Ved loven foretages en række ændringer i lov nr. 28 af 18. februar 1937 vedrørende personlig skat til kommunen, således som denne lov er ændret ved lov nr. 108 af 31. marts 1938, lov nr. 392 af 12. juli 1946, lov nr. 83 af 8. marts 1949, lov nr. 149 af 31. marts 1949, lov nr. 20 af 27. januar 1950 og lov nr. 124 af 13. april 1954 (årbog 1953-54, side 199).

Nogle af disse ændringer er kun af redaktionel karakter. Andre har til formål at tilpasse de pågældende bestemmelser efter udviklingen i de senere år. Særlig skal nævnes, at man har fundet det nødvendigt at bringe den kommunale skattelovgivnings regler vedrørende skattepligtens ophør for personer, der har forladt landet, i overensstemmelse med, hvad der herom blev fastsat i ligningsloven for skatteåret 1958-59.

Det skal tilføjes, at flere af ændringerne er overført fra det i 1956-57 fremsatte lovforslag om ændring af loven om personlig skat til kommunen (årbog 1956-57, side 458).

Om de væsentligste af lovens bestemmelser anføres:

I kommuneskatteloven har der ikke hidtil været optaget en til statsskattelovens § 3, nr. 2, svarende bestemmelse om skattefrihed for personer, der er ansat ved herværende diplomatiske og konsulære repræsentationer, men de pågældende har i tilsvarende omfang som fastsat i statsskatteloven i praksis altid været fritaget for kommuneskat som følge af de herom gældende folkeretlige regler. Under hensyn til, at skattefritagelsen ved § 2 i lov nr. 339 af 19. december 1956 er blevet begrænset til vederlaget for gesandtskabs- eller konsulatstjenesten, for så vidt det drejer sig om danske statsborgere eller om ikke-danske statsborgere, der ved deres ansættelse ved en herværende udenlandsk diplomatisk eller konsulær repræsentation var fuldt skattepligtige her i landet, bestemmes det i nærværende lovs § 2, at en tilsvarende begrænsning i skattefriheden skal gælde kommuneskatten. I forbindelse hermed har man fundet det naturligt tillige i loven at optage en udtrykkelig bestemmelse om de pågældendes skattefrihed svarende til bestemmelsen i statsskattelovens § 3, nr. 2.

Mens skattepligten for den skatteyder, der opgiver sin bopæl her i landet, efter den tidligere affattelse af § 5, stk. 2, i kommuneskatteloven bestod indtil udgangen af det skatteår, hvori afrejsen til udlandet fandt sted, bestemmes det nu, at skattepligten til kommunen ved opgivelse af bopæl her i landet bortfalder ved det pågældende kvartals udgang.

I forbindelse hermed har man ophævet den hidtil gældende bestemmelse om, at den skat, som det påhviler en skatteyder at betale inden udrejsen af landet, i tilfælde af manglende betaling vil kunne afkræves med en forhøjelse af indtil 50 pct.

Efter statsskattelovens § 2, stk. 1, nr. 2, er en skatteyder, der med bevarelse af bopæl her i landet tager midlertidigt ophold i udlandet, vedblivende undergivet fuld skattepligt til staten. Den tilsvarende bestemmelse i kommuneskattelovens § 5, stk. 3, var tidligere udformet således, at skattepligten til kommunen bortfaldt ved opgivelse af bopæl i den kommune, hvor skatteyderen ved udrejsen havde fast ophold. Heraf fulgte, at en skatteyder, der under et midlertidigt ophold i udlandet flyttede sin bopæl fra en kommune til en anden, ophørte med at være kommuneskattepligtig, mens statsskattepligten fortsat — så længe opholdet i udlandet måttet anses for midlertidigt — bestod. Da man har fundet det rimeligt, at pligten til at svare kommuneskat i størst muligt omfang falder sammen med pligten til at svare statsskat, er bestemmelsen i kommuneskattelovens § 5, stk. 3, 1. pkt., blevet affattet således, at pligten til at svare kommuneskat for den skatteyder, der midlertidigt opholder sig i udlandet, vedvarer, så længe bopæl her i landet bevares. Bestemmelsen svarer herefter ganske til, hvad der står i statsskattelovens § 2, stk. 1, nr. 2. I stedet for den hidtidige bestemmelse om, at skatten skal tilfalde den kommune, hvor skatteyderen ved udrejsen havde fast ophold, har man samtidig fastsat, at skatteyderen under sit midlertidige ophold i udlandet skal være skattepligtig til den kommune, hvori han har bopæl. En sådan regel, hvorefter flytning af bopælen fra en kommune til en anden vil medføre overgang af skattepligten til den nye bopælskommune efter de almindelige regler om skattepligtens overgang i tilfælde af flytning, er navnlig anset for naturlig i tilfælde, hvor skatteyderens husstand er forblevet her i landet.

Bestemmelserne i kommuneskattelovens § 8 er ført à jour under hensyntagen til de siden 1937 skete ændringer i statsskattelovgivningen og er samtidig tydeliggjort ved omredigering af paragraffens 3 første stykker. Efter den nye formulering er det fremdeles den ansatte indkomst til statsskat, der lægges til grund ved beregningen af kommuneskatten, d. v. s. skatteyderens nettoindtægt med de ifølge statsskattelovgivningen anerkendte fradrag for betalte skatter og forsikringer m. v. Det følger endvidere af bestemmelsens formulering, at de ved statsskatteansættelsen foretagne nedsættelser eller forhøjelser af selve den ansatte indkomst også skal have virkning for kommuneskatten. Endelig er det — ligesom i den hidtil gældende lov fremhævet, at skattelempelser i medfør af statsskattelovens § 23, stk. 7, også skal have virkning for kommuneskatten, uagtet lempelser efter denne bestemmelser ikke betragtes som nedslag i selve den ansatte indkomst.

For så vidt angår personer, der ikke er ansat til statsskat, har man ved den nye redaktion af bestemmelsen udtrykkeligt fremhævet, at den særskilte ansættelse til kommuneskat, der i sådanne tilfælde skal foretages, skal ske efter statsskattelovgivningens regler om opgørelse af den statsskattepligtige indkomst. Samtidig er det fastsat, at klager over sådanne særskilte ansættelser til kommuneskat skal indgives til og påkendes af statsskattemyndighederne (skatterådet og landsskatteretten).

I samme paragraf har man — i overensstemmelse med, hvad der gælder efter statsskatteloven — forhøjet den rentesats, der skal benyttes ved beregningen af renter af for meget erlagt skat, fra 4 pct. til 5 pct.

I kommuneskattelovens § 9, stk. 1, er foretaget den ændring, at forhøjelse af visse arter af indkomster efter "kildeart" ikke mere skal kunne finde sted.

Mens der hidtil i kommuneskattelovens § 39 (ligesom i den kommunale valglovs § 7, stk. 2) har været fastsat grænser for, i hvilket omfang eftergivelse af personlig kommuneskat skal kunne finde sted, har man nu ophævet disse grænser ved at give paragraffen følgende affattelse:

„Når forholdene i ganske særlig grad taler derfor, kan personlig kommuneskat efter derom indgivet skriftligt andragende helt eller delvis eftergives. Sådan eftergivelse, hvorom beslutning skal træffes af kommunalbestyrelsen i et af sammes møder, kan navnlig bevilges, når skatteyderens indtægt som følge af sygdom, dødsfald, trykkende familieforhold, indkaldelse til militærtjeneste, arbejdsløshed eller andre lignende forhold er blevet væsentligt mindre end den indkomst, der ligger til grund for skatteberegningen, og den pågældendes økonomiske forhold i øvrigt skønnes at være til hinder for betaling af det fulde skattebeløb.

I Københavns og Frederiksberg kommuner kan det af kommunalbestyrelsen bestemmes, at beføjelsen til at eftergive personlig kommuneskat henlægges til skatterådet eller et af kommunalbestyrelsen i den anledning nedsat udvalg."

