Om baggrunden for loven anføres efter lovforslagets bemærkninger følgende:

„Såvel mellem arbejdsmarkedets hovedorganisationer som under folketingets behandling af et i folketingsåret 1955-56 fremsat forslag til lov om voldgift i visse arbejdsstridigheder [årbog 1955-56, side 554] havde det været indgående drøftet, om de hidtil gældende aftaler og lovregler om tilvejebringelse, opsigelse og fornyelse af arbejdsoverenskomster fortsat var tidssvarende både ud fra tekniske og ud fra almene samfundsmæssige hensyn. På baggrund heraf nedsatte regeringen i august 1956 en kommission til overvejelse af en række arbejdsretlige spørgsmål. De kommissionen pålagte opgaver kan i hovedtræk gengives således:

1. Foranledige tilvejebragt nye forhandlingsregler.

2. Overveje betimeligheden af en revision af septemberforliget m. v., herunder spørgsmål om ansættelses- og opsigelsesvilkår.

3. Drøfte muligheden for at finde veje til at undgå eller begrænse arbejdsstandsninger på områder, der har livsvigtig betydning for samfundet.

4. Overveje betimeligheden af at tilvejebringe et ensartet arbejdsretligt grundlag for samtlige arbejdsmarkedets parter.

5. På grundlag af sine drøftelser af foranstående spørgsmål tilkendegive sine synspunkter med hensyn til behovet for at foretage ændringer i loven om mægling i arbejdsstridigheder samt eventuelt i

6. loven om den faste voldgiftsret.

Arbejdsretskommissionen har nu afgivet sin første betænkning, der behandler de forannævnte punkter 1, 3 og 5, og på de i denne betænkning indeholdte udkast hviler nærværende forslag til ændringer i den nugældende forligsmandslov, jfr. lovbekendtgørelse nr. 603 af 21. december 1945 af lov nr. 5 af 18. januar 1934 om mægling i arbejdsstridigheder med de ændringer, der er en følge af lov nr. 96 af 20. marts 1940 og lov nr. 602 af 21. december 1945....

Dansk Arbejdsgiverforening og De samvirkende Fagforbund har den 11. januar 1957 — for overenskomstsituationen 1958 — vedtaget nye forhandlingsregler, der på en række punkter på afgørende måde bryder med det hidtil mellem parterne praktiserede forhandlingssystem. I relation til den gældende forligsmandslov er de vigtigste ændringer dels, at man tager sigte på — på et tidligere tidspunkt end hidtil — at kunne inddrage forligsinstitutionen i parts forhandlingerne navnlig med henblik på løsning af generelle spørgsmål, dels visse ændringer i de hidtil gældende afstemningsregler, navnlig som følge af den ved de nye forhandlingsregler vedtagne opdeling i af stemningsmæssig henseende af overenskomstområdet i 8 grupper, der forudsættes ikke at kunne sammenkædes med andre grupper ved afstemninger om mæglingsforslag fra forligsmanden.

Regeringen må ligesom arbejdsretskommissionen finde det rimeligt, at lovens regler i disse henseender bringes i overensstemmelse med de forudsætninger, der efter det oplyste har været afgørende for parterne ved de nye forhandlingsreglers tilblivelse.

Med hensyn til muligheden for at finde veje til at undgå eller begrænse arbejdsstandsninger, hvor det gælder områder, der har livsvigtig betydning for samfundet, har kommissionen overvejet forskellige forslag. Kommissionens flertal — jfr. herved kommissionsbetænkningen med særudtalelser — går ind for et af Dansk Arbejdsgiverforening og De samvirkende Fagforbund i fællesskab stillet og af den samlede forligsinstitution tiltrådt forslag, dels om at forligsmandens hidtidige beføjelse til at udsætte varslede arbejdsstandsninger én gang i indtil 7 dage udvides til 14 dage, dels om indførelse af en beføjelse for den samlede forligsinstitution til på særlig samfundsvigtige områder at udsætte varslede arbejdsstandsninger i yderligere 14 dage. I begge situationer foreslås endvidere indført en bestemmelse om 2 dages ventetid, før således udsatte, varslede arbejdsstandsninger kan iværksættes.

