om andre spørgsmål inden for børneforsorgen, fremsatte socialministeren forslaget til den her omtalte lov, hvori er medtaget såvel de i den 1. betænkning og det førstnævnte lovforslag omhandlede spørgsmål som de i 2. betænkning behandlede spørgsmål. Det førstnævnte lovforslag blev derefter taget tilbage af socialministeren ved 2. behandling under henvisning til, at dets bestemmelser var optaget i det mere omfattende lovforslag.

Det samlede lovforslag fremtrådte som ændringer til ca. 70 af forsorgslovens paragraffer, og under behandlingen i folketinget underkastedes det i alt 43 ændringer.

Den vedtagne lov kom til at omhandlede følgende hovedspørgsmål:

De lokale børneværns opbygning og udøvelsen af deres virksomhed,

adgangen til at indbringe børneværnsudvalgenes afgørelser vedrørende børns og unges anbringelse uden for hjemmet m. v. for domstolene,

det forebyggende børneværn,

anbringelse uden for hjemmet af børn og unge,

tilskudsordningen for børneforsorgsinstitutionerne,

børneforsorgens centrale administration,

vejledningen af børneværnsudvalgene,

hjælp og støtte til elever udskrevet fra opdragelseshjem m. v.
(efterværn),

forældrenes betaling af bidrag til børn og unge, der er inddraget under børneforsorg og anbragt uden for hjemmet,

retningslinjerne for valg af anbringelsessted for børn og unge under børneforsorg samt

oprettelse af specialafdelinger ved enkelte opdragelseshjem for elever over 15 år, der har udvist særlige adfærdsvanskeligheder.

Af den vedtagne lovs tekst skal anføres følgende vigtigere nydannelser i forsorgslovens børneværnsbestemmelser, idet der som kommentar til de enkelte bestemmelser anføres folketingsudvalgets bemærkninger til disse.

§ 125 A. Stk. 1. Rådgivningsklinikker for børn, til hvilke børn henvises i medfør af § 123, skal have offentlig anerkendelse. Denne gives efter indstilling fra direktøren for børne- og ungdomsforsorgen af socialministeren, der fastsætter nærmere regler for klinikkernes ledelse og bestyrelse m. m. og for deres personales ansættelses- og lønforhold samt uddannelses- og pensionsforhold. Forud for en rådgivningskliniks første anerkendelse indhentes der gennem vedkommende kommunalbestyrelser en erklæring fra børneværnsudvalgene i de kommuner, for hvilke klinikken er bestemt; i de i § 26, 2.-3. punktum, nævnte tilfælde indhentes erklæringen fra magistraten, og såfremt klinikken er bestemt for en amtsrådskreds eller for en væsentlig del af en amtsrådskreds, indhentes erklæringen for landkommunernes vedkommende fra amtsrådet. Anerkendelsen, der meddeles med en bestemt person som leder, og som skal fornys ved lederskifte, kan til enhver tid tages tilbage.

Stk. 2. Til anerkendte rådgivningsklinikker for børn ydes efter nærmere af socialministeren fastsatte regler tilskud af det offentlige med 90 pct. af de godkendte udgifter, således at staten forskudsvis yder 60 pct., der fordeles efter reglerne i § 65, stk. 12, mens den eller de kommuner, for hvilke klinikken er bestemt, for så vidt vedkommende kommune eller kommuner ikke selv driver institutionen, yder et tilskud på 30 pct. Såfremt klinikken er bestemt for flere kommuner, fordeles denne udgift på kommunerne efter folketal.

Stk. 3. En anerkendt rådgivningsklinik kan kun drives som selvejende institution af staten, af en eller flere kommuner eller af en eller flere anerkendte foreninger for børneforsorg.

Udvalgets bemærkninger til den ny § 125 A i forsorgsloven: „Inden for udvalget har der været betænkeligheder ved forslaget om oprettelse af rådgivningsklinikker, idet der navnlig har været udtalt frygt for, at der med hjemmel i bestemmelsen skulle blive oprettet et betydeligt antal klinikker og derved pådraget det offentlige væsentlige udgifter.

Udvalget har forhandlet med socialministeren, der over for udvalget har oplyst, at det øjeblikkelige behov for rådgivningsklinikker af den heromhandlede art vil kunne dækkes ved anerkendelse af en eksisterende klinik i København og ved oprettelse af 1 å 2 rådgivninger på Sjælland uden for København og 3 á 4 rådgivninger på Fyn og i Jylland, og over for udvalget erklæret, at der ikke i den foreslåede gyldighedstid for loven vil blive tale om oprettelse af yderligere rådgivninger."

