I maj 1954 nedsatte finansministeriet en lønningskommission på 22 medlemmer repræsenterende folketingets 4 største partier, administrationen og tjenestemandsorganisationerne. Til formand udpegedes departementschef E. Dige, der i april 1957 efter anmodning blev fritaget for hvervet som medlem af kommissionen og som formand afløstes af daværende afdelingschef Ulrik Andersen.

Kommissionen fik til opgave at udarbejde forslag til revision af lov nr. 301 af 6. juni 1946 om statens tjenestemænd. Den afgav 11. april 1958 flere betænkninger, af hvilke den første indeholder forslaget til nærværende lov, der svarer til tjenestemandsloven af 1946 med undtagelse af bestemmelserne om klassificering og normering af tjenestemandsstillinger i de forskellige styrelsesgrene, hvilke bestemmelser kommissionen fandt det mest hensigtsmæssigt at optage i en særlig lov (se nærmest efterfølgende sag). Fire andre samtidig afgivne betænkninger fra lønningskommissionen angik følgende lovforslag: forslag til lov om pensionering af civile funktionærer, håndværkere og arbejdere ved hæren og søværnet m. v. (se nedenfor under nr. 32), forslag til lov om lønninger m. m. til folkeskolens lærere (se nedenfor under nr. 118), forslag til lov om folkekirkens lønningsvæsen m. v. (se nedenfor under nr. 115) og forslag til lov om ændring i lov om folkeforsikring (om reglerne for adgang til at oppebære folkepensionens mindstebeløb m. m.) (se nedenfor under nr. 71).

De nævnte 6 lovforslag blev den 18. april 1958 fremsat i folketinget i kommissionens affattelse af de respektive ministre, men således at finansministeren i sin fremsættelsestale gav en samlet oversigt over den tilsigtede lønreforms baggrund og indhold.

Loven om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd, der gennemførtes i folketinget uden principielt betydende ændringer i, hvad lønningskommissionens havde foreslået, bygger for en stor del på de tilsvarende bestemmelser i tjenestemandsloven af 1946, men indfører for lønnings- og pensionsordningens vedkommende nye principper, som det vil fremgå af følgende oversigt, i hvilken der i store træk er gjort rede for de væsentligste af de punkter, på hvilke lovens bestemmelser afviger fra, hvad der hidtil har været gældende.

1. del.

Kapitel 1. Almindelige bestemmelser (§§ 1-48).

Om de i dette kapitel foretagne ændringer, der ikke er af større rækkevidde, anføres:

1. Hidtil har fagministrene kunnet bestemme, at visse grupper af tjenestemandsstillinger skulle være undtaget fra den almindelige regel om ansættelse i tjenestemandsstillinger efter opslag. Fremtidig vil kun finansministeren efter indhentet udtalelse fra lønningsrådet kunne gøre undtagelse fra regelen. Samtidig bestemmes, at stillingen skal opslås på ny, hvis ansættelsesmyndigheden skønner, at ingen af de ansøgere, der rettidigt har meldt sig til en opslået stilling, er tilstrækkelig egnet til stillingen, eller at man ved fornyet opslag kan fremskaffe ansøgning fra mere kvalificerede ansøgere.

2. Første ansættelse som tjenestemand — bortset fra tjenestemænd i de højere lønningsklasser og fra særligt gjorte undtagelser — skal som hidtil være betinget af mindst 2 års tilfredsstillende aspiranttjeneste efter det 19. år. I modsætning til tidligere opnår aspiranter (bortset fra kontoristaspiranter m. fl.) imidlertid fuld løn fra det fyldte 19. år og anciennitet fra det fyldte 21. år. Antagelse af aspiranter kan ifølge en bestemmelse, som blev indføjet i lovforslaget under dettes behandling i folketinget, kun ske „i det omfang, hvori det kan påregnes, at der ved aspiranttidens udløb vil være det fornødne antal ledige tjenestemandsstillinger i pågældende styrelse, eller der foreligger finansudvalgets tilslutning til forøgelse af det på aspirantvilkår antagne personale".

3. Betingelserne for ansættelse som sekretær er ændret lidt.

Bestemmelsen herom i § 6, stk. 3, har nu følgende ordlyd:

„Ansættelse som sekretær er betinget af, at vedkommende har bestået den fuldstændige juridiske, den statsvidenskabelige eller anden afsluttende embedseksamen fra universiteterne, andre højere læreanstalter under undervisningsministeriet eller landbohøjskolen. Finansministeriet kan efter indhentet udtalelse fra lønningsrådet tillade ansættelse som sekretær af personer med anden videregående uddannelse end den foran nævnte, hvor sådan uddannelse i særlig grad gør vedkommende egnet til tjeneste i pågældende styrelsesgren."

I stedet for „andre højere læreanstalter under undervisningsministeriet" stod tidligere „Danmarks tekniske højskole". Desuden fandtes sidste punktum ikke i den tilsvarende bestemmelse i 1946-loven. Det blev føjet til under sagens behandling i folketinget.

4. Angående vederlaget for midlertidig funktion i højere stilling er indført ændrede regler, idet den tjenestemand, der i over 4 uger udfører sådant arbejde, fremtidig for hele funktionstiden har krav på den fulde difference mellem lønnen for hans egen stilling og den lønning, han ville opnå ved udnævnelse til den højere stilling. Funktionsvederlag ydes dog ikke i sådanne tilfælde, hvor de to stillinger hører til samme lønklasse, eller hvor der er automatisk avancement fra den lavere til den højere stilling.

