Ved loven tilvejebringes lovhjemmel dels for en fortsættelse af det arbejde, der i det meste af en halv snes år har fundet sted med tilplantning af gravede brunkularealer i Jylland, dels for en ordning, der kan sikre, at der ikke fremtidig opstår arealer, der på grund af stedfunden brunkulgravning kommer til at henligge i en landskabeligt skæmmende forfatning og eventuelt tillige frembyde fare for sandpiskning og jordskred.
Med hensyn til den allerede igangværende og den fremtidige brunkulbrydning bestemmes i § 1, at åbning af et nyt leje, genoptagelse af en tidligere ophørt drift af et leje eller fortsættelse ud over tre måneder fra lovens ikrafttræden af en igangværende brunkulbrydning ikke må finde sted, medmindre det ved en af landbrugsministeriet godkendt plan og fornøden sikkerhedsstillelse er sikret, at de arealer, der benyttes til gravning og materialeaflægning efter lovens ikrafttræden, ved passende behandling og plantning bliver bragt i en sådan stand, at de forannævnte ulemper ikke fremkommer. Gennemfører producenten ikke selv disse foranstaltninger i overensstemmelse med planen, kan ministeriet foranledige dem gennemført for hans regning og hertil anvende de deponerede midler.
For brunkullejer, i hvilke brydning er endeligt ophørt inden 3 måneder efter lovens ikrafttræden, bemyndiges landbrugsministeren i § 2 til i finansårene fra 1958-59 til 1962-63 at anvende i alt indtil 300 000 kr. af statskassens midler til løsning af opgaver angående tilplantning m. m. Endelig åbnes der i samme paragraf mulighed for, at Hedeselskabet, når forholdene taler derfor, kan overtage de pågældende arealer og drage omsorg for deres tilplantning.
Lovforslaget, der under 1. behandling i folketinget opnåede tilslutning fra samtlige ordførere, undergik under udvalgsbehandlingen den ændring, at den af landbrugsministeren i § 2 søgte bevilling, der i det fremsatte forslag kun lød på 150 000 kr., blev forhøjet til det dobbelte, ligesom det også var på udvalgets foranledning, at bestemmelsen om den specielle mulighed for Hedeselskabets overtagelse af disse arealer blev indsat.
Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt.