Loven har følgende indhold:
I lov nr. 74 af 31. marts 1936 angående vitaminreklame, jfr. lov nr. 154 af 13. april 1938, lov nr. 108 af 13. marts 1943, lov nr. 45 af 20. februar 1948 og lov nr. 62 af 31. marts 1953, foretages følgende ændringer:
Til § 3.
Som nyt stk. 2 tilføjes:
„For handel med foderstoffer gælder alene bestemmelserne i lov nr. 135/1939 af 13. april 1938 om handel med foder- og gødningsstoffer samt grundforbedringsmidler."
Til § 5.
Ordene „Loven underkastes revision i rigsdagssamlingen 1957-58" udgår.
Lovforslaget havde ved fremsættelsen titlen „forslag til lov om udskydelse af revisionen af lov angående vitaminreklame", idet det i sin oprindelige affattelse gik ud på, at loven angående vitaminreklame skulle forelægges til revision senest i folketingsåret 1962-63.
Under sagens behandling i folketinget enedes man om at lade revisionsfristen udgå og at indføje den nye bestemmelse vedrørende handel med foderstoffer.
Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte indenrigsministeren angående loven om vitaminreklame:
„Lovens hovedformål er at forhindre en vildledende reklame over for forbrugerne med hensyn til varers indhold af vitaminer. Hovedreglen er den, at der ikke må reklameres for vitaminindhold i varer, præparater eller stoffer, medmindre arten af vitaminerne samtidig oplyses. Der er desuden hjemmel for ministeren til at bestemme, at mængden af vitaminerne skal oplyses. Vigtigere endnu er dog en anden bestemmelse i loven, som går ud på, at der ikke må reklameres med kunstig tilsætning af vitaminer til levnedsmidler, medmindre indenrigsministeriets samtykke foreligger. Denne sidste bestemmelse har i de sidste 10 år været administreret på den måde, at der kun gives tilladelse til at reklamere med vitaminindhold i levnedsmidler hidrørende fra kunstig vitamintilsætning i tilfælde, hvor der er tale om varer, der indtager en væsentlig plads i befolkningens ernæring, og at den vare, der vitaminiseres, i sig selv er af en rimelig ernæringsmæssig lødighed. På denne måde harmonerer den praktiske anvendelse af lovens bestemmelser med de positive regler om tilsætning af vitaminer, jern og kalk til hvedemel og om tilsætning af kalk til havregryn, som er påbudt for disse varer.
I loven om vitaminreklame, således som loven er ændret senest ved lov nr. 62 af 31. marts 1953, er det bestemt, at loven skal forelægges til revision i indeværende folketingsår.
Efter de indhøstede erfaringer har loven virket efter sin hensigt. Da lovens bestemmelser har været gældende uforandret siden 1936, kunne der måske være grund til at overveje om loven burde gøres permanent. Det må dog erkendes, at der ikke mindst i de senere år er fremkommet grundlag for at antage, at enkelte andre næringsstoffer end de, der betegnes som vitaminer, indtager en lige så betydningsfuld stilling i ernæringen som vitaminerne. Jeg tænker her på stoffer som kalk og jern. Imidlertid tiltrænges der endnu noget mere klarhed over de problemer, som en eventuel udvidelse af lovens område ville medføre ..."
Lovforslaget underkastedes i folketinget udvalgsbehandling. Man blev herved opmærksom på, at spørgsmålet om vitaminreklame vedrørende foderstoffer dækkedes af såvel vitaminreklameloven som af loven af 13. april 1938 om handel med foder- og gødningsstoffer samt grundforbedringsmidler. Resultatet af udvalgsbehandlingen blev, at man efter forhandling med indenrigsministeren stillede ændringsforslag om at give loven den ovenfor gengivne formulering, der også indebærer, at loven er gjort permanent.
I den ændrede affattelse vedtoges lovforslaget enstemmigt.