Af lovens indhold skal anføres nedenstående 5 hovedpunkter, idet der bortses fra en del ændringer, der er følger af hovedændringerne og nærmest er af redaktionel karakter.
1. Ved en ny affattelse af den kommunale valglovs § 1 ophæves de hidtidige bestemmelser i henseende til valgret om betydningen af uopfyldte skatteforpligtelser, og det bestemmes, at valgret til borgerrepræsentationen i København og til kommunalbestyrelserne i købstæderne, sognekommunerne m. v. har enhver, som opfylder betingelserne for valgret til folketinget, og som har bopæl i vedkommende kommune.
2. Ved ændring af lovens § 2 slettes den hidtidige bestemmelse om, at politidirektøren i København ikke kan være medlem af borgerrepræsentationen. Yderligere bestemmes ved ændringen, at overpræsidenten i København ikke kan vælges til medlem af borgerrepræsentationen.
3. Ved ændring af lovens § 10, der omhandler valglister, bestemmes, at der skal udarbejdes supplerende tillægslister for tiden fra 17. marts til afstemningsdagen, hvis man ved et overordentligt valg benytter de valglister, der er affattet med henblik på ordentlige valg. En regel herom fandtes også tidligere i valgloven, men den udgik ved en fejltagelse i forbindelse med de ændrede regler om valglisternes udarbejdelse, der blev givet ved lov nr. 335 af 22. december 1953.
4. Ved ændring i lovens § 13 forlænges den hidtil gældende frist „klokken 12 2. dag før valget" for anmeldelse af valgforbund (listeforbund) til „klokken 20 4. dag før valget".
5. Mens den under 1 anførte ændring medfører, at uopfyldte skatteforpligtelser er uden betydning for valgretten, indføres der ved en ny § 33 a i loven udførlige regler for udækkede skatteforpligtelsers betydning for den kommunale valgbarhed.
De nye bestemmelser, der, for så vidt angår 1.-3. stk., også gælder for personer, der er indvalgt i amtsråd eller er stedfortrædere for disse, har følgende ordlyd:
§ 33 a. Stk. 1. Et i en kommunalbestyrelse indvalgt medlem kan ikke indtræde i denne, såfremt vedkommende på valgdagen var i restance med nogen del af de ham påhvilende direkte skatter til stat og kommune samt folkepensionsbidrag, hvis sidste rettidige indbetalingsdag indtrådte mere end 3 måneder forinden. Tilsvarende betingelse gælder for en stedfortræders indtræden i tiden indtil 3 måneder efter valgperiodens begyndelse samt for tiltrædelse af hvervet som kommunal revisor.
Stk. 2. I det omfang, ægtefæller er sambeskattet, betragtes ved bedømmelsen af, om hustruen opfylder den i stk. 1 omhandlede betingelse, en manden påhvilende skatterestance som også påhvilende hende. Såfremt ægtemanden er afgået ved døden, eller ægteskabet er ophørt ved skilsmisse, eller ægtefællerne er separeret ved bevilling eller dom, vil en hustru ikke være udelukket fra at indtræde i kommunalbestyrelsen på grund af en manden påhvilende skatterestance, men alene på grund af restance med hensyn til de hende selvstændigt påhvilende skatter. Det samme gælder, hvor ægtefællerne lever faktisk adskilt, og der er truffet bestemmelse om, at sambeskatning ikke skal foretages for det skatteår, hvori valget afholdes.
Stk. 3. Det påhviler den nyvalgte kommunalbestyrelse i sit første møde at påse, at de indvalgte medlemmer opfylder den i stk. 1 omhandlede betingelse for indtræden i rådet. Spørgsmålet om betingelsens opfyldelse kan indbringes for domstolene.
Stk. 4. Medlemmer af ligningskommissionen og ligningsmænd kan ikke tiltræde deres hverv, såfremt de er i restance med skatter i det i stk. 1 omhandlede omfang. Det påhviler vedkommende kommunalbestyrelse at påse, at de pågældende opfylder den omhandlede betingelse.
Ved lovforslagets fremsættelse redegjorde indenrigsministeren for baggrunden for lovforslaget. 1 1953 foreslog den daværende socialdemokratiske regering, at enhver skattebetingelse, d. v. s. såvel skatteansættelsesbetingelsen som skattesvarelsesbetingelsen, i forbindelse med den kommunale valgret blev slettet. Der opnåedes imidlertid på det tidspunkt kun flertal i folketinget for at slette skatteansættelsesbetingelsen, mens skattesvarelsesbetingelsen blev bibeholdt, omend i modificeret form, idet der skete en betydelig udvidelse i adgangen til at indrømme vælgeren henstand og udsættelse med skattebetalingen, uden at valgretten derved fortabtes. I praksis viste det sig kostbart og vanskeligt at administrere de nye bestemmelser, og det havde ikke kunnet undgås, at reglerne af de enkelte kommuner var blevet administreret forskelligt.
Regeringen var derefter kommet til den opfattelse, at skattesvarelse ikke mere bør være en betingelse for at stemme til de kommunale forsamlinger, jfr. herved, at en sådan betingelse ikke stilles ved folketingsvalg. Derimod fandt regeringen det rimeligt at stille krav om, at personer, der lader sig vælge til medlem af en kommunalbestyrelse, på valgdagen har betalt deres skatter.
Ved 1. behandling gav Holger Eriksen (S) på sit partis vegne tilslutning til lovforslaget. Han fandt det himmelråbende inkonsekvent, at de hidtil gældende regler medførte, at man gav valgret til en person, der havde gjort sig skyldig i en alvorlig forbrydelse, men tog valgretten fra en person, der var kommet bagefter med sin skattebetaling. Han oplyste, at procenttallet af personer, der blev slettet på valglisten, varierede stærkt fra by til by, og dette tilskrev han det uheldige forhold, at de komplicerede regler administreredes forskelligt landet over. Han fremhævede endvidere den arbejdsmæssige besparelse, man specielt i de større byer opnåede ved helt at slette skattebetingelsen. Over for det argument, at skattebestemmelserne var et incitament til rettidig skattebetaling, oplyste han, at en undersøgelse i en enkelt stor kommune havde vist, at der praktisk taget ikke var nogen ændring i skatterestancernes størrelse år fra år, og at de ikke formindskedes i de år, der havde betydning for valgretten.
Den nye regel om, at et i en kommunalbestyrelse indvalgt medlem ikke kan indtræde i denne, såfremt han på valgdagen var i restance med nogen del af de ham påhvilende direkte skatter til stat og kommune, kunne han anbefale. Sådanne kommunalrådsmedlemmer,, der selv optræder som skatterestanter, var ikke de bedst egnede til at sørge for, at andre medborgere betalte deres skat i rette tid.
Han hilste endelig den udvidede frist for anmeldelse af listeforbund med glæde og anbefalede lovforslaget til velvillig udvalgsbehandling og hurtig vedtagelse.
Jens Chr. Christensen (V) kritiserede den i 1953 gennemførte „restanceordningsbestemmelse", som gik ud på, at skatterestanter, der opnåede en aftale med kommunen om afdragsvis betaling af en skatterestance, bevarede deres kommunale valgret, og han mente, at der kun var få, der havde benyttet denne adgang, hvorfor regeringen nu tog skridtet fuldt ud og foreslog fuldstændig ophævelse af skattebetingelsen. Han fandt det uheldigt, at indenrigsministeren piskede kommunalbestyrelserne til en stadig mere effektiv skatteinddrivning, samtidig med at samme minister til skatteyderne siger: selv om I ikke opfylder jeres forpligtelser, skal I alligevel beholde rettighederne. Han foreslog, at man førte loven tilbage til den ordlyd, den havde før lempelserne i 1954. Han var i øvrigt også modstander af forslagets regel om skattebetaling som betingelse for valgbarhed, idet han mente, at man dermed delte borgerne op i klasse A- og klasse B-mennesker. Han gav tilsagn om medvirken i udvalgsarbejdet, såfremt det tog sigte på at ophæve de efter hans partis opfattelse i 1953-54 gennemførte forringelser af loven.
Poul Sørensen (KF) erklærede, at hans parti stedse havde lagt vægt på, at tilhørsforholdet gennem opholds- og skattebestemmelser mellem borgerne og kommunens styre ikke burde løsnes. Partiet havde da heller ikke medvirket til den udvanding, der i 1953 fandt sted i bestemmelserne på dette område, og ej heller til det nu foreliggende lovforslag kunne det konservative folkepartis støtte ventes.
Aage Fogh (RV) og Gudrun Bjørner (DR) anbefalede begge lovforslaget.
Alfred Jensen (DK) hilste lovforslaget med glæde, men mente, at der samtidig burde gennemføres regler, hvorefter syge på hospitaler eller i hjemmet kunne stemme uden at give møde på valgstedet. Kommunisterne var endvidere modstandere af skattebetalingsbetingelsen i forhold til valgbarhed.
Efter en kortvarig debat henvistes lovforslaget til et udvalg, i hvis betænkning et flertal bestående af socialdemokratiets, det radikale venstres og retsforbundets medlemmer indstiller lovforslaget til uforandret vedtagelse, mens mindretallet bestående af venstres og det konservative folkepartis medlemmer erklærer ikke at kunne medvirke til gennemførelse af lovforslaget.
Uden for betænkningen stillede kommunisterne ændringsforslag gående ud på, at skattebestemmelsen som valgbarhedsbetingelse skulle udgå, og at vælgere, der på grund af sygdom var forhindret i at møde på valgstedet, skulle have adgang til at stemme pr. brev.
Ved 2. behandling forkastedes kommunisternes ændringsforslag, idet kun partiet selv stemte for dem.
I udvalgets tillægsbetænkning til 3. behandling indstillede regeringspartierne på ny lovforslaget til vedtagelse uforandret, mens venstre og de konservative indstillede det til forkastelse. Også ved 3. behandling stillede kommunisterne ændringsforslag dels om adgang for syge, der ikke er indlagt på hospital, til at stemme pr. brev, dels om, at skattebetingelser i relation til valgbarhed kun skulle omfatte den kommunale skat og ikke statsskatten og folkepensionsbidrag.
Ved 3. behandling forkastedes disse ændringsforslag, og lovforslaget vedtoges endeligt med 84 stemmer (S, RV, DR og DK) mod 42 (V og KF); 1 grønlandsk medlem stemte hverken for eller imod.