Som begrundelse herfor (bortset fra paragraffens stk. 2, der blev indføjet i folketinget) hedder det i bemærkningerne til lovforslaget:

„Da den kommunale valglov efter den ved lov nr. 335 af 22. december 1953 skete ændring ikke længere opstiller som betingelse for kommunal valgret, at vælgeren på valgets tidspunkt er ansat til at svare kommuneskat, og da bestemmelserne om skattesvarelse som betingelse for kommunal valgret nu er foreslået helt ophævet, ses der ikke af valgretsmæssige hensyn at være nogen begrundelse for at opretholde den nævnte særlige begrænsning i adgangen til at eftergive kommunal skat, og da denne begrænsning i andre henseender kan forekomme mindre rimelig, stilles der herved forslag om, at den bortfalder. Det kan i denne forbindelse anføres, at det i en række tilfælde — ikke mindst, hvor der er tale om indkaldte værnepligtige — forekommer, at skatten til staten eftergives fuldt ud, og at det i sådanne tilfælde, hvor forholdet gennemgående vil være det, at skatteevnen må betragtes som helt bortfaldet, vanskeligt kan forstås af skatteyderne — og af kommunalbestyrelserne ofte vil føles som en mangel — at der ikke tillige kan bevilges fuldstændig eftergivelse af den kommunale skat.

Man skal i tilslutning til det anførte henvise til, at skattelovskommissionen ved § 174 i sit forslag til lov om skat til staten af indkomst, formue og kapitalvinding (kommissionens 2. betænkning, side 140) har stillet forslag om, at kommunerne skal være bemyndiget til at eftergive skat til staten under forudsætning af, at der finder en tilsvarende eftergivelse af den kommunale skat sted, og at der efter kommissionens forslag ikke skal gælde nogen grænse for, i hvilket omfang kommunal skat skal kunne eftergives."

Kommuneskattelovens § 42 er ligeledes blevet revideret. Den fik — efter at det af indenrigsministeren fremsatte lovforslag på dette punkt var blevet omarbejdet under sagens behandling i folketinget, følgende affattelse:

„Når en skatteyder ikke inden det tidspunkt, hvor udpantning kan begæres, har betalt den ham pålignede personlige kommuneskat, kirkelige afgifter, så længe disse opkræves ved kommunens foranstaltning, indkomst- og formueskat til staten eller folkepensionsbidrag, har kommunalbestyrelsen ret til ved skriftlig meddelelse til den pågældende skatteyders arbejdsgiver at forlange, at arbejdsgiveren i skatteyderens lønning eller provision — herunder enhver forskudsvis udbetaling af løn, provision eller lignende — tilbageholder det til fornævnte ydelsers betaling med påløbne strafrenter og gebyrer fornødne beløb, og at dette beløb af arbejdsgiveren indbetales i kommunens kasse. Såfremt skatteyderens arbejdsvederlag udredes direkte af beløb, som skatteyderen oppebærer på arbejdsgiverens vegne, er arbejdsgiveren pligtig at foretage de ændringer i afregningsformen, der er nødvendige for, at begæringen om løntilbageholdelse kan efterkommes. Til fyldestgørelse af skatter, renter og gebyrer kan der ved hver lønudbetaling hos skatteydere, der ved beregning af skat til staten stilles som familieforsørgere, højst tilbageholdes 25 pct. og hos andre skatteydere højst 40 pct. af den skatteyderen tilkommende lønning eller provision. Det samme gælder for kommunale tjenestemænd og statstjenestemænd uanset herfra afvigende bestemmelser i den øvrige lovgivning. Den arbejdsgiver, der forsømmer de ham herefter påhvilende pligter, bliver ansvarlig for det deraf for kommunen følgende tab.

Det påhviler en arbejdsgiver inden udløbet af 14 dage efter modtagelsen at besvare skriftlige forespørgsler fra kommunalbestyrelsen om, hvornår og med hvilke beløb udbetaling af og tilbageholdelse i en i hans tjeneste værende skatteyders lønning har fundet sted i tiden efter, at arbejdsgiveren har modtaget den i stk. 1 omhandlede meddelelse. Arbejdsgiveren er derhos pligtig inden 5 dage efter, at en skatteyder, i hvis lønning han efter det foranstående er pligtig at fradrage skyldigt skattebeløb, forlader tjenesten, at foretage anmeldelse herom til kommunalbestyrelsen.