5. For kvindelige tjenestemænd har det hidtil været således, at deres fraværelse fra tjenesten på grund af svangerskab eller fødsel skulle sidestilles med sygdom, idet de pågældende dog kunne få sådanne sygedage ladt ude af betragtning mod at nøjes med en nedsat løn under fraværelsen. Heri er der nu sket den ændring, at kvindelige tjenestemænd kan kræve indtil 6 ugers tjenestefrihed efter fødsel uden lægeattest og uden at få tjenestefriheden noteret som sygedage; for fraværelse før fødslen er reglerne uforandrede. Samtidig har man udvidet de gifte kvinders adgang til at opnå deltidsbeskæftigelse til at gælde alle kvindelige tjenestemænd, men med den — fremtidig også for gifte kvinder gældende — begrænsning, at de skal have forsørgerpligt over for børn under 18 år. Bestemmelsen i 1946-loven om, at kvindelige tjenestemænd, der tog deres afsked på grund af ægteskab, kunne opnå en særlig godtgørelse for tabt pensionsret, er ikke opretholdt i den nye lov.

6. Reglerne om forhandlingsret og voldgift er undergået en række ændringer, hvorom dog må henvises til lovteksten og de udførlige bemærkninger, som lønningskommissionens betænkning indeholder herom. Det samme gælder bestemmelserne om disciplinær forfølgning og straf, om lønningsforskud, om uniformstilskud og adskillige andre forhold.

7. I § 42, stk. 3, lovfæstes en ordning, der med tilslutning fra folketingets finansudvalg er gennemført ved finansministeriets cirkulære af 2. juni 1956 angående udbetaling af gratiale til tjenestemænd ved 25, 40 og 50 års tjenestejubilæer. De nærmere regler herom er det overladt til finansministeren at fastsætte.

Kapitel 2. Pension (§§ 49-74).

Siden man ved tjenestemandsloven af 1919 gennemførte fælles pensionsregler for alle statstjenestemænd, har hovedprincipperne i pensionsordningen ikke været underkastet væsentlige ændringer. Forudsætningerne for de på dette område gældende regler blev imidlertid i væsentlig grad forrykket ved gennemførelsen i 1956 af den almindelige folkepension, som tjenestemændene skulle betale til, men hvis mindstebeløb de — også som pensionister — var afskåret fra at oppebære. Hertil kom, at prisudviklingen siden vedtagelsen af tjenestemandsloven af 1946 medførte en forskydning i forholdet mellem lønninger og pensioner, hvorved pensionerne i mange tilfælde — som følge af den gældende ordning med reguleringstillæg — kom til at udgøre en for høj procent af lønningerne. En anden uheldig virkning af prisudviklingen var, at pensionens størrelse i aftagende grad blev afhængig af pensionsalderen. Endelig skal nævnes, at tjenestemændenes pensionsbidrag kom til at stå i misforhold til pensionens højde, efterhånden som denne tiltog.

Disse mangler ved den hidtidige pensionsordning har man søgt at råde bod på ved nærværende lovs pensionsbestemmelser i forbindelse med den samtidig vedtagne ændring af folkeforsikringslovens § 39, stk. 3 (jfr. herom nærmere nedenfor under nr. 71).

I henhold til nævnte lovændring vil alle, der lønnes eller pensioneres efter de nye lønningsloves regler, kunne oppebære folkepension på lige fod med andre borgere. Dette har man taget i betragtning ved opbygningen af pensionsordningens satser, der overvejende ligger på et lavere niveau end efter 1946-loven. Yderligere har man — under hensyn til den konstaterede højere middellevetid og folkepensionsordningens 67 års aldersgrænse — fundet tiden inde til at forhøje den almindelige aldersgrænse for adgang til uanset helbredstilstanden at søge afsked med pension fra 65 til 67 år, mens afsked som hidtil senest skal søges fra udgangen af den måned, i hvilken tjenestemanden fylder 70 år. Samtidig er pensionsskalaen for egenpension blevet aftrappet således, at tjenestemanden først opnår højeste pension ved 32 års pensionsalder, d. v. s. tidligst ved det 67. år (i stedet for efter 1946-loven tidligst ved det 63. år). Herved tilskyndes tjenestemændene til at forblive længst muligt i tjenesten, og tillige opnår man, at tidspunktet for opnåelse af højeste pension normalt indtræder samtidig med folkepensionsalderen, hvilket er af betydning ved samordning af tjenestemandspension — folkepension.

Ordinær egenpension beregnes som en efter pensionsalderen aftrappet procentdel (højst 75 pct. mod tidligere højst 70 pct.) af den sidst oppebårne pensionsgivende løn uden dyrtids- og overenskomstmæssige tillæg, dog således at kun de første 4 000 kr. tages fuldt ud i betragtning; for højere lønningers vedkommende anvendes en reduktionsfaktor, der stiger til 30 pct. for beløb ud over 16 000 kr. Pensionerne — det gælder også enkepension — reguleres pris- og overenskomstmæssigt efter de samme regler som lønningerne.

Adgangen til at opnå ordinær enkepension har man gjort betinget af, at tjenestemanden på pensioneringstidspunktet havde erhvervet pensionsalder til opnåelse af ordinær egenpension (tidligst ved 35 års alderen). Ikke pensionsberettigede enker skal dog have 2 års løn udbetalt, enten straks eller i løbet af et i det enkelte tilfælde fastsat tidsrum, og er der mindreårige børn, ydes der børnepension efter de for forældreløse børn gældende satser.

Da enkepensionerne — bl. a. under hensyn til adgangen til at opnå folkepension — er sat forholdsvis stærkt ned, særlig for yngre enker, har man fundet det påkrævet at yde væsentlig højere børnepensionstillæg end hidtil (aldersgrænse 18 år eller i særlige tilfælde op til 24 år). Desuden er børnepensionen til forældreløse børn og — som nævnt — til børn af unge enker, som ikke har ret til enkepension, forhøjet.

Hvor en tjenestemand har været ude for et ulykkestilfælde i tjenesten, gælder som hidtil særlige regler for såvel egenpension som enke- og børnepension.

Tjenestemændenes pensionsbidrag udgjorde tidligere 5 pct. af den pensionsgivende lønning uden dyrtidsregulering. Fremtidig skal der betales 4 pct. af den pensionsgivende bruttoløn (herunder dyrtids- og overenskomsttillæg), hvilket vil medføre en betydelig forhøjelse af denne udgiftspost for tjenestemændene.

Afskediges en tjenestemand uden pension, har han uanset afskedigelsesgrunden ret til at få sine indbetalte pensionsbidrag med tillæg af 4 pct. renter tilbagebetalt. Fratræder han efter eget ønske efter at have været ansat mindst 5 år i pensionsberettigende stilling, kan han efter de nye regler i stedet for kræve at få en godtgørelse, der svarer til det dobbelte af de af ham selv indbetalte pensionsbidrag med renter. En sådan godtgørelse skal sædvanligvis anbringes i en pensionskasse eller på tilsvarende måde efter nærmere fastsatte regler. Tilbagebetaling af pensionsbidrag eller overførelse af bidrag til en pensionskasse m. v. kan dog ikke finde sted ved ansøgt afsked mindre end 5 år før det tidspunkt, hvor tjenestemanden kan søge sin afsked med pension på grund af alder.

I nogle overgangsbestemmelser gives der bl. a. tjenestemænd, som ved lovens ikrafttræden havde opnået ret til at søge afsked med pension på grund af alder (det vil i de fleste tilfælde sige, at vedkommende skulle være fyldt 65 år), adgang til inden for en nærmere fastsat frist at meddele finansministeriet, at de ønsker til sin tid at blive pensioneret efter den gamle lovs regler (både med hensyn til aldersgrænse og takster). Ved en i folketinget foretaget ændring af bestemmelsen blev den udvidet til også at gælde tjenestemænd, der efter de hidtil gældende regler inden 1 år fra lovens ikrafttræden ville have opnået ret til at søge afsked med pension. Gøres der brug af denne adgang, må de pågældende hverken under ansættelsen eller efter pensioneringen oppebære folkepensionens mindstebeløb, idet de dog såvel i denne henseende som med hensyn til tjenestemandspensionen er undergivet de ændringer, som fremtidigt måtte blive bestemt for de før 1. april 1958 pensionerede tjenestemænd.

Kapitel 3. Efterindtægt (§§ 75-83).

I reglerne om efterindtægt for tjenestemænds efterladte er sket den ændring, at en kvindelig tjenestemands ægtefælle fremtidig vil kunne oppebære efterindtægt, hvilket ikke tidligere har været tilfældet.

Kapitel 4. Lønningsklasserne (§ 84).

Mens den tidligere lønningslov omfattede 84 klasser, er der i den nye kun 30. Denne forenkling er først og fremmest opnået ved sammenlægning af lønklasser, som lå nær op ad hinanden. Desuden har man fundet det hensigtsmæssigt at sammenlægge bundklasser og avancementsklasser i sådanne tilfælde, hvor besættelsen af den højere stilling efter gældende praksis ikke eller i hvert fald kun ganske undtagelsesvis foregår ved udvælgelse blandt de tjenestemænd, der er placeret i den lavere stilling, men i det store og hele sker automatisk efter anciennitetsrækkefølgen.

I sin betænkning skriver lønningskommissionen herom:

„Sammenlægning af sådanne lønningsklasser indebærer en væsentlig administrativ forenkling, idet man herigennem vil undgå dels udstedelse af nye ansættelsesbreve, dels et stort antal forflyttelser, dels udarbejdelse og behandling af normeringsforslag, der alene tager sigte på at forbedre avancementsforholdene for grupper af tjenestemænd, der på grund af særlige forhold ikke har kunnet avancere normalt. Endvidere vil der opnås mere ensartede lønningsvilkår for tjenestemænd af samme kategori dels i forskellige styrelser, dels i samme styrelse til forskellige tidspunkter, idet de omhandlede sammenlægninger vil indebære, at avancement i disse lønningsklasser ikke som hidtil — trods et stigende antal normeringslovsbestemmelser til afbødning af ulemperne — vil være afhængigt af tilfældige omstændigheder, såsom aldersfordelingen blandt de tidligere ansatte tjenestemænd, betydelige personaleudvidelser til visse tidspunkter på grund af særlige forhold og tilsvarende omstændigheder.

Ved lønfastsættelsen har man i flere lønklasser sænket begyndelseslønnen (dog ikke for de allerede ansatte tjenestemænd), hvorved denne er søgt bragt i bedre overensstemmelse med lønningerne i det private erhvervsliv. Samtidig har man i et betydeligt antal lønningsklasser — ved indskydelse af flere alderstrin — forlænget det åremål, der forløber inden opnåelsen af slutløn, og i forbindelse hermed foretaget en forhøjelse af denne.

For de mellemste og højere lønningsklasser er såvel begyndelses- som slutlønnen — ligeledes under hensyn til lønudviklingen inden for erhvervslivet — blevet sat op, idet man herved har villet bøde på den nivellering af lønningerne, som prisstigningen i forbindelse med det hidtidige reguleringssystem gennem en årrække har medført.

Samtidig er tiden fundet inde til at gennemføre ligelønsprincippet, så at der fremtidig udbetales samme løn til alle på samme løntrin i en lønningsklasse uanset de pågældendes ægteskabelige stilling og forsørgerforhold m. v. Herved har et mangeårigt stridsspørgsmål fundet sin løsning, foruden at en yderligere forenkling af lønsystemet er opnået, idet de forskellige lønsatsers opdeling i kategorier efter forsørgerforhold og alder — der fandtes forud for nyordningen syv sådanne kategorier — er bortfaldet.

Også i en anden henseende er systemet blevet forenklet, idet man i den nye lønningslov har fastsat hver enkelt lønsats (1 for hvert alderstrin inden for den pågældende lønningsklasse) som et samlet bruttobeløb, hvortil eventuelt kommer stedtillæg samt for nogle tjenestemænds vedkommende tillæg, som kun ydes i henhold til særlig hjemmel, herunder bestillingstillæg, repræsentationstillæg og personlige tillæg; de sidstnævnte kan være bevilget som pensionsgivende. De nævnte bruttolønninger er dog kun at opfatte som begyndelsesbeløb, der senere efter nærmere fastsatte regler kan forøges eller formindskes med såvel dyrtidsportioner som overenskomstmæssige portioner. Man er med andre ord gået bort fra at fastsætte lønningerne som minimumsbeløb, der nok kunne forøges ved tillæg, men ikke nedsættes under de faste beløb.

Kapitel 5. Regulering af lønninger m. v. (§§ 85-92).

Kapitlet indeholder principielt omtrent uændrede bestemmelser om udarbejdelse af pristallet og fastsætter, at de gældende lønningssatser med eventuelle alderstillæg og pensionsgivende tillæg skal forhøjes eller nedsættes med en dyrtidsportion for hver 6 points, det lønregulerende pristal stiger over 430 eller falder under 435. Portionerne er i langt højere grad end de hidtidige reguleringstillæg gradueret efter lønhøjden, idet skalaen strækker sig fra 12 kr. årlig (lønning under 1 500 kr.) til 468 kr. (lønning mindst 38 500 kr.).

Med hjemmel på bevillingslov kan tjenestemandslønningerne endvidere for nærmere fastsatte perioder ad gangen — første gang pr. 1. oktober 1961 — forhøjes eller nedsættes med en eller flere overenskomstportioner efter forudgående forhandling mellem finansministeren og tjenestemandsorganisationerne. Disse tillæg er ligeledes gradueret efter lønhøjden, men med en noget mindre spredning. En overenskomstportion udgør for lønninger under 5 100 kr. 12 kr. årlig og for lønninger på mindst 45 900 kr. 168 kr. årlig, hvilket er højeste sats.

Pensioner og ventepenge reguleres i overensstemmelse hermed.

Til bestillingstillæg og finanslovhonorarer ydes som hidtil et tillæg på for tiden 110 pct. af grundbeløbet. Dette procenttillæg forhøjes eller nedsættes med 5 pct. for hver 12 points, detailpristallet stiger over 430 eller falder under 435.

Kapitel 6. Stedtillæg (§§ 93-96).

Stedtillæg skal fremtidig ydes med forhøjede beløb for satserne a-d (henholdsvis 948 kr. i stedet for 648 kr., 600 kr. i stedet for 504 kr., 420 kr. i stedet for 366 kr. og 300 kr. i stedet for 264 kr.), mens sats e bortfalder. Sats a havde tidligere kun gyldighed for de tre hovedstadskommuner, men gælder nu også for en række af hovedstadens omegnskommuner.

Den tidligere bestemmelse om nedsættelse af stedtillægget til tjenestemænd med meget lave lønninger er ikke opretholdt. Det samme gælder 1946-lovens bestemmelser om nedsat stedtillæg for tjenestemænd med tjenestebolig og om et særligt sønderjysk tillæg.

2. del.

Særlige ydelser (§§ 97-118).

De heri indeholdte bestemmelser, der drejer sig om befordringsgodtgørelse, flyttegodtgørelse, overarbejdspenge, natpenge, sygepenge, vederlag til medlemmer af kommissioner og nævn m. v. samt en række forhold af mere eller mindre speciel karakter, derunder særregler for tjenestemænd under udenrigsministeriet, civilforsvaret, forsvarsministeriet, statsbanerne og flere andre styrelser, er ved loven blevet ajourført og revideret på en række punkter, hvor dette skønnedes ønskeligt.

3. del.

Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser (§§ 119-125).

Overgangen til det nye lønsystem har nødvendiggjort opstillingen af ret differentierede regler angående overflytningen af tjenestemænd fra de gamle lønningsklasser til de nye. Det er herved tilstræbt, at de forud for lovens ikrafttræden ansatte tjenestemænd kan opnå en lønfremgang af passende størrelse. Samtidig har man ved indførelse af nogle særregler for ikke-forsørgere under 30 år villet undgå øjeblikkelige lønstigninger, som kunne synes urimelig store. Endvidere bestemmer loven, at ingen aspiranter og tjenestemænd med mindre end 10 års tjenestetid ved indplaceringen kan opnå en øjeblikkelig fremgang i den udbetalte løn (bortset fra stedtillæg) på mere end 15 pct. af den nettoløn, som tilkommer dem efter nærværende lov. Den udbetalte løn forhøjes med halvdelen af et eventuelt overskydende beløb pr. 1. april 1959 og halvdelen pr. 1. april 1960.

Af de mange detailbestemmelser vedrørende indplaceringen, som kapitlet indeholder, blev flere indføjet eller ændret under sagens behandling i folketinget.

Angående personer, der oppebærer pension eller ventepenge efter den hidtil gældende lovgivning, har man truffet den foreløbige ordning, at pensionen (ventepengene) i finansåret 1958-59 skal udbetales efter uforandrede regler.

Også for statsrevisorerne bliver lønningsforholdene uforandrede for 1958-59. Ændring heri kan dog ske ved beslutning af folketinget.

Loven trådte i kraft med lønningsmæssig virkning fra 1. april 1958.

Det af kommissionen udarbejdede lovforslag var på forhånd tiltrådt af tjenestemændenes centralorganisationer. Administrationens repræsentanter i kommissionen stod ligeledes bag det, bortset fra at generaldirektør for post- og telegrafvæsnet K. J. Jensen var imod sammendragningen af bundklasser og avancementsklasser samt det automatiske avancement fra visse lønningsklasser alene efter anciennitet. Fra politisk side var derimod taget et vist forbehold, idet venstres repræsentanter i kommissionen i en mindretalsudtalelse bl. a. anfører:

„Venstre har af politisk-moralske grunde anset en ændring af pristalsgrundlaget for at være ganske nødvendig. Når skatterne er indregnet i det pristal, der benyttes ved dyrtidsreguleringen af statens tjenestemænds lønninger, bevirker det, at denne gruppe principielt fritages for virkningerne af finanspolitiske indgreb, der rammer andre grupper, og som tilsigter at sanere landets økonomi. Endvidere fritages tjenestemændene fra at bære deres andel af omkostningerne ved nye opgaver, det offentlige påtager sig, og som må finansieres af nye skatter. Omvendt vil tjenestemændene gennem den nuværende pristalsregulering aldrig få andel i skattelettelser, der f. eks. skyldes, at det overlades de private borgere at løse flere opgaver, end tilfældet er for tiden.

Disse konsekvenser må virke urimelige på udøvere af vore erhverv.

Mindretallet beklager stærkt, at selv dette mindste ønske fra venstre til revision af pristalsgrundlaget er blevet pure afvist. Dette sammen med den omstændighed, at der i kommissionen ikke har kunnet opnås tilslutning til at søge gennemført andre former for nyansættelser for forskellige tjenestemandsgrupper i konsekvens af folkepensionens indførelse, medfører, at venstre — trods sin positive indstilling til kommissionsarbejdet — må tage forbehold over for forslaget i dets helhed."

I tilslutning hertil udtaler det konservative folkepartis repræsentanter i kommissionen:

„Det konservative folkeparti har ligesom partiet venstre tidligere peget på det uheldige i, at den gældende pristalsregulering indbefatter skatter og afgifter. Dette har bl. a. medført, at folketinget flere gange har måtte lovgive om et særpristal.

Under den bestemte forudsætning, at der ikke gennemføres et særpristal for tjenestemændene, men at en ændring af pristalsberegningen får virkning for samtlige pristalsregulerede borgere, vil det konservative folkeparti under folketingets behandling virke for en ændring af den bestående pristalsberegning, for så vidt angår skatter og afgifter."

Endelig fremsætter de radikale repræsentanter en særudtalelse, i hvilken de anfører, at det af det for kommissionen foreliggende fremgår, at den specielle tanke om at udelukke skatterne af pristallet kan have utilsigtede virkninger, som f. eks. kan medføre stigninger i pristallet uden tilsvarende stigninger i leveomkostningerne, ligesom eventuelle fremtidige nedsættelser i skatter og afgifter ikke vil medføre tilsvarende nedsættelse af pristallet.

Mindretallet må efter den af venstres repræsentanter fremsatte særudtalelse vedrørende disse spørgsmål forvente, at venstrepartiet under sagens behandling i folketinget vil udforme de af partiets repræsentanter fremsatte tanker i konkrete forslag ledsaget af redegørelse for deres virkninger. Mindretallet vil da være rede til nærmere at overveje sådanne forslag og på grundlag heraf tage stilling dertil."

Ved fremsættelsen af lovforslaget gav finansministeren folketinget en meget udførlig redegørelse for dets baggrund og indhold, hvoraf gengives:

„Allerede få år efter, at tjenestemandsloven af 1946 var trådt i kraft, havde udviklingen medført en væsentlig større lønstigning i det private erhverv end den, som statstjenestemændene opnåede på grundlag af tjenestemandslovens dyrtidstillægsordning. Der blev derfor af statstjenestemændenes organisationer fremsat ønske om generelle lønforbedringer for tjenestemændene. Da det måtte erkendes, at der navnlig som følge af overenskomstfornyelserne i privaterhvervet var opstået en skævhed mellem statens og privaterhvervets lønninger, blev der — første gang ved lov af 30. oktober 1948 — indført et midlertidigt løntillæg til statens tjenestemænd, hvorved man søgte at afbøde virkningerne af den forskellige lønudvikling for de førnævnte lønmodtagergrupper. Den nævnte tendens i lønudviklingen fortsatte i årene efter 1948, og det viste sig derfor nødvendigt at opretholde og yderligere udbygge det midlertidige løntillæg, hvilket er sket gentagne gange ved tidsbegrænsede love siden 1948.

Dyrtidstillægsordningen efter loven af 1946 indebar endvidere, at de højere og højest lønnede tjenestemænd ved prisstigninger opnåede en procentvis ringere dyrtidsregulering end de lavere lønnede tjenestemænd. I årene efter 1946 bevirkede denne ordning, at der fremkom en nivellering mellem de forskellige lønningsklasser. For at imødegå denne udvikling er der siden 1952 ved de tidsbegrænsede love ydet de pågældende statstjenestemandsgrupper et ekstraordinært tillæg, det såkaldte særlige tillæg.

Da yderligere dyrtidstillægsordningen efter loven af 1946 var forskellig for forsørgere og ikke-forsørgere, medførte prisudviklingen, at lønforskellen mellem de 2 grupper af tjenestemænd blev uddybet, og der blev derfor ved lovene om de midlertidige løntillæg truffet foranstaltninger til delvis imødegåelse heraf, særlig for ældre ikke-forsørgere.