§ 150 A. Stk. 1. Socialministeren nedsætter et nævn til behandling af økonomiske spørgsmål vedrørende børne- og ungdomsforsorgen, bestående af indtil 11 medlemmer. Af disse skal 1 medlem være bygningskyndigt og udpeges efter forhandling med boligministeriet og 4 medlemmer repræsentere den lokale administration og børneforsorgens organisationer. Medlemmerne beskikkes for 4 år svarende til den for kommunalbestyrelser gældende valgperiode. Socialministeren beskikker nævnets formand. Det påhviler nævnet at fremkomme med indstilling til socialministeren eller i henhold til dennes bemyndigelse at træffe afgørelse angående følgende økonomiske spørgsmål vedrørende børne- og ungdomsforsorgen:

a) Hvilke opdragelseshjem ud over de i § 65, stk. 3, særligt nævnte hjem der bør henføres til den i dette stykke omhandlede refusionsordning.

b) Fastsættelse af de i § 65, stk..4, omhandlede statstilskud og normale plejepenge og de i § 7, stk. 1, nævnte vejledende takster for forældrenes betaling samt den i § 158, stk. 3, omhandlede betaling for skoleundervisning, herunder fastsættelse af de i bestemmelsen omhandlede kommunegrupper.

c) Anvendelse af de i § 65, stk. 5, 6 og 7, samt § 127, stk. 4 og 5, omhandlede rådighedssummer.

d) Hvilke beløb der ud over de i § 65, stk. 6, nævnte med bevillingsmyndighedernes tilslutning i de enkelte tilfælde bør stilles til rådighed til gennemførelse af byggearbejder m. v. ved opdragelseshjem.

e) Godkendelse af lån i anerkendte opdragelseshjem eller anerkendte institutioner for forebyggende børneforsorg, jfr. § 65, stk. 2 a, og § 127, stk. 1 a.

f) Lederejede opdragelseshjems eller forebyggende institutioners overgang til selvejende institutioner med støtte fra staten samt oprettelse af nye opdragelseshjem med støtte fra staten.

Endelig vil nævnet kunne afæskes erklæring om andre principielle spørgsmål af økonomisk karakter vedrørende børne- og ungdomsforsorgen.

Stk. 2. Socialministeren nedsætter endvidere et nævn til behandling af pædagogiske spørgsmål vedrørende børne- og ungdomsforsorgen. Nævnet består af indtil 6 medlemmer, heraf 1 repræsentant for landsnævnet for børne- og ungdomsforsorg, en læge, udpeget efter forhandling med sundhedsstyrelsen, og 1 pædagog, udpeget efter forhandling med undervisningsministeriet, samt 2 medlemmer, der repræsenterer børneforsorgens organisationer. Medlemmerne beskikkes for 4 år svarende til den for kommunalbestyrelser gældende valgperiode. Socialministeren beskikker nævnets formand. Det påhviler nævnet at fremkomme med erklæring om pædagogiske spørgsmål vedrørende børne- og ungdomsforsorgen, herunder navnlig følgende:

a) Fastsættelse af retningslinjer for den fremtidige udbygning af børne- og ungdomsforsorgen og dens institutioner.

b) Undervisning og uddannelse på institutionerne, herunder principielle spørgsmål i forbindelse med godkendelse af undervisningsplaner i henhold til § 158.

c) Planlæggelse af forskningsopgaver og statistiske undersøgelser inden for børne- og ungdomsforsorgen.

d) Udarbejdelse af forslag til uddannelse af ledere og medarbejdere ved børneforsorgens institutioner.

e) Problemer i forbindelse med efterværnet.

Stk. 3. De i stk. 1 og 2 omhandlede nævn kan træde sammen til drøftelse af spørgsmål af såvel økonomisk som pædagogisk betydning.

Stk. 4. Nævnene udøver i øvrigt deres virksomhed i henhold til en af socialministeren godkendt forretningsorden for hvert af nævnene. Socialministeren kan tilforordne særlige sagkyndige til at deltage i nævnets møder. Nævnenes medlemmer og sekretærer oppebærer honorarer, hvis størrelse fastsættes på de årlige finanslove.

Udvalgets bemærkninger til ny § 150 A:

„I stedet for et samlet udvalg til behandling af pædagogiske og økonomiske spørgsmål foreslås det at nedsætte et nævn til behandling af pædagogiske spørgsmål og et nævn til behandling af økonomiske spørgsmål, således at de to nævn skal kunne træde sammen til drøftelse af spørgsmål af fælles interesse. Det økonomiske nævn foreslås sammensat af indtil 11 medlemmer. Blandt disse skal være 1 bygningskyndigt medlem og 4 repræsentanter for den lokale administration og børneforsorgens organisationer. Det pædagogiske nævn foreslås sammensat af indtil 6 medlemmer, herunder 1 repræsentant for landsnævnet for børne- og ungdomsforsorg, 1 læge, 1 pædagog og 2 repræsentanter for børneforsorgens organisationer. Det foreslås endelig at give ministeren adgang til at tilforordne særligt sagkyndige til de to nævn."

§ 152 A. Stk. 1. Landsnævnets afgørelse i henhold til §§ 121, stk. 3, 132, 135, stk. 3, 153, stk. 1, og § 169, stk. 3 og 4, kan inden 8 uger af de i § 152, stk. 1, nævnte personer ved henvendelse til landsnævnet kræves forelagt domstolene til prøvelse.

Stk. 2. Domstolsprøvelsen sker ved landsretten i den landsretskreds, hvor vedkommende barn har bopæl (hjemting), jfr. lov om rettens pleje § 235. Landsretten tiltrædes i disse sager af 1 børneforsorgskyndig dommer og 1 dommer, der er kyndig i børnepsykiatri. Sagerne behandles i øvrigt i overensstemmelse med de almindelige regler om borgerlige sager i lov om rettens pleje, jfr. dens kapitel 43 a, med de nedenfor i stk. 3-8 angivne ændringer.

Stk. 3. Angår sagen et barn under 18 år, kan dette kun med rettens tilladelse overvære retsmøderne.

Stk. 4. Retten kan i embeds medfør eller efter begæring af en af parterne bestemme, at retsmøderne skal foregå for lukkede døre.

Stk. 5. Ved offentlig gengivelse af forhandlingerne i retten og af dommen må der ikke uden rettens tilladelse ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de under sagen nævnte personer. Overtrædelse af forbuddet straffes med bøde.

Stk. 6. Bestemmelsen i § 218, stk. 1, 3. punktum, i lov om rettens pleje finder ikke anvendelse på behandlingen ved landsretterne af disse sager.

Stk. 7. Rettens afgørelser kan kun indbringes for højesteret, når justitsministeren undtagelsesvis tillader det. Andragende om tilladelse til anke eller kære må fremsættes henholdsvis inden 1 år og inden 6 måneder efter afgørelsen.

Stk. 8. Er landsnævnets beslutning stadfæstet ved dom, kan begæring om fornyet prøvelse ikke fremsættes med pligt for landsnævnet til at indbringe sagen for retten efter stk. 1, forinden der er forløbet 6 måneder, medmindre en kortere frist er fastsat i dommen.

§ 152 B. Stk. 1. De i § 152 A nævnte børneforsorgskyndige dommere eller dommere kyndige i børnepsykiatri beskikkes af justitsministeren efter forhandling med socialministeren. De personer, der beskikkes, skal have dansk indfødsret, være fyldt 30 år, have et uplettet rygte, være rådige over deres bo og have fast bopæl i vedkommende landsretskreds.

Stk. 2. Antallet af børneforsorgskyndige dommere og af dommere kyndige i børnepsykiatri for hver landsretskreds fastsættes af justitsministeren, der tillige træffer bestemmelse om vederlag og rejsegodtgørelse til disse. Beskikkelsen gælder for et tidsrum af 4 år; en dommer afgår dog ved udgangen af den måned, i hvilken han fylder 70 år. Ved den første beskikkelse beskikkes halvdelen af dommerne for 2 år.

Stk. 3. Ingen, der fyldestgør de foreskrevne betingelser, kan undslå sig for at modtage beskikkelse, medmindre han er over 65 år eller han kan anføre anden fritagelsesgrund, som justitsministeriet finder antagelig.

Stk. 4. Den, der beskikkes, skal, forinden han tiltræder sit hverv, underskrive en erklæring, hvori han på ære og samvittighed lover at opfylde sine tjenestepligter med trofasthed og nidkærhed.

Stk. 5. Udtagelsen for den enkelte sag blandt de beskikkede dommere foretages af præsidenten. Ingen kan udtages, som ifølge §§ 60 og 62 i lov om rettens pleje ville være udelukket fra at handle som dommer i sagen.

Udvalgets bemærkninger til nye §§ 152 A og 152 B:

„Efter en forhandling med justitsministeren og præsidenterne for højesteret, landsretterne og Københavns byret har socialministeren stillet forslag om i stedet for at henlægge domstolsprøvelsen af børneværnsudvalgenes afgørelser om børns anbringelse uden for hjemmet m. v. til en specialdomstol for børne- og ungdomsforsorgen at henlægge domstolsprøvelsen til landsretterne, således at vedkommende landsret i hver enkelt sag skal tiltrædes af en børneforsorgskyndig dommer og en dommer, kyndig i børnepsykiatri."

§ 154. Direktøren for børne- og ungdomsforsorgen er forpligtet til at yde børneværnsudvalget vejledning og bistand med hensyn til udvalgets virksomhed, forståelsen af bestemmelserne i dette afsnit og den enkelte sags behandling. Til at bistå ved denne vejledning kan socialministeren ansætte det fornødne antal konsulenter.