I tilfælde, hvor en skatteyder helt eller delvis oppebærer løn i form af drikkepenge fra arbejdsgiverens kunder, og hvor det er foreskrevet, at sådan indtægt ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i almindelighed skal ansættes til en bestemt brøkdel af de beløb, skatteyderen oppebærer på arbejdsgiverens vegne, kan kommunalbestyrelsen skriftligt pålægge arbejdsgiveren hos skatteyderen ved hver afregning med denne at opkræve et beløb til dækning af de i stk. 1, 1. pkt., angivne restancer. Ved hver afregning kan der højst opkræves det beløb, der efter reglerne i stk. 1 kunne være krævet tilbageholdt, såfremt der af arbejdsgiveren som løn var udbetalt et beløb svarende til det, hvormed skatteyderens drikkepengeindtægt skal medregnes ved den skattepligtige indkomsts opgørelse. Om sådant pålæg skal kommunalbestyrelsen samtidig give skatteyderen meddelelse. De hos skatteyderen opkrævede beløb, for hvilke arbejdsgiveren afgiver kvittering, vil af arbejdsgiveren være at indbetale i kommunens kasse efter kommunalbestyrelsens nærmere bestemmelse. Såfremt beløb, som det i medfør af foranstående bestemmelser påhviler en arbejdsgiver at opkræve, ikke indgår, er arbejdsgiveren ansvarlig for det deraf for kommunen følgende tab, medmindre han godtgør, at skatteyderen er fratrådt hans tjeneste senest 3 dage efter den afregning, ved hvilken opkrævning skulle have fundet sted. Med hensyn til arbejdsgiverens forpligtelser i øvrigt finder bestemmelserne i stk. 2 tilsvarende anvendelse. Vægrer en skatteyder sig ved at indbetale beløb, som det i medfør af foranstående er pålagt en arbejdsgiver at opkræve, skal arbejdsgiveren uanset det mellem parterne gældende opsigelsesvarsel være berettiget til at forlange, at skatteyderen straks fratræder hans tjeneste. Med denne bestemmelse skal skatteyderen gøres bekendt i den ovennævnte meddelelse fra kommunalbestyrelsen.

Er udpantning hos en skatteyder forgæves forsøgt, skal det skyldige beløb — for så vidt ikke særlige omstændigheder efter kommunalbestyrelsens skøn taler derimod — kunne søges inddrevet ved henvendelse til den med skatteyderen samlevende hustrus arbejdsgiver efter tilsvarende regler som angivet i stk. 1-3, dog således at den i stk. 1, 3. pkt., omhandlede maksimumsgrænse fastsættes til 20 pct.

Reglerne i stk. 1, 2 og 4 finder — for så vidt ikke særlige omstændigheder efter kommunalbestyrelsens skøn taler derimod — tilsvarende anvendelse med hensyn til ventepenge, pensioner og lignende understøttelser, der udredes af statskassen, kommunale kasser eller andre offentlige kasser eller af private kasser.

Undlader nogen at opfylde de ham efter nærværende paragraf påhvilende pligter, ifalder han bøder fra 10 kr., der tilfalder statskassen. Sager herom behandles som politisager."

Der har hidtil ikke været hjemmel til at opkræve morarenter af kirkelige afgifter, som betales for sent. Dette er nu ændret ved indføjelse af en ny bestemmelse i kommunalskatteloven efter § 49.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte indenrigsministeren bl. a.:

„De foreslåede ændringer af kommuneskatteloven er ikke af særlig opsigtsvækkende karakter. Der er slet ikke tale om nogen omfattende skattereform, men blot om en vis ajourføring i forbindelse med en tilpasning af lovens regler til statsskattelovgivningen og til de ændringer i denne, der foreslås ved det forslag til ny ligningslov, der samtidig fremsættes.

Blandt de bestemmelser, der tilsigter at bringe kommuneskatteloven i overensstemmelse med statsskattelovgivningen, skal jeg nævne bestemmelserne i forslagets § 3, hvorefter skattepligten ved fraflytning til udlandet bortfalder ved udløbet af det kvartal, hvori udrejsen sker, i stedet for som hidtil først ved skatteårets udgang. En tilsvarende nyordning foreslås for statsskattens vedkommende indført ved bestemmelsen i ligningslovforslagets § 23.