På tilsvarende måde som for lønningernes vedkommende havde det stigende antal dyrtidstillægsportioner samt gennemførelsen af de forskellige ekstraordinære tillæg ført med sig, at også en revision af statens pensionsordning var blevet ønskelig, idet det oprindelige forhold mellem løn og pension havde forskudt sig.

Under disse omstændigheder besluttede regeringen i 1954 at nedsætte en lønningskommission med den opgave at foretage en revision af tjenestemandsloven og fremkomme med forslag til sådanne ændringer, som udviklingen og de siden ikrafttrædelsen af loven af 1946 indvundne erfaringer i det hele kunne motivere. Det må også fremhæves, at når lønningskommissionen ikke på et tidligere tidspunkt har kunnet afslutte sit arbejde, har som medvirkende årsag hertil været, at man måtte afvente det endelige resultat af de undersøgelser og overvejelser, som siden 1948 havde fundet sted med henblik på gennemførelsen af en hele befolkningen omfattende offentlig alderspensionsordning.

Da folkepensionsordningen ved loven af 2. oktober 1956 endelig gennemførtes, blev det som bekendt pålagt tjenestemændene at betale folkepensionsbidrag ligesom andre borgere, mens de blev undtaget fra adgangen til at oppebære folkepensionens mindstebeløb. Det var dog forudsat, at denne ordning kun skulle være midlertidig, idet spørgsmålet om tjenestemændenes stilling til folkepensionsordningen blev henskudt til overvejelse i den siddende lønningskommission....

I forbindelse med gennemførelsen af folkepensionsordningen meldte sig det principielle spørgsmål, om og i hvilket omfang fremtidige ansættelser af statens fast ansatte personale bør ske på sådanne vilkår, at der — som hidtil — sikres de pågældende en selvstændig efterlønsordning, eller om en sådan ordning kun skal gælde udvalgte grupper af tjenestemænd.

I lønningskommissionen har man drøftet dette spørgsmål, men kommissionen foreslår, at overvejelserne fortsættes i en særlig kommission, der skal gennemgå forholdene i de enkelte styrelser, således at man på grundlag heraf kan bedømme, om overgang til andre ansættelsesformer end det traditionelle tjenestemandsforhold vil være mulig og hensigtsmæssig."

Ministeren kunne tiltræde forslaget og ville nedsætte en sådan kommission.

Ved fastsættelsen af de nye lønrammer havde kommissionen dels søgt at rette de skævheder ud, som fandtes i den bestående lønordning, dels haft for øje at tilpasse lønningerne til vilkårene i det omgivende samfund under hensyntagen til den udvikling, som har fundet sted siden den sidste midlertidige lønningslov i 1956.

„For så vidt angår forskellige stillinger, der i hvert fald i en vis udstrækning kan sammenlignes med tilsvarende i det private erhvervsliv, har kommissionen foreslået en mindre nedsættelse af begyndelseslønnen. Det gælder indtrædelsesstillingerne for ufaglært personale. Mens disse stillinger hidtil har haft lønningsrammer med ret ringe forskel mellem begyndelses- og slutløn, har kommissionen nu — blandt andet gennem sammenlægning af lønningsklasser — foreslået større spændvidde mellem lønningerne, idet man herved blandt andet har ønsket at give den tillæring, som så givetvis finder sted, lønningsmæssigt udtryk ...

Som en nydannelse vil efter forslaget faguddannede kontorfolk komme til at begynde i en noget højere lønningsklasse end det ufaglærte kontorpersonale. Jeg tror, at dette er en fordel, eftersom det har kunnet virke urimeligt, at kontorpersonale — uanset uddannelse — altid har skullet begynde på første løntrin i kontoristklassen.

Som en anden nydannelse kan der være grund til at fremhæve forslaget om tilvejebringelsen af to lønningsklasser for det store flertal af de akademisk uddannede tjenestemænd. Disse har hidtil været opdelt i mere end en halv snes lønningsklasser, mellem hvilke der i vid udstrækning har været automatisk avancement inden for de enkelte grupper omfattende det administrative personale, gymnasiernes lærere, de videnskabelige stillinger samt politi- og dommerfuldmægtigene.

Det foreslås nu, at disse lønningsklasser slås sammen til to, mellem hvilke der vil være automatisk avancement, såfremt de pågældende efter deres kvalifikationer og tjenstlige forhold i det hele findes egnede til forfremmelse til højere stilling."

For de højere og højeste stillinger var der tale om ret betydelige lønmæssige forbedringer med henblik på at give disse grupper en placering, som efter deres arbejde og ansvar stod i passende forhold til tilsvarende stillinger i det private erhvervsliv. Den bestående honorarordning, som i væsentlig grad kom disse tjenestemænd til gode, havde kommissionen ikke taget stilling til. Det forudsattes dog, at lønningsrådet gik i gang med at foretage en vurdering af, om grundlaget for opretholdelsen af de enkelte honorarer eller grupper af honorarer måtte have ændret sig bl. a. som følge af de nye lønnings- og normeringsbestemmelser.

Kommissionen havde været af den opfattelse, at der ikke ved lovens ikrafttræden burde ske en almindelig nedsættelse af tjenestetiden efter det private erhvervslivs mønster, men fandt det dog rimeligt, at man afskaffede den såkaldte 9 timers norm, der efterhånden ikke var meget anvendt. „Spørgsmålet om tjenestetidens længde foreslås taget op til behandling i et særligt udvalg, som også skal beskæftige sig med andre tjenestetidsproblemer. Det henstilles, at udvalget afslutter sit arbejde så betids, at eventuelle ændringer i tjenestetidsnormerne kan træde i kraft senest den 1. april 1961. På tilsvarende måde vil også stats- og folkeskolelærernes pligtige timetal blive taget op til nærmere undersøgelse."