Kommissionens flertal har herved erkendt, at visse arbejdsstandsninger vil kunne være af så vidtrækkende samfundsmæssig betydning, at foranstaltninger til forhindring af sådanne konflikter bør overvejes. Samtidig har man imidlertid lagt afgørende vægt på, at det må anses for overordentlig vanskeligt — om ikke umuligt — på forhånd i detaljer at give en i fremtidigt opstående konfliktsituationer anvendelig definition (afgrænsning) af de områder inden for arbejdsmarkedet, for hvilke sådanne foranstaltninger burde finde anvendelse. Flertallet anser det dernæst for meget betydningsfuldt, at man længst muligt fastholder forhandlingslinjen under neutral ledelse af en forligsmand; dette må antages i væsentlig grad at forøge mulighederne for en fredelig løsning, idet ingen af parterne, sålænge situationen er på dette stadium, kan regne med, at konflikten løses på anden måde end ved forhandling.

Hvad angår bevarelsen af trykkefriheden under arbejdskonflikter har kommissionens flertal givet udtryk for den anskuelse, at den foreslåede særlige udsættelsesadgang efter en vurdering af de konkrete forhold i hver enkelt situation vil kunne benyttes over for truende konflikter inden for dagspressen. Under hensyn hertil og til, at hovedorganisationerne har erklæret sig enige om ikke at ville inddrage dagspressen i sympatikonflikter til støtte for andre områder, har flertallet ikke fundet tilstrækkelig grundlag for at stille særlige forslag med hensyn til dagspressen."

Om lovens indhold bemærkes i øvrigt følgende:

I den hidtil gældende lov om mægling i arbejdsstridigheder, § 3, betinges forligsmandens adgang til at gribe ind i en forhandling om tilvejebringelse af ny overenskomst af, dels at der er grund til at befrygte arbejdsstandsning, eller at arbejdsstandsning er indtrådt, dels at forligsmanden tillægger stridens virkninger og omfang samfundsmæssig betydning, dels endelig af, at forhandlingerne mellem parterne er ført og fra en af siderne erklæret afsluttet uden resultat.

Ved de ovenfor nævnte i januar 1957 vedtagne nye forhandlingsregler har hovedorganisationerne givet udtryk for ønsket om forligsmandens medvirken til løsning af generelle spørgsmål og i givet fald også specielle spørgsmål på et tidligere tidspunkt end hidtil.

Til præcisering heraf indføjes i lovens § 3, stk. 1, som nyt 2. punktum:

„Endvidere kan forligsmanden af egen drift eller på foranledning af en af parterne på et tidligere tidspunkt yde sin medvirken til tilvejebringelse af nye overenskomster, selv om de mellem parterne førte forhandlinger ikke er erklæret afsluttet uden resultat."

De forannævnte hovedregler i lovens § 3, stk. 1 bibeholdes i øvrigt.

De nye forhandlingsregler går, hvad dette spørgsmål angår, ud på følgende:

Ved reglernes § 2, stk. 3, er parterne blevet enige om, at de, hvis forhandlingerne imellem dem om de såkaldte generelle krav ikke har ført til enighed herom senest den 20. december i det år, der går forud for overenskomsternes udløbstermin, vil anmode statens forligsmand om at tiltræde hovedorganisationernes forhandlingsudvalg dels for at blive orienteret om parternes stilling, dels for at påtage sig ledelsen af forhandlingsudvalgets forhandlinger.

Endvidere er hovedorganisationerne ved forhandlingsreglernes
§ 5 blevet enige om, at de, hvis deres indbyrdes forhandlinger i perioden fra 16. januar — eventuelt allerede tidligere — om ikke-generelle krav ikke fører til enighed, og hvis hovedorganisationerne heller ikke kan opnå enighed om at få resterende uoverensstemmelser om sådanne spørgsmål behandlet i et fællesudvalg, kan videreføre dem til behandling i forligsinstitutionen.

I loven fandtes der hidtil i § 3, stk. 3, hjemmel for, at forligsmanden — dog kun én gang i samme arbejdsstrid — kunne kræve en arbejdsstandsning udsat i indtil en uge.

§ 3, stk. 3, får efter nærværende lov følgende affattelse:

„Når forligsmanden har besluttet at mægle eller mægler til hindring af en truende arbejdsstandsning, kan han på hvilket som helst tidspunkt før eller under forhandlingerne som betingelse for mæglingen stille krav til parterne om, at arbejdsstandsningen udsættes. Kravet kan under samme arbejdsstrid kun stilles én gang og kan højst omfatte et tidsrum af 2 uger, dog at den således udsatte arbejdsstandsning tidligst kan iværksættes på tredjedagen efter, at forligsmanden inden for de 2 uger har erklæret forhandlingerne for afsluttet, eller på tredjedagen efter udløbet af de 2 uger."

Den herved skete udvidelse af fristen — som var tiltrådt af de to hovedorganisationer, og som der var enighed om i kommissionen — skønnes normalt at ville være tilstrækkelig til gennemførelse af en forsvarlig mægling. Ved den ekstra frist på 2 dage sikres der såvel parterne som statsmagten en mulighed for overvejelser selv i de tilfælde, hvor forhandlingerne pludselig måtte blive afbrudt.

I lovens § 4 foretages følgende ændringer:

I stk. 4 indsættes som nyt 2. punktum:

„I forbindelse hermed kan forligsmanden bestemme, at varslede arbejdsstandsninger tidligst kan iværksættes på trediedagen efter dagen for afgivelse af svar."

I paragraffen indsættes som nye stykker 5, 6 og 7 følgende:

"Stk. 5. For så vidt forligsmanden skønner, at fortsat mægling mellem parterne ikke har nogen udsigt til at skabe grundlag for et mæglingsforslag, der har mulighed for at blive vedtaget af begge parter, skal han, inden han opgiver mæglingen, i tilfælde, hvor den truende arbejdsstandsning vil ramme livsvigtige samfundsinstitutioner eller samfundsfunktioner, eller hvor forligsmanden anser arbejdsstandsningen for i øvrigt at have vidtrækkende samfundsmæssig betydning, tilkalde de øvrige forligsmænd og rådføre sig med dem om betimeligheden af at kræve arbejdsstandsningen udsat. Forligsmændene kan da kræve af vedkommende part, at den udsætter den truende arbejdsstandsnings iværksættelse i indtil 2 uger. Kravet kan også omfatte truende arbejdsstandsninger, der vel ikke i sig selv kan anses for at have vidtrækkende samfundsmæssig betydning, men hvis iværksættelse dog under den foreliggende situation skønnes at øve afgørende uheldig indflydelse på mulighederne for en fredelig udløsning af den samlede konfliktsituation.

Stk. 6. Inden for det pågældende tidsrum optager den forligsmand, der hidtil har gennemført mæglingsforhandlingerne, på ny forhandlinger med parterne om stridens bilæggelse. For så vidt det heller ikke da lykkes at skabe grundlag for et mæglingsforslag, der har mulighed for at blive vedtaget af begge parter, erklærer forligsmanden forhandlingerne for definitivt afsluttede. Der kan ikke da gøres brug af bestemmelsen i stk. 5, og parterne er berettiget til at iværksætte de udsatte arbejdsstandsninger på tredjedagen efter, at forligsmanden inden for 2 ugers perioden har afgivet nævnte erklæring, eller på tredjedagen efter udløbet af 2 ugers perioden.

Stk. 7. Bestemmelserne i stk. 5 og stk. 6 finder tilsvarende anvendelse i tilfælde, hvor en mægling er gennemført af alle tre forligsmænd i forening, jfr. § 5."

Den i paragraffens stk. 4 foretagne tilføjelse, som tilsigter sikring af arbejdsfreden, for så vidt angår det tidsrum, hvori et stillet mæglingsforslag måtte være underkastet afstemning, er i realiteten en lovfæstelse af praksis. Forligsmanden har i mæglingsforslaget henstillet til parterne at undlade at iværksætte konflikt i afstemningsperioden, og disse henstillinger er altid blevet fulgt.

Bestemmelserne går i øvrigt ud på at skabe hjemmel for, at forligsinstitutionen kan kræve arbejdsstandsninger inden for samfundsvigtige områder udsat med det formål at skabe yderligere mulighed for at gennemføre forhandlinger.

Som nævnt i de indledende bemærkninger er den i loven hjemlede udsættelsesadgang med hensyn til arbejdsstandsninger fremlagt i kommissionen som et fællesforslag fra del to hovedorganisationer og tiltrådt af kommissionens flertal. I kommissionens overvejelser om varetagelsen af samfundets interesser under arbejdskampe indgik også en løsning i form af tvungen voldgift i interessestridigheder.

Kommissionens flertal mente imidlertid ikke at burde foreslå gennemførelse af en permanent tvungen voldgift, som på forhånd kan vides at ville støde på bestemt modstand hos de organisationer, der først og fremmest vil blive berørt af ordningen.

I lovens § 7, stk. 1, ændres ordene „indtil 12 mæglingsmænd" til: „indtil 21 mæglingsmænd".

Lovens § 8, stk. 3, affattes således:

„På begæring af parterne (hovedorganisationerne) eller en af dem kan forligsinstitutionen bestemme, at mæglingsmanden skal træde til som forhandlingsleder allerede under forhandlingerne i underorganisationerne."

Den hidtidige, i lovens § 8, stk. 3, givne adgang for forligsinstitutionen til på begæring af parterne (hovedorganisationerne) eller en af dem at bestemme, at mæglings manden skal træde til som forhandlingsleder allerede under forhandlingerne i underorganisationerne har kun været gældende for større faglige områder af vidererækkende betydning.

Ved de nu vedtagne forhandlingsreglers § 3, stk. 2, er hovedorganisationerne imidlertid blevet enige om, at hver af parterne kan anmode om at få en mæglingsmand til at medvirke ved forhandlingerne i underorganisationerne, og at dette kan ske allerede Ira forhandlingernes begyndelse, d. v. s. fra den 20. november, jfr. forhandlingsreglernes § 2, stk. 1. For at dette skal kunne praktiseres, er det fundet nødvendigt — foruden at foretage en ændring i lovens § 8, stk.3, hvorved den i denne nu indeholdte begrænsning fjernes at give arbejdsministeren adgang til at udnævne indtil 21 mæglingsmænd for hele landet.

Den hidtidige lovs §§ 10 og 11, som indeholder afstemningsregler, erstattes af §§ 11 og 12. Herved tilsigtes i det væsentligste at tilpasse og tydeliggøre lovteksten. Idet der om enkeltheder må henvises til lovteksten og de lovforslaget ledsagende bemærkninger, skal her alene nævnes følgende:

Det fastslås nu (§ 11, stk. 1), at det i alle tilfælde, hvor der ved en urafstemning ikke har været en stemmedeltagelse på mindst 75 pct. af de stemmeberettigede medlemmer, skal kræves, at den dertil kompetente forsamling inden for vedkommende arbejderorganisation skal foretage en supplering af de ved urafstemningen afgivne stemmer op til 75 pct. af de stemmeberettigede medlemmers antal.

Det opnås herved, at loven ikke — som det hidtil har været tilfældet — indeholder forskelligartede kauteler for en repræsentativ afstemning over et mæglingsforslag, henholdsvis i tilfælde, hvor dette kun vedrører et enkelt fagligt område, og i tilfælde, hvor det drejer sig om sammenkædede mæglingsforslag.

Der er endvidere i loven optaget en udtrykkelig regel for, hvorledes de supplerende stemmetal skal beregnes. Fremgangsmåden vil herefter være den samme i alle tilfælde, hvor supplering skal finde sted, og den svarer til den fremgangsmåde, der hidtil har skullet anvendes, hvor afgørelsen alene ved kompetent forsamling har skullet sammenkædes med afgørelser fra urafstemningsområder.

De ændrede bestemmelser er en følge af de mellem hovedorganisationerne aftalte forhandlingsregler, hvorefter en afstemning i alle tilfælde — uanset den enkelte organisations regler om afstemning om overenskomstforslag — skal følge forligsmandslovens regler.

Ved § 12, stk. 1, gives der fremdeles — svarende til den hidtidige § 11, stk. 1 — forligsmanden mulighed for i en konfliktsituation at bestemme, at de af ham stillede mæglingsforslag delvis eller fuldt ud skal betragtes som en helhed.

Ved paragraffens stk. 2 indføres dog følgende nye bestemmelse:

„For så vidt der mellem Dansk Arbejdsgiverforening og De samvirkende Fagforbund findes en gældende aftale om, at deres overenskomstområde skal opdeles i grupper, der hver for sig skal tage stilling til forslag til nye overenskomster, er forligsmanden afskåret fra at kræve disse gruppers mæglingsforslag sammenkædet. Tilsvarende regel gælder for mæglingsforslag omfattende arbejdsgiver- eller arbejderorganisationer, der er medlemmer af andre hovedorganisationer, for så vidt disse har truffet lignende aftaler om opdeling af underorganisationerne i grupper."

Også denne bestemmelse er en imødekommelse af de synspunkter, som er kommet til udtryk i de mellem hovedorganisationerne aftalte forhandlingsregler. Det er i disse forhandlingsregler (§ 8) fastsat, at samtlige overenskomstområder af organisationer og enkeltvirksomheder under de to hovedorganisationer skal opdeles i 8 nærmere angivne grupper, og at hver af disse grupper skal tage stilling til endeligt foreliggende forslag om overenskomsternes forlængelse, samt at den enkelte gruppe ikke ved afstemning kan kædes sammen med andre.

Den nu indførte begrænsning af forligsmandens adgang til i en samlet overenskomstsituation at sammenkæde alle mæglingsforslag og derved få hele situationen udløst gennem en fællesafstemning — i realiteten en tilbagevenden til den før 1934 gældende retstilstand — kan føre til, at mæglingsforslaget bliver vedtaget for nogle af de 8 grupper, men forkastet af andre, således at den tilstræbte samlede udløsning af overenskomstsituationen ikke sker. Over for denne risiko må imidlertid fremholdes den udsigt til større ansvarsbevidsthed under medlemmernes afstemning over mæglingsforslag, som kan ligge i de nye regler.

For de tilfælde, hvor der under en overenskomstsituation ikke foreligger organisationsmæssige aftaler om gruppevis afstemning, opretholdes de i de nugældende lovbestemmelser hjemlede beføjelser for forligsmanden.

Loven træder ifølge sin slutningsbestemmelse i kraft straks.

Behandlingen i folketinget tilspidsede sig især om spørgsmålet om en sikring af livsvigtige samfundsfunktioner under eventuelle konfliktsituationer, herunder specielt en sikring af ytringsfriheden i dagspressen. Debatten prægedes til en vis grad af de igangværende overenskomstforhandlinger.