Af de regler i forslaget, der er specielle for kommuneskatten, skal jeg fremhæve § 5, hvorefter kildeartsbeskatningen ophæves. Den adgang, der efter de gældende regler er til ved den kommunale skatteligning at forhøje visse indkomster efter „kildeart" — navnlig formueindtægter, indtægter af fast ejendom samt pension og pensionsberettigende indtægter — har i de senere år ikke været benyttet meget, og antallet af de kommuner, der anvender denne beskatningsform, er stadig aftagende. Kildeartsbeskatning har således i mange år ikke været anvendt i købstæderne og blev i 1956-57 kun anvendt i 308 af landets ca. 1300 sognekommuner. Denne beskatningsmåde må også siges at have overlevet sig selv. Den er et levn fra en tid, hvor den kommunale beskatning ikke hvilede på indkomsterne, men på et skøn over skatteyderens samlede økonomiske stilling. Efter at der nu er gennemført en folkepension, forekommer det i alt fald lidet rimeligt at beskatte pension og pensionsberettiget indtægt hårdere end anden indtægt.

Endelig skal jeg pege på bestemmelsen i forslagets § 11, hvorefter de hidtil gældende grænser for, hvor stor en del af en skatteyders løn det kan pålægges hans arbejdsgiver at tilbageholde til dækning af skat, foreslås forhøjet. For familieforsørgeres vedkommende foreslås grænsen forhøjet fra 1/6 til 1/4 af lønnen og for ikke-forsørgeres vedkommende fra 1/3 til 2/5. De nævnte grænser, der har bestået uændret siden 1937, har efterhånden vist sig utilstrækkelige, idet det i mange tilfælde ikke engang har været muligt at tilbageholde tilstrækkeligt til dækning af de løbende skatter, således at restancerne — trods løntilbageholdelse — stadig er vokset. Det forekommer mig, at den foreslåede forhøjelse af grænserne, der er i overensstemmelse med et fra kommunal side ofte fremsat ønske, er meget påkrævet, hvis vi skal undgå, at situationen udnyttes af modvillige skatteydere.

Der foreslås samtidig den efter min mening hensigtsmæssige ændring, at der ved afgørelsen af, om tilbageholdelsesgrænsen skal være 25 pct. eller 40 pct., lægges vægt på, om vedkommende er familieforsørger i statsskattelovens forstand, og ikke som hidtil, om pågældende er eller har været gift.

De øvrige ændringsforslag er af mere redaktional karakter ..."

Lovforslaget fik ved 1. behandling en overvejende velvillig modtagelse, omend forskellige af dets bestemmelser gjordes til genstand for kritik, ikke mindst af kommunisterne, der bebudede at ville stille ændringsforslag, hvis der ikke blev taget hensyn til deres ønsker under den forestående udvalgsbehandling.

Angående resultatet af udvalgets arbejde med sagen hedder det i betænkningen:

„Under udvalgsbehandlingen har udvalget over for indenrigsministeren rejst spørgsmål om at udvide bestemmelserne om lønindeholdelse i kommuneskattelovens § 42 til også at omfatte skatteydere, hvis arbejdsvederlag udredes direkte af beløb, som de pågældende oppebærer på arbejdsgiverens vegne, samt skatteydere, der oppebærer løn i form af drikkepenge fra arbejdsgiverens kunder. Endvidere har udvalget over for ministeren rejst spørgsmål om at tilvejebringe hjemmel for at foretage tilbageholdelse i pensioner og lignende ydelser samt indtægter, der oppebæres af den med skatteyderen samlevende hustru.

Efter forhandling med udvalget har indenrigsministeren derefter stillet... ændringsforslag nr. 2 om en ny affattelse af kommuneskattelovens § 42.

Ved bestemmelsen i stk. 1, 2. punktum, foreslås tilvejebragt hjemmel for at kræve lønindeholdelse foretaget for skatteydere, hvis arbejdsvederlag udredes direkte af beløb, de oppebærer på arbejdsgiverens vegne. Herved vil det være muligt at videreføre en praksis, som med støtte i domspraksis har været anvendt i en længere årrække, men som har måttet opgives, efter at det ved en højesteretsdom i 1956 er blevet statueret, at der ikke i § 42 har været tilstrækkelig hjemmel til at foretage lønindeholdelse for skatteydere af de nævnte kategorier.