Ved udformningen af den fremtidige pensionsordning havde man først og fremmest haft følgende mål for øje: 1) at kombinere tjenestemandspensionsreglerne og folkepensionsreglerne, 2) at fastsætte og opretholde et passende forhold mellem løn og samlet efterløn, 3) i højere grad end hidtil at graduere tjenestemandspensionen efter pensionsalderen og endelig 4) at tilstræbe et mere rimeligt forhold end hidtil mellem tjenestemændenes egen- og enkepension.

„Ved opbygningen af pensionsordningen er man gået ud fra de nugældende bestemmelser om folkepension, herunder folkeforsikringslovens nugældende fradragsregler. Endvidere er man ved fastsættelsen af tjenestemandslovens pensionsydelser gået ud fra de pr. 1. april 1958 gældende satser for folkepensionens mindstebeløb, 1 080 kr. årlig for ægtepar og 720 kr. årlig for enlige. Det bemærkes derfor, at afgørende ændringer af folkeforsikringslovens regler om folkepension, herunder fremtidige forhøjelser eller nedsættelser af mindstebeløbet, der skyldes ændringer af beregningsgrundlaget og ikke blot ændring af den gennemsnitlige bruttoindtægt for forsørgere, hvoraf mindstebeløbet er fastsat til 9 pct. for forsørgere, vil kunne medføre, at det bliver nødvendigt at tage hensyn til sådanne forhøjelser eller nedsættelser af folkepensionen ved henholdsvis fradrag eller tillæg til tjenestemandspensionen."

De finansielle virkninger af den ændrede pensionsordning var vanskelige at opgøre. „Størrelsen af de fremtidige besparelser er således afhængig af, i hvilket omfang forhøjelsen af den frivillige afskedsalder fra 65 år til 67 år samt forlængelsen af pensionsskalaen til det 67. år vil medføre en udskydning af de nuværende faktiske afgangsaldre, men det påregnes, at der heri ligger endog meget betydelige besparelser på pensionskontoen. Tilsvarende må det antages, at de i lovforslaget indeholdte betydelige reduktioner af pensionerne på forskellige alderstrin af pensionsskalaerne vil medføre betragtelige besparelser i den samlede efterlønmæssige udgift, og at disse besparelser vil være væsentligt større end de med ordningen forbundne merudgifter til folkepension som følge af, at reduktionerne i tjenestemandspensionsydelserne først — og da kun delvis — udlignes ved opnået folkepensionsalder. Disse besparelser på pensionsområdet vil imidlertid først indtræde efterhånden."

De samlede årlige merudgifter ved lønningsforslagene var, efter hvad ministeren oplyste, for 1958-59 opgjort til 90 mill. kr. for det egentlige statstjenestemandsområde. Desuden måtte der påregnes en merudgift for statskassen i henhold til lærerlønningsloven på 34 mill. kr. og på 2 mill. kr. i henhold til den kirkelige lønningslov. „Til disse udgifter kommer merudgifterne til institutioner, hvis underskud helt eller delvis afholdes af statskassen. Det drejer sig om børne- og åndssvageforsorgen samt en række andre institutioner. Merudgiften for statskassen vil andrage omkring 7 mill. kr. hertil. Den samme merudgift må påregnes for den del af det medhjælpslønnede personale, som aflønnes med en tjenestemandslignende løn. I dette skøn er ikke medregnet det overenskomstlønnede personale, da dettes lønvilkår følger det private arbejdsmarkeds udvikling."

Efter finansministerens opfattelse ville gennemførelsen af denne lønrevision skabe løn- og arbejdsvilkår, der imødekom alle rimelige ønsker. „Det må også være i statens interesse, at tjenestemændene aflønnes sådan, at de finder sig behandlet på en måde, der ikke afviger væsentligt fra arbejdsvilkårene i det private erhverv. Dette er også forudsætningen for, at den høje standard, som præger statens tjenestemænd, kan bevares fremover."

Ved 1. behandling fik lovforslaget en velvillig modtagelse, omend adskillige af dets principper og enkeltheder vurderedes forskelligt af partiernes ordførere. Holger Eriksen (S) fandt, at kommissionen havde løst sin opgave på en måde, som var tilfredsstillende både for tjenestemændene og for samfundet, uanset at der kunne være delte meninger om et og andet. Blandt andet havde han gerne set, at man var kommet bort fra det dobbeltstillingssystem, som er opstået ved, at mange af de akademisk uddannede tjenestemænd har formiddagsbeskæftigelse uden for det kontor, hvor de er ansat. Henry Christensen (V) understregede det forbehold, som hans parti havde taget i kommissionen, særlig med hensyn til grundlaget for pristalsreguleringen, men sluttede sit udførlige indlæg med at tilsige fortsat god forhandlingsvilje med det formål at nå frem til et for tjenestemændene godt og acceptabelt resultat. Baagø (KF) fremhævede stærkt de fordele, som den foreslåede nyordning bød på, og mente ikke, at man af finansielle grunde behøvede at nære den betænkelighed ved merudgiften, som fra flere sider var kommet til udtryk; han ønskede ligesom de øvrige ordførere forskellige spørgsmål overvejet i det udvalg, som skulle behandle sagen. Kirsten Gloerfelt-Tarp (RV) var tilfreds med det opnåede resultat, særlig med henblik på ligelønsprincippets gennemførelse. De unge ikke-forsørgere blev ganske vist ikke helt ligestillet med forsørgerne ved indplaceringen, men i løbet af et kortere åremål ville forskellen være udlignet. Hun beklagede ligesom den socialdemokratiske ordfører, at systemet med dobbeltstillinger opretholdtes. Niels Andersen (DR) nærede nogen betænkelighed ved den merudgift, som lønforhøjelserne ville medføre, og ønskede overvejet, om de ikke kunne gennemføres gradvis. Alfred Jensen (DK) kritiserede bl. a. forhøjelsen af aldersgrænsen for tjenestemændenes ret til at kræve afsked med pension uanset helbredstilstanden; han erkendte i øvrigt, at kommissionens forslag bød på mange forbedringer, og nærede ingen bekymringer for deres finansielle virkninger.