Ved 1. behandling fremhævede Carl P. Jensen (S) de i lovforslaget indeholdte muligheder for mægling, herunder især muligheden for på et tidligere tidspunkt end hidtil at inddrage forligsmanden i forhandlingerne, som det primære i lovforslaget. Hvad angik spørgsmålet om de livsvigtige områder, som var drøftet i kommissionen, understregede han, at det ikke havde været muligt at definere dette begreb. Uanset denne uklarhed havde et mindretal i kommissionen kredset om den tanke at holde sådanne områder uden for enhver form for konflikt, og der var i kommissionen fremsat forslag om en særlig udsættelsesadkomst. Han fandt dette forslag ganske uoverskueligt. Også tanken om tvungen voldgift tog han afstand fra under henvisning til de bemærkninger, han havde fremsat under behandlingen af det i 1955-56 fremsatte forslag til lov om voldgift i arbejdsstridigheder, der truer omfattende samfundsinteresser. Han var i så henseende helt i overensstemmelse med de to hovedorganisationer. Fagbevægelsen havde efter hans opfattelse strakt sig vidt for at give forligsbestræbelserne de bedst mulige vilkår ved at gå ind for forligsinstitutionens mulighed for at kræve en yderligere udsættelse på to uger i ganske særlige tilfælde.

Thisted Knudsen (V) tilsagde velvillig behandling af lovforslagets rent tekniske ændringer, som havde tilknytning til de nye forhandlingsregler. For ham var imidlertid spørgsmålet om de livsvigtige områder og pressens stilling det centrale. Han fremhævede med hensyn til baggrunden for kommissionens nedsættelse den alvorlige karakter af arbejdskonflikten i foråret 1956 og det ovenfor nævnte lovforslag om oprettelse af en voldgiftsinstitution. Spørgsmålet havde også fundet klart udtryk i kommissoriet, men resultatet af kommissionens arbejde havde ikke givet nogen løsning af dette centrale problem. Lovforslaget indebar muligheder for omfattende udsættelser, men disse var ene afhængige af forligsinstitutionens skøn. Hvis forhandlingerne brød sammen efter disse udsættelser, ville samfundet stå lige så uforberedt og værgeløst som i foråret 1956. For dagspressens vedkommende gav lovforslaget ingen sikring. Venstre kunne derfor ikke godtage lovforslaget som en samfundsmæssig sikring under en arbejdskonflikt. Det var alene regeringen og folketingets flertal, der kunne sikre de samfundsmæssige interesser og derfor burde det være statsministeren, som fik denne udsættelsesret. Dagspressens stilling måtte sikres i fremtiden.

Heller ikke Poul Sørensen (KF) var tilfreds med kommissionsarbejdet på dette vigtige område. Han tilsluttede sig ønsket om, at statsministeren og ikke forligsmanden blev den, der på et tidligt tidspunkt kunne tage sagen i sin hånd. Hvad pressens forhold angik, håbede han, der kunne findes mulighed for at nå frem til forståelse af dens særlige stilling inden for samfundet. Han ønskede, at voldgiftstanken måtte kunne indarbejdes på en sådan måde, at livsvigtige områder i hvert tilfælde kunne holdes uden for konflikter. De fleste af lovforslagets ændringer kunne han i øvrigt støtte som følge af den deraf følgende udvidelse af forhandlingsmulighederne.

Baunsgaard (RV) betegnede de nye forhandlingsregler og lovforslagets bestemmelser herom som væsentlige fremskridt, idet de gav forhandlingerne en yderligere chance for at løse problemerne. Han delte ikke den opfattelse, at statsministeren burde have bemyndigelsen til at foretage de omhandlede udskydelser af en konflikt på livsvigtige områder. Så længe man kunne fastholde forhandlingslinjen under neutral ledelse, burde indblanding ikke ske. Dagspressen indtog en særstilling i spørgsmålet om arbejdskonflikt, og han beklagede, at organisationerne ikke på forhånd havde kunnet enes om at holde dagspressen uden for konflikt. Hovedorganisationernes vedtagelse om ikke at inddrage dagspressen i sympatikonflikter, løste ikke endeligt problemet og udelukkede ikke en sympatikonflikt, hvis en af parterne selv ville erklære en sådan. Lovforslagets regler om udskydelsesret inden for livsvigtige områder måtte kunne forventes anvendt på dagspressen i alle tilfælde; men spørgsmålet om yderligere beskyttelse af pressen stod herefter åbent.

Helge Madsen (DR) fandt, at de nye forhandlingsregler gav indtryk af udpræget forhandlingsvilje og tydede på, at man ikke ønskede storkonflikter. Han kunne stemme for lovforslaget, men videregående forslag i henseende til statsmagtens indvirken på arbejdsmarkedets vilkår ville han være betænkelig ved. Hvad angik konflikter på livsvigtige områder mente han, at parternes forhandlere ville arbejde ansvarsbevidst, og at vished hos parterne om, at en konflikt ikke ville få lov at bryde ud, ville modvirke, at de selv nåede til enighed.

Alfred Jensen (DK) mente, at kommissionen burde have taget fat på andre punkter i kommissoriet. Navnlig var det nødvendigt at søge septemberforliget ændret, så de arbejdsretlige regler blev mere tidssvarende og tilfredsstillende for arbejderne. Han kunne ikke godkende lovforslagets bestemmelser. Den hidtidige udskydelsesordning var tilstrækkelig, og såvel bestemmelserne om sammenkædning som om kvalificeret majoritet ved afstemningerne burde udgå af loven. Han kunne derimod godt gå ind for den foreslåede udvidelse af mæglingsmændenes antal og mulighederne for deres tidligere indgriben.

Arbejds- og boligministeren kom i sit svar bl. a. ind på spørgsmålet om, hvem der skulle administrere udsættelsen af en konflikt. Han fandt, at man ville svække forligsinstitutionen afgørende, hvis man overlod det til statsministeren og dermed afbrød forhandlingerne ved en politisk aktion. Han understregede forligsinstitutionens karakter af mæglingsinstitution.

Økonomiministeren redegjorde for det radikale venstres standpunkt med hensyn til voldgiftstanken. Dette standpunkt havde igennem en menneskealder været, at der skulle tilvejebringes en voldgiftsordning, som kunne stå rede i god tid inden overenskomstforhandlinger fandt sted. Gennem alle årene havde man dog altid stærkt understreget ønsket om, at der gaves arbejdsmarkedets parter enhver mulighed for at tale sig til rette om deres forhold. Muligheden for at udsætte konflikter i indtil 4 uger ville give yderligere tid for parterne og forligsmanden til at finde vej til forebyggelse af konflikt, forinden sagen efterhånden måtte blive løftet op i det politiske plan.

Uden for ordførernes kreds gav N. Chr. Christensen (V) udtryk for, at lovgivningsmagten nu måtte tage pressens forhold op til behandling, idet det havde vist sig at være umuligt at løse problemet på anden måde. Han understregede, at spørgsmålet var så betydningsfuldt, at det ikke lod sig afvise, idet det drejede sig om ytringsfriheden, som var en demokratisk grundlovsmæssig ret.

I den af udvalget afgivne betænkning siges det bl. a.:

„Under udvalgsarbejdet er specielt spørgsmålet om dagspressens stilling under arbejdskonflikter blevet drøftet. Arbejds- og boligministeren har over for udvalget erklæret, at han ikke finder, at der er et aktuelt behov for at træffe særlige lovgivningsforanstaltninger på dette område, men har — under henvisning til de under lovforslagets 1. behandling fremkomne udtalelser — erklæret sig villig til at henvise spørgsmålet om dagspressens stilling under arbejdskonflikter til fornyet overvejelse i arbejdsretskommissionen.