Ved stk. 3 foreslås indført adgang til gennem arbejdsgiveren at søge skyldige skatter inddrevet hos drikkepengelønnet personale. Bestemmelsen er udformet således, at den kun kan anvendes i tilfælde, hvor der er foreskrevet særlige regler for ansættelse af drikkepengeindtægt ved opgørelsen af den skattepligtige indtægt.

Ved bestemmelsen i stk. 4 om adgang til at foretage indeholdelse i gifte kvinders arbejdsløn m. v. har man været inde på spørgsmålet om, hvorvidt en sådan adgang burde begrænses således, at indeholdelse kun skulle kunne foretages for så stor en del af den skyldige skat, som svarer til hustruens andel af ægtefællernes samlede indkomst i det eller de indkomstår, restancerne vedrører. Under hensyn til de praktiske vanskeligheder, der ville være forbundet med administrationen af en regel som den nævnte, har man ment at burde opgive tanken herom, og det er i stedet for foreslået, dels at der i hustruens løn højst skal kunne indeholdes 20 pct., dels at det skal være en betingelse for bestemmelsens anvendelse, at særlige omstændigheder efter kommunalbestyrelsens skøn ikke taler derimod....

Ved bestemmelsen i stk. 5 sidestilles pensioner og lignende ydelser med løn og provision i henseende til tilbageholdelse for skatterestancer. Bestemmelsen er udformet således, at den med hensyn til anvendelsesområdet ganske svarer til de regler om tilbageholdelse i pension m. v. til dækning af underholdsbidrag, der har været gældende, siden loven om inddrivelse og sikring af underholdsbidrag af 7. maj 1937 trådte i kraft.

Under udvalgsbehandlingen har indenrigsministeren yderligere stillet ... ændringsforslag nr. 1, der muliggør, at beføjelsen til at eftergive skat i Københavns og Frederiksberg kommuner også efter ophævelsen af eftergivelsesreglerne i § 7 i den kommunale valglov kan udøves henholdsvis af skatterådet og et særligt udvalg.

Endelig har ministeren stillet ændringsforslag nr. 3, hvorefter loven vil træde i kraft samtidig med ligningsloven."

Regeringspartiernes udvalgsmedlemmer indstillede i betænkningen lovforslaget til vedtagelse med de af indenrigsministeren stillede ændringsforslag nr. 1-3.

Udvalgets øvrige medlemmer (V og KF) kunne have stemt for lovforslaget i dets oprindelige affattelse og var ligeledes villige til at stemme for ændringsforslag nr. 1 og 3. Derimod måtte dette mindretal afholde sig fra at stemme om ændringsforslag nr. 2 (angående den ændrede affattelse af kommuneskattelovens § 42), „da der ikke har været den fornødne tid til rådighed for udvalget til at overveje lovforslagets konsekvenser, herunder hvorledes det vil påvirke de overenskomstmæssige forhold imellem arbejdere og arbejdsgivere. Mindretallet må i øvrigt anse det for betænkeligt i en skattelov at indføre hjemmel til opsigelse af private arbejdsaftaler."

Til 2. behandling stilledes fra kommunistisk side ændringsforslag, hvorefter børnefradragenes minimum pr. barn efter kommuneskattelovens § 9 skulle forhøjes fra 200 kr. til 500 kr. og forhøjelsen af forholdsvis store skatteindkomster kunne andrage indtil 70 pct. i stedet for som efter de gældende regler 50 pct. Endvidere skulle der ved arbejdsløshed af mere end 30 dages varighed altid gives skattefrihed i en til ledighedens længde svarende periode. Endelig foresloges det, at stk. 1, 2. punktum, i den foreslåede nye affattelse af kommuneskattelovens § 42 (jfr. ovenfor) skulle udgå.

Ved 2. behandling vedtoges de af indenrigsministeren i betænkningen stillede ændringsforslag, mens de kommunistiske ændringsforslag forkastedes. Til 3. behandling stillede indenrigsministeren nogle ændringsforslag af tydeliggørende eller redaktionel art, hvilke ændringsforslag vedtoges uden modstemmer.

I den ændrede affattelse vedtoges lovforslaget enstemmigt med 90 stemmer, idet 55 medlemmer (V, KF og de 2 grønlandske medlemmer) undlod at stemme.