Efter 1. behandling henvistes lovforslaget sammen med de øvrige lønningsforslag til et udvalg, der modtog talrige henvendelser fra tjenestemandsorganisationer — dog ikke hovedorganisationerne — og grupper af tjenestemænd. Disse henvendelser resulterede i forbindelse med den almindelige gennemgang af lovforslaget i 36 ændringsforslag, af hvilke mange dog var af teknisk karakter og ingen rørte ved lovforslagets hovedprincipper. Samtlige ændringsforslag var stillet af finansministeren og tiltrådt af udvalget som helhed. Enkelte af dem er omtalt i det foregående.

Angående finansministerens tilsagn om at ville nedsætte et udvalg vedrørende de fremtidige ansættelsesvilkår for tjenestemændene hedder det i betænkningen:

„Man skal i denne forbindelse henstille, at dette udvalg afslutter sit arbejde så betids, at finansministeren senest 1. maj 1960 kan gøre folketinget bekendt med resultatet af de i udvalget foretagne undersøgelser og overvejelser.

Udvalgets opgave er at undersøge, i hvilket omfang der i konsekvens af folkepensioneringens gennemførelse kan opnås sådanne ansættelsesforhold for fremtidige i statens tjeneste ansatte, hvis stilling ikke i kraft af sin karakter eller det med denne forbundne ansvar afviger væsentligt fra tilsvarende stillinger i det private erhvervsliv, at disses pensionsforhold i deres helhed ordnes efter de almindelige regler om folkepensionering.

Et mindretal (Baagø, Henry Christensen, Gottschalck-Hansen, Henry Hansen, Hartling, Heick, Thisted Knudsen, Lorentzen, Erna Sørensen og Poul Sørensen) havde ønsket, at udvalget klart havde tilkendegivet, at for sådanne stillinger, som f. eks. hvor det drejer sig om ufaglærte arbejdere o. lign., var målet, at folkepensionen for fremtidigt ansatte blev eneste efterløn, uanset om ansættelse fandt sted hos staten eller i det private arbejdsmarked."

Om pristalsreguleringen udtales:

„Udvalget har under samråd med finansministeren drøftet forslagets bestemmelser om en pristalsregulering af lønningerne. Der er enighed om, at det ville være uheldigt at gennemføre en regulering af tjenestemandslønningerne efter et andet pristal end det, der anvendes ved reguleringer af lønninger på arbejdsmarkedet i øvrigt. Finansministeren har givet udtryk for, at det ud fra flere synspunkter vil kunne være en fordel at anvende et pristal, hvori skatter og afgifter så vidt muligt ikke indgår, og at det vil være muligt at beregne et sådant pristal. Finansministeren har derfor foreslået, at der nedsættes et udvalg — bl. a. med repræsentation for arbejdsmarkedets parter — der skal overveje, under hvilken form det vil være muligt at sikre, at et sådant pristal bliver anvendt til regulering af lønningerne inden for overenskomster, der indeholder en pristalsregulering af lønnen. Udvalget har givet tilslutning til, at der nedsættes et sådant udvalg, idet man dog har ønsket, at der skal afgives betænkning inden 1. november 1959."

Endelig skal nævnes, at Niels Andersen (DR) udtaler, at han „kan tilslutte sig de principper, som lønningsforslagene bygger på, og gerne ser disse gennemført, men for ikke at svække den opnåede økonomiske stabilitet ville det være tilrådeligt at aftrappe merudgiften ved forslagene over nogle år eller at opnå besparelser ved først at lade forslagene træde i kraft på en senere dato end den 1. april 1958.

Mindretallet har derfor søgt tilslutning hertil, men det har under forhandlingerne i udvalget vist sig, at denne ikke har kunnet opnås fra nogen side, hvorfor mindretallet har afstået fra at stille ændringsforslag og i øvrigt nærmere vil præcisere sin stilling under forslagets behandling i tinget."

Ved 2. behandling vedtoges de i betænkningen stillede ændringsforslag, mens nogle fra kommunistisk side stillede ændringsforslag forkastedes. De sidstnævnte gik ud på bevarelse af den hidtidige aldersgrænse for ret til at tage afsked med pension (65 år) og ændring af skalaerne for beregningen af såvel egenpension som enkepension i overensstemmelse hermed.

Forhandlingerne drejede sig for en stor del om de drøftelser, der på retsforbundets foranledning var foregået i udvalget om en trinvis gennemførelse af lønforhøjelserne eller — som et alternativ hertil — udskydelse af lønningslovenes ikrafttræden til 1. juni eller eventuelt et senere tidspunkt for derved at nedbringe merudgiften i finansåret 1958-59.

Til 3. behandling stilledes enkelte redaktionelle ændringsforslag, som blev vedtaget uden afstemning.

Under den afsluttende debat oplyste Niels Andersen, at der inden for retsforbundet var delte meninger om, hvordan man skulle stille sig til lovforslaget. Partiets ministre ville dog, efter hvad minister Viggo Starcke erklærede, stemme for lovforslaget, idet der inden for en regering gjaldt andre solidaritetsforpligtelser end inden for en gruppe.

Lovforslaget vedtoges enstemmigt med 146 stemmer, idet 7 medlemmer (Alfred Bøgh og Søren Jensen (V), H. C. Toft (KF) samt Niels Andersen, Gøting, Helge Madsen og J. M. Pedersen (DR)) afholdt sig fra at stemme.