Ved lovens § 1 bestemmes, at hartkornsangivelserne for ejendomme i købstæderne uden for Sønderjylland bortfalder og erstattes i tingbøgerne og kommunernes matrikler for samtlige matrikelnumres vedkommende med arealangivelserne i landbrugsministeriets matrikel.
Begrundelsen herfor er, at hartkornsansættelsen i den ifølge §§ 4 og 5 i lov af 11. februar 1863 om den kommunale beskatning i købstæderne udarbejdede matrikel for købstædernes grunde og i den ifølge samme lovs § 6 berigtigede matrikel for købstædernes jorder har mistet sin væsentligste betydning som følge af den nyere skattelovgivning.
Samtidig pålægges det ved § 2 landbrugsministeriet at lade udfærdige lister over den enkelte købstads ejerlav, de deri eksisterende matrikelnumre og disses arealer. Et eksemplar af areallisten tilstilles vedkommende dommer, som derefter sletter hartkornsangivelserne og indfører arealangivelserne i tingbogen. Et andet eksemplar tilstilles vedkommende oppebørselsmyndighed, som derefter sletter hartkornsangivelserne og indfører arealangivelserne i kommunens matrikel.
Tidspunktet, fra hvilket arealangivelserne træder i stedet for hartkornsangivelserne, er ikke fastsat i loven, men vil ifølge § 3 blive bekendtgjort i Statstidende, hvorefter hartkornsangivelserne for de enkelte købstadejendomme ikke længere vil blive ført i landbrugsministeriets matrikel eller anført i de fra ministeriet udgående approbationsskrivelser. Dog skal i matriklen bibeholdes en opgørelse over de samlede hartkornsbeløb for den enkelte købstads grunde og jorder, hvorved muliggøres, at påligning af udgifter eller ydelse af tilskud, som efter gældende lovgivning skal foretages på grundlag af købstædernes hartkorn, fortsat kan ske på denne måde.
Til erstatning for hartkornsangivelsen, der hidtil i dokumenter angående fast ejendom har tjent som identifikationsgrundlag, bestemmes det i § 4 at der i ethvert skøde eller andet adkomstdokument på en købstadejendom, der anmeldes til tinglysning, skal være angivet arealstørrelse for hvert enkelt af de matrikelnumre, som overdrages. Mangler en arealangivelse, eller stemmer arealangivelsen ikke med tingbogens udvisende, gives der dokumentet retsanmærkning herom.
De foran omhandlede regler finder ifølge § 5 tilsvarende anvendelse for købstæderne og flækkerne i Sønderjylland, hvor loven af 11. februar 1863 om den kommunale beskatning ikke gjaldt, og hvor ejendommene i tysk tid blev ansat til matrikelskyld (Reinertrag).
I § 6 bestemmes, at det ved kgl. anordning kan fastsættes, at lovens bestemmelser skal komme til anvendelse på sognekommuner, hvis udstyknings- og bebyggelsesmæssige forhold måtte tale derfor.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Om baggrunden for lovforslaget bemærkede landbrugsministeren ved fremsættelsen bl. a. følgende:
„Spørgsmålet om at få afskaffet hartkornet i købstæderne er rejst over for landbrugsministeriet af forvaltningsnævnets sekretariat i en skrivelse af 3. februar 1956, hvori samtidig er gjort opmærksom på, at spørgsmålet har været forelagt forskellige myndigheder og er tiltrådt af Den danske Købstadforening, finansministeriet og justitsministeriet under forudsætning af, at hartkornsangivelserne i matrikel og tingbøger for samtlige ejendomme i købstæderne erstattes med arealangivelser for disse."
Lovforslaget, der i folketinget blev fremsat og behandlet sammen med forslag til lov om ændringer i lov om udstykning og sammenlægning m. m. af faste ejendomme og forslag til lov om ændringer i lov om landbrugsejendomme (se nærmest efterfølgende sager), blev ved 3. behandling vedtaget uændret og enstemmigt.