Udvalgets bemærkninger til den ny affattelse af § 154:

„Udvalget anser det for rigtigst, at landsnævnet begrænses til at være ankeinstans over for børneværnsudvalgenes beslutninger om at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet og i dermed beslægtede sager. Det foreslås derfor, at vejledningen af børneværnsudvalgene henlægges til direktoratet for børne- og ungdomsforsorgen."

Ved førstebehandlingerne af de to lovforslag redegjorde ordførerne udførligt for deres partiers stilling til den lange række spørgsmål, der var rejst ved lovforslagene. Der blev fra alle sider givet tilsagn om en velvillig udvalgsbehandling og håb om, at lovforslagene måtte resultere i forbedringer inden for børneforsorgen.

Efter et omfattende udvalgsarbejde opnåedes der enighed i udvalget om at indstille det den 19. marts 1958 fremsatte lovforslag til vedtagelse med en lang række ændringer foreslået af socialministeren. Udvalgets motiveringer for de vigtigere nydannelser i forsorgslovens børneværnsafsnit er anført foran. Herudover fremgår det af udvalgets betænkning, at udvalget indgående har drøftet spørgsmålet om, hvorvidt børns og unges anbringelse uden for deres hjem m. v. ved beslutning i medfør af forsorgslovens børneværnsafsnit er frihedsberøvelse i grundlovens forstand, jfr. herved grundlovens § 71, stk. 6. Udvalget havde til belysning af dette spørgsmål haft et møde med professor, dr. jur. Poul Andersen, Københavns universitet, lektor Erik Christensen, Århus universitet, samt afdelingschef i arbejdsministeriet, dr. jur. T. Haarløv, der udtalte hver deres mening om dette spørgsmål. Udvalget, der ej heller kunne nå til enighed om, hvorvidt den heromhandlede frihedsberøvelse var omfattet af grundlovens § 71, stk. 6, var imidlertid enigt om, at spørgsmålet om lovligheden af disse beslutninger skulle kunne indbringes for domstolene, og da der var klarhed herover, fandt udvalget ikke anledning til at tage stilling til, om dette følger allerede af den nævnte grundlovsbestemmelse.

Af betænkningen fremgår endvidere, at udvalget havde haft en forhandling med socialministeren om administrationen af den bevilling, der er stillet til rådighed for børneforsorgens institutioner til bygningsvedligeholdelse, som hidtil havde andraget 1½ pct. årlig af brandforsikringssummen. Udvalget ønskede gennemført en ordning, hvorefter det kunne tillades institutionerne at anvende beløb, der blev sparet i et år af den årlige bevilling, til vedligeholdelse i senere år.

Socialministeren gav efter forhandling med finansministeren tilsagn om, at man forsøgsvis ville gennemføre en sådan ordning, dog således at et beløb, der overføres fra et finansår til et andet, skal være anvendt i løbet af 3 år, og således at direktoratet for børne- og ungdomsforsorgen skal holdes underrettet om overførte beløb. Denne ordning kunne gennemføres uden lovændringer; eventuelle yderligere overførsler måtte reguleres på tillægsbevillingsloven.

Ved 2. behandling redgjorde Edel Saunte (S) som udvalgets ordfører for udvalgets enstemmige indstilling, og Petra Petersen (DK) meddelte, at også hendes parti kunne tiltræde lovforslaget med de af udvalget foreslåede ændringer. Socialministeren understregede, at det var meget glædeligt, at det legale grundlag for dansk børneforsorg hermed ville få et enigt folketing bag sig.

Til lovforslagets 3. behandling indstillede udvalget lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, det fik ved 2. behandling. Petra Petersen (DK) stillede et ændringsforslag, hvorefter der i forsorgslovens § 163 skulle optages en udtrykkelig bestemmelse om, at legemlig afstraffelse inden for børneforsorgen var forbudt.

Socialministeren oplyste, at ordene om, at børnene er underkastet hustugt, er udgået i den nye affattelse af forsorgslovens § 163, der nu kun siger, at nærmere vejledning om de opdragelsesmæssige metoder i opdragelseshjemmene fastsættes af socialministeren. Ministeren fandt det kommunistiske ændringsforslag overflødigt, og han udtalte, at han ikke under nogen som helst omstændighed ville tolerere, at der prygledes på børnehjemmene. Han anbefalede at stemme imod ændringsforslaget, og det samme gjorde udvalgets ordfører på udvalgets vegne. Ændringsforslaget blev derefter forkastet med 128 stemmer mod kommunisternes 6.

Ved den endelige afstemning om lovforslaget vedtoges det enstemmigt.