Et af venstres og det konservative folkepartis medlemmer i udvalget fremsat ønske om, at ministeren samtidig opfordrer arbejdsretskommissionen til inden 1. februar 1958 at fremkomme med indstilling vedrørende dette spørgsmål, har ministeren af praktiske grunde ikke ment at kunne imødekomme."

Udvalgets flertal (socialdemokratiets, det radikale venstres og Danmarks retsforbunds medlemmer af udvalget) indstillede lovforslaget til vedtagelse med en enkelt, af arbejds- og boligministeren foreslået ændring af tydeliggørende karakter.

Et mindretal i udvalget (venstres og det konservative folkepartis medlemmer) udtalte i betænkningen bl. a., at det med henblik på at søge livsvigtige samfundsfunktioner unddraget eventuelle fremtidige arbejdskonflikter havde søgt at opnå forhandling med flertalspartierne, herunder specielt det radikale venstre og i denne forbindelse tilbudt forhandling om løsning ved voldgift. Dette tilbud var blevet afvist også af det radikale venstre, der herved havde umuliggjort, at der skabtes det nødvendige værn for samfundets livsvigtige interesser.

Mindretallet stillede ændringsforslag til § 4, stk. 5, hvorefter forligsmanden, når han skønnede at den dér omhandlede situation forelå, skulle afgive en redegørelse til statsministeren, indeholdende en karakteristik af overenskomstsituationen med angivelse af hovedstridspunkterne. Statsministeren kunne da kræve af vedkommende part, at den udsætter den truende arbejdsstandsnings iværksættelse i indtil 4 uger. Dagspressen henførtes i ændringsforslaget til de i bestemmelsen omhandlede livsvigtige områder.

Hvad specielt angik dagspressen stillede mindretallet forslag om indføjelse af et nyt stk. 6 i § 4 af følgende indhold:

„Såfremt der ikke senest ved udløbet af den ovenfor nævnte frist er opnået overenskomster mellem arbejdsgivere og arbejdere inden for dagspressens område, påhviler det statsministeren til sikring af ytringsfriheden at foranledige nedsat en voldgiftsret, der træffer bindende afgørelse af de overenskomstspørgsmål, hvorom der ikke måtte være opnået enighed. Indtil voldgiftskendelsen er afsagt, skal de hidtidige arbejds- og lønvilkår vedblive at gælde, hvis ikke parterne enes om noget andet. Varslede arbejdsstandsninger kan ikke iværksættes i dette tidsrum."

I en af det radikale venstres medlem af udvalget (Baunsgaard) afgivet udtalelse i betænkningen understreges, at der „i denne situation, hvor arbejdsmarkedets parter er enedes om nye forhandlingsregler, der af parterne og den neutrale forligsinstitution hævdes at indeholde nye, væsentlige muligheder for at undgå eller begrænse konflikter af større omfang, bør gives parterne ro til at udnytte alle forhandlingsmuligheder under den medvirken af forligsinstitutionen, som måtte vise sig nødvendig.

Først i det tilfælde overenskomstforhandlingerne måtte sluttes uden opnåelse af enighed og vigtige samfundsinteresser, herunder den frie meningsdannelse i dagspressen, måtte komme i fare, vil tidspunktet være inde til at træffe de foranstaltninger, der måtte være påkrævet."

Uden for betænkningen stilledes fra kommunistisk side ændringsforslag, hvorefter en række væsentlige bestemmelser i lovforslaget skulle udgå tillige med den hidtidige lovs §§ 10 og 11 (om afstemningsreglerne).

Ved 2. behandling, hvorunder debatten for en stor del drejede sig om pressens forhold, forkastedes de af venstre og de konservative stillede ændringsforslag, idet alle øvrige partier stemte imod. De fra kommunistisk side stillede ændringsforslag forkastedes med alle øvrige stemmer mod kommunisternes. Den af ministeren foreslåede ændring vedtoges enstemmigt.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 87 stemmer (S, RV og DR) mod 5 (DK); 60 medlemmer (V og KF) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.